Ikke at vælge, er også et valg


9 år siden 24 kommentarer Fantasy

12Dead World - Prolog
Kender du det, når du står knædybt i sne, i færd med at vaske blo... [...]
Romaner · komedie, horror, roman
7 år siden
0Puer Aeternus - del 1 - Kapitel 2
Vesterlandet, 5 år senere · Solen var netop sejlet ind på sit højes... [...]
Romaner
8 år siden
6Puer Aeternus - del 1 - Kapitel 1
Byen ved verdens ende · Tusmørke sænkede sig over landet, og månen ... [...]
Romaner
8 år siden
24Ikke at vælge, er også et valg
Han sad på den gamle, trætte terrasse en mild sommernat, og lytte... [...]
Fantasy
9 år siden
0Lige om snart
Så tidligt og snarligt vi vågner · med ukendte hænder · senede og ben... [...]
Digte
10 år siden
1Midnatstanker om morgendagen, og andre nytt...
Hvis dovenskab var en dyd ville jeg være gud. Hvis druk var mit a... [...]
Blandede tekster
10 år siden
0Erkendelsen af den post-modernistiske sorg ...
En erkendelse presser sig på. · jeg savner dig, jeg længes dig. · kun... [...]
Digte
11 år siden
2P.T.
Jeg vågner i et anonymt værelse · Et bart værelse i en nøgen skikke... [...]
Digte
11 år siden
5Sekundet før kuglen – et stormløb
Du, den døde! Du ser mig - hun ser mig! · Udenfor byen, den grønne ... [...]
Blandede tekster
11 år siden
0Drømmehus
Der var engang en låge · til mit hus · den faldt af for længe siden · d... [...]
Digte
11 år siden
3Gennem Natten
Han kom oppe nord fra. Eller det var i hvert fald hvad han sagde.... [...]
Noveller
12 år siden
0Default
Daler kvaliteten følger mængden. · Det virker kaotisk morsomt · men e... [...]
Digte
12 år siden
0Diapsalmata
En tom skal i en reptilsk vrangforestilling · årsag og virkning, uk... [...]
Digte
13 år siden
0Seldom
we celebrate your broken thoughts with a high-held glass · you see ... [...]
Digte
13 år siden
3Cassandra
Tricky little lies, sitting in a dead garden · Empty little eyes, s... [...]
Digte
13 år siden

Puls: 0,0

Publiceret: 0
Afgivet: 0
Modtaget: 0
Bo Sejer (f. 1986)
Han sad på den gamle, trætte terrasse en mild sommernat, og lyttede til den sagte brise i trækronerne. Han var ikke sikker, men mente klokken måtte være nær tre. Han bar aldrig ur. Det var en princip sag. Ikke hans egen, men hans fars princip.
   Han kom fra en god familie. Ikke knap til penge, dog uden at være oppe i topskat feltet. Faderen var en høj mand, der selv langt oppe i årene stadig havde langt hår, dog ikke så langt som det engang havde været, og en hel del tyndere nu også. Da faderen var ung var han medlem af kommunistpartiet, og gik aldrig til en fest uden den lille røde sangbog, og hans akustiske guitar, som han havde købt i en second-hand shop i Norge, da han i en kort årgang arbejdede i Stavanger med hans bror, som var død nu. I dag ville han betegne sig selv som mere lyserød, end egentlig rød. I 70'erne havde faderen været det man kaldte evighedsstudent, og havde brugt 12 år på universitetet. Selvsagt havde man haft store forventninger til at han skulle blive en del af den intellektuelle elite, og få en toppost i, hvad ved jeg, statsministeriet, måske. Han forlod dog universitetet uden nogen egentlig grad af betydning, og efter en kort tid som lærling, overtog han sit fars apotek, hvor han har været lige siden. Han bibeholdte en del af sine universitetsvaner og holdninger, og forsøgte i så høj grad som muligt at overføre hans principper til hans børn.
   Moderen var en gammel rødstrømpe, der med årene havde slækket så meget på sine principper, at man aldrig ville have gættet at hun havde været med på femø lejre, og deltaget i ligestillings demonstrationer. Hun havde dog aldrig brændt sin bh, og kendte i det hele taget heller ikke nogen der havde. I hvert fald ikke i 70'erne.
   Nu var hun husmor, med en børneflok på 6, og havde derfor haft nok at se til igennem årene. Selvom der ikke var så mange børn at tage sig af mere. Den yngste var den eneste der stadig boede hjemme, og den ældste havde allerede selv fået børn. I stedet hjalp hun nu til i apoteket, selvom hun hadede lugten af apotek og medicin. Hun var blevet tyk, og en anelse bitter, med årene.
   Men det var et godt hjem, og der manglede ikke noget. Familien holdte sammen, og alle mødtes jævnligt. Der manglede ikke noget. Ingenting. Men han kunne ikke blive.
   Vores hovedperson tog en taske over skulderen og forlod terrassen, ganske stille og udramatisk, uden én eneste bagtanke.
   Han gik igennem det ene forstadskvarter efter det andet, det ene mere stille end det foregående, og da han endelig ankom til hans mål, kunne man ikke umiddelbart skelne gaden fra dem han netop havde forladt. Hvis ikke lige det var for den meget høje, ensformige musik, der havde formået ikke at ændre sig siden midt-90'erne.
   Hun ventede på ham ude foran, sammen med hendes veninder, eller i hvert fald en håndfuld af dem. Hun vinkede og smilede og svajede, og han vinkede igen. Hun spurgte hvorfor han ikke tog hans mobil, og han svarede at den lå på hans natbord, men hun hørte ikke efter, for hun var ved at sige farvel til hendes veninder, og nogle drenge insisterede på at ville have et knus inden hun gik.
   De havde kendt hinanden siden de var helt små, og havde leget sammen hver dag i børnehaven, og efter. De havde elsket hinanden omtrent ligeså lang tid tilbage som de begge huskede. Ingen af dem havde nogensinde sagt et ord om det før for en uge siden. De havde været i kiosken efter skole for at købe sprut. Whiskey selvfølgelig, for de var begge to glade for Morrisons musik, selvom de begge to hadede smagen af den 78 kroners slavewhiskey de altid købte i kiosken. De havde siddet på hendes værelse, dekoreret til fulde med idolplakater af døde og nær døde rockstjerner, og drukket sig fulde i løbet af kort tid. De grinede sammen og hun dansede ind imellem, og andre gange faldt hun, og så grinede de endnu højere. De havde kysset. Kysset læber der begge ønskede at blive kysset. Det var sket så pludseligt at ingen af dem var helt klar over hvem der havde startet. De lovede hinanden at de ville elske hinanden altid. Og de elskede med hinanden, for første gang.
   De gik med hinanden i hånden. Han lidt mere i balance end hende. Der var måne og stjerner og generte blikke der hurtigt så væk når den anden kiggede. Han havde tænkt på at gifte sig med hende i starten, men nu tænkte han mere på om hun mon ville med ham. Han havde endnu ikke sagt noget til hende. Hun havde ikke lagt mærke til hans taske. Hun havde tænkt på at tage til Paris når hun blev 18 og hendes forældre ikke længere kunne bestemme over hende og hendes fremtid. Måske hun ville gennemføre gymnasiet først, men hun var ikke sikker. Hun ville gerne væk så hurtigt som muligt. Men nu tænkte hun mest på at komme hjem og sove, og håbede på at loftet ikke ville begynde at dreje rundt når hun lagde sig i sengen, for hun ville så nødig stå op igen for at kaste op på toilettet. I samme øjeblik faldt hun på knæ, og kastede op på den neurotisk velplejede græsplæne til et villahus, med to biler i indkørslen. Han holdte hendes hår og tænkte at, det nok ville være bedst ikke at tage hende med i denne tilstand. Han ville følge hende hjem og kysse hende godnat ved hoveddøren, for sidste gang. Han ønskede at de havde haft længere tid sammen.
   Han var nu nød til at støtte hende så meget når de gik, at han halvt bar hende. De skød genvej igennem en af de mange uofficielle stier man altid finder i byer, og genkendes ved at græsset ikke gror der, og en revne i jorden hvor cyklisterne kører bliver dybere og dybere for hvert år. Den knyttede det ene villakvarter til det andet og førte igennem et buskads på nogle få meter. I nat havde de dog svært ved at finde ud igen.
   De kom dybere og dybere ind, og stien blev samtidig bredere og bredere, indtil de tilsidst gik på en skovsti, stor nok til at en bil kunne køre igennem. Det var ikke længere en tiltrådt sti, men en sti af sand. Hun sagde at man ikke burde bygge på sand, men på sten i stedet. Det var fuldesnak, men hun havde selvfølgelig ret. Han måtte tilgengæld sande at, han havde bygget på sand, for han vidste ikke længere hvor de var, men i stedet for at vende om og finde et grundlag af sten, gik han videre, med hende over skulderen, og knirkende, nedslidte sneakers.
   Han kunne høre lyden af biler fra et sted længere fremme, og gættede på de måtte være tæt på hjemme. De måtte på en eller anden måde have gået forkert, og endt i den bevoksning der ligger overfor deres skole. Han mente de bare skulle blive ved med at gå, så ville de snart komme ud på vejen. Men nu længere de gik, nu svagere blev lyden fra omverdenen, og nu højere blev træerne over dem og mørket omkring dem.
   Sandstien blev afløst af en gul stensti så pludseligt at, han ikke have lagt mærke til det, og når han så sig tilbage, så det ud som om at han havde gået på stenstien i lang tid, for han kunne ikke længere se sandet. Næsten lige så pludseligt, men kun næsten for denne gang så han det komme et stykke før de kom dertil, stod de foran et lille vandløb med en lille stenbro der krydsede vandet. Da de gik over broen gav deres trin genlyd så højt, at det rungede malmdybt i hans ører. Så dybt, at han i første omgang overhørte en stemme der kaldte ud efter ham.
   Under broen, fra skyggerne eller selve mørket i skyggerne, trådte et stort, læderhudet væsen frem, med horn i panden og meterlange lemmer. Væsenet stod over ham, med en voksen mands højde imellem de tos ansigter. Med en stemme som faldet af kampesten i en grusgrav, sagde trolden at den havde i sinde at æde dem begge to. Prompte svarede han, drengen, at hans bror kom gående et stykke bag dem, og han var større end de to tilsammen, og om ikke hellere trolden ville æde broderen. Trolden stak næsen langt op i vejret, og tog et dybt snus. Den fortalte at der ikke var nogen der kom gående bag de to, så den ville nøjes med at spise de to små mennesker der stod foran den lige nu. Han sagde om ikke godt de måtte slippe, for de var ikke klar til at dø. Trolden svarede at det var de færreste klar til. Han sagde at de var mindre klar end de fleste, for de var så unge og havde først lige fundet hinanden. Trolden nikkede betænksomt og lyttede til ham. Han sagde at de var forelskede, og hun var fuld og ikke ved bevidsthed længere, hvilket hun heller ikke var, og det var i hvert fald ikke fair at spise en pige der ikke selv var i stand til at forsvare sig. Trolden nikkede, men sagde derpå, at nok ville den skåne pigen, men drengen kunne forsvare sig selv, så ham kunne den godt spise. Han svarede at nok var han selv ved bevidsthed og kunne forsvare sig selv, men hvis trolden åd ham, kunne han jo ikke bære pigen hjem. Trolden nikkede derpå igen, og spurgte om ikke drengen kunne komme forbi igen efter at han havde båret pigen hjem. Han svarede trolden, at det kunne ikke lade sig gøre, for han var på vej væk. Trolden løftede snuden og snuste til natten, og nikkede igen til drengen. Rigtig nok var han på vej et sted hen, for det kunne trolden lugte, men det var ikke der som drengen gerne ville hen. Kunne pigen derfor ikke komme tilbage når hun igen var ved bevidsthed og kunne forsvare sig selv? Han sagde at han ikke kunne love noget på pigens vegne, men hvis hun engang blev klar, og klar nok, ville hun angiveligt selv komme forbi. Trolden nikkede og gav ham ret, og derefter forsvandt den ned under broen igen.
   Han løftede hende op, og hun faldt ind i hans bryst som en sovende killing. Hun havde ikke været vågen til at observere noget af hvad der netop var sket, og efter han havde taget blot ti skridt, blev han selv i tvivl om det egentlig var sket, eller om han blot var faldet i staver et øjeblik, i tvivl om det var det rigtige han gjorde, at tage af sted uden at fortælle nogen derom.
   Han havde ikke gået ti minutter før han kom til en lysning i skoven. Midt i lysningen var en sø. Den var blå i månens lys, og kølede vinden når denne kyssede vandets blide overflade. Der duftede af frugttræer, selvom der ikke var nogen synlige.
   Ved søens bred sad en ung pige. Hendes hår var glat som silkepapir, farve som karamel og gik helt ned og rørte hendes lår når hun sad på knæene. Selv fra afstand kunne man se hendes brune øjne, så store som dådyrs. Hendes hud var hvid og mat i månelyset, og hun så ud til at være blød som marcipan.
   Han tabte sin veninde ned på det bløde, dugvåde græs, og hun rullede sig trygt sammen og sov videre. Han gik over imod pigen ved søbredden, og hun rejste sig og gik imod ham. Hendes unge, bløde og nøgne pigekurver gyngede let for hvert skridt hun tog på hendes veldrejede ben, og hun smilede tillokkende. Hans hjerte hamrede af spænding og angst. Han ville fortælle denne pige at han elskede hende og spørge om hun ville tage med ham ud på hans rejse.
   Pigen vendte sig om og forsvandt pludseligt. Hans mund faldt. En klump satte sig fast i halsen på ham. Han tog et skridt tilbage og snublede over hans sovende veninde, som sov videre uforstyrret. Et nærstående træ begyndte at gå imod søen, og tog menneskelige træk til sig for hvert skridt. Da det nåede søbredden havde det taget form af en ung pige med brun hud, grønt hår og sorte, dybe øjne. Hun smilede til ham og trådte ud i vandet. Hendes veninde ved søbredden kom atter til syne, men kun kortvarigt. Hun dansede og svingede rundt, og hver gang hun vendte ryggen til ham, forsvandt hun, for atter at komme til syne når hun stod med front imod ham. Hun var angivelig hul i ryggen.
   Han fik svært ved at trække vejret og hans hjerte hamrede så hårdt at hans t-shirt bevægede sig i takt dermed. Han var ved at gå i panik. Følelsen af dødsangst fortog sig med ét, da de to piger begyndte at synge. De stod ude i vandet og vinkede efter ham. Sang til ham. Bad ham komme til dem. Øjeblikket var en åbenbaring af genstridige følelser i ham, men han kunne ikke sige de nøgne piger imod, og gik stille og roligt imod søen. De tog hans hænder og førte dem imod deres bryst. Han sank endnu en klump i halsen og åndede ud. De tog ham med under vandet. Han kom ikke op igen.
   Hans veninde vågnede dagen efter på fodboldbanen bag skolen. Hun kaldte ikke efter ham, for hun huskede ikke at han var kommet for at hente hende. Hun rejste sig og gik hjem for at pleje sine tømmermænd. Da han aldrig kom hjem igen, blev hun sendt til krisepsykolog fra skolens side, sammen med andre elever som havde kendt ham. Det var omtrent en måned efter at han var forsvundet. Her fortalte hun endelig om hendes incestiøse forhold til hendes far. Hendes øjne havde forevigt forandret sig da hun blev 7, og havde drengens øjne ikke altid været drømmende rettet imod horisonten, havde han muligvis opdaget forandringen. Og muligvis ikke.
   Hun fuldførte aldrig gymnasiet og hun kom aldrig til Paris, og bosatte sig aldrig nogen steder uden for landet i det hele taget. Hun blev gift med en fyr der var næsten femten år ældre end hende selv, og mindede en smule om hendes far. Han slog hende. Ikke dagligt, men det efterlod hende dybe ar. Hun fødte ham to døtre, som begge døde inden de fyldte år.
   Da hun blev 40, forlod hun manden og bosatte sig igen i hendes fødeby. Hun havde glemt alt om drengen, indtil en sommeraften hvor hun var ude at gå. Der var en sti igennem et lille buskads som hun svagt huskede at have taget engang, og hun fulgte efter. Stien ledte til en sandsti, der senere blev til en sti af gule mursten som ledte dybere og dybere ind i en skov, som hun ikke huskede var der da hun var barn. Langt inde i skoven var et lille vandløb, men en lille, gul stenbro der krydsede over. Da hun gik ud på broen, gav hendes fodtrin genlyd så højt, at det overdøvede en stemme der kaldte efter hende. Et langlemmet væsen med hud af læder rejste sig fra under broens mørke. Det hostede og så gammelt ud. Trolden kaldte på hende af navn, og sagde at det havde ventet på at hun kom tilbage. Hun spurgte om hun havde været her før. Trolden nikkede sagte, og sagde at hun havde været her engang for mange år siden, da hun var ganske ung og sund, og en ung mand havde reddet hende fra at blive ædt, for hun havde et langt liv at leve, og uendelige muligheder for at gøre det til et godt liv. Trolden spurgte om hun havde haft et godt liv, hvorpå hun rystede stille med hovedet. Trolden sagde, at drengen havde fortalt at hun ikke havde været klar dengang. Hun nikkede. Trolden spurgte, om hun nu var klar. Hun nikkede.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 02/07-2011 12:36 af Bo Sejer og er kategoriseret under Fantasy.
Teksten er på 2672 ord og lix-tallet er 30.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.