Sen augustaften. Jeg sidder på verandaen og ser solen gå ned bag de høje træer. En kop varm the står foran mig på bordet, røgen stiger til vejrs og danner små mennesker hvorefter den splintres og forbliver luft. Luft som jeg suger ned i mine lunger, ilter mit blod med, lever med. Jeg lever, jeg eksisterer, jeg er. Lige her i huset, denne sene aften i august. Jeg er stadig som et æg, der kan knuses hvert øjeblik det skal være. Jeg bærer det forsigtigt med mig overalt og lægger puder rundt om det. Jeg er bange. Angsten griber mig midt om natten, mens jeg cykler, på vej til arbejde. Denne verden uden. Denne frygtelige verden hvor folk sulter og der er krig. Men mest af alt denne angst for mig selv, for hvad der nu skal ske. Men lad os starte ved begyndelsen. Lad os starte med Julia.
   Det var en dag i september jeg egentlig lærte Julia at kende. På det tidspunkt havde jeg gået i klasse med hende i 10 år uden egentlig nogensinde at have snakket med hende. Julia var ikke ligesom os andre. Vi rendte efter drenge, drak og forsømte skolen som de fleste niendeklasseselever, men Julia gik for sig selv. Hun ikke værdigede drengene et blik, hun respekterede lærerne og lavede altid sine lektier. Når vi andre holdt fest, var hun aldrig med. Måske, tænker jeg nu, fordi hun aldrig blev inviteret. Jeg kunne ikke lide Julia. Julia med det lange, sorte hår og de hvide kjoler. Julia med sine tegninger og sin drikkeflaske med saft. Der var så mange ting, jeg ikke forstod omkring hende. Hvorfor gik hun for sig selv? Hvorfor drak hun ikke sodavand som os andre og hvorfor gad hun sidde og nørkle med pen og papir hele frikvarteret? Jeg gad ikke have noget med hende at gøre og prøvede heller ikke på det. En dag var Julia ikke i skole. Det var noget, man lagde mærke til, sådan var Julia ikke. Som dagene gik kom der hurtigt rygter. Mærkelige rygter, sjove rygter, ubehagelige rygter. Jeg lyttede ikke, for det interesserede mig dybest set ikke et hak. Så jeg lod være med at tage stilling til det indtil den dag, min lærer hev mig til side og stak mig en bunke bøger.
   -Gider du ikke aflevere disse her til Julia, så er du sød, var hendes ord og så forsvandt hun hen ad gangen med bagdelen vippende frem og tilbage. Og nej, det gad jeg ikke, så bøgerne blev liggende på mit værelse indtil den dag et ganske særligt rygte gik på skolen. At Julia var gravid. Det vagte min opmærksomhed, så jeg cyklede efter skole gennem parken hen til den store Patricia villa, Julia boede i. Jeg havde aldrig i mit liv været der før. Huset tårnede sig op over mig som en ædelsten og jeg skubbede lågen op og gik op til hoveddøren. Der var ingen ringeklokke men en stor løvehammer, jeg forsigtigt og med en pludselig følelse af æresfrygt bankede på med. Der gik ikke lang tid, før Julias mor åbnede døren. Hun var høj og slank med det samme lange, sorte hår som Julia. Hendes øjne lyste grønt mod mig.
   -Hej, sagde hun afventende.
   -Hej, sagde jeg og følte en tørhed presse sig på fra ganen.
   -Jeg skulle aflevere disse her til Julia. Jeg rakte bøgerne frem mod den smukke kvinde, men hun trådte i stedet til side og kaldte op af trappen.
   -Så kan du selv få lov til at aflevere dem, sagde hun og forsvandt ind i huset. Julia lignede sig selv og så ikke. Jeg syntes ikke jeg havde set de sorte rande under øjnene før og hvis jeg ikke tog meget fejl, var hun også blevet tyndere. Jeg vidste ikke meget om graviditet, men måske havde hun en svangerskabsforgiftning.
   -Hej, sagde hun glad og lyste en anelse op, tog imod bøgerne men blev stående. Det samme gjorde jeg, noget holdt mig tilbage, nok min nysgerrighed.
   -Vil du ikke med ind og have en kop varm kakao? Spurgte hun og sendte mig et stille smil. Jo tak, det ville jeg gerne og jeg kom nu med ind i en verden som jeg ikke skulle forlade igen. Der var grønne planter overalt. Store, frodige med og uden blomster, figurer, plader, bøger og billeder på væggene. Hun tog mig med ud på verandaen, varmede kakao og satte sig overfor mig på slagbænken.
   -Hvorfor lige dig? Et drilsk smil spillede om Julias læber og jeg blev forvirret. Denne Julia kendte jeg ikke til.
   -Jeg blev bedt om det, sagde jeg stille og tog en tår alt for varm kakao.
   -Hvorfor er du ikke i skole? Spurgte jeg og var ligeglad, min nysgerrighed og bitchhed gjorde mig kold og ligefrem. Julia så ned i bordet og pillede ved dugen, der var hvid med blonder. Døren til haven stod åben og en let brise fejede en blyant på gulvet.
   -Det er en lang historie, svarede hun. Jeg sagde ikke noget, ville forlange at høre denne mærkelige historie.
   -Sig det nu bare, pressede jeg på og til min overraskelse så Julia op og sagde:
   -Okay Terese, jeg vil fortælle dig det på én betingelse. Jeg smilede, denne Julia begyndte jeg faktisk at synes om.
   -Ja?
   -At du kommer her i huset i syv dage, snakker med mig, laver ting med mig, møder min familie. På syvende dagen fortæller jeg dig, hvorfor jeg er hjemme. Dette kunne jeg ikke sige nej til. At kunne diske op med den virkelige historie foran de andre, var guld værd.
   -Okay, sagde jeg og så var Julias og mit forhold begyndt.
   Næste dag efter skole tog jeg hjem til Julia. Hun åbnede smilende og gav mig et kram. Hendes krop virkede fugleagtig i min favn og jeg knugede om hende med en følelse af, at jeg måtte passe på hende. Vi satte os ud i haven, hvor fuglene sang fra en skyfri himmel og bladene var begyndt at falde af træerne. De lå nu som et fint dække over det lange græs i røde, gule og brune farvemønstre. Vi fandt havestole frem og tæpper og begyndte at snakke. Julia var let at snakke med og igen blev jeg mindet om en fugl; en fugl der synger.
   -Vil du se mine tegninger en dag? Spurgte hun glad.
   -Ja da, svarede jeg. Julia gjorde noget ved mig, fandt en del af mig selv frem jeg ikke havde kendt til. En hidtil ukendt Terese. Jeg blev hurtigt snaksaglig, let om hjertet og venlig. Jeg plejede at være hård og respektløs, men Julia gjorde mig blød.
   -Min bror kommer hjem fra efterskole i morgen, så skal du møde ham, sagde hun og vippede med fødderne.
   -Han hedder Julian og har sort hår ligesom mig. Han har gået på musikefterskole og spiller klaver. Har du set det, vi har inde i stuen? Julia rejste sig og vinkede mig med, da jeg rystede på hovedet. Det var et stort flygel, sort som ibenholt og skinnende blankt. Julia satte sig og lod fingrene glide hen over tangenterne. Pludselig skete der noget i hendes hænder; de vågnede op, der kom liv i dem og de spillede, spillede som galt det livet. Jeg var helt forundret og bagefter tog jeg mig selv i at klappe. Hun så op på mig, der var kommet et glimt i hendes grønne øjne. Julia, hende kunne jeg lide.
   Vi gik i parken. Solen skinnede ned gennem træernes snart nøgne kroner. Overalt lå der bladdynger. Vi kastede blade i luften og så dem regne ned over os. Stak hvinende i løb og fangede hinanden, kilede, græd af grin. Det var som om, vi havde kendt hinanden altid, som om Julia og jeg var bestemt for hinanden. Jeg rørte ved hendes sorte hår. Det var blødt som silke og faldt tungt ned over hendes skuldre. Men hun havde svært ved at få vejret. Jeg undrede mig, sådan en ung, frisk pige. Hun måtte være i dårlig form, jeg havde heller aldrig set hende motionere og hun var der aldrig til gymnastik. Egentlig underligt, når man nu fik fravær. Jeg lod det ligge, endnu et af Julias mysterier. Vi gik hjem til Julia og drak den obligatoriske kakao på hendes veranda. Snakkede om skolen, om de andre piger, om hvordan Julia havde følt sig udenfor. Jeg undskyldte på vores vegne, men hun fejede mig af.
   -Du skal ikke undskylde, har du måske nogensinde generet mig? Spurgte hun og så stift på mig med de græsgrønne øjne.
   -Ja, mente jeg og kunne mærke blodet pumpe op til mine kinder og gøre dem røde og hævede.
   -Nej, Terese, det har du ikke og jeg lyver ikke. Det var ikke dig, der inviterede til den fest, hvor jeg ikke var med. Ikke dig der råbte gyser til mig eller ødelagde mine tegninger når jeg var på toilettet, sagde hun og smilede. -Du er ikke så slem, som du tror, sagde hun let og drak. Kakaoen dampede fra hendes mund.
   -Tak, sagde jeg. Det var det eneste, jeg kunne få frem. Og ikke bare tak fordi hun ikke syntes, jeg var med. Også tak fordi hun var den hun var og fordi hun havde inviteret mig ind i sit hus. Der var nu gået tre dage og stemningen mellem os var blevet let og sjov som candyfloss. En dag da vi sad ude på græsplænen, kom noget sort farende mod os med en hujende lyd. Jeg så ikke ret meget andet end ud af øjenkrogen, men pludselig lå Julia og Julian og rodede rundt på græsset sammen. Da de kom op at stå igen, så jeg ham rigtigt. Han lignede Julia på en prik, de kunne have været tvillinger, men der var to år imellem dem. Han havde samme spinkle krop, samme sorte hår, der på ham hang lidt ned over ørerne og to strålende, grønne øjne, der smilede til mig. En hånd blev rakt frem.
   -Hej, jeg hedder Julian, sagde han.
   -Og du må være Terese?
   -Ja, svarede jeg hæst. Der var noget ved Julian - og Julia for den sags skyld. Noget magisk, noget fængende. Jeg trykkede hans varme hånd ind mod min håndflade. Dette var Julians og mit første møde.
   Jeg holdt hvad jeg lovede og kom hver eneste dag, også dagen efter. Jeg gik ind i huset, som altid var åbent og op på gangen og bankede på Julias dør. Da hun åbnede kunne jeg se på hende, der var noget galt. Hun havde dybe rander under øjnene og hendes hår så fedtet ud. Hun smilede fåret til mig og gik ind og lagde sig på sengen. Jeg lagde mærke til nogle små pibelyde der kom, når hun trak vejret.
   -Er du okay? Spurgte jeg forskrækket. Julia viftede med den ene hånd, men sagde ikke noget.
   -Skal jeg hente noget til dig? Spurgte jeg i håb om, at jeg kunne hjælpe med noget, men hun rystede bare på hovedet og lukkede øjnene. Sådan sad vi en tid; Julia på sengen med lukkede øjne, jeg i stolen med benene over kors. Der var stille, en fugl sang på tagryggen. Pludselig hørte jeg en svag hvisken fra sengen. Jeg rejste mig med et ryk og for hen til hende.
   -Hvad siger du? Spurgte jeg.
   -Det er dejligt, du er her. Hun smilede, men øjnene var tomme.
   -Har du ondt? Hun nikkede. Hendes læber var helt flossede.
   -Vand? Spurgte hun sagte. Jeg skyndte mig ned i køkkenet og fyldte et stort glas, det var det mindste, jeg kunne gøre. Hun drak i små slurke og fugtede læberne. Jeg rakte hende en læbepomade der stod på bordet og hun tog taknemmeligt imod den. Sådan var det resten af dagen. Julia sov eller ville have vand og jeg sad og tænkte, kunne ikke forstå. Jeg cyklede hjem i regnvejr. Himlen var pludselig skyet til og dråberne faldt tungt på mig. Jeg forstod ikke, hvad der skete. Kunne ikke få ind i mit hoved hvad der var galt med Julia. Jeg kendte ikke meget til sygdomme, men et forstod jeg nu: Julia var ikke gravid.
   Der var noget over Julian, jeg ikke kunne glemme, da jeg lå i min seng om aftenen. Hans grønne øjne, det sorte hår, smilet der konstant spillede om de smalle læber. Og musikken. Jeg havde kun hørt ham spille ganske flygtigt, toner der ramte mig fra det åbne vindue, mens Julia og jeg sad i haven, men jeg glemte dem ikke, de havde printet sig fast. Jeg ville gerne se ham spille, men turde ikke spørge, jeg havde ændret mig. Var pludselig blevet genert og stille i fremmedes nærvær. Jeg kendte ikke mig selv mere; jeg var blevet ydmyg. Jeg tog blomster med til Julia næste dag, blå kornblomster og nogle blade jeg ikke kendte. Hendes sygdom og svaghed vækkede noget i mig. Ikke medlidenhed, men noget andet, jeg ikke kunne placere. En følelse ingen andre nogensinde havde vækket i mig. Jeg stivnede for enden af hvad jeg troede var den tomme trappe, for pludselig stod Julian der. Han smilede sikkert til mig og strejfede min arm let på vejen forbi. Jeg gøs og mærkede en svag sitren i kroppen. Jeg bankede på Julias dør og åbnede den langsomt hvis hun sov. Men hun sad op i sengen og læste, så frisk ud, røde kinder og redt hår. Hun havde en af sine hvide kjoler på og lyste op i et smil, da hun så mig.
   -Hej Terese, sagde hun glad og lagde bogen fra sig i sengen.
   -Ej du har blomster med! Jeg rødmede, selvom jeg ikke ville. Sådan her plejede jeg ikke at opføre mig. Vi fandt en vase og satte de lange stilke i vand.
   -Vil du med over i parken? Spurgte hun.
   -Er du frisk nok til det? Ville jeg vide.
   -Ja da, sagde hun kækt og gik ud for at finde sin lille, korte frakke. Jeg fulgte efter og så bekymret på hende.
   -Er du sikker? Spurgte jeg bekymret, men hun nikkede bare og åbnede hoveddøren. Det havde lige regnet, der lå stadig blanke vandpytter rundtomkring, som vi hoppede i. Julia ville gynge, så vi gik ind på den tomme legeplads og steg på hver vores gynge. Det kildede i maven og føltes så meget som at være barn igen, at vi kom til at le. Og vi kunne ikke stoppe igen, selv efter vi havde forladt legepladsen. Klukkende væltede vi ind af døren og jeg var nær ved at støde på Julian igen.
   -I morer jer nok, sagde han drillende og gav sin søster et kram. Mig smilede han bare til og kløede sig ubevidst i håret.
   -Hej Terese, sagde han. Jeg så ned i jorden og skubbede til en støvle.
   -Hej, sagde jeg.
   -Kommer du ikke og spiller for os? Spurgte Julia glad og var allerede på vej ind til klaveret. Julian fulgte med og satte sig ved flygelet, lagde de lange, slanke fingre på tangenterne og begyndte. Igen fik jeg denne følelse af vemod og skønhed.
   -Efterår, hviskede Julia i mit øre og hun havde ret. Det var bestemt en efterårsmelodi.
   -Hvad hedder den, spurgte jeg og Julian stoppede med at spille og så mig ind i øjnene.
   -Song from a secret garden, svarede han.

Det var blevet den syvende dag. Jeg var spændt og samtidig en smule bange. Den sidste uge havde været et paradis, en lykkelig boble af glæde og overraskelse. Jeg tog min cykel hen til Julia, skubbede hoveddøren op, satte skoene og lyttede ud i huset for at lokalisere Julia. Der var stille, så jeg tog trappen ovenpå og bankede på hendes dør. Men det var Julian, der svarede. Han lød underlig og jeg skyndte mig at åbne. Han sad på sengekanten ved siden af en bleg Julia. Hun havde lukkede øjne og åben mund. Dynen bevægede sig under hendes åndedræt. Julians ansigt var lagt i en forstenet maske, uigenkendelig. Mit hjerte hoppede i brystet på mig og jeg skyndte mig at lukke døren og sætte mig i stolen.
   -Hvem er det? Lød det stille fra Julia.
   -Det er Terese, svarede Julian og aede hende over det blanke hår. Hun åbnede langsomt øjnene, drejede hovedet og så på mig.
   -Hej, sagde hun hæst.
   -Hej, sagde jeg og lagde hovedet på skrå. Ingen smilede.
   -Det er den syvende dag, sagde Julia og lukkede igen øjnene. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle svare.
   -Jeg har ikke rigtig kunne skjule det for dig, måske har du selv regnet det ud, fortsatte hun.
   -Jeg er syg, Terese. Meget syg. Jeg har en hjertefejl. Noget faldt indeni mig og blev ved med at falde. Udenfor begyndte det at regne.

Allerede et par dage efter ringede telefonen. Det var Julian. Jeg havde aldrig hørt hans stemme så død og klangløs før. Kisten var hvid, fyldt med blomster, mine var en buket vilde. Julian havde fået et klaver ind og spillede song from a secret garden. Jeg kunne se, han græd. Julia blev lagt i jorden i kisten. Det så uhyggeligt ud med det store, sorte hul. Dybt og fuld af orme. Noget faldt i mig og noget falder stadig. Noget graver et dybt hul i mit indre. Aldrig har jeg følt som jeg følte for Julia, aldrig har nogen vist mig så megen kærlighed på så kort tid, aldrig har jeg følt mig så velkommen i så fremmed et hjem. Nu sidder jeg her, alene tilbage. Selvom det er mange år siden, falder det stadig. Jeg tænker på Julia hver eneste dag og af og til græder vi lidt sammen, Julian og jeg. Jeg hører skridt bag mig og vender mig om. Julian smiler til mig, kommer hen og kysser mig. Sætter sig på stolen ved siden af mig.
   -Hvad tænkte du på? Spørger han glad og kysser mig igen. Jeg smiler tilbage, oprigtigt.
   -Julia, siger jeg.
   -Smukke Julia, siger Julian. Vi smiler begge to.