2Skyggefjender - Kapitel 3
Dekan Eral sad tilbagelænet i sin høje, smukt udskåret stol og ta... [...]
Fantasy · konflikt, musikoplevelse, møde
2 år siden
2Skyggefjender - Kap 2
Den næste dag bragte en uvelkommen hovedpine med sig, som næsten ... [...]
Fantasy · fantasy, frustration, lærdom
2 år siden
5Skyggefjender - Kap 1, del 3/3
Smagen af harsk øl brændte allerede op igennem Thorands hals som ... [...]
Fantasy · alkohol, uheld, sorg
2 år siden
6Skyggefjender - Kapitel 1, del 2/3
"Fem Klestre øl" Thorand gestikulerede med knyttet hånd til barte... [...]
Fantasy · venskab, kærlighed
2 år siden
7Skyggefjender - Kapitel 1, del 1/3
"Thorand Lurkt, søn af Malli Lurkt Den Store!", Thorand fór samme... [...]
Fantasy · hverdag, fantasy, verden
2 år siden
9Skyggefjender - Prolog
Varm, anstrengt ånde pulserede mod hans kind, hendes stærke krop ... [...]
Fantasy · konflikt, afmagt, tab
2 år siden

Puls: 0,0

Publiceret: 0
Afgivet: 0
Modtaget: 0
Aloisia Mure (f. 1989)
Dekan Eral sad tilbagelænet i sin høje, smukt udskåret stol og tappede fingrene i en monoton rytme på kanten af sit mahogni bord. Han øjede Thorand, som sad stiv og svedende på den lille taburet på den anden side. Dekanen trak vejret ind, som for at sige noget, men slap det igen og så i stedet ned. Overmester Hurrelk rømmede sig i døren bag ved Thorand, men Dekan Eral holdt upåvirket blikket ned mod et objekt i sine hænder, som han sad og fedtede med. Ud fra hans bevægelser at tyde var det ikke stort og lyden af papir der stryger mod papir kradsede igennem den rungende stilhed i rummet. Thorands hjerte bankede mod hans brystkasse, som om det insisterede på at komme ud og hilse på hele selskabet. En lille svedperle undvig hans tinding i frit fald ned over hans skarpe kindben og endte under kæben, hvor det dykkede og tilsluttede sig sveden der langsomt gennemblødte ryggen af hans kimono. Flere lange minutter passerede imens Eral synes at studerede en side nøjere og Thorand formastede sig til at skæve over skulderen til Hurrelk der stod umådeligt stille. Så stille at hans irritation var larmende.
   "Nå!" Dekan Eral klappede hårdt i bordet. Thorand mistede næsten balancen på den smalle skammel og havde nær taget frit fald mod stengulvet. Han havde kun lige akkurat genvundet fatningen da han igen rettede blikket mod Dekanen og hans hjerte hamrede smertefuldt i brystet. Dekanen så på Thorand med en alvorlig mine, men humoren spillede i hans øjne og et lille skadefro antræk gemte sig i hans mundvig. Til Thorands fryd var det dog ikke kun ham der var blevet forskrækket, også Overmester Hurrelk gav et sæt og Thorand rømmende sig i forsøget på at kvæle et ufrivilligt smil.
   "Ved du hvad det her er, unge Aspirant Thorand?" Dekan Eral holdt en lille lap papir op og gestikulerede mod den med den anden hånd.
   "Øhh... Nej?" var det eneste Thorand formåede at svare. Hvad havde det med ham at gøre? Var han ikke blevet bragt herop fordi han havde brudt evakueringsprocedure? En tanke slog Thorand, så indlysende at han burde have vidst det allerede da han kom tilbage til sit kammer. Hvad lavede Overmester Hurrelk i hans kammer? Normalt var det jo præfekterne der lavede den slags tjek af de studerende.
   Dekan Eral strakte sig over det brede bord uden og Thorand tog papirslappen fra hans spinkle fingre. To enkelte linjer med smukt kurvede bogstaver udgjorde hans specifikke beskrivelse.

Paria Elver. Høj. Mørkebrunt hår til midt ryg. Brune øjne, ar over det højre fra tinding til kindben. Responderer for nuværende på navnet "Thorand". Rød dragt.

Thorand tog sig fraværende til arret over hans høje, der var lige så synlig, som historien om hvordan han fik, det var triviel. Delen med den røde dragt stang hans stolthed. Han var jo semi-officielt allerede Aspirant, så at identificere ham som Novice var et slag. Mest af alt fordi det var rigtigt. Det der forvirrede ham mest var beskrivelsen af hans navn, men han slog det hen for nu.
   "Hvem har skrevet det?" Thorand så op på Dekan Eral igen og lagde lappen på bordet imellem dem. Men Dekan Eral rystede på hovedet,
   "Forkert spørgsmål. Prøv igen." Proklamerede Dekanen og så forventningsfuldt på Thorand. Han havde aldrig haft en egentlig samtale med Dekan Eral, men havde hørt alle historierne om hans... eklektiske måde at håndtere skolens affærer på. Måske var det derfor han havde været Dekan i mere end to årtier.
   Thorands hjerne kværnede. Forkert spørgsmål? Hvad skulle han så spørge om? Han så ned og prøvede at samle tankerne. Og realisationen kom lige så hurtigt som den var smertefuld. Thorand så op på dekanen, hans blik ikke længere spørgende og forvirret, men med brændende intensitet og had. Måske var det her hans chance. Hans første rigtige chance i over to år.
   "Hvem vil have fat i sønnen af Malli Lurkt?" Thorand forsøgte at holde vreden ude af hans stemme, men den dirrede lidt i kanterne og han var bekymret for, hvor meget han røbede af sine sande følelser.
   "Hah! Ja se det kan vi bruge til noget!" klappede Dekan Eral i sine gamle, skrøbelige hænder og fortsatte ivrigt, "vi har haft besøg, men de måtte sådan skynde sig videre," startede han. Overmester Hurrelk fnøs bag Thorand og rørte utålmodigt på sig,
   "Men de efterlod denne lille hilsen" Dekanen tappede en finger på papirslappen, "hvad tror du det betyder?" der var ikke et spor af nysgerrighed at finde i dekanens stemme. Thorand vidste udmærket godt hvad det betød og det gjorde Dekanen også. Thorand svarede ham alligevel.
   "Nogen er ude efter mig, vel?" irritation havde så småt taget rod hans stemme.
   "Men hvorfor?" Dekanens øjne spillede.
   "Fordi min mor var krigsherre af Saed, selvfølgelig!" Thorands stemme hævede sig og Hurrelk rørte på sig bag ham..
   "Nej det er det forkerte svar, unge Aspirant. Jeg spurgte til, hvad det betyder?" Dekan Eral løftede et øjebryn og fastholdt Thorands blik. Thorand sank sine ord og fortrød sit udbrud.
   "Jeg mener. Det må have noget med min mor at gøre..." hans sætning døde hen som han efterhånden lagde to og to sammen.
   "Har det noget med mennesker at gøre?" udbrød han og han svor at Dekan Eral gav et lille smil, trods det var svært at spore.
   "Der har været et menneske på skolen, ja. Kender du det?"
   "Nej ikke andet end hvad jeg så ud af øjenkrogen. Han løb over engen bag ved min kollegiebygning. Jeg forfulgte ham, men han var allerede for langt inde i skoven da jeg nåede ned"
   "Ahh så det var det du lavede?" Dekan Eral så nu endnu mere fornøjet ud og Thorand borede neglene ind i håndfladerne på sine knyttede hænder. Han havde lige indrømmet at have brudt evakueringsprocedure.
   "Ja" Thorand så ned.
   "Men så fortæl os da hvad du så. Vi har kun halve beskrivelser fra et dusin elever. En af præfekterne fortalte at én af hans elever havde skræmt et menneske halvt ihjel, men vi har ingen førstehåndsberetning." Dekan Eral var ikke længere i stand til at skjule sin entusiasme og Thorand hørte Overmester Hurrelk sukke bag ham. Han gav dem en så udførlig beskrivelse som han kunne. Dels fra eftermiddagens observation, dels fra de rædselsfulde få sekunder fra den skæbnesvangre dag. De stod brændt ind på hans nethinde, som var det i går han havde stået kun tyve meter væk fra det afskyelige bæst. Han fortalte dem alt. Også at det var den samme som havde dræbt hans mor og begge undervisere havde udvekslet et meningsfuldt blik ved denne information. Dekan Eral sad i stilhed i et langt øjeblik inden han så op på Thorand med ansigtet lagt i alvorlige folder der virkede unaturlige for dekanens ellers salige ansigt.
   "Du er i sikkerhed her, Thorand, så jeg synes du skal blive. Der er ikke mange tilbage i..." dekanen viftede med hænderne
   "Brammis, Hr." besvarede Thorand.
   "I Brammis, ja. Siden han ikke lykkedes med at finde dig i første omgang, må vi gå ud fra, at han kommer tilbage, hvor vi kan pågribe ham." dekanen øjede Thorand op og ned "du er en stor fyr. Jeg sætter min lid til, at du kan tage vare på dig selv så længe." Thorand skar ansigt af den fornedrede kommentar, men der var ikke et strejf af nedladenhed at spore i dekanens ansigt. Nærmere nysgerrighed. Eller var det omsorg?
   "Ja naturligvis." Thorand gjorde an til at rejse sig, men dekanen holdt en finger op.
   "Hov vent, unge Aspirant." fingeren blev i vejret imens den anden hånd trak en skuffe ud, hvorfra dekanen producerede en lille lap papir som han rakte Thorand.
   "Du skal rapportere til Mester Thiastleus på mandag inden middagsklokken. Du vil arbejde for hende semestret ud som straf for at bryde evakueringsprocedure" Thorands hjerte sank. Han havde egentlig troet, at truslen på hans liv ville udgøre rigelig straf. Det banale Mastri liv havde dog stadig et godt tag i hverdagens trivialitet, som selv ikke dødstrusler kunne affeje.
   "Ahh se ikke så skuffet ud, unge mand. Det er godt betalt." Dekanen blinkede til ham og vinkede ham ud af døren. Som den ene af de sidste to levende slægtning af Lurkt klanen var penge desværre ikke et problem. Ikke i form af mangel på dem, i hvert fald.

***
   Thorand havde fundet sit løfte til Fralia værende mere vigtigt end hans selvmedlidenhed og havde hurtigt fået Velor overtalt, som sad og studerede på sit kammer. Kel havde de fundet i kantinen og havde ivrigt indvilliget, men de havde ikke kunne finde Brelen nogle steder. De blev enige om, at han allerede måtte være i gang med at drikke sig halvt under bordet på Feist og ligge an på alt med to ben og spidse øre. Den brede grusvej over til Aesk svang sig i store buer igennem skoven og tusmørket var så småt begyndt at sænke sig. Tørt træ og støvet grus fyldte den varme luft og efterlod alt med et tyndt lag af hvidt støv. Efter en halv times vandring nåede de udkanten af den lille by der lå tættest på Mastrinalen. Lave bygninger udgjorde indgangen til byen men længere inde ragede bindingsværkshusende op i to og endda tre etager, som Feists Kro. Den Knæhøje var en lille skoæske puttet ind imellem to store butikker, ikke bredere end at to vinduer og en dør kunne passe ind og hævet halvt op fra jorden, således der var tre trin op til den lille dør. Indenfor prydede glødepærer hele loftet og med jævne mellemrum væggene, hvilket henlagde hele rummet i et varmt, pulserende lys. For enden var en lille scene i det ene hjørne og en bar i det andet.
   De tre venner trådte ind i det tætte rum og vinkede til Fralia, der stod i baren og så travl ud. En spinkel mand helt klædt i sort stod og straffede en violin på scenen. Thorand tænkte at det var til deres held, da det betød at de ingen problemer havde med at finde et bord. Velor trippede op efter noget at drikke til dem alle imens Kel og Thorand hviskede konspiratorisk omkring violinisten der forsøgte sig med en nyfortolkning af "Droblaeks vise". Et sjælefuldt og nærmest poetisk stykke omkring havet der delte de to bekrigende nationer. Når det blev spillet rigtigt, vel at mærke.
   Det lille rum fyldtes langsomt op hen over den næste time og snart ville de dygtigere musikere overtage scenen. Kel var lige kommet tilbage med deres anden omgang øl da rummet tyssede en smule ned og hele rummet strakte hals for at se hvad der foregik på scenen. En hætteklædt skikkelse havde taget plads på en høj skammel med hvad der lignede en miniature udgave af en 4-strenget guitar. Skikkelsen strøg den første akkord og rummet blev komplet stille. Endnu en akkord blev strøget og én til indtil det formede en delikat og magisk melodi. Fingrene gjorde et ophold og i stedet fyldtes rummet af den skrøbeligste og mest trælbindende nynne Thorand nogensinde havde hørt. Skikkelsen stoppede og fjernede forsigtigt hætten på sin kappen. Tykke, mørkebrune krøller væltede ud og omkransede vildt og tæt det feminine ansigt. Kvinden så op på forsamlingen, tog en dyb indånding og satte nu sangen for alvor i gang. Thorand havde aldrig hørt noget lignende. Alt ved hende fascinerede ham. Måden hun holdte sin lille guitar, hvordan hendes øjnede lukkede når hun ramte de højere toner, den smukke vibrato i hendes stemme når sangen nåede de mere stille afkroge og hvordan et lille smil trak i hendes ene mundvig når sangen havde et kløgtigt skrevet vers. Han mærkede ikke sig selv eller rummet omkring ham længere. Kun hende. Han forsvandt i hendes sang, som om kun de to befandt sig i rummet. Kvinden vovede at kigge ud på sit publikum som sad komplet opslugt, ligesom Thorand. Han så hendes øjne drive rundt imens sangen ufortrødent slog sine sving og trælbandt sit publikum. Lige indtil de mødte hans. Kvinden fór sammen og sangen ebbede ud som de fastholdt hinandens blik. Kel og Fralia kiggede forvirret imellem hende og Thorand, som løsrev sig da han endelig opdagede at hele rummet kiggede på ham. Han mødte sine venners nysgerrige blikke, trak på skuldrende og så tilbage på kvinden. Hun rømmede sig, fumlede med den lille guitar og startede op igen, men magien var væk. Noget ved Thorand havde forskrækket hende så meget, at det var halvhjertet og det var tydeligt at hun skyndte sig igennem de sidste vers. Da sangen var omme bukkede hun kort, smed hætten op over hovedet og styrtede af scenen. Thorand skulle lige til at følge efter men stoppede sig selv. Hvis synet af ham var så forfærdeligt, ville hun nok ikke finde det særlig beroligende at han forfulgte hende.
   "Sært" mumlede Kel og så på Thorand som om Thorand ville vide hvorfor hun praktisk talt løb ud af lokalet efter at have set ham.
   "Meget" nikkede Thorand og blinkede til Fralia "tror du ikke Velor giver en omgang på husets regning?" drillerier var den nemmeste vej tilbage til normalitet og få sine venner til at opgive at spørge mere til hvad der lige var sket. Fralia gengældte med at række tunge men rejste sig alligevel. Der skulle ikke så meget til at overtale Velor til at forstyrre Fralia i sit arbejde og måske snige sig til at kys mens hun skænkede. Rummet summede igen af grin og klinkende glas, hvilket gjorde Thorand en smule lettet. Om ikke andet havde ingen andre bidt alt for meget mærke i, at det var ham der havde skræmt musikanten væk. Den næste musiker var allerede i færd med at stemme klaveret til det næste indslag, og Velor nåede lige akkurat tilbage med deres øl, da rummet igen tyssede ned og pianisten gjorde an til sit stykke musik.
Forfatterbemærkninger
Jeg er simpelthen så utilfreds med der her kapitel. Jeg er glad for indholdet, men havde utrolig svært ved at skrive det, og det er gået voldsomt ud over sproget. Det beklager jeg virkelig. Jeg var bare nød til at få det op, så jeg kunne få lidt feedback på det, så jeg håber I vil bære over med mig.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 08/08-2017 14:31 af Aloisia Mure og er kategoriseret under Fantasy.
Teksten er på 2299 ord og lix-tallet er 34.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.