2Skyggefjender - Kapitel 3
Dekan Eral sad tilbagelænet i sin høje, smukt udskåret stol og ta... [...]
Fantasy · konflikt, musikoplevelse, møde
1 år, 9 måneder siden
2Skyggefjender - Kap 2
Den næste dag bragte en uvelkommen hovedpine med sig, som næsten ... [...]
Fantasy · fantasy, frustration, lærdom
1 år, 10 måneder siden
5Skyggefjender - Kap 1, del 3/3
Smagen af harsk øl brændte allerede op igennem Thorands hals som ... [...]
Fantasy · alkohol, uheld, sorg
1 år, 11 måneder siden
6Skyggefjender - Kapitel 1, del 2/3
"Fem Klestre øl" Thorand gestikulerede med knyttet hånd til barte... [...]
Fantasy · venskab, kærlighed
1 år, 11 måneder siden
7Skyggefjender - Kapitel 1, del 1/3
"Thorand Lurkt, søn af Malli Lurkt Den Store!", Thorand fór samme... [...]
Fantasy · hverdag, fantasy, verden
1 år, 11 måneder siden
9Skyggefjender - Prolog
Varm, anstrengt ånde pulserede mod hans kind, hendes stærke krop ... [...]
Fantasy · konflikt, afmagt, tab
1 år, 11 måneder siden

Puls: 0,0

Publiceret: 0
Afgivet: 0
Modtaget: 0
Aloisia Mure (f. 1989)
Den næste dag bragte en uvelkommen hovedpine med sig, som næsten fik Thorand til at skippe sine klasser. Men kun næsten. Han rejste sig dovent fra sengen og krydsede gulvet. Tøjet fra dagen før hang fugtigt over hans eneste stol i det lille kammer og lugtede af harsk vand og den mistænkelige stank af mug. Han bandede indvendigt over ikke at have hængt tøjet op ude i vaskerummet inden han døsede hen, men rystede på hovedet og løftede i stedet låget på kisten for enden af hans seng. Han fiskede en hvid kimono, rød kåbe og et par hvide knæsokker op og trak åndsfraværende i det. Han stak foden i sin ene støvle, men gennemblødte tåen på hans sokker og bestemte sig hurtigt for at skifte de tunge støvler ud med hans loafers. Han smed den kraftige læder mulepose over skulderen, åbnede vinduet og låste sig ud af kammeret. Campus var en hel by i sig selv, den ene lukkede, firlængede bygning efter den anden, adskilt af små, brostensbelagte gader og fulde af kamre som hans eget. Gårdene var fyldt med borde og i midten en vandpumpe. Thorands egen bygning lå i udkanten af campus og hans værelsesvindue på anden sal havde udsigt ud over skoven. Han slæbte sig igennem de smalle gader og trådte til sidst ind i kantinen som lå på den modsatte side campus, lige inden selve hovedbygningerne af Mastrinalen. Han spiste en hurtig omgang havregryn, gulfede et glas vand og bevægede sig mod væksthusene.

"Fralia!" udpegede Mester Thiastleus imens hendes smalle skikkelse gled stille og autoritært rundt om plantebordene og de studerende der sad på skamler imellem dem.
   "Caelireush" proklamerede hun. Fralia flyttede sig i sædet og bladerede kort i sine noter inden hun rejste sig fra stolen og begyndte at søge væksthuset imens hun talte.
   "Caelireush er en bredbladet rodplante med både lægelige og giftige egenskaber." Hun stoppede ved en lille potte og gned dens blade, men rystede på hovedet og gik videre. "Dens blade er fedtede på oversiden og frotterede på undersiden," hun stoppede ved en anden plante, gned dens blade og førte fingrene op til næsten, "den dufter af honning ved berøring og blomstrer kun kortvarigt om vinteren," hun fortsatte mellem plantebordene imens hun søgte. "Dens rod kan tørres og bruges i en te mod en forkølelse og hovedpine, og bladene kan bruges som sødemiddel." hun stoppede og kiggede på Mester Thiastleus, et halvt smil på hendes læber og humor spillede i øjnene på hende, "hvis man da ikke har noget imod at sidde på dasset den næste uge." De andre elever småklukkede og Mester Thiastleus blinkede til hende. Fralia fortsatte sin søgen. Da hun kom til det allerfjerneste hjørne bukkede hun sig ned og løftede triumferende en lille potte op med en sørgelig og ranglet plante, hvis spinkle stængel så ud til at være ved at bukker under for vægten af dens alt for store blade. Hun bragte potten over til deres underviser, som kun lige værdigede den et kort blik inden hun så op på Fralias høje statur under skyggen på sin spidse hat.
   "Kig igen."
   Fralia tog et overrasket åndedrag og skulle lige til at sige noget inden hun ombestemte sig og kiggede nærmere på planten. Hun søgte den, vendte bladene, gned dem, lugtede til dem og drejede planten rundt inden hun måtte opgive. Mester Thiastleus tog potten ud af hænderne på hende og gravede en smule i jorden så roden blev blottet. Den var kraftig, dyb lilla og knudret. Fralia så ned og sukkede i nederlag.
   "Bladene her har en lille spids, hvis du kan se det?" Thiastleus tog forsigtigt fat om et af de alt for store blade og holdt det op for Fralia og resten af klassen, "det er en lille, men meget vigtig deltalje for netop denne plante. Den er subtil til at starte med, men når man først opdager det er den faktisk utrolig anderledes fra Caelireush-planten." hun gravede roden en smule mere fri og gjorde en dyd ud af at vise hele klassen dens rødder "Disse rødder vil man meget nødig brygge the på" hun løftede et øjenbryn og så rundt på klassen, "roden fra Gostrien Nitae kan i meget fortyndede doser kurere delirium og psykoser, men brugt af raske personer kan det lede til dysthymi eller mani." hun så alvorligt rundt på eleverne.
   "Er der nogen som kan fortælle mig hvilken plante der kan modvirke dette?" ingen rørte på sig, men noget nagede i Thorands hukommelse, som om det lå lige på hans tunge, men ude af stand til at genkalde hvad det præcist var.
   "Desoe?" prøvede Glid, en ranglet Saed dreng der altid forsøgte at svare spørgsmål ingen andre kunne, men oftest fejlede. Mest af alt fordi han havde ry for aldrig rigtigt at læse pensum.
   "Tæt på," nikkede Thiastleus og forsøgte at få ham til at gætte igen, men Glid rystede på hovedet. Algen der var alment kendt for at kurere stort set alt havde været hans bedste bud.
   "Citric Desoe?" Mirril, en stille men unægtelig intelligent pige forsøgte at være med i hvad der stille udviklede sig til en gætteleg.
   "Det er en alge, som vores gode Glid havde ret i, men det er ikke Desoe. Du har dog fat i den rigtig ide, Mirril." tilskyndede Mester Thiastleus. Mirrils hals blussede rød under den kvide kimono og hun kiggede febrislk ned i sine bøger og noter. Det var sjældent hun gættede forkert når hun endelig sagde noget i klasserne. Der blev stille et øjeblik. Selvfølgelig!
   "Citric Raver" prøvede Thorand med mere beskedenhed i stemmen end han følte. Han vidste han havde ret.
   "Rigtig godt, Thorand. Men hvordan administrerer du det til patienten?" Thiastleus så skarpt på Thorand. Det var viden de ikke burde have endnu. Hele formålet med Farmaci klasserne var at lære om de lægelige og skadelige effekter af planter. Dermed sagt burde han ikke engang vide at Citric Raver var modgift mod syre forgiftning og at algen ydermere havde bedøvende egenskaber. Men Thorand havde denne viden fra en helt bestemt hændelse. En hændelse der havde bragt ham et specifikt mål i livet.
   "Mod forgiftning laves et opkog, som skal drikkes inden for en halv time efter brygning, da planten ellers bliver harsk og ubrugelig."
   "Ja, men hvad..."
   "Den koldpressede olie kan både anvendes udvortes til at lindre smerter fra brandsår, overfladiske skader og lignende, men indtages den virker den bedøvende."
   Mester Thiastlus tøvede og kiggede ned over næsen, på Thorand, "Hvor han du denne viden fra, unge Aspirant Thorand?" hun løftede en hånd til sin hage og strøg den som man ville stryge sit skæg imens man tænkte.
   "Jeg har en vis erfaring med forgiftede pile. Både botaniske og med Vatris magi."
   "Jaså? Men hvordan hænger det sammen med Citric Raver?"
   "Farmaceuten i min hjemby forsøgte sig med alt muligt da min mor blev ramt af en forgiftet pil. Jeg var blot desperat og nysgerrig"
   "Så du har haft held med planten i praksis?" skepsissen i Mester Thiastleus' stemme havde forandret sig til videbegær. Godt nok var hun en af de mest lærde indenfor botanik og farmakologi i hele Drolaris, men praktisk erfaring med lægeplanter var en sjældenhed - selv for dem der gjorde farmakologi til deres levevej, som Doktor Strelin hjemme i Brammis.
   Isende sorg greb om Thorands hjerte og knuden der optog en konstant plads i hans bryst vrængede sig smertefuldt om mindet. "Nej." konstaterede han kort og så ned. Mester Thiastleus trak vejret ind, som om hun var i færd med at stille et nyt spørgsmål, men så ændringen i Thorands fremtræden og vendte sig i stedet mod resten af klassen.
   "Til næste gang vil jeg gerne høre om en plante der har to lægelige egenskaber og kun to. Kommer i med en plante der har forgiftende eller flere end to lægelige har i ikke fuldført opgaven. Jeg forventer i har skrevet 1000 ord om planten og jeg vil ikke læse om den samme plante to gange, så i må koordinere indbyrdes." hun så rundt på de nogen-og-tyve elever, som ikke så besynderligt bekymrede ud. Der var mindst hundrede planter med kun to lægelige egenskaber, så at fordele dem blandt hinanden burde ikke være en udfordring. Nærmere at finde en der ikke var giftig i én eller andet form ville være problematisk.
   "Klassen er afskediget" sagde deres vips af en underviser og strøg ud af væksthuset.
   "Er du okay?" Fralia lagde en hånd på Thorand som han skuldrede sin taske, smerteligt bevidst om, hvem dens oprindelige ejer var.
   "Jae..." han strøg fingrene igennem sit hår "vil du med over og spise? Jeg har stadig hovedpine fra i går" han misundede Fralia og hendes modstandskraft overfor alkohol. Hun virkede absolut uberørt af gårsdagens våde aften.
   "Jeg tror sku det kommer op igen, hvis jeg gør. Jeg vil også gerne lige se Velor inden jeg skal på arbejde" hun gav Thorand et halvt smil. Der var ikke mange fritimer de to ikke brugte sammen, "kommer I over og hilser i aften?"
   "Måske, men jeg ved sku ikke om jeg kan holde til endnu en aften med øl," Fralias humør sank åbenlyst over afvisningen og det var mere end Thorand kunne bære.
   "Man behøver ikke drikke for at høre musik" Fralia så spidst på Thorand. Fralia var den eneste i gruppen, hvis forældre ikke betalte hendes undervisning, så hun var nød til at arbejde som bartender på det eneste musikhus i 20km radius af Mastri.
   "Jeg hører de andre, men mon ikke vi kommer?" Thorand blinkede til Fralia i håbet om at løfte hendes humør igen, og hun gengældte med et tilfredst smil. "Det plejer vi" han lagde en arm om hende, og selvom hun var lidt højere og bredere end ham, formåede han stadig at føle sig storebroderlig som han trak hende med ud af væksthuset. "Hvornår får du fri?"
   "Min vagt starter tidligt, så jeg er færdig omkring kl. 22."
   "Perfekt! Så kan vi høre alt det gode musik og drikke sammen til alt det dårlige når du har fri." han gav hendes skulder et klem og deres veje skiltes. Hun mod kollegierne for at vække Velor, han mod kantinen og derefter arkiverne for at læse op på opgaven til næste uges Farmaci klasse. Han kunne lige så godt bruge et par timer på at få det overstået inden weekenden og derefter hive de andre med på Den Knæhøje.

***

Han klappede den tunge bog af første bind af "Folk og Flora" af Bragn Jiurier i, som til hans store skuffelse havde ikke havde bridraget med nogle planter til hans opgave. Den eneste plante der havde været kvalificeret var Husflid og han havde først indset til sidst, at den indeholdt tre og ikke kun to lægelige egenskaber. Han var kommet i tanke om, at den kunne koges sammen med citron og bruges til at lindre en øm hals, udover dens febernedsættende og milde smertelindrende effekter. Han var derfor i tvivl om, om Mester Thiastleus ville mene, at dette talte som en tredje lægelig egenskab og turde ikke satse hele sin opgave på den. Det ville en omhyggelig elev ikke gøre. Han havde netop færdiggjort sine noter på den, da Mastrinalens klokketårn rungede i det fjerne. Rundt om ham rørte de studerende på sig ved de andre læseborde og så forvirrede på hinanden. Alle var instrueret i evakueringssignalerne, men ingen havde rent faktisk prøvet det i praksis.
   Sporadisk snak rumlede frem, som de studerende samlede deres ting og forlod læsesalen - mere i forvirring og mistro, end egentlig panik. Det må være en øvelse tænkte Thorand og fulgte efter de andre. Uden for arkivernes tykke stenvægge var klokkernes insisterende rungende klang højere og mere gennemtrængende end noget andet Thorand nogensinde havde hørt. Ikke engang kirkens klokker overdøvede alt andet på denne måde. På pladsen mellem Arkiverne og Administrationsbygningerne var de studerende begyndt at samle sig og flere af mestrene gled igennem flokken og instruerede dem i at bevæge sig mod deres kollegieværelser. Alle vidste at dette var proceduren, men kun i teorien. Den blev aldrig øvet og derfor hærgede der sig mere forvirring og mistro, end egentlig evakuering. Thorand sukkede og besluttede sig for tage tilbage til sit kammer og få orden på sit tøj inden han ville finde de andre og prøve at lokke dem med over til Aesk og holde Fralia med selskab imens hun stod sin vagt ud.
   Tilbage i kammeret mærkede han at tøjet fra dagen før næsten var tørt, men støvlerne var stadig våde indvendigt. Han hev sålen op af dem og gik mod vinduet for at ligge dem i karmen. Kammeret var fugtigt og kvælende varmt her i sensommeren, så han lænede sig ud og trak den varme eftermiddagsluft ind. Vinden om hans øst-vendte vindue tilbød en komfortabel kølig brise og han dvælede et langt øjeblik imens han nød saligheden og udsigtens over den lille fredfyldte lysning foran skovbrynet. En bevægelse i hans perifere syn fangede hans opmærksomhed og han fulgte den. En skikkelse var løbet omkring hjørnet på bygningen og pilede ind over den lille lysning mod skovkanten. Thorands hjerte stoppede. Skikkelsen bar en dybgrøn klædedragt, over ansigtet glimtede en blankpoleret plade og håret var knyttet højt på hovedet. Ham!
   Uden at tænke krydsede Thorand det lille rum i to skridt. Han rev døren op og spurtede ned af gangen. Han krydsede den lille gård uden at ænse benene bevæge under sig og snurrede om hjørnet på bygningen, ned langs den snævre sidegade og ud i den lille lysning. Han stoppede kort og prøvede at huske hvor skikkelsen var forsvundet blandt træerne, og fik hurtigt øje på den lavt hængende pil, hvor skikkelsen var dukket ind under. Han kastede sig tværs over lysningen og ind gennem det tætte buskads. Skoven var vild og tæt. Svær at navigere i og svær at gennemtrænge. Han kløvede sig vej igennem tjørn og noterede afmærkningerne de efterlod, men han mærkede ikke smerten. Han var nød til at finde ham. Ham der var skyld i hans sorg, i hans fortvivlelse. Han havde mistet et meningsfuldt formål da hans mor døde i armene på ham og havde efterladt et brændende had der kun blev delvist dulmet af hverdagens kedelige trivialitet. Smerten som bobbede uvelkomment op alt for ofte og var den pinefulde påmindelse om al den smerte denne mand - nej dette menneske havde påført ham. Han spyttede af væmmelse ved tanken og nærmest demonstrativt rev en tjørn hans ene spidse øre og drog en enkelt dybblå bloddråbe. Han kastede sig længere ind i den tætte skov men forbandede det ækle menneske og stoppede efterhånden sin kamp. Han hev efter vejret og de mange små snit sved overalt de steder hans hud var blottet. Menneskets meget mindre skikkelse ville allerede være gledet ubesværet igennem det tykke krat og havde ikke efterladt så meget som et fodspor efter sig. Han ville være dybere inde i skoven og Thorand havde ikke en chance for at nå ham i dette tempo. Han var tilmed begyndt at tvivle på, om han overhovedet bevægede sig i den rigtige retning. Mennesket var dygtig og velkendt i at bevæge sig på denne måde uden at efterlade spor. Omvendt ville han også være nød til det, for at være i Drolaris uden at blive tilbageholdt som politisk fange. Modvilligt opgav hans sit foretagende og vendte sig for at gå tilbage. Heldigvis havde hans store skikkelse efterladt et ret synligt spor af nedtrampet bunddække og en distinkt sti af knækkede små tjørnegrene igennem det tykke krat.

Øm og nedslået traskede Thorand op ad trapperne mod anden sal. Han ømmede sig over alle de små ridser og undrede sig distræt over, hvor snigmorderen overhovedet var kommet fra og hvad han lavede her på Tamran Mastrinalen. Hvorfor løb han?
   Thorand stoppede brat. Døren ind til hans kammer stod på vid gab, men han huskede ikke at have efterladt den åben. Han kiggede tøvende ind ad den åbne dør og hjertet sank da han opdagede hvem der stod derinde. Overmester Hurrelk stod bred og skummende inde i hans kammer som var gabende tomt af ham selv. Stik imod evakueringsprocedure.
   "Dekanens kontor. Nu." hans stemme afspejlede ikke raseriet i hans øjne, men var autoritær og afmålt. Det løb koldt ned af Thorands ryg. Han vendte sig uden et ord og skridtede ned af gangen med en ny form for knude i maven der omhyggeligt tog plads ved siden af sorgen og smerten og frustrationen. Frygt havde taget sit indtog.
Forfatterbemærkninger
Jeg er så uendeligt beæret over alle jer der læser med og takker for jeres konstruktive feedback. Jeg håber I vil holde i mente, at alle udgivede kapitler er første udkast og stavefejl, uregelmæssigheder, mv. vil unægteligt forekomme. Også i dette kapitel fra forrige, men de kommer i kraft af de ændringer jeg løbende laver på baggrund af jeres kommentarer. Når jeg bliver færdig med revideringen af det foregående vil jeg opdatere dem herinde.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 09/07-2017 21:42 af Aloisia Mure og er kategoriseret under Fantasy.
Teksten er på 2730 ord og lix-tallet er 37.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.