Patriark og patroner


4 måneder, 20 dage siden 2 kommentarer Noveller fremtidssamfund

2Patriark og patroner
Det var den velkendte lyd der fik Ella til at rejse sig. Hun sad ... [...]
Noveller · fremtidssamfund
4 måneder, 20 dage siden
5Diagnosen
"Vi har naturligvis en politik om diskretion. Hvis et personaleme... [...]
Noveller · kanyler, aids, sjusk
7 år siden
13Geysir
Tycho Brahe · Så det guddommelige himmelhvælv · Uforanderligt · Ingen ... [...]
Digte · naturkatastrofer, gudelivsprojektioner
8 år siden
25Næsten klassisk
I starten var varmen dejlig, men senere blev ørerne brændte. Det ... [...]
Noveller · krimi
8 år siden

Puls: 6,3

Publiceret: 0
Afgivet: 0
Modtaget: 0
Flemming Dalsgaard (f. 1956)
Det var den velkendte lyd der fik Ella til at rejse sig. Hun sad i stuen og så ud på foderbrættet, hvor spurve og mejser havde travlt med diverse nødder og kerner. Hun sad med sin kaffe og morgenmad. Solen var drejet om bag naboens tag, så dens lavtgående stråler ikke blændede hende. Hun havde ellers været oppe længe for at lave morgenmad til Kurt, hendes mand. Kurt var en aktiv mand der lavede alt muligt, men netop det der i køkkenet - det var aldrig blevet noget som det moderne samfunds ellers mange forandringer af tidligere rollemønstre havde fået ham til at gøre til en del af sin hverdags liv og gerning. Men Ella var ingen oprører; hun fortsatte sine huslige gøremål med den viden, at Kurt jo lavede så meget andet. Og hun indså at den tid for længst var forbi, hvor en mand som Kurt kunne lære sig en ny hjemmekultur.
   Kurt skulle på vandretur i skoven med nogle gamle venner. De kaldte det "på jagt." Jagt var det ikke, for de havde ingen våben med, ud over kikkert og en lommelærke. Og naturligvis kasser og campingmøbler bag i bilen til frokosten bagefter. Det gik på tur, hvem der skulle holde sig ædru, så han kunne køre.
   I ældre tider havde de gået på rigtig jagt sammen, men de var alle nået pensionsalderen, øjemålet var ikke længere så godt, og så man bort fra Hilmar, havde der hos dem alle indsneget sig nogle tanker og følelser, der ødelagde glæden ved jagten. Måske var det sket alligevel, men ikke mindst hos Kurt var det afgørende "skred" sket en gang, hvor man havde ladet en skudt buk ligge, fordi man ikke rigtig orkede at slæbe den hjem, fordele kødet og hvad der hørte til. På vejen hjem havde samvittigheden ramt ham som et hårdt stød i mellemgulvet.
   "Det handler ikke om mad!" havde Hilmar sagt. "Mad kan vi jo købe i supermarkedet." Mere sagde han ikke, men det var heller ikke nødvendigt. Det usagte: "Det handler om at dræbe dyret!" klang alligevel som et ekko i de andres hoveder.
   Flere år gik, hvor man ikke mere tog på jagt. Men endelig havde Karsten kontaktet de andre og stillet forslag om genoptagelse af udflugterne med alt hvad de rummede af motion, frisk luft, godt humør og en frokost bagefter. Men ingen våben.
   Men de talte om jagt, og der havde ikke indsneget sig nogen tabuer imellem dem. "Det er nu engang dyrenes skæbne i Danmark, at de kan dø af et skud, som med fasaner, der slippes løs på givet signal for at blive plaffet ned." og "Hvis ingen skød dyr og fugle, ville de alligevel plage hinanden ihjel. Der ville blive for mange af dem, og de ville ende med at sulte." Jovist, alle kendte historien om bortskydningen af ulvene i Amerika for godt hundrede år siden. "Menneskerne må tage ansvaret. Vi styrer så mange ting, at vi også må vedkende os pligter, når det bliver tungt.
   En der ikke tilhørte gruppen af jægere havde indvendt, at der er forskel på regulering af vildt, hvor man fjerner de svage og syge og jagt, hvor man for trofæets skyld nedlægger den største og flotteste man kan få øje på. Og det var da sandt. Men den slags kom altid fra dem der aldrig selv gik på jagt og ikke kendte spændingen og glæden ved at spotte en buk med stort gevir og stille nærme sig skudholdet. I sit stille sind, erkendte Kurt at han nærmede sig denne afstandtagen til trofæjagten mere og mere. Men når nu de ikke længere skød, beholdt han det for sig selv.

Ella genkendte lyden af postbuddet, og hun rejste sig for at hente, hvad han nu kunne finde på at smide ind ad brevsprækken. Men kort efter hørte hun en lyd der var uventet. Dørklokken. Så var det nok ikke postbuddet. Ella lukkede op. Og jo, det var et postbud, men ikke ham hun kendte. Han stod med kasket og et smil. Han rakte et brev frem til hende.
   "Brevet er anbefalet, og jeg skal bede dig skrive under her." Han holdt en elektronisk dims frem, hvor Ella med en finger skulle signere på en skærm. Så sagde han farvel og gik.
   Ella kunne ikke huske hvornår hun sidst havde modtaget et anbefalet brev, om nogensinde. Et kort øjeblik fik hun den nervøse følelse der handler om melding af et dødsfald, men hun fattede sig hurtigt, for den slags beskeder var som regel telegrammer, ikke anbefalede breve.
   Ella tog brevet med i køkkenet, hvor der var bedst lys og en kniv der kunne åbne det. Og nu slog en angst til der var værre end den første forskrækkelse. Hun satte sig på en stol og så på brevet. Det var helt klart officielt. Det var henvendt til Ella og Kurt Mortensen, Akacievej 26.
   Hun lagde brevet fra sig og rejste sig. Følelsen af angst ville ikke gå væk. Hun gik til elkedlen for at lave sig en kop kaffe mere, men hun satte den fra sig igen. I stedet gik hun til soveværelset, hvor der stod en kommode med fem skuffer. Hun åbnede den nederste og fremdrog en kasse. Den tog hun på skødet, siddende på sengen. Æsken indeholdt hendes "kronjuveler," som Kurt kaldte det. Det var kære mindre fra gamle dage. Der var nogle billeder, som nok ikke var fotografiske mesterværker, men som havde en særlig mening for hende. Så var der ting som et lille skrin med sysager, to træmus, en ganske lille pigedukke med strikket tøj og andre små sager. Intet af reel værdi, hvis man spurgte enhver anden end Ella. Ella skulle ikke bruge tingene til noget, hun ville bare sikre sig endnu et gensyn.
   Så gik hun stille rundt i huset, så på billeder på væggene og fotos i messingrammer. Den i så henseende største skat var billedet af hendes datter, Bettina, med studenterhue. Bettina levede ikke mere. I dag ville hun være blevet en og halvtreds. Bettina var død ved en ulykke på ski. Hun og en veninde havde været dygtige skiløbere, men desværre for dumdristige. De var stukket uden for pisterne, og da en gren havde svirpet hende i ansigtet, så hun ikke at hun var på vej imod en stamme, hvor en nøgen gren stak lige frem imod hende. Hun nåede ikke at dreje, førend grenen spiddede hendes brystkasse. Veninden, Karen, drog af, da det første chok havde lagt sig, men hun skulle opad og der gik alt for lang tid førend nogle reddere kom frem med en "banan," og selvom de fik Bettina fri fra træet, blødte det så stærkt at der ikke var noget at gøre.
   Ella besluttede at vente med brevet til Kurt kom hjem. Så kunne de læse det sammen. Hun havde fået en stærk fornemmelse af hvad det indeholdt.
   Fire måneder tidligere havde nogle venner i kvarteret, Jette og Niels, fået et brev, der også havde været anbefalet. De havde ringet på hos Ella og Kurt en aften, hvor de fortalte om det. Jette og Niels havde været jævnaldrende, og kun en smule ældre end Ella og Kurt. Der var vistnok en politik omkring alder i retning af, at hvis man var enlig og forbi et åremål, så fangede bordet. Hvis det var et par, ville man lade den yngste af ægtefællernes alder være afgørende. Det var trods alt meget venligt.
   Der havde været heftige debatter i alle tænkelige medier, trykte og elektroniske. Og på gaden, over hækkende og i folks hjem. Især de yngre havde lettest ved at acceptere det, men faktisk også mange gamle. Men der er trods alt forskel på at mene noget generelt og så stå ved det, når tingene skal ske den dag i dag.
   Og der var ikke noget nyt ved det. Tænk på andre kulturer, som indianerne. Når der er knaphed på ressourcer, så vil der komme kamp, hvis man ikke kunne komme overens om en løsning, der i bund og grund var rationel og når det kom til stykket fremmende for folkesundheden.
   Og der havde været skrevet og talt om måderne. Skulle nogen stå som ansvarlige? Eller skulle man indrette tingene sådan at folk selv gjorde det fornødne?
   Der havde i høj grad været kø ved håndvasken. Troede politikerne virkelig at de kunne bestemme en politik og så tørre ansvaret for dens udførelse af sig? Nogle havde sagt, at når politikerne erklærer krig, så er det da soldaterne der skal skyde folk. Det var vel alle enige om? Har man nogensinde hørt om en krig hvor fjenderne selv skal taste på en computer som så afliver dem?
   Nej, vil man nogens død, må man tage tage ansvaret og gøre hvad der skal til. Er man soldat, må man skyde, og er man læge, må man give indsprøjtninger? Men hvem siger det skal være indsprøjtninger? Hvorfor ikke den elektriske stol, så det er en elektriker der skal trykke på knappen? Her har lægerne taget en lang og fin uddannelse, tjent en masse penge og etableret sig med det gode liv - skal man så påtage sig en rakkers arbejde? Og i døden stå foran Vorherre og forklare, hvorfor man har begået massedrab? "Jamen, det var ministeren der sagde at jeg skulle..." Verdens ældste undskyldning. Selvom ministeren måske ikke hedder Eva. Og hvor ofte oplevede man ikke at læger i andre sammenhænge tog afstand fra Kirken og Kristendommen? Men nu brugte man den kristne moral som skjold. En masse hykleri var på færde.
   Man kunne også bygge en maskine, der kunne betjenes af analfabeter og langtidsledige.
   Det havde været svært. Men man var enedes om et kompromis der bestod i at en til sagen oplært funktionær skulle trykke på knappen og en læge skulle overvåge handlingen og kontrollere resultatet.
   Virkningen på bruttonationalproduktet var åbenbar. Gamle folks passive kapital gled ind i samfundsmaskineriet, unge der arbejdede i ældreplejen kunne overføres til produktivt arbejde, udgifter til plejehjem for gamle, hospitalssenge der ellers kostede fire tusinde kroner dagligt plus dyre specialbehandlinger og hertil medicin kunne spares. Regeringen kunne stolt udtale at regningerne for Femerntunnelen og de tvivlsomme jetjagere ville nu blive langt lettere at betale, og tænk bare på miljøgevinsten, når titusindvis af mennesker blev trukket ud af klimaregningerne! Og det alene i Danmark! Man burde overføre princippet til hele verden. Men mange lande var bagefter udviklingen. Det var lidt bittert, udtalte ministeren, at lande der producerer flest børn, og i sidste ende også flest gamle, ikke kunne indse nytten af dette soleklare fremskridt. Og de der foreslog brug af prævention i tredjeverdenslande til at løse den globale klimakrise blev hængt ud som den personificerede ondskab.
   Men ethvert rationelt tænkende menneske kunne da regne ud at det var nødvendigt! Hvis tres procent af en befolkning er gamle og plejekrævende, tyve procent skal pleje dem og de sidste tyve procent er børn - hvem skal så producere mad? Det kan simpelthen ikke lade sig gøre! Det samfund vil sulte. Man vil slås og man vil ende med kannibalisme. Men hvorfor skal det dog gå så galt? Afliver man de gamle, er alle problemer løst! For derefter vil alle de voksne kunne lave produktivt arbejde. Samfundet vil blomstre på alle måder. Menneskerne måtte erkende deres ansvar. I naturen findes pensionsalderen ikke. Er man færdig med at avle unger - så er man færdig. Der er ikke plads til pensionister omkring grødfadet. Det er noget mennesket har fundet på. Men de har da sparet op til pensionen? Det argument var klassisk. Men de har kun sparet penge op. Den dag, de skal bruges, forventer de gamle, at kan bytte papirpenge til naturalier, som de unge har lavet. Det øger efterspørgslen og sætter priserne i vejret. Så skal de unge betale en højere pris for de ting, de selv har lavet.
   Der var ingen vej udenom. Loven blev vedtaget og endda uden større protester fra de ældre.

Alle disse debatter havde Ella undgået så vidt hun kunne. Det var ikke til at holde ud at tænke på. Nu var Jette og Niels borte. Deres hus var solgt. Selvom de aldrig havde fået ren besked, kunne hverken Ella eller Kurt tvivle på at Jette og Niels var blevet udrenset. Fjernet fra grødfadet.
   Ella følte sig sikker på at hendes brev var en indkaldelse til dem også. Det var noget med at de skulle møde op et sted på en bestemt dato, og de skulle melde til en embedsmand i kommunen, som så ville køre en arveretsprocedure, hvis der var børn i lige linje osv.

Ella hørte en nøgle i døren. Kurt var kommet hjem fra "jagten." Han havde allerede taget støvlerne af og holdt dem i hånden. Han gik ud i bryggerset med dem og tog sine tøfler på. Han havde et varmt smil i ansigtet.
   "Nå, var det en god tur?" ville Ella vide.
   "Ja det kan du tro! Den bedste i lange tider. Ved du hvad? Jeg havde en buk i kikkerten, men aldrig har jeg følt en sådan glæde ved at se den leve. Og blive ved med at leve! Det var så smukt! Solen skinnede i de gyldne blade, der var buske med røde bær, brune stammer og en blå himmel bag det hele. Og så dette dyr med de smukke sorte øjne. Det anede intet om død og fortræd.

Kurt havde fået overtøjet af og sad nu med kaffen sammen med Ella.

"Jeg faldt lige over en avis på hjemvejen." sagde Kurt.
   "Den smudsavis?" spurgte Ella forbavset. Kurt var normalt ikke til den slags sladderjournalistik.
   "Men det er nu alligevel interessant, det her" svarede han, mens han bladrede frem til den artikel, der havde vakt hans interesse.
   "Der står her: Ifølge lækkede dokumenter, har regeringens tre ældste ministre, der alle har mindre end to år til aldersgrænsen, søgt om tilladelse til at immigrere til Schweiz, hvor man ikke har planer om at indføre den alderselimination, som ellers har fungeret med succes i Danmark."

Ella kom i tanker om brevet og lagde det på bordet foran Kurt. Han så på hende og læste hendes tanker. Så åbnede han det og læste roligt.
   "Tjah," sagde han stille, "vi må jo alle gøre vores."

"Ja, det tænkte jeg nok du ville sige. Men hvad skal vi gøre? Vi har jo vidst det længe. At det engang ville ske for os, som alle andre. Men det er mærkeligt... Sådan har det jo altid været. Døden vil komme en dag, det har vi altid vidst. Det nye er at vi kender dagen. Hvis man bare ikke vidste det..."

"Når mennesker bliver syge, så ved de godt at de snart kan risikere at dø af det. Forskellen ligger måske i håbet. Med denne dødsdom er håbet ude. Og det er det forfærdelige. Det kunne være anderledes. Det er bare at rette en dato, og vupti - har man et halvt år mere at leve i. Men det ændrer ikke stort. Fik man et halvt år mere, ville man alligevel tænke på døden hver eneste dag." Kurt tænkte på nogen der i klassiske romaner havde skrevet om deres dødsdomme, som de på falderebet havde sluppet for. De skrev at alt drejede sig for dem om at leve blot ét minut mere. Blot et eneste minut. Men det er fordi de ikke er parate. Deres legemer er raske og livsduelige. Og derfor er en dødsdom et mareridt uden lige. Måske var det alligevel bedre om man havde været syg? Så man kunne vænne sig til tanken? Længes efter at slippe for mere lidelse? Men disse tanker holdt Kurt for sig selv.

"Og de fine, dem med magten, de slipper udenom."

"Men Ella, sådan har det vel altid været? De fine, de rige og dem med magten har nogle privilegier som andre ikke har. Der er intet nyt i det. At nogle politikere stikker af til udlandet ændrer ikke noget for os. Vi har haft hinanden, og fortiden kan man ikke tage fra os. Det kan kun demens og Alzheimers. Måske er det godt at vi ikke når at lide af det!"

Ella satte sig ved siden af Kurt og tog hans hånd.
   "Det siges at ægtepar får lov at dø sammen. Jeg håber det passer."

De havde også begge hørt om rige gamle der betaler yngre kvinder for at indgå ægteskab. Så er de gift pro forma og bjerger selv livet.

Nogle dage senere, stod Kurt op. Han så morgenlyset skinne og fik en idé. Han gik til Ella og sagde:
   "Som jeg fortalte, så jeg på jagten forleden en buk i kikkerten. Jeg så dens øjne. Den så så glad og ubekymret ud. Så uskyldig. Det er, synes jeg, livet, når det er bedst. Jeg har siden haft lyst til at være der igen. Stå samme sted og se alle farverne og mærke stilheden."

"Jamen Kurt, dit rådyr er der vel ikke mere?" sagde Ella, der var nær ved at grine.

"Nej selvfølgelig ikke. Men det kunne da være, den dukkede op."

Så aftalte de at køre turen. Når nu Kurt så gerne ville. Og Ella havde da intet imod en tur i skoven.
   Da de havde klædt sig på, gik Kurt ned i kælderen. Hernede havde han sit aflåste skab til sine geværer. Ella blev helt forskrækket da hun så ham sådan væbnet.

"Jamen Kurt dog!"

"Bare rolig!" lo Kurt med. "Det er bare fordi det nok er sidste gang. Jeg skal ikke på nogen jagt. Jeg vil bare prøve at gå med geværet som i gamle dage. Det er nok noget nostalgisk pladder, men jeg har lyst til at føle mig som en rigtig jæger igen. Og rådyret - det har ikke noget at frygte!"

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 01/01-2019 00:10 af Flemming Dalsgaard (dino) og er kategoriseret under Noveller.
Teksten er på 2931 ord og lix-tallet er 26.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.