Næsten klassisk


8 år siden 25 kommentarer Noveller krimi

1Hullet gummi og høje hæle
Det var ikke lang tid solen kunne skinne ind ad vinduerne, førend... [...]
Noveller · ensomhed, vesterbro
6 måneder, 4 dage siden
0Glasleoparden
Næppe havde Peder Jeppesen, der, ved den kongelige veterinær og l... [...]
Noveller · selvbedrag, håb, landbomiljø
8 måneder, 12 dage siden
1Krager og køtere
I byen Carcasonne i Languedoc lå, ud til floden Aude, en herregår... [...]
Noveller · guvernante, bøddel
8 måneder, 16 dage siden
2Den røde frakke
Når bladene føg i vinden, havde de en irriterende forkærlighed fo... [...]
Noveller · ensomhed, kærlighed, tabt mulighed
1 år siden
3Templet
Sean vågnede ved urets kimen og vippede med et ærgrelsens suk dyn... [...]
Noveller · krig, kromosomer, udryddelse
2 år siden
4Skønhedens Forgængelighed
I Rom ligger kirken San Giovanni in Laterano. Ved dens side ligge... [...]
Noveller · tro
3 år siden
3Spejlet
Hercules! Et mirakel af kraft og mandighed! Med dødsforagtende mo... [...]
Noveller · montmartre, moulinrouge, kønsidentitet
5 år siden
5Mosels gule blomster
Prolog. · Den røde hane galede. Som en spottende parallel til hønse... [...]
Eventyr og fabler · fortolkning
6 år siden
11Den dansende pige
Den dansende pige. · "For hulen da!" bragede kvindens stemme ud i r... [...]
Noveller · paradis, vision
6 år siden
3Fra asken til ilden
Var der, når Danielle McIntyre tænkte tilbage, en enkelt begivenh... [...]
Eventyr og fabler · homoseksuel, alternativ, askepot
6 år siden
7Budbringeren
"Skuf mig ikke. Jeg stoler på Dem!" · Han stoler på mig. Herren sto... [...]
Noveller · kejserlig, udsending, frierfærd
6 år siden
5Roser og torne
Monreale, Sicilien. Nær Palermo. År 1436. · Claudia del Monaco kom ... [...]
Eventyr og fabler · tornerose, mennesker
6 år siden
4Heksen
Solen kunne netop anes udenfor Christian Pedersøns række af bøge.... [...]
Noveller · udnyttelse, misundelse, anklager
6 år siden
4Gensyn med Grinzing
Maria Enzersdorf. 16. august. · Min kære Eva · Ja - Eva! - Jeg må lig... [...]
Noveller · wien, veninder, breve
6 år siden
9Sommerdufte
Duften af heste var ikke så slem. Værre var køerne, for slet ikke... [...]
Noveller · drengedrømme, kærlighed, skuffelse
6 år siden
8Stemmen
Da begyndte lyden at strømme til hende. Det var som en vægtløs st... [...]
Noveller · fordomme, vedrørende, skønhed
7 år siden
5Diagnosen
"Vi har naturligvis en politik om diskretion. Hvis et personaleme... [...]
Noveller · kanyler, aids, sjusk
7 år siden
13Geysir
Tycho Brahe · Så det guddommelige himmelhvælv · Uforanderligt · Ingen ... [...]
Digte · naturkatastrofer, gudelivsprojektioner
7 år siden
25Næsten klassisk
I starten var varmen dejlig, men senere blev ørerne brændte. Det ... [...]
Noveller · krimi
8 år siden
7Engelen
Præsten gav sin velsignelse, og så sang drengene igen. Det var sl... [...]
Noveller · engle, drøm, virkelighed
8 år siden
5Braget
Da var det, at de hørte et klik. Det var en lyd, der straks delte... [...]
Noveller · æresoprejsning, landmine, lejesoldat
8 år siden
3Jackpot
Mayfair Mall var et forholdsvis nyt og meget smukt butikscenter i... [...]
Noveller · nemesis, fristelser, pengeautomat
8 år siden

Puls: 8,4

Publiceret: 0
Afgivet: 2
Modtaget: 1
Flemming Dalsgaard (f. 1956)
I starten var varmen dejlig, men senere blev ørerne brændte. Det var noget, hun vidste, men det faste ritual, gennemgangen af Billedbladet, betød udsættelse af pinen. Og èn historie tog hendes opmærksomhed. Det var om den kendte rigmand og nok lidt for gamle jet-setter: Michael Hornborg og hans forhold til sin tyve år yngre sekretær: Yvonne Richs. Det berygtede, men feterede par var flyttet sammen blot to måneder efter, at konen Adèle var forsvundet. Michael havde meldt hendes mystiske forsvinden til politiet. Hun var gået bort en aften og ingen havde set hende siden. Hurtigt havde aviserne og TV gjort bortgangen til en landsdækkende nyhed, og intet var blevet sparet, hvad angår potitiindsats, offentlig opmærksomhed, medfølelse med Adèle og almindelig nysgerrighed. Det var derfor overraskende, at Hornborg havde bundet sig så hurtigt efter.
   Hanne Kamp var færdig med behandlingen hos frisøren, og hun betalte de sædvanlige sekshundrede kroner for permanenten. Frisøren, Lone, sagde farvel og sukkede som sædvanligt. For Hanne Kamp måtte være byens yngste tørrehjelmskunde. Hanne Kamp var gammeldags og ikke særlig chik. Hun var nok også den sidste, der endnu gik i ternet nederdel og fodformede sko, der lignede noget, som selv ikke Ecco ville vedkende sig. Og så var hun kriminalassistent. Kunne man tænke sig noget mindre sexet? Hanne havde for længst accepteret, at hun ikke hørte til de smarte. Dog var hun aldrig blevet såret så dybt, som til julefrokosten for et par år siden, hvor hun kom til at høre Karsten og Ulrik:
   "Synd, at hun ikke er lesbisk!" sagde Karsten.
   "Næh, jeg har sjældent set en kvinde, hvor der er så lidt, der appellerer til mænd!" svarede Ulrik.
   Så var hun lusket hjem. Mandagen efter, var der ingen, der spurgte, hvor hun var blevet af.
   Siden havde hun koncentreret sig om arbejdet. Heldigvis havde hun fået pladsen hos kriminalpolitiet, så hun ikke behøvede at brillere med fysikken som en anden Lara Croft.
   På vej hjem fra Hairshoppen, tænkte hun på Michael Hornborg. Hvorfor var hans kone gået bort? Der var altid nogen, der blev borte. Børn, gamle og almindelige voksne. Dog kunne hun ikke lade være at tænke på, hvor belejlig konens bortgang havde været for Michael. Hvis han havde været så forelsket i Yvonne, var Adèles forsvinden da en gave! Tog man amerikanske kriminalserier i betragtning, skulle man tro, at Michael selv havde skaffet hende af vejen!
   Hanne begyndte at lege med tanken. Hornborg havde villet skaffe konen af vejen og så gifte sig med den unge elskerinde. Men hvad gør han af hende? Parterer hende hjemme i kælderen? Det havde andre prøvet, men det gik altid galt. Ville han køre hende ud i skoven og grave hende ned? Dumpe hende i en mose? Der var jo altid en jæger med sin hund, der opdagede den slags.
   Så faldt det Hanne ind, at Hornborg tilhørte sejlerfolket! Og i det øjeblik stod det lysende klart: Enhver, der var vant til lystsejlads, ville stensikkert vælge havet som gravplads for et lig. Altså måtte det være sket på den måde!
   På jobbet, dagen derpå, gik Hanne i gang med at studere de gamle filer. Adèles forsvinden var naturligvis journalført. Asger Henriksen havde haft sagen, og her stod nævnt afhøringsrapporter, vidneudsagn, lægers kommentarer og alt til sagen hørende om Adèles forsvinden. Læger var blevet spurgt, om Adèle eventuelt var depressiv og derfor kunne være gået bort for at tage livet af sig.
   Derudover var en redegørelse for begivenheder i dagene umiddelbart før Adèles forsvinden. Hun og Michael var blevet set tage på en sejltur, og begge var blevet set på deres vej ind ad molen igen. Så hun kunne altså ikke være forsvundet på havet.
   Alligevel var Hanne sikker på, at det måtte være gået sådan til. Men hvordan, når man havde set hende gå i land? Så var der kun disse muligheder: At de uset havde havde taget en tur mere, eller at kvinden, som var gået i land, ikke havde været Adèle! Den sidste mulighed virkede som den mest spændende, og Hanne følte sig helt ophidset ved tanken. Men hvem var det så? Yvonne, naturligvis! Det kunne være sket således: Om natten lister Yvonne sig uset ombord og gemmer sig i båden. Så kommer parret om morgenen og sejler ud. På havet gokker Hornborg Adèle ned, og Yvonne kommer frem fra sit skjul. De tager tøjet af hende og smider liget i havet med en tung genstand bundet til kroppen. Så tager Yvonne Adèles tøj på, og de går sammen i land. Men hvordan sker forvekslingen? Tøjet alene er ikke nok! Også håret må matche. Og Yvonnes hår er mørkebrunt og glat, mens Adèles er blond og krøllet. Altså, må Yvonne bære en paryk. Hvor kommer den fra, hvor er den købt?
   Hanne erkendte, at den ikke var let at spore, og nu var hun på nippet til at give op. Hun satte sig til at se sagen igennem igen. Der var ikke meget, hun kunne gribe fat i. Så så hun igen på lægeudsagnene. Hvorfor havde der været flere læger? Hanne skrev lægerne op og sporede dem gennem lægeforeningen. Den ene, Gert Viemose, var Adèles egen læge. Den anden hed Knud Stohr, og var onkolog. Han havde stilling på Herlev Sygehus's onkologiske afdeling.
   Den sidste fik Hanne til at undre sig. Hvorfor havde man spurgt en kræftlæge om Adèles eventuelle depression? Havde Adèle en kræftsygdom? Det meldte sagsakterne ikke noget om. Hanne kunne dog se det for sig: Adèle var cancerpatient, og med udsigt til døden, kunne hun let blive deprimeret, hvem ville ikke det?
   Men - hvis Adèle skulle dø, hvorfor skulle Michael så slå hende ihjel? Det var da helt overflødigt! Med mindre - at Adèle var ved at blive helbredt! Så var den hjemme! Hornborg afventer, at Adèle skal dø, så han kan få Yvonne. Men Adèle er i bedring og på vej til at blive rask. Så må han træde til og selv gøre det af med hende.
   Hanne kaldte sig normalt ikke feminist. Men nu følte hun indignationen, og blev hed. En kvindes vej gennem livet kan sandelig gå op ad bakke! En ting er, at man får kræft, men når man så efter store lidelser nærmer sig sin helbredelse, så står manden for enden af vejen med sværdet, parat til at hugge ens hoved af, hvis man mod forventning skulle komme så langt! Fy for Satan, hvor modbydeligt! Og som kronen på værket, skaffer manden sig en ung dulle!
   Hanne var på kanten af raseri, men nu opstod lurendrejersmilet i hendes ansigt. For hvis Adèle var cancerpatient, så havde hun vel allerede en paryk!? Medicinen gjorde jo patienterne skaldede, og kvinderne fik en paryk, der lignede deres eget hår! Det var altså den, Yvonne havde haft på, da de kom ind ad molen.
   Gætværk, bevares, det vidste Hanne da godt, men hvor let ville det ikke være at tjekke det, hvis hun fik bemyndigelsen til at undersøge sygehusets journalarkiv!
   Hvis det var sket sådan, ville Yvonne mangle et alibi. For hun kunne ikke være to steder samtidigt. Yvonne havde boet i en lille lejlighed før ægteskabet med Michael. Kunne hun bevise, at hun havde sovet hjemme hele natten? Havde naboer hørt hendes dør smække? Og kunne de huske det? Hanne drog et suk. For det var jo lige meget. Yvonne havde ikke brug for et alibi. Hun kunne simpelthen sige:
   "Hvor jeg var den nat? I min seng antageligt, det plejede jeg jo! Altså ærlig talt, det kan jeg da ikke huske!"
   Og man ville ikke kunne gøre hende noget. Det alibi ville være ligegyldigt. Kun hvis man kunne bevise, at Adèle var blevet myrdet, at man kendte et gerningssted og hvis andet knyttede Yvonne hertil, kunne man påpege, at Yvonne skulle gøre rede for sin færden. Ganske vist havde hun da et motiv: Forholdet til Michael og det sociale avancement. Men det var ikke nok. Det motiv var ikke stort bedre end: Alle vil gerne have penge, altså har alle et motiv til at stjæle.
   Så tænkte Hanne, at der kunne være spor på båden efter Yvonne. Men hvis Yvonne havde taget sejlture med Michael, faldt den til jorden. Eller der kunne være blodspor efter Adèle. Men Adèle har vel lov til at bløde en smule på sin mands båd?
   Men, hvad nu, hvis Michael og Yvonne dummer sig og glemmer at sejle sammen? Hvad, hvis Yvonne i panik sværger på, at hun aldrig ville gå ombord i en båd! Og man kunne bevise, at hun havde været der! Så var hun straks suspekt.
   Men nej, så dumme var de nok ikke.
   Hvad så, hvis Yvonne alligevel var blevet set gå ombord den nat? Det ville kræve endnu en afhøring af alle i området, noget der var meget besværligt, og selv hvis man fandt en person, der havde set en kvinde gå ud på molen den nat, kunne Yvonne bare påstå, at det måtte have været en anden.
   Hanne havde flere idéer: Man kan tjekke Yvonnes tøj. Måske er der endnu blodpletter, som ikke er vasket af. Men det ville stadig være detaljer, der ikke kunne bære en sag. Ikke hvis pletterne ikke supplerede andre stærke indicier.
   Så åndede hun ud og forsøgte at finde lidt hvile. En kop kaffe hjalp. Hjemme, fik Hanne varmet sig noget færdigtlavet i mikroovnen, og hun undte sig en letøl til. Sagen tog naturligvis hendes madro. Hun var uendelig langt fra at kunne bevise noget, og indicierne kunne pilles i stykker som rent gæt. Men hvor fint passede det ikke sammen? Og give op allerede, havde hun ikke tænkt sig. At en læge var onkolog, var det eneste med nogen substans, hun havde til rådighed. Hvor ville hun gerne til Herlev og undersøge det nærmere. Hun bestemte sig for at søge om at få sagen, men det ville nok ikke blive let. Det var ikke kun Asger Henriksen, der skulle overbevises, også direktøren.
   Dagen derefter henvendte hun sig til Henriksen. Han var dog mere medgørlig, end Hanne havde troet. Han så ikke noget problem i at lade hende snuse videre. For hun ville ikke finde noget af betydning, og kom der problemer, ville de ikke blive hans.
   De fik foretræde for direktøren, og den kvindelige chef lyttede med en tydelig, men måske påtaget interessere. Og hun undgik ikke at bemærke Henriksens indforståede øjenrulninger, der sendte signalet: "Herregud, lad dog barnet!"
   "Hvorfor tror De, at De kan fremtrylle nye og relevante aspekter ved sagen?" spurgte direktøren.
   "Jeg mener, at visse forhold er forblevet upåagtede, og at de involverede parter indgår i sådanne relationer, at en arbejdshypotese om en forbrydelse bør undersøges nærmere," svarede Hanne og lod øjnene flakke imellem direktørens ansigt og gulvet.
   "Ønsker De at rette kritik imod kommissær Henriksen?"
   Hanne anede fælden. "Jeg ønsker at arbejde videre ad det spor, kommissær Henriksen har lagt ud og derfra tilføje noget, som jeg finder relevant. Jeg indrømmer, at der er nogen personlig entusiasme involveret fra min side."
   "Kunne Deres "personlige entusiasme" mon gå så vidt, at De lader forudfattethed påvirke deres detektiviske dømmekraft?"
   "Jeg håber, at jeg kan holde hovedet koldt!" sagde Hanne og tvang sig til at smile.
   "Jamen, så får De Deres vilje! Men lad mig sige Dem: De udviser takt mod sagens parter, og De afstår fra enhver offentlig omtale, og alt nyt skal rapporteres til mig, forstået?"
   Så gik Hanne. Større kunne triumfen nok ikke blive! En tøvende tilladelse var stadigvæk en tilladelse.
   Så kørte hun til Herlev sygehus. Med sig, havde hun sagens akter i en mappe. Hun kørte ind fra ringvejen og drejede til venstre for at finde en parkeringsplads. Hun måtte helt ned i den grusede ende, så der var et stykke at gå. Hun gik ad flisegangen og ind over den mudrede græsmark, der, af himlen må vide hvilke grunde, var efterladt som en klodset naturkontrast til det ekstremt industrielle opgangstidsbyggeri. Som en utroværdig undskyldning for det store betonhybris.
   Så kom hun ind i forhallen, og damen i det runde aflukke udpegede hende sekstende sal. Så lod hun sig gribe af elevatorens g-påvirkning og var oppe på et øjeblik. Hun skævede hurtigt ud af vinduet i retning af Glostrup, men modstod fristelsen til en pause.
   Døren førte ind til afdelingskontoret, men her fik hun at vide, at oversygeplejerskens kontor og journalarkivet lå bag døre ude i elevatorforhallen.
   Hanne havde forsøgt at ringe til oversygeplejersken, Karla Ulstrup, men hun havde ikke fået forbindelse med hende. En afdelingssygeplejerske havde dog opfordret hende til at møde op og satse på kontakten. Heldigvis var hun der, og Hanne viste hende politiskiltet. Hun vidste udmærket, at oversygeplejersken kunne finde på at ringe til stationen for at få tjekket bemyndigelsen.
   "Jo, jeg husker Adèle Hornborg, og hun er faktisk endnu en af vore patienter. Og ja, jeg ved at hun er forsvundet. Det er længe siden, jeg har set hende og hendes mand."
   "Hendes mand?" spurgte Hanne.
   "Ja, hendes mand. Han var altid venlig at møde op for at støtte hende under de ubehagelige behandlinger."
   "Er det usædvanligt?" ville Hanne vide.
   "Mandens erhvervskarriere taget i betragtning, må jeg sige, at han var flink til at komme."
   Så holdt de pause i samtalen. Oversygeplejersken førte an, og de gik til arkivet, hvor hun bad en sekretær finde journalen frem.
   Hanne kunne ikke med fuldt udbytte læse en lægejournal, så hun måtte forlade sig på Karlas udlevering af oplysninger, der antagelig var præget af den tilvante tavshedspligts reluktans.
   "Hvorfra stammer Deres interesse for Fru Hornborgs sygdom?"
   "I sagsakterne står nævnt en kræftlæge, og derudfra antog jeg, at Adéle Hornborg led af en kræftsygdom."
   "Men hvorfor tillægger politiet det betydning? Vi er jo blevet afhørt om det før."
   Det står ikke i rapporten! tænkte Hanne. Kun at Stohr er onkolog!
   "Jeg er nu tilknyttet sagen, og vil gerne vide lidt mere."
   "Ja så. Hun - hun var - som de fleste - nede at vende. Det skal være skidt, førend det kan blive godt. Sådan er cancer nu engang. Men hun fik det bedre. Behandlingen gav god respons. Vi stillede hende ikke fuldstændig helbredelse i udsigt. Men med seneste bedring - altså så vidt journalen - skulle hun i det mindste få nogle gode år. Jeg må derfor sige - at hvis hun er afgået ved døden i dag, så - burde det ikke være sygdommen, der var den direkte årsag."
   "Det vil sige, at hvis hun siden er afgået ved døden så er det drab eller selvmord?"
   "Det kan jeg naturligvis ikke sige med sikkerhed, men ud fra vor seneste viden om hendes sundhedstilstand - så har De sandsynligvis ret."
   "Det er faktisk derfor, at politiet er interesseret i sagen." sagde Hanne stille.
   Så sad de lidt i tavshed. Karla tog så ordet igen.
   "Adèle Hornborg - er - var - en spændende kvinde. Så spinkel hun er, tror man hende sart, men hun tog det mest i stiv arm. Mange patienter må tage deres ture med - ubehersket gråd og hjerteskærende angst. Men ikke Fru Hornborg. Jeg ved naturligvis ikke, hvordan det var i hendes hjem, men her - her var hun tapper og udholdende. At bryde sammen var ikke hendes stil. Hun gjorde sit yderste for at være personalet så lidt til besvær som muligt. Hun var - en fin dame! I ordets bedste betydning."
   "Men - ville hun så ikke holde sig for god til at begå selvmord? Nej, det var dumt udtrykt!"
   "Jeg kan forstå, at De mest hælder til, at nogen har myrdet hende, ikke sandt? Men forstår De, selvmord er heller ikke en let sag! Terminale patienter magter ikke sådan noget. Kun de, der endnu har, skal vi kalde det, ressourcer i behold, kan normalt magte at tage livet selv. Jeg må sige, at Fru Hornborg nok mere end mange andre ville kunne gøre det. Hendes mentale styrke var imponerende!"
   "Der er en ting mere, som jeg gerne vil spørge om. Fru Hornborg - bar hun paryk?"
   Karla rettede sig op med et forundret udtryk.
   "Ja, naturligvis! Det vil sige, en del af tiden. Da kemoen rigtig fik fat. Men efterhånden fik hun jo sit eget hår igen. Og i dag burde hendes hår være så nydeligt som nogensinde."
   Hanne havde fået svar på et af sine vigtigste spørgsmål: At en anden principielt havde kunnet efterligne Adèle, hvis bare hun fik fat på parykken.
   Det var tid at gå, og de forlod kontoret.
   "Hvad en eventuel morder angår - har De nogen i kikkerten? spurgte Karla Ulstrup.
   "Vi arbejder med forskellige teorier," svarede Hanne, med citat fra frasesamlingen.
   "Men vi har jo tavshedspligt i politiet." fortsatte hun.
   "Det ved jeg." sagde Karla. "Det har vi jo også." Så vendte hun sig og gik.
   Et par dage senere kom Hanne Kamp til "Belvedere" i Nordsjælland. Hun havde ringet og fået en mand i røret, der kunne gælde for det, man ville kalde "butleren."
   "Jeg skal nævne Dem for Hr Hornborg, så tillader Herren måske Deres fremmøde." sagde han. At dømme efter hans diktion, burde Hornborg være hertug og ikke gullashbaron.
   Så blev Hanne indbudt.
   "Var der noget nyt om min kone?" havde han spurgt. "For mit vedkommende, har jeg jo allerede fortalt alt, jeg ved!"
   Hanne satte bilen på den grusede plads foran det store hus. Butleren fik øje på hende og meldte hendes ankomst. Så viste parret sig i døren. Det celebre par: Yvonne Richs og Michael Hornborg!
   Michael kom først med hånden fremme.
   "Velkommen! Det er min kæreste, Yvonne! Hvis De vil komme med - vi får te i haven!"
   Hornborg var gråhåret, slank og venligheden selv. Man kunne se på ham, at han var velstillet. Yvonne var ung, noget større end Adèle, med solide, men ikke for brede skuldre, en slank talje og - i de stramme gamacher - et bagparti, som fuldendte billedet af misundelsesværdig dejlighed. Håret var halvlangt, rullet indad mod skuldrene, og hun udstrålede selvsikkerhed og magt.
   "Vær så god at tage plads. De kan tale lidt med Yvonne, jeg skal lige et ærinde i køkkenet."
   Så satte de sig. Yvonne åbnede ballet:
   "Ja, her er hun så! Den frække kælling, der har scoret rigmanden og jaget konen bort."
   "Det sagde De, ikke jeg!" kunne Hanne replicere.
   "Nej, men De tænker det, som enhver anden. Jeg ved godt, at der står lykkeridder eller guldgraver på ryggen af mig."
   "Hvorfor tænker andre sådan om Dem?" spurgte Hanne, snedigt.
   "Sådan er det jo! Jeg mødte Michael på mit job. Han var sød og opmærksom. Og jeg håbede, at han en dag ville invitere mig ud. Jeg bildte mig ind, at han ville hente mig i åben sportsvogn. Jeg fjols! Han kom i en gammel Golf!
   "Hvornår lærte De ham at kende?" ville Hanne vide.
   "De mener - før eller efter, ikke sandt?"
   Hanne nikkede.
   "Det var før. Og snart vidste Adèle det. Faktisk inviterede hun mig. Da jeg kom, så hun på mig og sagde: "Nå, sådan ser De ud! De er højere, tungere og yngre end jeg. Så fuldstændig anderledes! Man kan undre sig over, hvad han dog har set i mig!"
   "Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige." Så fortsatte Adèle:
   "Det nytter ikke at konkurrere. Lad os ikke slås om ham. Jeg overgiver mig gerne. Men en lille giftig bemærkning i ny og næ, det tåler De nok. For øvrigt, skal vi ikke være dus?"
   "Jeg fik en chance med Michael. En chance, jeg ikke regner med at få to gange. Jeg har nu en rig mand, et slot og en masse luksus. Det kan jeg lide, jeg gider ikke benægte det. Men jeg har ikke slået Adèle ihjel!"
   Hanne tænkte sit. Det kunne ikke nytte at lade sig forføre af Yvonnes umiddelbare ærlighed.
   "To dage før, Adèle forsvandt, der var parret på en sejltur. Husker De dagen? Hvor var De fra aftenen før og op ad den følgende formiddag?"
   "Det spørgsmål har man allerede stillet mig. Tager man ikke skriftligt referat af afhøringer? Men nuvel, jeg har formentlig ligget i min seng og sovet. Og nej, der er ingen, der kan bekræfte det. Jeg har i hvert fald ingen erindring om andet."
   Så kom Michael tilbage i selskab med butleren, som bar en bakke med teen. Den blev sat på et havebord og rettet an.
   "Jeg tror, jeg springer over. Så kan I tale i fred." sagde Yvonne og rejste sig. Hun gav Hanne et nik og gik.
   Teen var god, med hjemmebagte småkager til.
   "Ja, så sidder vi her!" begyndte Michael med et smil.
   "Er der noget nyt om Adèle? Gentog han, men næppe med noget håb om svar. Det havde Hanne da heller ikke.
   "Jeg ved godt, at min situation ikke er den mest gunstige. Hvad mit omdømme angår. Jeg står som den livsnydende og grådige, der ikke havde nok i penge, herregård og et tilsyneladende godt ægteskab. Overfladisk set, havde jeg vel endog et motiv til at myrde min kone. Så jeg kunne overtage hele boet og få Yvonne i fred. Det er jo så tydeligt: Adèle er syg og svag, måske døende. Hvorfor kan jeg ikke vente? Hvorfor være utro? Jeg burde støtte min kone og holde ud med hende til det sidste."
   Hanne måtte indrømme, at Michael havde beskrevet tingene ganske præcist. Han kunne åbenbart se det selv.
   "Det vil nok overraske de fleste, hvis jeg sagde, at min kones sygdom ikke har noget med sagen at gøre. Jeg har givet hende alle tænkelige muligheder for at få skilsmisse. Og det ville være indbringende for hende. Hun skulle have det halve. Af det hele. Men det ville hun ikke. For en skilsmisse ville berøve hende det, der var så vigtigt: At vedblive med at kunne give mig skylden for alle verdens elendigheder. Adèle var det mest sarkastiske menneske, jeg har mødt. Hun kunne være så sød og feminin, så stærk og tapper. Og så ondskabsfuld, at jeg næsten ikke kunne tage hende. Selv i situationer, man ville kalde romantiske - sådan noget kan ske, selv i min alder - havde hun kun hån og spot at byde på. "Ku' du ikke skruppe et andet sted hen med dit svineri?" var en typisk bemærkning, og da hun fandt ud af det med Yvonne, opførte hun scene, der næsten var uudholdelig. Hun kastede sig ned på gulvet i et simuleret krampeanfald. Og hendes tale : "Fy for helvede! Jeg har giftet mig med en satan, en satan! Hvor har jeg dog været dum! Hjælp, jeg kan ikke få luft, jeg kan ikke få luft! Nej! Rør mig ikke, du er ulækker, ulækker! Skrup dog hen til hende, dit nye lokum! Jeg hader dig, jeg hader dig!" Men heller ikke det fik hende til at ønske skilsmisse. Hun nød at være den forulempede, den svigtede og den, der i lysende triumf kunne idømme mig straffen: Evig moralsk fortabelse. Hvis vi blev skilt, ville regnskabet jo blive gjort op. Og det havde ikke hendes interesse. Jeg beklager, at De må lægge øre til sådan noget, men jeg fortav det ved Henriksens besøg."
   Sveden løb ned af Hannes ryg. Efter den svada, vidste hun ikke, hvad hun skulle tro. Var blot halvdelen rigtigt, ville hendes billede af Adèle jo vælte. Hun måtte prøve at fatte sig og koncentrere sig om det væsentlige.
   "De er allerede blevet spurgt om Deres sidste sejltur med Fru Hornborg. De har sagt, at De fulgtes med hende ind ad kajen, og at et vidne kan bekræfte det. Er det vidne troværdigt?"
   "Tjah, hvis ellers en issælger kan være troværdig!" sagde Michael med et grin. Han fortsatte:
   "Da vi kom ind, var det varmt, og Adèle havde lyst til at spise en is. Det var ikke usædvanligt. Så hun gik derhen, og de fik en snak sammen, som de ofte havde gjort."
   Hanne følte desperationen. Havde der nogensinde været et korthus, så styrtede det sammen nu! Hvis kioskmanden kendte Adèle og havde talt med hende, ville det umuligt kunne være Yvonne i forklædning! Nu havde Hanne absolut intet tilbage af det, der havde lignet en sandsynlig sag. Men Adèle var stadig forsvundet. Det måtte da være muligt at finde hende, var hun end levende eller død. Så fik hun en idé.
   "Havde hun et værelse, som man ville kalde "hendes"?"
   "Joda!"
   "Må jeg se det?"
   "Også det er sket før. Kommisær Henriksen har været der!"
   Så gik de sammen derind. Hanne følte sig straks godt tilpas derinde. Det var en blanding af et kontor og et pigeværelse. Der var skrivebord, masser af billeder, papirer, en stor lænestol med et par gamle tøjdyr. Så var der opstillet nogle smukke dukker. Der var ingen seng, men en flot gammel divan med puder og en uldplaid.
   "Jeg går, så De kan se Dem om alene."
   Michael skulle til at gå, men Hanne kaldte ham tilbage.
   "Havde Adéle veninder, der betød noget særligt for hende?"
   Michael tøvede et øjeblik. Så sagde han:
   "Det var ikke meget, hun dyrkede venskaber. Men hun havde en veninde fra ungdommen. Det er vist længe siden, hun har set hende. Hun hedder - hvad er det nu? Hun hedder Vera Plougfeldt. Hun bor i Jylland. Jeg har ikke hørt Adèle tale om hende i årevis."
   Så gik han og Hanne prøvede at få et overblik. I en skuffe var der en stak kuverter med breve. Nogle få så officielle ud, men de fleste var private. Hanne gennemlæste nogle. Så fandt hun et fra Vera Plougfeldt. Det sagde blandt andet:
   "Op med hovedet. I vore dage kommer rigtig mange sig over sygdommen. Lægerne er blevet meget dygtigere. Det er slet ikke det samme som for tyve år siden! Men du må endelig ringe, hvis du vil snakke."
   Hanne tog afsked og kørte hjem. Det havde været en skuffende tur. Man ville grine ad hende, ingen tvivl om det. Som et præekko, lød det i hendes ører: "Det tjener ikke korpset til ære, at fordomme sætter så stærkt præg på opklaringsarbejdet!"
   Det var ikke morsomt. Og nu måtte hun rapportere til direktøren, som lovet. Der var kun et sidste halmstrå.
   Efter en aften med rapportskrivning og en nats urolig søvn, skaffede hun sig oplysning om, hvor Vera Plougfeldt boede. Brevet var trods alt kun godt fire måneder gammelt. Hun blev helt forskrækket, da hun fik oplyst, at Vera Plougfeldt var blevet dræbt for tre måneder siden. Hun var stået ud af sin bil, da en kassevogn kom for nær.
   Det ville være oplagt at høre hos Vera, om hun vidste noget, men hun var jo død, før Adèle forsvandt! Så kunne hun intet vide.
   Efter weekenden, stod Hanne på hovedbanegården. Hun skulle til Jylland og stod af i Skanderborg. Så togskift mod Silkeborg, og hun stod af i Rye.
   Hanne skulle til "Daggry." Det var et stort hus i skoven udenfor landsbyen Javngyde. Det var ikke en herregård; der var ikke jordtilligende, kun en have. Her boede Vera Plougfeldt. Et besøg her ville blive Hannes sidste chance for at finde noget. Vera var jo død, og huset burde stå tomt. Det gjorde det dog ikke, da hendes gamle far endnu boede der. Han fik hjælp af kommunen. Alligevel ville Hanne søge spor.
   "Der går en rutebil et par gange om dagen. Men fra Javngyde, skal De alligevel gå langt. Så har De gode ben, burde De gå derud. Turen er umådelig smuk!" lød en venlig dames råd.
   Hanne gik fra Rye hen langs Knudssø, til vejen drejede mod nord. Så gik hun ind i skoven. Der var mørkt, og der duftede af gran. Det lysnede dog ved øjets tilvænning. Efter et stykke ad en smal sti, bredte en lysning sig ud. Solen kastede sine stråler over en smuk sø. Ænder svømmede med rækker af børn bag sig. Blomster strålede i alle farver, guldsmede patruljerede over vandet og bagved, i en åbning i træerne, sås "Daggry."
   En lille bredning var snøret af til venstre, og her gik en buet træbro over vandet. Her stillede Hanne sig og så på vandoverfladen. Luften var frisk og lun, og duftene dejlige. Det var et lille hjørne af paradis. Her burde en engel tage sig et lille hvil.
   Selv var hun grim, og Adèle havde cancer. Sammen, udgjorde de det skøne og sundes onde søstre. Deres antiteser. Hun kunne ikke lade være at føle fællesskabet med Adèle. Hanne arbejdede hos politiet. Selv var hun ikke fejlfri, og hendes livsgerning skulle være at finde andres fejl. Hvor ædelt! Måske en urimelig beskrivelse, men Hanne var ikke stolt af sig selv. Følelsen af fiasko og meningløshed trængte sig ind på hende.
   Hvordan ville det være at gå ud i vandet? Mærke det kølige vand på kroppen? Mærke angsten - og glæden, når modet vendte tilbage? Havde Adèle stået her og tænkt det samme? Skulle der trækkes vod i søen?
   Hanne gik videre, op mod huset. Der gik en mand og rev nogle bede.
   Han bekræftede, at huset var "Daggry."
   "Her boede Vera Plougfeldt, ikke sandt?"
   "Ja! Men hun er død." Han fortsatte med sit redskab.
   "Der bor en gammel mand deroppe, ikke?" blev Hanne ved.
   "Ja, og en anden dame. Jeg troede først, at det var en hjemmehjælper. Men hjemmehjælpere bliver der nok ikke om natten."
   "En anden dame? Hvad er det for en dame?"
   "Jeg ved det ikke. Hun er sky og plejer at undgå fremmede."
   "Kunne hun eventuelt se sådan ud?" spurgte Hanne og tog et billede frem.
   Manden så på det, længe. Så vendte han roligt blikket mod Hanne. Hun tolkede det som et ja.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 02/12-2010 11:05 af Flemming Dalsgaard (dino) og er kategoriseret under Noveller.
Teksten er på 4888 ord og lix-tallet er 25.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.