En vigtig del af den civiliserede verden er den mere eller mindre udtalte forventning om, at mennesker, der har mulighed for det, uddanner sig. Dette er sundt for samfundet, men er de mange år på uddannelsesinstitutionerne også sunde for det enkelte individ eller tværtimod et unødigt overgreb på dets vilde natur?
"Hvad gør uddannelse ofte! - Den graver en lige grøft - ud af en bugtet bæk."
Således skriver den amerikanske filosof, naturalist og excentriske eneboer Henry David Thoreau (1817-62). Og jeg må give ham ret. Overdreven skolegang er en ensrettende og usund form for kultivering.
Efter snart 16 år i det danske uddannelsessystem er mine øjenlåg blevet markant tungere, mine øjne en kende mere matte og mit hovet en betydeligt større byrde, end da jeg bare var en ubekymret knægt, der endnu ikke kendte betydningen af det at gå i skole. Årsagerne til dette kan naturligvis være mange og forskelligartede. De behøver slet ikke have forbindelse til de mange års uddannelse og blød institutionalisering. Men lad os antage, at der er en sammenhæng mellem mit fysiske forfald og det simultane forsøg på at vække min ånd. En af årsagerne til mit hoveds øgede tyngde kunne være, at det har antaget dobbelt størrelse som følge af den megen læsning og de utællelige timer ved skrivepulten. Også her må skylden for mine øjnes aftagende glans lægges.
Hermed ikke være sagt, at det er frugtesløst at uddanne sig. Jeg har skam lært en masse. Jeg er blevet i stand til at gøre mig bekymringer og opdigte dystopier og apokalyptiske profetier, som jeg for år tilbage på ingen måde ville have haft snilde til at komme på. Jens Blendstrup skriver i sin nye novellesamling, hvorledes en højintellektuel Tin Tin-forsker spænder et par strygejern fast til sin kones hofter for at give hende lidt mere tyngde - en lidt mere alvorsfuld og eftertænksom tilgang til tilværelsen som sådan.

Så langt vil jeg ikke gå i min kritik af det at uddanne sig. I passende doser er det ganske givet sundt, om end det da godt kan føles som at have spændt et par strygejern fast om livet, når man bare hellere vil sidde og se superligabold - eller lidt af verden - end læse det forsømte forår, som situationen så ud i ottende, Foucault som den tog sig ud på universitetet nogle år og en studenterhue senere.
Jeg husker tydeligt min tysklærers ord, da vi efter første år på HHX skulle evalueres enkeltvis og have årskarakterer: "Rasmus - du er godt med i timerne, men jeg har lagt mærke til, at du tit sidder og kigger ud af vinduet, hvilket naturligvis er noget, der vil indgå i den samlede vurdering."
Og ja; jeg sad ofte og hang henover bordet med blikket fikseret på et nyt - og i parentes bemærket temmelig kedeligt - byggeri på den anden side af klasseværelsets vinduer. Givetvis var jeg blevet et større intellekt, hvis jeg havde fulgt bedre med i tysktimerne. Men læren om germanske handelsbreve fængede bare aldrig rigtig.
Bare det at kaste blikket ud gennem institutionens ruder og herefter lade sjælen strække sig med ud på den anden sidde af de trange mure satte tankerne i gang. I en glidende bevægelse blev den abstrakte drøm om frihed konkretiseret i forestillinger om, hvordan den skulle praktiseres. Tanker og drømme kan ikke spærres fuldstændig inde, og hvis selv et kontorbyggeri kunne tjene som vehikel for min fantasi, så var det vel et eller andet sted skæbnens værk, at min tysklærer indimellem syntes, jeg virkede en kende fjern.

Også Henry David Thoreau følte længslen efter videre horisonter samt frihed og havde svært ved at acceptere de fysiske såvel som rent åndelige rammer inden for hvilke, lærdommen og lærdomsanstalterne holdt det enkelte menneske indespærret:

"Ved lange års tålmodig flid og læsning [...] ophober en mand en uendelighed af kendsgerninger, stuver dem op i sin hukommelse for siden, når han i et eller andet forår i sit liv strejfer ud på tankens store marker, ligefrem at gå på græs og efterlade alt seletøjet i stalden. Jeg kunne have lyst til engang at sige til Selskabet til Udbredelsen af nyttig Kundskab: Gå på græs! I har ædt hø længe nok."

Gennem hele sit virke sætter Thoreau naturen, det vilde og frie op på en piedestal, som absolutte og oprindelige værdier, der til enhver tid bør være klangbunden i det enkelte individ.
Det at uddanne sig/studere ser han ikke i sig selv som problematisk. Problemet opstår, når uddannelsen finder sted på institutioner, der ensretter individer og berøver dem den grundlæggende følelse af frihed, eller når studierne udmunder i, at de tusindvis af læste sider hober sig op og skærmer for udsynet til den virkelige verden. Individets ret til frihed samt evnen til at opnå en umiddelbar kontakt med den omgivende verden er kernen i Thoreaus livsværk, der indeholder en skarp kritik af uddannelsesinstitutionerne og i bred forstand det at sætte intellektet før følelserne og intuitionerne.

I Thoreaus øjne var menneskets kultivering af sin egen vilde natur et onde, som han kritiserede både eksplicit og implicit gennem observationer hentet på vandreture i naturen. I faunaen og hos dyrene fandt han slående analogier på menneskets tragikomiske undertrykkelse af sin egen natur.
Thoreau bruger blandt andet det tamme kvæg som billede på det kultiverede og tæmmede menneske:

"Jeg elsker endog at se husdyrene hævde deres medfødte rettigheder, elsker ethvert bevis på, at de ikke helt har mistet deres oprindelige kraft og vilde vaner; som når min nabos ko bryder ud af indhegningen tidligt om efteråret og dristigt svømmer over floden [...]. Men ak, et pludseligt og kraftigt prrr! ville straks have svalet deres fyrighed, degraderet dem fra vildt til kvæg og fået deres sider og sener til at stivne som lokomotivets. Hvem andre end den onde selv har råbt prrr! til menneskeheden."

Thoreaus kritik rammer mange af de problematikker, som i dag er højaktuelle i dansk uddannelsespoitik. Hvor går grænsen mellem den sorte skole og pokkers hyggelig men samtidig noget nytteløs 70’er-pædagogik? I hvor høj grad bør man kultivere det enkelte individ, og i hvor vid udstrækning er det gavnligt at lade naturen og lysten styre menneskets udvikling ved kun at polere, hvor det er allermest tiltrængt. Pisaundersøgelser og standardisering er muligvis vejen til et mere velsmurt samfundsmaskineri - M-A-S-K-I-N-E-R-I. Men at det også skulle være vejen til mere fuldt udfoldede og hele mennesker, netop dét tillader jeg mig at sætte spørgsmålstegn ved i en tid, hvor de fleste jo faktisk synes, at selvrealisering er et skæppeskønt ord.

Når det så er sagt, bør det nævnes, at vandreture ikke alene kan krediteres for, at Thoreau tilegnede sig sin sproglige ekvilibrisme, knopskydende metaforik, vilde associationsrækker og blikket for den kompromisløse afklædning af civiliseringens vederstyggeligheder. Nok havde han et horn i siden på uddannelsesinstitutionerne og den rent intellektuelle tilgang til verden, men hans aversion var trods alt ikke større, end at han selv tilegnede sig en universitetsgrad i klassisk filologi ved Havard University og plastrede sine skrifter til med referencer til antikkens vise gamle gutter, ligesom han var velbevandret i østens filosofi.
Essensen af hans liv og virke tegner således billedet af en mand, der skyldte uddannelsessystemet mere, end han nogensinde var villig til at indrømme. Gud forbyde at man nogensinde selv skulle havne i den grøft.
I sine tekster hyldede han friheden, mens institutionerne samt kundskaber i form af boglig viden, der ikke bragte mennesket nærmere essentielle sandheder, blev fremstillet som det stik modsatte af frihed. Lidt mere velreflekteret i sin tilgang til det at lade sig kultivere er Francis Bacon. Over 200 år før Thoreau skrev han således, hvorledes mennesket bør bibeholde en del af sin oprindelige vilde natur men samtidig også tilegne sig en del af den viden civilisationerne gennem århundreder har tilvejebragt:

"At anvende for megen tid til studier er ladhed, at bruge dem for stærkt til pryd er affektation, og at lade sin dømmekraft helt bero på regler, man har studeret sig til, er pedanteri. Studier fuldkommengør naturen og fuldkommengøres ved erfaring. Thi medfødte evner er som vildtvoksende planter, der trænger til podning og beskæring ved studier, og studierne giver ikke i sig selv mange anvisninger, som lader sig anvende på fri hånd, hvis de ikke er omsluttet af erfaring."

Uddannelse er utvivlsomt et gode, men for at være sund skal den kun indtages i så tilpas store mængder at ikke hele éns krop og al éns tid går med at fordøje den. Selv i den mest vindtørre professor skulle gerne blive ved med at være plads til den vilde natur, han/hun fra sin fødsel har indeholdt.
Selv efter vi er blevet så voksne, at vi anskaffer os flagstange, toupéer og stationcars bør vi være i stand til at ryste civilisationens stramme tøjler af os og fra tid til anden styrte tankeløse ud i livet som Thoreaus vilde kvæg.