1Blikmanden
Jeg ønsker mig et hjerte. Det var hvad blikmanden fortale Dorothy... [...]
Blandede tekster
2 år siden
2Buler
Why! Måske et bevis på at jeg har set for mange amerikanske film,... [...]
Blandede tekster
3 år siden
1Et træ falder
Jeg er mig. · Jeg er mig, og det er et jeg som jeg har brugt lang t... [...]
Blandede tekster
3 år siden
1Er Det Din Eller Min Skyld?
Er det din skyld eller min? Ja, for helt ærligt vil jeg gerne hav... [...]
Blandede tekster
3 år siden
6Akademikeren
Jeg er akademiker. Og fordi jeg er akademiker, så må jeg lære at ... [...]
Blandede tekster
3 år siden
1Nok
Jeg kan aldrig få nok af dig. Sådan er det bare og sådan bliver d... [...]
Blandede tekster
3 år siden
2Vægte
Du føler, at du skal bære verden på dine skuldre. Og når jeg sige... [...]
Blandede tekster
3 år siden
1Chandler
Det er det vi gør os der griner. For den der ler sidst ler bedst ... [...]
Blandede tekster
3 år siden
1Hvis det bare skal være ...
Hvis det bare skal være dig og mig.... Hvem skal "dig "så være? H... [...]
Blandede tekster
4 år siden
5Tabt Sorg
Hvis jeg skal være helt ærlig er alle mine minder falske... De er... [...]
Blandede tekster
4 år siden
3At Flyve
Kontrol. Jeg kæmper for at nå det. Higer efter det. Tørster. Stræ... [...]
Blandede tekster
4 år siden
3Intet
Som Sartre beskriver det: Angst er frygten for intet. Jeg er angs... [...]
Blandede tekster
4 år siden
2Det vi hører
Ind og ud · af hinanden · vi leger · Hårdt sammen · med hverandre · vi ... [...]
Digte
4 år siden
1Fordi
Sidste måltid. Sidste ord. Der er noget vigtigt i, at det er det ... [...]
Noveller
4 år siden
2Forladt
Mister jeg dig en gang - da skam dig. · Skam dig længe og pin dig ... [...]
Digte
5 år siden
2At gå i takt
De går foran hende. Mor. Esben. De er hendes familie. Mor og Bror... [...]
Kortprosa
5 år siden
4Det er det vi piger gør...
Hun er ligeglad. Hun ser direkte på dem, men det interesserede an... [...]
Kortprosa
5 år siden

Puls: 2,3

Publiceret: 0
Afgivet: 0
Modtaget: 0
Astrid Harboe (f. 1992)
Monsteret gloede på hende. Det samme intense blik. Væmmelse. Ordet stod næsten skrevet i de kulsorte pupiller. Følelsen var så tydelig at den var til at tage og føle på. hun trak sig væk, ville ikke se monsterets ansigtsudtryk, men selv efter hun havde lukket døren bag sig, og ladet monsteret stå alene tilbage, var blikket der stadig. Hun kunne mærke det på sig. Det brændte hende i nakken. Væmmelse. Hun dukkede sig. Krympede sammen og forestillede sig, at hun var en mus. En lille ubetydelig grå mus, som ingen lagde mærke til og som, hvis den blev lagt mærke til, kunne dykke ned i et mørkt hul og forsvinde.
   Mens hun gik til skole følte hun stadig monsterets blik på sig og det forsvandt heller ikke i løbet af dagen. I timerne var det ikke så slemt, her lagde ingen mærke til hende og hun kunne fordybe sig i de små tegninger hun lavede på det papir læreren havde udleveret - som egentlig var beregnet til at lave udregninger på. Langsomt, men sikkert lukkede hun alting ude. Alle lydende: lærerens hurtige arm, der fløj hen over tavlen med et stykke kridt i et fast greb. Gang på gang hamrede kridtet mod tavlen, men hun hørte det ikke. De andre piger der sad og hviskede om drenge og alle de kalorier de havde spist, men som de egentlig ikke burde have spist, de blev lukket ude af hendes lydtætte mur. Bag den var der stille. Dødstille. Bag den nåede ingen blikke ind - selv monsterets gennemborende blik var væk, eller i hvert fald næsten. Væmmelsen havde klæbet sig til hende, som skidt. Hun følte den stadig på sig, dog knap så stærk. Den var aftaget - eller havde hun blot vænnet sig til den?
   I frikvartererne var hun blot en iagttager. Hun så drengene spille fodbold og så pigerne stå i klynger og fnise ad drengene og sende dem lange blikke. Men det hele var tåget, for muren var der og slørede hendes syn. Muren var hendes stærkeste våben, den gjorde hende usynlig for omverdenen. Hun vidste hun gjorde verden en tjeneste ved at gøre sig selv usynlig. Hvis de så hende ville de, ligesom monsteret, fyldes med væmmelse, for noget kønt syn var hun ikke. Sådan havde det altid været. Tit havde hun prøvet at forestille sig hvordan det ville være at være en af de andre - være en af de piger der gik i smart tøj og som altid var klar med en rap bemærkning. Lyst. Hun havde sådan lyst til at være en af dem. Nu og da havde hun taget sig i at nærme sig dem. Forsigtigt. Ganske forsigtigt havde hun nærmet sig dem, skridt for skridt. Men hver gang havde hun stoppet sig selv. Hun hørte ikke til blandt dem og hun havde ikke brug for at se væmmelsen over hende aftegnet i deres ansigter. Blandt dem ville hun være synlig. Hun ville være nøgen, og de ville vide det. De ville udnytte det og voldtage hende. Nej, det var mere sikkert bag muren. Bag den trygge skærmende grå mur af tåge.

I det samme hun lukkede døren bag sig, vidste hun at monsteret var der. Huset var tomt og stille. Hun kunne høre monsteret oppe på værelset. Det ventede på hende. Hun ville ikke derop, men hun blev nød til det - det kunne jo være at blikket var mildnedes. Det kunne jo være... Da hun trådte ind i værelset tænkte hun på Den Grimme Ælling, den der var blevet til en svane. Fuld af håb nærmede hun sig monsterets hule. Men da hun rettede blikket mod spejlets glatte overflade stirrede monsteret tilbage på hendes bleget fregnede ansigt med foragt og væmmelse. Altid med væmmelse.
   Hendes hjerte hamrede i brystet på hende. Hun var alene i huset - hvorfor havde hun opsøgt monsteret når der ingen var hjemme? Hendes krop rystede, hun vidste det ville ske. Monsteret ville besætte hende, overtage hendes krop. Langsomt, men sikkert ville den styre hendes bevægelser. Hun mærkede den tydeligt hvordan hendes krop ikke længere adlød hende. Muren. Muren ville kunne lukke det hele ude, men monsteret lod ikke murens grå tåge lukke sig om hende. Hendes krop var fremmed for hende og da hun så sin hånd hæve sig til slag virkede den uvirkelig. Som var det ikke hendes egen. Smerten efter slaget var derimod virkelig. Og efter det første slag fulgte de næste. Slag efter slag haglede ned over hende. Slagene var som ildtunger der ramte hendes kinder. Hun skreg, men skriget blev kvalt i halsen på hende. Ildtungerne blev grådigere...

Gulvet var køligt mod hendes kind. Langsomt satte hun sig op. Hendes blik var sløret. Hun kunne ikke se hvor hun befandt sig. Men gulvet var af sten, måske endda marmor? Langsomt vendte hendes syn tilbage og hun så at rummet hun befandt sig i ikke var normalt. Væggene. Der var noget unormalt ved væggene, noget truende. Langsomt rejste hun sig og gik hen mod den nærmeste væg, da så hun at væggen var et stort spejl. Men det var ikke et lige spejl, det var bukket og kantet som spejlene i en spejllabyrint i tivoli. Hun så ind i spejlet, og til sin rædsel så hun ikke kun et monster som derhjemme, her var mange hundreder. Alle med øjne der lyste af væmmelse, alle med fordrejede ansigter. Og de længtes efter hendes krop, de ville overtage den, ville styre den. Netop da opdagede hun, at hun var nøgen. Hun krøb fortvivlet sammen og prøvede at dække sig til. De måtte ikke se hende i al sin hæslighed. DE MÅTTE IKKE!
   Hun vågnede med et sæt med sveden drivende af sig. Hvor var hun? Åh gudskelov, hun var på sit værelse. Hun lå udstrakt på gulvet, solen skinnede ind af vinduerne og hun sugede lyset og dens varme til sig. Det havde bare været en drøm. Et rigtig væmmeligt mareridt.
   Hun snusede ind - hvad var det for en lugt? Den var underligt sød. Hun satte sig op og så rundt i værelset, måske kunne hun se hvorfra lugten kom. Hun lod langsomt blikket glide henover sin seng, sit skrivebord og sækkestolen i hjørnet. Skabet, som stod en smule på klem. Men lugten virkede så tæt på. Hendes blik gled ned af hende selv, kom lugten fra hende? Og så så hun det. Hendes ene hånd var helt blodig - det var altså blod hun kunne lugte. Der lå også skår rundt om hende, tusinder af skår. De kiggede på hende med mange øjne, det var hendes spejl der lå knust rundt om hende. Monsteret var der stadig, men der var flere af det nu. En hel masse monstre kiggede på hende fra de små stumper spejle. Men de var ikke skræmmende syntes hun. De kiggede ikke på hende med væmmelse, de kiggede bare undrende på hende, som om de aldrig havde set sådan en som hende før.
   Der gik ikke længe før hun havde fået fejet skårene op og ryddet dem af vejen. Da hun var færdig med det, stod hun og så sig om i værelset. Det virkede meget lysere, meget mere venligt. Pludselig bredte der sig et smil på hendes ansigt. Væmmelsen var borte. Monstret var besejret.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 01/08-2009 10:59 af Astrid Harboe (bette o) og er kategoriseret under Noveller.
Teksten er på 1205 ord og lix-tallet er 26.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.