Regnen sivede ned uden for. Det havde den gjort de sidste to timer, lige siden det var blevet mørkt uden for. Regnen hamrede ind på ruden. Efter mørket var faldet på, reflekterede ruderne bare. Refleksionen var en ung pige. Hun var spinkel, men høj. Det korte brune hår indrammede det triste ansigt smukt. De store blå øjne var blanke og vemodige, men helt tomme. De var åbne og kiggede rundt men så intet.
   Hun sukkede og lænede sig tilbage. Hun havde siddet det præcis samme sted hele dagen, men havde stadig ikke taget en beslutning. Hvor skulle hun tage hen?
   Hun lukkede øjnene for en stund. Ingen havde lagt mærke til, at hun havde siddet der hele dagen. Hvorfor skulle de også det? Men heller ingen havde ringet og spurgt, hvor hun blev af.
   "Hvor er du så på vej hen?" spurgte en dyb stemme. Pigen åbnede forskrækket øjnene og opdagede, en ung mand havde sat sig ved siden af hende.
   "Det kommer ikke dig ved," svarede hun hurtigt og vredt, fordi han havde skræmt. Hun opdagede, hvor uhøfligt det måtte have lydt.
   "Tja.. Du har siddet her de sidste timer. Der er ikke mange busser, der kører så sjældent," lød det fra ham. Pigen så på ham med store øjne.
   "Du har holdt øjne med mig!" Manden havde sort hår som stod strittende ud til alle sider. Han var klædt i en hvid T-shirt og et par mørke jeans med en lang læderjakke uden over.
   "Nej, jeg har ikke holdt øje med dig. Jeg har bemærket, at du har siddet her, lige siden jeg ankom, hvilket var for 3 timer siden," svarede han. Det var ikke en dømmende bemærkning, hvilket overraskede hende. Der var rent faktisk en, der havde lagt mærke til hende.
   "Så har du for meget tid," svarede hun fjendtligt men var hemmeligt taknemlig over at have en at snakke med.
   "Det vil jeg give dig helt ret i. Hvad hedder du?" spurgte han meget ligefremt. Pigen svarede ham ikke med det samme. Hun overvejede, om hun skulle fortælle ham det. Det kunne jo ikke skade, men hvorfor skulle hun?
   "Betyder det noget?" spurgte hun til sidst.
   "Næ.. Medmindre du kan lide at blive tænkt på som den underlige pige på busstationen fremover. Det ville være lidt lettere med et navn." Han smilede let og syntes selv, at han var utrolig morsom.
   "Cally James," sukkede hun, "og dit?" Han kiggede meget indgående på hende. Hans øjne var sorte, og hans blik var ulæseligt. "Virkelig? Du ligner ikke en Cally."
   Cally var med det samme målløs. Sagde han lige det? Hvad var det for noget at sige til en fremmede? Men hun blev hurtigt nysgerrig. "Hvorfor så ikke det?"
   "Du er spændende at se på. Cally er kort og kedeligt. Det passer ikke sammen." Han lænede sig tilbage og kiggede ligeud, så han ikke mødte hendes blik, men Cally så på ham alligevel. Fornærmet kunne man tro, men det var hun ikke. Var det bare et tilfælde?
   "Mit fulde navn er Calliope Aeron James," sagde hun så. Hun kunne se ud af øjenkrogen, at han smilede.
   "Se, det var bedre. Det passer dig meget bedre," sagde han smilende og vendte sig mod hende. Pludselig forsvandt smilet, og han rynkede på øjenbrynene. "Sagde du Aeron?"
   "Ja?" Cally nikkede hurtigt. Det var en underligt mellemnavn, hun havde, og hun havde altid undret sig over det.
   "Ved du hvad det betyder?" spurgte han stadig alvorlig. Det var en ting, hun aldrig havde tænkt over. Hun rystede langsomt på hovedet. "Nej. Hvorfor da?"
   Endnu en gang skiftede hans udtryk hurtigt og smilede let til hende. "Du svarede ikke på mit spørgsmål om hvor du skal hen, man skal svare for selv at kunne få svar."
   Så han ville lege. "Du svarede heller ikke på hvad du selv hedder?"
   Hun holdte øjenkontakt med ham og gjorde alt hvad hun kunne for ikke at bryde den. De var uhyggelige de sorte øjne. Der var også noget gråt i dem. Hun glemte alt om, at hun ville bryde kontakten, da det gik op for hende, at den grå farve i hans øjne bevægede sig. Blide, rolige bevægelser, som bølgerne på havet. Hurtigt så han væk fra hendes øjne.
   "Mit navn er Ray," svarede han hurtigt og så ned i jorden. Cally blev overrasket over det korte og simple navn.
   "Kort og kedeligt," smilede hun. Ray rystede roligt på hovedet af hende.
   "Mit liv er lang, men mit navn er kort. Intet af det er kedeligt. Fortæl, hvor skal du hen?" Han var vendt helt mod hende og hvilede albuen på ryglænet af bænken. Der var noget underligt ved ham. Endnu en gang fik Cally øje på den grå farve i hans øjne. Hun kunne vel ligeså godt snakke til ham, det ville alligevel ikke gøre noget forskel.
   "Jeg venter ikke på nogen bus, for jeg har ingen anelse om hvor jeg skal tage hen. Jeg kan ikke tage hjem til min mor, men jeg kan heller ikke tage hjem til min far. Det kunne ikke blive meget værre."
   Han udstødte et grynt, som om han fandt det meget morsomt. "Lyder surt, hvorfor ikke?"
   Det lød mere som et spørgsmål af høflighed end af interesse, men Cally svarede alligevel: "Min far arbejder altid. Så han har ikke tid til mig, og min mor er lige blevet gift, så der er heller ikke plads til mig der."
   Han fnøs diskret med hånligt, men alligevel blev han ved.
   "Er din mors nye mand da ikke rar?"
   "Jo, han er fin nok, men de fik en baby for nogle måneder siden. Så de bemærker mig ikke en gang længere."
   Denne gang fnøs han i det mindste ikke hånligt, men lo højt, så nogle af forbi passerende så forskrækket hen på ham.
   "Så bare fordi dine forældre ikke har plads til dig, mener du at det ikke kan blive værre," lo han, "Hvad med dine venner?"
   Hvorfor blev han dog ved? Af kedsomhed? Der var ikke noget interessant ved hende. Han ville da hurtigt kunne finde nogle mere interessante mennesker her på stationen.
   Nu var det Callys tur til at fnyste. "Menneskerne, jeg kender og tilbringer min tid med, er høflige ikke andet. De kender mig ikke. De ved intet om mig."
   "Det lyder træls.. Hvorfor skrider du så ikke bare?" sagde han som om det var en fuldkommen indlysende mulighed, men faktisk havde Cally aldrig overvejet den. Hun rystede hurtigt på hovedet.
   "Det kan jeg da ikke bare. Hvor skulle jeg tage hen?"
   "Har du aldrig ønsket at tage et sted hen? Du kan tage lige der hen du vil."
   Det lød fristende, meget fristende. Hun havde altid ønsket sig at tage til Paris og se Eiffeltårnet. Det måtte være smukt, især om vinteren lige efter det har sneet. Det smukke tårn midten i et sneklædt landskab.
   "Jeg er ikke gammel nok," svarede hun til sidst. Ray så lidt på hende, før han svarede: "Du ser da ud til at være gammel nok. Hvor gammel er du da?"
   Det var smigrende. Hvor gammel var han mon? Han så ud til at være et stykke over tyve, men alligevel var der noget der tydede på han var ældre end det. Han var moden. Moden på en måde, man sjældent så hos drenge i den alder. Det var underligt..
   "Jeg er kun 17 år." Ray rynkede på brynene.
   "Du ser meget ældre ud. Du skal bare tilbringe et år mere hos din mor eller far, og så kan du smutte."
   Det lød så let, da han sagde det. Bare lige et år mere. Lettere sagt end gjort.
   "Du ved ikke hvordan det er hos dem. Jeg kan ikke klare et år med dem," mumlede hun, så lavt, at hun troede, han ikke have hørt hende.
   "Jeg kan trøste dig med at tingene altid kan blive værre," fnøs han.
   "Taler du fra erfaring?" Hun havde måske ingen ret til at spørge det, men alligevel kunne hun ikke lade være. Det var for oplagt efter den måde han svarede på.
   "Ja, det gør jeg faktisk," sagde han hård men tilføjede alligevel et lavt: "Jeg misunder dig faktisk."
   "Hvordan det?" Nu var hun blevet rigtig nysgerrig. Han udstødte et lavt grin.
   "Du har hele livet foran dig," svarede han ligeud. Det var ikke direkte det svar hun havde forventet. "Og det har du ikke?"
   "Nej, Jeg har bare tid." Hans ansigt var udtryksløs. Han mente det seriøst.
   "Jeg forstår ikke hvad du mener."
   "Nej, selvfølgelig gør du ikke det. Du er menneskelig," svarede han med et grin. Mente han det som en fornærmelse? Men han forsatte bare: "Livet. Det er underligt at tænke på, hvor let det er at fjerne. Det lille søde hjerte derinde i dit bryst skal bare holde op med at slå. Tror du på livet efter døden?"
   Smilet forsvandt fra hans ansigt, og det blev endnu en gang udtryksløs.
   "Ja, men om livet efter døden er en god ting, tror jeg ikke." Det var faktisk noget hun tit havde tænkt over. Hvad nu hvis der rent faktisk fandtes et helvede? Evig pinsel. Det var ikke noget hun skulle nyde noget af. Ray rystede på hovedet. "Det tror jeg nu ikke. Livet efter døden må være et evigt liv, det lyder da ikke så slemt."
   Han havde en pointe, men så ville det bare være en evighed alene. "Det lyder ensomt," mumlede Cally. Det fik ham til at smile bredt. "Det er det ikke, hvis man bare man har en at dele den med," sagde han og sukkede lavt.
   "Hvad med dem der kommer til at savne en?" Hvis man dødede ville det nok egentlig gå mest ud over dem, der elskede en.
   Han fnøs hånligt og højt, før han mumlede: "Det ender altid med at det er dem der forlader en." Han rejste sig fra bænken, og uden at kigge sig tilbage gik han sin vej.
   Cally sad tilbage og så efter ham. Måske havde han ret? Døden var måske ikke så slemt, som hun havde forstillet sig. Hvem ville lægge mærke til at hun lige pludselig forsvandt? Det ville sikkert være skolen, der først ville lægge mærke til at hun manglede. Der ville mindst gå en uge før de ville undre sig over det. Hendes forældre ville bare tro at hun var ved den anden, ligesom nu. Hendes såkaldte veninder ville lægge mærke til at hun manglede, men ville de gøre noget ved det? Sikkert ikke, de ville bare regne med at hun ville komme i skole den næste dag.
   Der ville måske gå uger før nogen ville opdage at der var noget galt. Med det rejste hun sig og gik ud af de store automatiske døre.

Regnen sivede stadig med, da Cally nåede parken. Allerede efter at have været ude i regnen i få sekunder var alt hendes tøj gennemblødt. Håret dryppede, og vandet løb ned over hendes ansigt. Det skjulte tårerene.
   Træerne tårnede op ved siden af hende. Hun stoppede op og hørte godt efter. Hun var alene i stilheden. Hulkende faldt hun sammen på jorden og begravede ansigtet i hænderne. Hun var alene. Hun kunne ligeså godt vende sig til det. Sådan skulle hun tilbringe evigheden. Lige nu virkede det ikke så slemt.
   Hun stak hånden i lommen, men det var ikke let, da det hele var helt gennemblødt. Det tog sin tid, men til sidst fandt hun, det hun ledte efter. Hendes lommekniv. Den var altid praktisk at have på sig, men nu skulle det vise sig, at den var mere praktisk end hun havde regnet med.
   Hun vippede kniv spidsen op og stirrede på den. Langsomt førte hun den ned til hendes håndled og trak den henover det. Hun måtte trykke hårdt, før en lille strøm af blod væltede frem og dryppede ned på jorden. Så kom smerten men ignorerede den ved at skære igen, så såret blev dybere. Blodet væltede hurtigere frem, og først da hun var tilfreds med strømmens hastighed, gik hun over til det andet håndled. Snart blødte det lige så meget, og alt begyndte at blive sort. Det snurrede i hendes hoved, og fik hende til at glemme smerten. En varme begyndte at brede sig i hendes krop. Kulden og det gennemblødte tøj forsvandt helt. Hvis dette var døden, var den måske alligevel ikke så slem.
   Pludselig hørte hun fodtrin, men hun var ligeglad. Det var for sent, det vidste hun.
   "Forfanden, er dette hvad du fik ud af vores samtale," udbrød en rasende bekendt stemme, "Mind mig, om at jeg aldrig skal snakke med ustabile teenagespiger igen." Det var Ray. Han kom tættere på. "Er dette din måde at slippe væk fra dit triste liv?" spurgte han, men han bøjede sig ned over hende. Hun udstødte nogle små klynk. Hun kunne intet se, og den snurren i hendes hoved stoppede hende i at tænke ordentlig. Hun havde for længst mistet kontrollen over hendes muskler og lå bare på siden på den kolde jord.
   Ray vendte hende forsigtigt over på ryggen. "Jeg er ked af at skuffe dig, men det er ikke sådan det hænger sammen."
   Han lagde en arm bagom ryggen på hende og hjalp hende op i siddende stilling, men hendes hoved faldt bagover. Han skubbede til hendes hoved så det hvilede mod hans skulder i stedet for. Han lod en finger glide ned ad hendes kind og ned over hendes kæbe og videre ned over hendes hals. Han tog fat under hendes kæbe og drejede hendes hoved mod hans. Forsigtigt kyssede han hende på panden. "Døden er lige så trist som livet, den eneste forskel er at døden er for evig, lige meget hvilken side du ser det fra," mumlede han mod hendes hud, men hun hørte hvert ord, han sagde. "Du kommer til at se døden fra min side. Den er lidt sjovere end den anden siden."
   Forsigtig drejede han hendes hoved igen, så han let kunne lægge munden til hendes hals. Hun var på dødens rand, men da smerten kom, skreg hun. Hun forstod det ikke. Hun kunne ikke længere mærke sin krop, men smerten var der alligevel. Den føltes slet ikke som smerten i håndleddene. Den smerte var som et blidt strøg af en fjer i forhold til denne smerte.
   Hun skulle aldrig have lyttet til Ray. Han havde ikke haft ret. Livet efter døden var en slem ting. Hun havde haft ret. Evig pinsel.

"Velkommen til Evigheden, Aeron." Stemmen var fjern, men den var bekendt. Smerten var væk. Hun havde været forkert, det havde åbenbart ikke været for sent til at redde hende. I stedet for smerte var alt bare dejligt blødt.
   "Aeron?" Den fjerne stemme havde kaldt hende Aeron. Det var forkert. Hun åbnede øjnene. Alt var klart og smukt. Hun lå i en seng med en tyk dyne over sig. Ved siden af sengen sad personen den fjerne stemme tilhørte, på en simpel træ skammel. Ray smilede blidt til hende.
   "Aeron virker lidt mere passende. Kort, spænende og bedre end Cally," sagde han stille, men tilføjede: "Aeron betyder 'Kamp'"
   "Hvad laver jeg her?" Hun havde regnet med at hendes stemme havde været hæs, men den var langt fra det. Den havde en smuk klang som den ikke havde haft før.
   "Hvis jeg skal opfriste din hukommelse, dræbte du dig selv efter vi snakkede." Det var forkert. Hun var stadig i live. Hun sad jo lige her.. Levende.. Det gik op for hende at hun ikke havde trukket vejret siden hun vågnede. Hun trak hurtigt vejret ind, men det føltes underligt og unaturligt. Men det var ikke det eneste. Hun kunne dufte alt. Hun kunne genkende Rays duft, og den var på alt omkring hende, også på hende selv.
   "Tydeligvis lykkedes det mig ikke. Jeg er jo stadig i live." Ray lo højt og folede armene hen over brystet.
   "Er du sikker på det? Du er måske kun halvt død, men det betyder ikke at du er i live."
   "Hvad snakker du om?" Hun lod en hånd rende gennem håret. Det var blødt og let. Et eller andet var helt galt her. Måske havde han ret. Hun var død og var kommet i himlen? Alt var jo smukt og vidunderligt. Hvad end der var galt var det helt igennem fantastisk.
   Ray drejede sig lidt og tog et spejl der lå på et bord et lille bord ved siden af ham. Mens han rækkede hende det sendte han hende et bredt tand smil, hvor hun tydeligt kunne se hans spidse hjørnetænder. Dem havde han da ikke haft sidst hun så ham.
   "Tag et kig," sagde han, og hun tog imod spejlet. Hun drejede det langsomt mod sig og fór sammen, da hun så sit spejlbillede. Hun var smuk. Det brune hår sad fyldigt og perfekt ned om hovedet på hende. Det var blevet en smule mørkere. Hendes øjne var ikke længere end klare blå farve den altid havde været. De var sorte. De så bekendte ud. Der var også en lille smule grå farve i hendes øjne, og det bevægede sig. De var identiske med Rays øjne.
   "Du er en vampyr. Halvt død."