Det var tid til det 112. MagiRåd. Novar havde en underlig fornemmelse, men vidste ikke hvorfor. Stjernerne havde ikke varslet noget særligt, ej heller havde kortene. Kun en meget lille mørk skygge der måske ville brede sig. Men den havde været meget ubetydelig, eller havde han måske overset noget.
   "Nu ikke fjollet Novar" mumlede han til sig selv
   "Du er bare nervøs fordi det er første gang du skal med til MagiRådet"

På hans bord stod et lille tyrkis kar med noget der lignede vand, men det var sølvfarvet. I midten var to sten med samme symbol, to knækkede streger der næsten lignede et kantet hjerte, de flød på overfladen i en perfekt cirkel. Novar tog sin gallakappe på, den var dyb lilla og havde en flot gulddekoreret kant. Han tog den ene af stenene og puttede den i lommen på kappen, noget sagde ham at den kunne blive til nytte.

Nu var det tid til aftenens middag, den fælles middag for hele det fungerende MagiRåd, samt de fremmødte der var på valg. Da han kom ned af den lange marmortrappe var hallen fyldt med folk der i god stemning snakkede med hinanden. De skulle alle være her en hel uge til Rådet, men den første aften var altid afsat til en festmiddag. Dette var ofte højdepunktet fordi det gav anledning til at tale frit med hinanden uden for referat, og derved lære hinanden at kende så venskabsbånd kunne dannes landene imellem. Den efterfølgende dag ville valget af de nye repræsentanter finde sted. Dette år var det repræsentanterne fra Royalandia og Oceania der skulle vælges eller genvælges
   Han fik øje på sin mester Feliz, der vinkede ham hen til sig.
   "Vi skal ind og tage plads ved højbordet nu, skynd dig"
   Novar skyndte sig ind i gildesalen og hørte den store dør lukkes bag sig.
   Han kiggede nysgerrigt rundt i den store sal, det var kun de højeste Magia'er der fik lov at komme herind. Og nu var han selv blevet en del af dem, endda den yngste nogensinde.
   Væggene var alle dekoreret med magiske vægmalerier af landets historie. Novar kunne kende flere af dem fra sit uddannelsesforløb, men det her var virkelig storslået. Figurerne i malerierne var levende. Historierne blev fortalt som en lille film. I nærheden af et vindue lagde han mærke til at gardinet var lidt brændt og sort i kanten, og fandt hurtigt ud af at det var pga. vægmaleriet lige ved siden af. Det var en historie om drager, og når de spyede ild, kom det ud af væggen og ramte gardinet.
   4 lange borde var placeret i en stor firkant.
   "Der har vi Højbordet, her sidder altid vi 5 Magia'er der tilhører Højesterådet" fortalte Feliz imens han pegede på bordet der stod længst væk. Det var beklædt med en lilla dug, næsten samme farve som Novars kappe.
   "Her til venstre for højbordet skal repræsentanter fra de fire mest nordvestlige lande sidde, til højre for højbordet skal repræsentanterne fra de fire mest sydøstlige lande sidde og overfor højbordet skal alle de fremmødte der skal på valg, sidde" sagde han i en far,t imens han ledte Novar op til Højbordet hvor han fik den plads længst til venstre. De andre borde var beklædt med henholdsvis en flaskegrøn og en kongeblå dug. Det bord til de der var på valg var mindre end de andre og havde en brun dug, der var knap så glamourøs som alle de andre.

Da de havde sat sig, blev de store døre åbnet og ind kom en lille mand, der mest af alt lignede en lille dreng.
   Men hans stemme lød som en mands da han begyndte at deklarere gæsternes ankomst.
   "Dronning Dinay og kong Varnos af Oceania, Deres Højheder prins Vinor og prinsVormu" sagde han højtideligt og i det samme kom de ind ad dørene. Dronningen bar en smuk kjole i flere grønne nuancer, der komplimenterede hendes fine lyse blå hud og det blanke grønne hår. Herrene bar fine dragter der også var i grønne nuancer. Da de kom nærmere kunne Novar se at al deres beklædning var lavet af tang.
   "Hans adelighed Momba af Montaina" lød det idet en lavstammet grå mand kom ind i salen.
   Novars opmærksomhed blev dog hurtigt ledt hen på den næste der kom ind. Et væsen som Novar aldrig før havde set. Han havde ellers set mange forskellige væsner i sin tid på troldmand akademiet, væsner fra alle landene i Makaya. Men dette væsen var meget smukt og sælsomt. Det var over to meter høj, havde en silkeagtig brun hud, langt grønt hår i forskellige nuancer og et par meget betagende mørke brune øjne.
   "Hans højhed Ilvana, konge af Silvania" proklamerede den lille mand i døråbningen.
   Efter kong Ilvana, komprinsen af Gardenia ind, en lille mand der kun var omkring en halv meter høj og havde langt meget glat hår. Derefter kom dronningen af Invionia, Novar tog ikke den store notits af hende, for lige efter hende kom en vaskeægte drage gennem døren.
   "Drekano den almægtige af Dragiona"
   Novar havde godt hørt om dragelandet Dragonia, men han havde aldrig set en drage i virkeligheden.
   Denne drage var ikke så stor, omtrent på størrelse med en bjørn. Den var helt orange med blå aftegninger på siderne og en lang hale. Bagpå kunne man ane et par sammenfoldede knaldrøde vinger, øjnene var også helt røde og fik den til at se rasende ud. Men den gik stille og roligt hen til et bord og satte sig for at tale med gæsten ved dens side.
   "Kong Arbor af Royalandia, prins Aran samt hertuginde Gaya"
   Tre mennesker kom ind og Novar var ikke i tvivl om hvem der var kongen. Han havde en stor guldkrone på hovedet og en lang kongerobe i rød og guld. Han var en meget grumt udseende mand, men han smilede så det trods alt mildnede hans grumhed lidt. Manden ved hans side så meget sympatisk ud, han lignede kongen, men hans træk var langt blidere. Han smilede kun svagt. Kvinden der gik med dem, smilede strålende og så ud til at hun var meget beæret over at være tilstede i denne forsamling.
   Der kom atter to mennesker ind, fra Polygonia, de så meget sølle ud. Det virkede som om de var meget fattige og havde forsøgt at gøre så det ikke ville blive noteret. Men deres tøj var langt fra så fint som alle de andre gæsters. De smilede heller ikke, men skyndte sig blot hen til deres pladser og satte sig alt imens den lille mand i døren proklamerede dem som de sidste gæster. Derefter gik han ud og lukkede dørene til salen.

Imens alle sad og småsnakkede med hinanden kom der et væld af tjenere ind med det ene overdådige fad efter det andet. Novar tog for sig og nød maden i fulde drag. Da han rakte ud og rørte sit vinglas, kom den der sære urolige fornemmelse igen. Som et glimt for hans indre så han mørke, skygger, død. Et øjeblik overvejede han at dele sine tanker med de andre Magia'er, men noget afholdte ham fra det. Istedet rystede han fornemmelsen af sig og drak noget vand fra det andet glas. Stemningen var god og det lod til at alle hyggede sig. Da alle var mætte og der ikke kom flere fade ind, var det tid til underholdningen. Det havde Novar glædet sig til, for det var ham der havde stået for det.
   Lyset blev dæmpet og snakken fortog sig.

På gulvpladsen midt mellem de 4 borde kom små flygtige lysglimt til syne i forskellige farver. De bevægede sig rundt i luften som om de fløj. Flere og flere kom til indtil det var en stor sværm af fortryllende smukke lys. Med et blev de alle blå og formede sig som bølger på havet. ovenpå bølgerne dannede der sig nu et skib. Et stort smukt skib, der let gled henover bølgerne. Men snart nåede skibet en strand, de yderste bølgelys omdannede sig til en lys sandstrand. Skibet gled op på stranden og smed anker. Ud af skibet kom en håndfuld personer, der lod til at være fra Oceania.
   "Åh, det er legenden om vores lands opståen" lød det begejstret fra dronning Dinay og hendes landsfæller.
   Lysene, der var bjergalfer, fortsatte med at vise alle landendes skabelseshistorier, til stor glæde for tilskuerne. Der kom mange begejstrede udbrud rundt om bordene. Til sidst fløj de sammen som en sværm igen og lysene gik ud lidt efter lidt indtil der var helt mørkt.
   Bifaldene var øredøvende og Novar rødmede helt over al den ros han modtog for det flotte show. Men han var stolt over at al hans hårde arbejde havde givet pote.

Da alle folk havde rejst sig blev de store borde, et efter et forvandlet til en masse små runde borde der alle var placeret i venstre del af salen og havde alle små stearinlys på. Lysene, der var magiske fremstillet, var udskåret i de mest fantastiske figurer og de kunne brænde hele aftenen og natten uden at smelte. I højre del af salen var der fremkommet et lille dansegulv samt en lille scene hvorpå de små bjergalfer stillede sig op og opførte alverdens sange, med deres smukke stemmer. Stemningen var god og Novar nød en dans med en af gæsterne. Da dansen var slut satte han sig hen til et bord og kiggede ud over salen. Pludselig kom uroen igen ind over ham, denne gang så stærk at han ikke kunne ignorere den.Han måtte konsultere med de andre Magia'er med det samme. Han skyndte sig hen til Feliz, der sad henslængt i en behagelig stol. Men da han kom helt hen til ham kunne han med det samme se at noget var galt. Hans mester sad helt ubevægelig, med vidt åbne øjne og huden var helt askegrå. Med bange anelser kiggede han straks rundt til de andre der sad om samme bord og til hans gru opdagede han at de alle led samme skæbne som Feliz. Han hørte et bump, efterfulgt af flere og da han vendte sig efter lyden, så han at alle på dansegulvet nu var faldet om.
   Der lød en lille stemme i hans hoved "Du vidste jo godt der ville ske noget, du havde jo fornemmet det. Du skulle havde sagt det til Feliz med det samme" men han skyndte sig at slå tankerne væk for at fokusere på den kaotiske situation han stod i. Før han vidste af det begyndte møblerne i rummet at flyve rundt og han hørte en masse råb og skrig. Da han endelig kunne få sig selv til at opfange præcis hvad der skete, så han at der var to Magia'er der stod kæmpende og fik borde, stole og lamper til at flyve mod den anden ende af salen. Og der, i den anden ende, stod Aran. Manden der havde set så sympatisk ud, virkede nu umådelig truende. Han fik også interiøret til at flyve, men han ramte heldigvis ikke modstanderne. Istedet landede flere stole oven i stearinlysene og blev antændt.
   "Slaget er tabt, i kan lige så godt give op" sagde Aran imens ilden stille og roligt tog sit indtog i salen.
   "Mine folk kan være her når som helst og så er Maxia MIT!" råbte han efterfulgt af en grum latter.
   "Du kunne ikke have gjort noget anderledes Novar, jeg så også skyggen uden at tillægge den noget betydning. Skynd dig ud og få forseglet kammeret. NU!" nærmest skreg en af de kæmpende Magia'er, som kunne hun læse hans tanker. Hun hed Mina og var den øverste Magia af højesterådet. Han hastede ud af salen, stærkt forfulgt af tre stole der fløj om ørene på ham, men heldigvis ikke ramte.
   Da han sprang ned af trappen mod det hellige kammer, hørte han hoveddøren blive slået ind med et kæmpe brag. Det måtte være Arans tropper, og det lød til at der var mange.
   Trods deres styrke, ville de to magia'er ikke kunne holde stand alene mod fjenderne. Alle Magia'er måtte advares og tilkaldes til kamp. Han styrtede til venstre for enden af trappen ind ad en smal gang, modsat retning af kammeret. For enden af den smalle gang var på endevæggen et smukt maleri, men ingen døre.
   Novar knælede foran maleriet og sagde "Máthaire caabhrú linn in amg an gháld"
   Maleriet forsvandt og afslørede en åbning ind til et lille rum. I rummet var intet andet end en lille konkylieskal. Han tog den op til munden og blæste alt hvad han kunne. Der kom ingen lyd, men Novar vidste at alle sande Magia'er ville have hørt kaldet i deres hjerter. Nu løb han så stærkt han kunne hen til det hellige kammer, og da han nåede derhen gik han straks igang med at forsegle kammeret. Novar vidste at selvom Aran, var troldmands udlært, ville han ikke kunne bryde en sand Magia-forsegling.
   Da kammeret var sikkert forseglet, skyndte han sig op til gildesalen for at hjælpe til, men da han nærmede sig hørte han at der var helt stille. For stille.
   Med bankende hjerte trådte han ind ad døren, men så til sin glæde at det var en flok Magia'er der stod samlet tilbage, der var ikke spor af Aran og hans tropper.
   De var alle meget taknemmelige over at Novar havde husket den gamle konkylie, for de havde hørt det og var straks kommet til undsætning. Meget hurtigt havde de fået overtaget og Aran havde trukket sig tilbage.
   "Men han virkede ellers så flink og tilforladelig under middagen" var der en der sagde
   "Jeg synes nu jeg kan huske at han var lidt for interesseret i de mørke kræfter da, han var troldmandslærling" udbrød en anden
   "Ja det mindes jeg også" istemte flere andre.
   "Han har ikke givet op. Vi har kun vundet dette slag, kampen er kun lige begyndt" sagde Mina stille
   "Når først han kommer tilbage med større tropper, kan vi ikke blive ved med at stå imod. Ikke uden store tab i hvert fald."
   "Men hvad gør vi så?" var der flere der spurgte
   "Jeg tror det er på tide, at aktivere det hellige kammer's kræfter" sagde Mina
   Denne udtalelse bragte dyb tavshed. Novar undrede sig og spurgte "Undskyld, hvad gør den hellige kamme'rs kræfter?"
   Mina sukkede dybt og begyndte at fortælle.
   "Engang for mange år siden lå Maxia i krig med Dragonia, dette var før venskabstraktaterne selvsfølgelig. under denne krig blev der gjort så store skader på bygninger og jord, at en Magia besluttede at lave en sikkerheds ventil. Som vi alle ved kan drager ikke fodrage vand, eller i hvert fald ikke at dykke under overfladen. Derfor installerede man en kraft der, ved aktivering, kunne bringe hele Maxia ned på havets bund.Her ville dragerne aldrig kunne nå os. Men inden det blev taget i brug, ophørte krigen og der blev fred landende imellem. Siden har kraften hvilet i det hellige kammer. Men nu er det tid at aktivere den. Aran, skal ikke få magten over vores land, der er for mange farlige kræfter på spil"
   Novar sank en klump imens han forberedte sig på den kommende begivenhed. At bo på havets bund, isoleret fra de andre lande hvor han ellers ofte havde rejst rundt. Adskilt fra sin gode ven, prinsen af Royalandia. Han måtte advares, Aran ville helt sikkert også angribe de andre lande.
   Han fremmanede en due der var gennemsigtig, som var den et spøgelse og tog den lille sten i lommen på sin kappe, bandt den om duens ben og sendte den afsted.
   Så satte han kurs ned mod det hellige kammer for at se dens kraft blive aktiveret.