Flere ekstemporale slægtsfortællinger


3 år siden 4 kommentarer Livshistorier erindringer hemmeligheder kræft

5Henfaldne dage
Morgenernes punktvise kulde · Smog der bølger i varmen · fra den fors... [...]
Digte
2 år siden
8Sprød natur
Sorgens karavane · salter din kind · Den varme tunge · fanger smagen · af... [...]
Digte
2 år siden
7Giftblanderske
Farver håret · Sprayer huden · Suger lungerne sorte · Injicerer botox. ... [...]
Digte · incest, selvhad, misbrugt
2 år siden
3Barndommen er et sted
Mit fritidshjem. Først husker jeg ikke andet, end at det lå på de... [...]
Livshistorier
2 år siden
4Et sted midt på sommeren
Hvor solen kysser min krop · Mærker mig med sine læber · Hvor havet b... [...]
Digte
2 år siden
6En aften så tyst, at jeg hørte svalernes vi...
Fra mit værelse · bredte tusmørke sig · til resten af verden
Digte
3 år siden
8Genfærd i august
Duggen lander svalt i græsset · Skygger driver mørket ind · Står for ... [...]
Digte · sensommer, sorrig, sansende
3 år siden
7Forpasset højtryk
I tre uger har jeg budt sommeren op til dans. · I tre uger har den ... [...]
Digte
3 år siden
4Den vanskelige kunst
Jeg skulle i hvert fald ikke være kunstner. · "Kunstnere mangler sa... [...]
Livshistorier
3 år siden
6En lomme fuld af drømme
På aftener så tyste, · at hun hørte · svalernes vinger slå - · malede h... [...]
Digte
3 år siden
2Sommer i nord og vest
Værten hed Mark. Det var airb'n'b. I et prisleje, hvor vi lader s... [...]
Blandede tekster
3 år siden
2Besværlige kvinder
For et par år siden meldte jeg mig til et skrivekursus hos FOF. U... [...]
Blandede tekster
3 år siden
9Min ballast
Vi er vel · efterhånden · 11.000 dage · ude af sync · Alligevel har · jeg a... [...]
Digte
3 år siden
3Forholdets entropi
Fra halsen og ned · Din krop alabasterhvid · Brystmusklerne svulmer · S... [...]
Digte · fysik, inerti, tiltrækning
3 år siden
15Den trettende sommer
Mit lange hår havde fulgt mig op igennem barndommen, mens farven ... [...]
Livshistorier · erindring, erkendelse, stemninger
3 år siden
228 år fra nu
Da jeg var 17, blev jeg udgivet. Mit navn stod under Jette Drewse... [...]
Blandede tekster
3 år siden
3Den læderede
Jeg kendte engang en mand der var blevet krænket som barn. Hans f... [...]
Blandede tekster
3 år siden
3Ting der ikke kan anrettes i et regneark
Stadig er kulden spændt for de grønne enge · Svøber den lille i kær... [...]
Digte
3 år siden
2Men hvem er kandidaten?
På vores trange bakke-ind toilet hang, da jeg var barn, en 70'er ... [...]
Blandede tekster
3 år siden
3Den uforsætlige elskerinde
Pigen arbejdede mindre end halvandet år i virksomheden. I den tid... [...]
Noveller · forhold
3 år siden
5Kvinden der lærte at miste igen - Kapitel 5
Han bøjer sig ned og taler ind i Noras venstre øre. · "Jeg hedder L... [...]
Romaner
3 år siden
7Kvinden der lærte at miste igen - Kapitel 4
Andreas kører med hende til kirkegården. En beklemt tanke lurer l... [...]
Romaner
3 år siden
4Ved vejs ende
Egentlig vidste hun godt, at det ikke var ham. · I store menneskemæ... [...]
Blandede tekster · parforhold, erkendelse, uafvendelighed
3 år siden
6Degenerationer
Jeg så mig selv blive voksen · I spejlene omkring mig · i de andres n... [...]
Digte
3 år siden
3Stammer fra
Morfar gav mig en sort radio. Som min mor annekterede. · Morfar gav... [...]
Digte · tanker, omkring, arv
3 år siden
5Jeg er en storm
Det sidder i · de krydsende elektroner · i de atomer · som er dig · Det s... [...]
Digte · fjern-ve, suk, hemmeligheder
3 år siden
5Kære Forfatterskole
Jeg har altid gerne ville noget med at skrive. Men det er så usik... [...]
Blandede tekster
3 år siden
10Styrtede i grus
Den knyttede himmel · hang i højde · med første sal · Jeg blev kvast · ud... [...]
Digte · chok, sorg, tab
3 år siden

Puls: 3,1

Publiceret: 0
Afgivet: 0
Modtaget: 0
Olivia Birch (f. 1970)
Mormor underviste i klaver, til hun var næsten 90, og hendes hjem var fuld af besøgende. Jeg elskede julen hos hende, især som barn. Flere gange om dagen ringede det på døren. Hvis jeg løb hen til kvisten i hendes stue, kunne jeg se, hvem der stod udenfor, imens mormor gik ud og åbnede døren. Børn med eller uden søskende og forældre, kom forbi med gaver til hende eller ønskede hende en god jul. De blev budt indenfor og fik et bolsje eller et stykke konfekt. For mig var det så uendeligt bekvemt og trygt, med en uafbrudt strøm af mulige legekammerater og fjerne slægtninge defilerende forbi hendes dør.

Da jeg ryddede op i hendes ejendele, fandt jeg mange fine breve og tegninger fra eleverne. Nogle af dem havde skrevet små fortællinger eller personlige beretninger til hende. 20-25 af brevene var fra den samme spilleelev, Janne, som i sine teenageår betroede mormor sine dybeste og mest fortrolige tanker. Jeg havde selv mødt hende ved flere lejligheder; en høj, slank pige, hvis smalle næse og brede læber gjorde hende til en brugt model og tv-staffage (det var skam stort, i midten af 1980'erne) i lokalsamfundet. Hun sendte mormor breve om komplicerede kærester, tristhed, spiseforstyrrelse og problemer med forældrene. Jeg ved ikke, hvad mormor svarede hende, eller om hun overhovedet svarede, men uanset hvad, må hun havde fungeret som en vigtig ventil for den unge pige. Der var også Philip, dyrlægesønnen, som elskede at spille skak. Mormor og Philip spillede tidligt og sent; kunne finde på at sidde og bunde adskillige øller (vistnok først efter Philip var fyldt 16). Jeg brød mig ikke om ham. Han drillede mig, som om var vi jævnaldrende, men han var 5-6 år ældre og stor, som en granvoksen mand. Måske var jeg også lidt jaloux, fordi han kunne besøge mormor, når han ville, og fordi hun smed alt, hvad hun havde i hænderne, når han kom; også når jeg var på besøg. Men egentlig var det sådan hun behandlede alle sine gæster. Overgav sig til øjeblikket og deres tilstedeværelse, hvad enten de kom belejligt eller ej.

Jeg fik en slags forklaring ved stoppestedet, mens vi ventede på bussen til Nyborg. I mange år vidste jeg imidlertid ikke, hvad jeg skulle stille op med den. Jeg havde besøgt mormor, men skulle tilbage til København og studierne. Måske var det 5-6 år efter episoden i køkkenet. Min mor fulgte mig til bussen. Hun var indimellem på dagpenge, og så besøgte hun mormor i længere perioder af gangen, særligt i foråret og om sommeren, hvor haven og den lille strand ved havnen, kun 200 meter væk, bød på langt bedre udendørs bekvemmeligheder, end hendes lejlighed i byen. Mor bar en af mine lette tasker. Hun havde ikke længere så mange kræfter, havde jeg opdaget. Men hun elskede at trave. Det var en kølig dag, sent i august og vi var varme og svedige efter gåturen fra Vindeby til stoppestedet ved Svendborgsundbroen. Ikke mere end en kilometer, men hele vejen gik det opad. Der var tid nok, før bussen kom, så vi tændte begge en cigaret. Det var sjældent, at min mor betroede sig til mig og jeg erindrer ikke, hvorfor hun sagde, som hun gjorde, netop den dag. Måske, fordi bussen ville sætte en naturlig stopper for samtalen, hvis den faldt hende for vanskelig.

"Da du blev født," begyndte min mor; "- sagde jeg til mormor, at hun aldrig måtte gøre mod dig, hvad hun gjorde mod mig. ALDRIG," gentog hun. Jeg så på hende, fuld af undren. Hun fortsatte: "Da jeg flyttede hjemmefra, boede mormor og morfar stadig sammen. Jeg var en slags mørtel i deres forhold. Med mig ude af huset - og det kunne næsten ikke gå hurtigt nok, med at komme væk - var de to som et par kolde mursten, der skurrede opslidende mod hinanden." Jeg kiggede på mit ur som jeg bar i en snor rundt om halsen; der var stadig otte minutter til bussen kom. "Mormor ønskede mig tilbage i huset," fortsatte min mor. "Hun kunne ikke holde ud at bo sammen med morfar - jeg flyttede næsten ti år før hun endelig fik taget sig sammen til at smide ham ud." Jeg nikkede; den del af historien kendte jeg. "Men da jeg flyttede, begyndte mormor at sige, at hun led af kræft." Min mor tav. Jeg tænkte; Hvad? Hun besvarede mit uudtalte spørgsmål. "Hver gang jeg besøgte hende, fortalte hun mig, at hun mente hun var syg af kræft og snart skulle dø. Hun sagde ikke 'kom hjem', men det var selvfølgelig det hun ønskede." "Det kan man da ikke!" udbrød jeg heftigt, men tjekkede alligevel også uret. Seks minutter. "Hun har sagt det til mig i snart tredive år nu. Også selvom hun ikke bor sammen med morfar længere. Men jeg svor, da du blev født - og jeg sagde det til hende; det gør du ALDRIG mod dit barnebarn. Det, som du har gjort mod mig." Fire minutter. Vi bar min bagage ud til cykelstien, så chaufføren kunne se os, når bussen kom. "Det kan man da ikke," sagde jeg igen. Jeg var forfærdet; både over det hun havde fortalt og at hun, ganske uventet, delte afsløringen med mig. Min mor trak på skuldrene. I det fjerne fik jeg øje på bussen og vi gav hinanden et knus. "Vi tales ved," sagde vi; næsten i munden på hinanden. En ritualiseret afsked. Da jeg sad i bussen, tænkte jeg; 'hvorfor sagde du ikke til mormor, at sådan skal du aldrig mere gøre mod mig, dit eget barn?'

I syv år fortalte du mig intet om kræften. I din verden var kræft et våben. Kræft var manipulation. Kræft var ondere og meget større, end sygdommen i sig selv. Det faldt dig ikke ind, at du var en anden slags mor, end mormor. At du kunne fortælle, skulle fortælle det til mig, for du var syg og det var ikke manipulation; ikke et våben. Det var sandhed og vished. Hold da op, hvor jeg savnede sandheden og visheden.

Jeg vidste godt, at noget var galt. Men jeg spurgte ikke. Hvis stemningen mellem os var trykket, forsøgte jeg at løfte den. Selvom jeg brændte inde med tusind spørgsmål, der gnavede i mig, dag og nat.

Det begyndte med en depression. Min mor gik til lægen og fik antidepressiv medicin, men syntes ikke, at det hjalp. Jeg bemærkede, at hun trak sig bort fra det sociale liv. Gik ikke i byen med vennerne længere, holdt op med at se sine veninder. Tog sjældnere sin telefon. En sommer holdt hun op med at komme på Bellevues nudiststrand og tog i stedet til Charlottenlund, hvor hun lå på de næsten mennesketomme græsplæner, foran bebyggelsen Strandlund. Hun dækkede brysterne med et tørklæde som hun bandt omkring sig, og når hun badede, var hun iført badedragt. Det var første gang jeg så hende i sådan en. Ellers bar hun bikini, hvis nøgen- eller topløs badning ikke var tilladt. Men jeg spurgte ikke hvorfor. I stedet tænkte jeg; hun er nok flov over sin krop; hun er jo blevet ældre og har selv erklæret, at hun er 'trådt ud af kæreste-ræset'.

Jeg opdagede såret på hendes hals. Det lignede en aflang, forvokset skønhedsplet og hun dækkede den med make-up. Sidenhen med et tørklæde, viklet rundt om halsen. Vi sad ved mormors runde spisebord, den ene gang, hvor jeg fik spurgt til det.

Du sad på din sædvanlige plads, med ryggen til det sydvendte vindue. Jeg sad ved din venstre side og kunne se ud over mormors have, gennem den østvendte verandadør. Mormor bryggede kaffe ude i køkkenet. Din cigaret lå i askebægeret og sendte sin slanke, snoede røg op, helt uden at blafre i trækvinden. Det havde brændt på mine læber i lang tid. Nu var øjeblikket der. "Hvad er det der på din hals?" spurgte jeg og mærkede i det samme en voldsom angst skylle ind over mig. "Det er ingenting," svarede du og så væk. Med en stemme, som var kold og affærdigende. Jeg borede ikke videre. Nogensinde. Fumlede med cigaretterne og fik ild på en. Sugede røgen helt ned i de yderste små lungeblærer og pustede langsomt ud igen. Tænkte febrilsk, hvordan jeg kunne vende stemningen til det bedre igen.

Da min far pludseligt døde, havde du skjult sygdommen for mig i syv år. Og resten af verden med, for den sags skyld. Du havde endda været forbi hospitalet efter en faldulykke. Her havde de røntgenfotograferet din brystkasse, for at se, om du havde brækket dine ribben. De fandt ingen frakturer. Men de fandt heller ikke kræften, der allerede havde fortæret næsten halvdelen af dit venstre bryst. Jeg husker endnu, at jeg undrede mig over din febrilske angst, de dage du var indlagt. Angsten for, at de opdagede din hemmelighed. Til gengæld havde du brækket kæben tre steder, viste det sig. Det var kort før jul og du kunne kun tage flydende føde til dig. Det år fik jeg, for første gang, hals- og håndsret over and, rødkål og sovs. Du kunne ikke holde ud at lave maden, når du ikke selv kunne spise den. En skygge havde ramt vores jul. Året efter blev det uendeligt meget værre.

Det var en tirsdag i november. Formiddag. Jeg arbejdede på Christianshavns Torv og var alene på kontoret den dag, da det bankede på døren. Udenfor stod to betjente. En mand og en kvinde. 'Der har nok været indbrud i opgangen', var det første jeg tænkte. Vi havde haft indbrud på kontoret et par måneder før. Et syndigt rod havde mødt mig, da jeg kom på arbejde, tilbage i august. Jeg havde været hos tandlægen og var bedøvet i hele munden. Ringede til politiet og snøvlede som en idiot. De kom og sprayede pulver på dørkarme og hylder, men fandt ingen fingeraftryk. Jeg tog imod dem med et skævt, vanartet smil, på grund af bedøvelsen.

Betjentene spurgte, om mit navn var Olivia. Så blev jeg bange.

En nabo havde opdaget ham, da hun kiggede ind af vinduet. Han lå på sit stuegulv. Død. De spurgte, hvornår jeg sidst havde talt med ham; søndag, svarede jeg med store, ulykkelige øjne. De mistænkte ikke en forbrydelse, men når man bliver fundet alene i sit hjem, afholdes der ligsyn. Den kvindelige betjent udtrykte empati. Spurgte, om de skulle blive, til min kæreste kom. Jeg takkede nej. Var knapt nok begyndt at græde endnu, i en groggy tilstand af chok.

Kæresten kom og hentede mig. Vi tog forbi min lejlighed og pakkede en rejsetaske. Jeg husker endnu turen gennem byen. Det var, som om novembers himmel hang nede i første sals højde og forsøgte at kvase mig mod asfalten. At smile igen virkede naturstridigt. Ikke bare den dag, men i lang tid fremover. Da vi nærmede os min mors lejlighed i mit barndomskvarter, begyndte de første, varme tårer at dryppe ned af mine kinder.

Min mor var også i chok, men det opdagede jeg ikke. Jeg bad om, at få lov til at sove i hendes seng den nat. Hun vægrede sig, men sagde til sidst ja. Hendes madras var hård, gammel og knoldet. Jeg sov ikke meget, men nåede at drømme, at jeg mødte min far foran porten til vores hus. I lang tid omfavnede vi hinanden.

Turen i taxa til rigshospitalet: Min mor udtalte sig om et emne, hun intet vidste om, og taxachaufføren blev påståelig og irriteret. De begyndte at småskændes. Egentlig tror jeg gerne, at min mor ville stoppe, men chaufføren blev ved med at stikke til hendes uvidenhed og hun svarede igen, som om hun ikke kunne andet. Til sidst blev det for meget for mig. "Klap i! Begge to! Jeg skal hen og se min far i lighuset og det her er den værste dag i mit liv." Så blev alle lydene suget ind mod et centrum, der forsvandt. Puf.
Forfatterbemærkninger
Hvor lærer jeg i grunden meget om alle de mennesker, når jeg skriver denne del af min livshistorie. Har føjet mere til, men er det for overvældende? For meget død & ulykke? For meget sandhed? Hvis det her var fiktion, ville jeg sige 'klap lige hesten' til mig selv.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 03/12-2014 12:23 af Olivia Birch (Humlebi) og er kategoriseret under Livshistorier.
Teksten er på 1974 ord og lix-tallet er 28.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.