Siden sidst er der sket meget for mig.....´har jeg alligevel formået at give slip ?

Jeg ved det ikke. X´ens kæreste, som jeg holder helt udenfor nu - irretirrer mig, nager mig, gør mig harm, hidser mig op. Jeg hader hende. (Faktisk..gider jeg jo ikke spilde min tid på hende.......hvorfor så alligevel ? *GG* jeg er småtosset. Men igår fik jeg personlige info om hende, hvor jeg derefter om aftenen så filmen "OKAY"/Paprika Steen, en total manipulerende kvindemenneske ;o) - der dog lærer noget af sin baggrund. Faktisk en seværdig film med gode grine-situationer ;o) men hold kæft hvor hun fik mig til at tænke i baner omkring X´ens kærestes adfærd....nå, hende om dét ;o)


Fordi hun har ham ? Nej...det er det sgu ikke engang. Jeg er færdig med ham. Men fordi hun har så stærkt et jerngreb på ham. Indhegnet ham. Blokeret os et kærligt forhold til ham. Alle de gode snak, der dog trods alt er jo fuldstændigt væk. Jeg fik skrevet flere mails siden. Jeg bør nok inddrage dem - for forståelsens skyld...hmm....- men først og fremmest skriver jeg for mig selv - og skal ikke forklare mig. Sådan er det også til mine ACA-møder.....men spørg lige hvordan det går dér ? *SUK* - der er én i gruppen, der ligner min x-mand så meget at det næsten er for meget. Han ser ud som ham, kropsmæssigt specielt -fordi han også dyrker karate som min X gjorde. Men dét at han også er et voksent barn af en dysfunktionel og alkoholisk familie giver ham jo også en adfræd der i dén grad minder mig om X. For 3 uger siden gik vi en lang tur efter møde...jeg skulle hjem og han skulle over til en kammerat. Vejret var skønt, så vi kunne ligeså godt nyde det gode vejr og tage turen, samtidig med at snakke. Så er det, at han rent faktisk gjorde mig ked af det. Deprimeret. Han sagde først at han ville sige noget der nok gjorde mig sur, men at han ville sige det som en ven. Han kiggede på mig med øjne der gjorde ondt..... De øjne der siger: Nu må du simpelthen tage dig sammen ! Jeg er træt af at høre på dig ! .....træt af at høre om min eksmand....."Der er gået fem år. Fem år - ~SommerFugl~ !" Med en hånd der kommer tæt på mit ansigt og øjne der borer sig i mit blik.... "Jeg tror simpelthen at du dyrker ham."......hvad skulle jeg svare ? Han havde jo ikke fulgt med i den svære proces jeg havde været igennem med nogle beslutninger om, at han ikke længere skal styre mit liv....at jeg ikke ville lade mig styre af ham. At jeg var bevidst om hvad jeg sagde og gjorde. Analyserede hvert detalje...gennemtænkte alle mulige perspektiver. Hvordan vil han ? hun ? de ? familie ? venner ? "fjender" ? .....reagere ?
Vil jeg blive misforstået....forstået ? Udstødt ? Sympatiseret ? eller bare accepteret ? respekteret ?

Jeg vidste jeg var bange for at X´en ville inddrage hans familie...på et eller andet tidspunkt kommer deres fordrejninger og misforståelser frem . Og med alle de små og store skandaler der havde været - ville der absolut ikke være nogen der nogensinde ville få hele sandheden at vide.

Hvorfor er sandheden så vigtig ?

Sandhed er vigtig for mig. Det betyder at man står ved hvad man siger og gør. Står ved sig selv. At jeg er hvem jeg er. At jeg ved hvad jeg gør. Er der noget jeg ikke har registreret og andre påpeger dette - vil jeg som regel indse min fejltagelse - hvis der er nogen. For det kan jo ligeså godt være andre der misforstår mig. Og ja...sådan er alting noget så kaotisk ...på en måde. En anden måde at se tingene på er, at det ganske enkelt er komplekst. Livet ER ikke simpelt. Jeg simplificerer den for at kunne rumme den, forstå den, gribe den, fastholde den og ganske enkelt slipper den...ind imellem...for der er jo mange ting man kan gribe. Er det bolde ? Er det balloner med let gas der kan smutte fra dig ? KAN du gribe alt hvad du kan have indenfor rækkevidde ? Vover jeg ? Vover du ? "Hvor vover du ? ?? !!" ....Gud....dér var lige noget.... :o) som om det er så dårligt at vove sig ud i noget. Dét er sgu da godt ! Det er sgu da fedt...det er da dejligt at man vil satse lidt.

Gør jeg det ? Satser jeg lidt ? Har jeg egentlig ikke været i min hule i håb om at være i ly for alle de her alskens mange muligheder livet giver ? Synes jeg egentlig ikke bare det er for svært at vælge ? Tager jeg mig egentlig ikke også bare FOR MEGET "god tid" ? Det er på en måde nærmest blevet en floskel, at vi/ jeg har så skide travlt, at man ikke kan "tage sig god tid" og være ....kvalitets bevidst ? *hehehehhehe* Jo joo...gu er jeg og vi allesammen skide kvalitetsbevidste - derfor skal vi netop også lave vores "rigtige valg".....Vor Herre bevares...jeg troede egentlig at al den "laden som om"- tid var en overstået kapitel......*suk* :o) Nu vel.....jeg anklagede X´en for at "Ja ja...du er god til at lade som om !" - som han foriøvrigt var enormt gode til at imitere fra "Ali Babba & de fyrretyve røvere"-båndet......

"Jeg vil ikke være en del af dit livs løgn....gå, hvis du ikke elsker mig højt nok til at værdsætte mig og vise din kærlighed for mig - som jeg elsker dig" .....uuuuh..."Kvinder, der elsker for meget"-bogen....yup, jeg har elsket ganske enkelt for meget. Det har afstedkommet en masse forventninger - usagte og udtrykte forventninger.

Hvad er mine forventninger nu ?

Hvad er de ?

Jeg skrev jo et pr. lange lange mails..... mine ønsker og håb....senere har jeg skrevet mere direkte. Kontant ? Afklarende ? Det håber jeg egentlig. Han svarede mig med 2 linier....2 nærmest identiske linier...utroligt...ikke mere.
Jeg havde forventet noget mere. Men ...hov - stilhed og tavshed ....betyder jo for ham...accept. Enighed. Hold da op....dér kom det til mig :o)

..........dejligt.....så må jeg leve i den tro. Og acceptere dette. Det er da egentlig en god måde. Ikk ? :o)

Jo...."Lille Sommerfuuuugl...lille sommerfugl...flyv fra blomst og til blomst - fra skjul til skjuul. Når jeg ser på diiiig...ak, så tænker jeg....hvem dog bare var sommmmmerfuuugl" :o)

Idag skete der noget nyt. Igen. Min kusine fra min opfostrende far gav mig et telefonnummer til ham. "Han bliver glad for det, hvis du ringer" *sukker med et lille smil* .....det er da dejligt. Nu må jeg vist igang med dén proces med at tilgive ham. Vise min kærlighed og taknemlighed. Vise min samhørighed med ham.

Det er egentlig sjovt...idag er jeg FYLDT med kærlighed for mine kære. Min veninde fra vi var børn....Min store lillebror....mine svigerinde...min storebror...min biologiske far...hans kone...min mor, som jeg gerne vil se noget mere. Hvorfor tør jeg ikke tage skridtet til at invitere hende til Grill, med min veninde på fredag ? Jeg er vist altid lidt bange for at hun ødelægger stemningen. Hvorfor ? Joo...fordi hun er så skide højtidelig, at hun ikke ved hvordan man kan more sig, UDEN at skulle udgive sig selv for at være en selvstændig og livsklog kvinde. Hun har været igennem så grueligt meget. Hun er 65 ... nu virker hun så meget mere fri end nogensinde....hun fortjener noget lykke....mere lykke....et længere liv. Hun er kærligheden selv.....hun er mere lyttende...og det er dejligt, da jeg vist ikke har virket voksen nok for hende, tidligere. Og ? Jaa...jeg er jo selv ude om det, i det jeg altid skulle opføre mig som om livet var så skide nemt. var det for at skabe en modpol til HENDES tunge bryde som alenemor og fraskilt...faktisk med forfejlede forhold....børn hun ikke skabte en nær tilknyttet forhold til ? Ihvertfald var min storebror, som boede hos vores bedsteforældre og jeg - ikke så tæt på hende. Lillebror og lillesøster har altid stået hende nærmere.....vi skulle være dygtige og selvstændige....*suk* - og det var VED at lykkes til fulde...så kom livets barske realiteter. BUM. Livet er ikke så flygtigt. Livet SKAL ikke tages for givet. Livet skal værdsættes....for hvert minut. hver en lyd, hver en lugt, hver en bevægelse...hvert et sagt ord...og alle de usagte. De SKAL være der....de kan ikke censureres...de er en del af livets små murbrokker i den smukke bygning, som vi kan kalde vores eget hus. Vort eget selv. Mig.

Jeg elskede før tiden at opfatte mig selv som en musikinstrument. Mine følelser er strenge, som kan spilles på. Operaen sagde mig ikke en dyt før i tiden.....nu kan jeg relatere mig til det. Ligesom skuespil...det er ganske enkelt KUN ved at kende til nuancerne jeg kan være i stand til at se smukheden, dramaet, dybden....er det forbvindelsen til Gud ? Jeg ved det ikke....men jeg er medspiller og modspiller til denne dejlige verden. Universet er udenfor min rækkevidde - og dog har jeg mit eget. Nu deler jeg tankerne med andre - og det er da smukt, ikk ? Og det fedeste...det fedeste...er - selv om jeg måske ikke lige udtrykker dem...så kan de mærkes...uanset hvad...uanset afstand...uanset ikke-tilstedeværelsen...er jeg til tilstede. Jeg tror på det. Ellers ved jeg ikke hvordan mine venner fra en fjern tid f.eks. ellers ville huske mig, ligesom jeg husker dem. Trods ingen kontakt. Jeg synes det er en smukt tanke. Jeg sender den tanke til alle mine kære venner nu. Jeg ønsker jer alt det bedste - ligesom jeg er sikker på, at de ønsker det bedste for mig. sagen er lgt op til mig...ønsker jeg selv det bedste ? VIL jeg tage den mulighed ? Hvordan ved jeg den er rigtig ? Jeg skal ikke tænke over det. Jeg skal bare VÆRE. To be or not to be. Når intensionerne vækkes i mig... ruger jeg lidt over dem...lade dem leve lidt i mig...:o) de skal nok forplante sig i rette tid og sted.....det er vel bare at have tilliden ? Kan jeg det ? Kan jeg have tillid til - at jeg efter snart 37 år VED hvad der ER det bedste for mig ? :o) Måske er løsningen netop - ikke at lade fornuften styre for meget - ligesom følelserne ikke skal styres som sådan. Kan man det ? Ja...er der mange der vil sige. For min tanke ...vil forplante sig i mit sind...i min krop. Såå.....positivity, my dear. Positivity. Accept...rugning...væren....handling....smukheden vil vel komme af sig selv ? For livet er vel smukt ? :o) JEG kan vælge at lade den være smukt. Er det lyserøde tanker jeg går i gang med igen ? Nej....tillid. Tillid. Tillid til at bare at ...være.

:o)

Tak for en dejlig tankeflugt.

~SommerFuglen~