4Det hele bør være hot
Om noget er hot eller not, er ofte bestemt af tilfældigheder. F.e... [...]
Essays
10 år siden
1Venskabsbrud
Det er sjovt som man kan snyde hjernen. Hvis man siger til den, a... [...]
Blandede tekster
10 år siden
8Forladt
Blæsten rev i deres hår. Der lugtede af salt. Af hav. Stranden va... [...]
Noveller
11 år siden
9Prøvelserne
Hr. og Fru Vanes var ganske normale mennesker, der boede i et gan... [...]
Fantasy
11 år siden
4Henvisning
Jeg kiggede på henvisningen igen og igen. Den var efterhånden så ... [...]
Kortprosa
11 år siden
0Kroatien
Den varme sommersol skinnede fra en skyfri himmel. Ferien i Kroat... [...]
Kortprosa
11 år siden

Puls: 0,0

Publiceret: 0
Afgivet: 0
Modtaget: 0
Pernille Wilhjelm (f. 1994)
Blæsten rev i deres hår. Der lugtede af salt. Af hav. Stranden var mennesketom, men det var vel ikke så mærkeligt, eftersom at klokken næsten kun var otte om morgenen. Ronald og Marilyn gik langs stranden, væk fra det sommerhus som de havde lejet for at komme væk fra alt medlidenheden hjemme i Roskilde. De var begge toogtredive år gamle, og havde en datter på fire år. Eller det vil sige, de havde haft, Caroline var borte nu. Sommerhuset var deres sidste chance for bare at komme af med noget af sorgen. De havde prøvet alt. Terapeut, støttegrupper, de havde endda prøvet bare at ignorere oplevelsen, men intet hjalp, intet kunne få dem til at glemme alt om deres nu afdøde datter.
   Som de gik der hånd i hånd, sagde de ikke et ord til hinanden. Det var ikke noget, de var blevet enige om. Faktisk havde de ikke snakket sammen vildt meget, sammen siden ulykken i juli måned. Det var september nu, og vejret var så småt ved at blive gråt og kedeligt igen.
   Pludselig fik Marilyn øje på noget, idet hun kiggede ned i sandet. Det var en sten der fangede hendes opmærksomhed. Hun rev Ronald i armen, som tegn til at han skulle kigge. Han forstod tegnet med det samme, og kiggede ned i jorden. Det tog ham noget tid, før han fandt den sten Marilyns øjne var fæstnet til, men da det skete blev han, om muligt, endnu mere mundlam, end han havde været før. Deres blikke var fæstnet til en stor grå sten, som næsten var farveløs i forhold til det havblå håndklæde der lå derpå. Oven på håndklædet lå en plastic dukke, med det ene øje lukket, imens det andet stirrede op på Ronald og Marilyn.

Nøglen drejede, og bilen startede. Deres årlige ferie til Italien var på dens højeste, og de skulle alle til at tænke på at pakke sammen og smutte hjemad, men ikke nu. Nu var de på vej væk fra legepladsen, hvor Caroline havde leget. Hun sagde ikke så meget, som hun sad der på bagsædet helt alene i sine egne tanker, men pludselig blev hendes øjne fyldt med vand, og hun begyndte stille at snøfte. Da Marilyn kiggede tilbage, udbrød Caroline: "Hvor er Mette?" Hun prøvede desperat at hjælpe Caroline, med at finde dukken på bagsædet, men den var ingen steder at se. "Skatter, jeg tror du må ha' glemt Mette på legepladsen." Sagde Marilyn. Carolines øjne fyldtes, om muligt, med endnu flere tårer, og Marilyn skyndte sig at fortsætte. "Jeg er sikker på, at vi kan finde dig en ny Mette." Her blev det for meget for Caroline, og hun braste ud i gråd, imens ordene: "Der findes kun én Mette!" blev slugt.
   Ronald sad ved siden af Marilyn, og kørte bilen. Selvom øjnene var på vejen, fulgte hovedet med i, hvad der skete omme på bagsædet.
   Han vendte sit hoved om for at smile bekræftende til Caroline, da det skete. En bil kom kørende ind i siden på Hondaen, med 180 kilometer i timen. Bilen ramte lige der, hvor Caroline sad, og Ronald og Marilyn var blevet slynget op imod foruden, idet deres airbags slog til.

   Dette havde været det sidste, de havde set til deres datter. De havde set de blå blink komme nærmere, hvorefter de alle tre var blevet lagt op på en båre, Caroline med et hvidt lagen over sig.
   Nu stod de her på stranden, og kiggede på den identiske Mette, som havde været Carolines et og alt. Dette hjalp dem ikke ligefrem på vej, men i stedet for bare at ignorere det, og gå videre langs den tomme strand, samlede Marilyn dukken op og knugede den ind til sig.
   Grebet løsnede sig stille og roligt, som om hun ikke kunne holde fast på dukken længere, og dukken faldt. Marilyn reagerede hurtigt, men var ikke tids nok til at gribe den i luften. Hun bøjede sig ned, samlede den op for anden gang, men denne gang knugede hun den ikke ind til sig, som før. Hun kiggede nu på den med både had i øjnene, som om at hun aldrig nogensinde ville kunne tilgive dukken, men også kærlighed. Mange siger at kærlighed er stærkere end had, men der skal vel være nogle undtagelser. Dette var en undtagelse. Hadet i Marilyn blev så stort, at hun smed dukken fra sig, ned i sandet. Hun vidste at det lød fjollet, men hun følte at den dukke var skyld i Carolines død, Mette havde været grunden, og her sad hun og kiggede på dens enæggede tvilling. De lignede hinanden på en prik. Det øje, der ikke kunne åbne, havde Mette også haft, og hvis hun kiggede ordentligt efter, kunne hun se at dukken havde to venstre fødder, præcis som Mette også havde haft det. Hvad var oddsene for det? Marilyn kunne ikke klare det. Hun var sikker på, at hendes hoved snart ville eksplodere. Det var umuligt at have så mange tanker og så meget sorg inde i sit hoved, uden at der ville ske et eller andet forfærdeligt, selv for voksne. Det var sjovt, for alle mennesker, under en vis alder, troede at ligegyldig hvilke problemer voksne kom ud i, kunne de klare det, uden at blive det mindste bange, eller det mindste kede af det. Det vidste selv Marilyn nu var løgn, hun havde aldrig været mere bange i hele sit liv, hun havde heller aldrig følt en så stor sorg, og hun var sikker på, at hun snart ville dø af den. Hun havde hørt, det kunne ske, så hvor megen sorg skulle der egentlig til? Hvis det var muligt at lide mere end hun gjorde, havde hun virkelig ondt af dem, der gjorde det.
   Mette lå nu i sandet i stedet og stirrede op på hende. Hun havde intet tøj på, og hendes hår var ikke mere end tre centimeter langt. På hendes nøgne fod var der et mærke, sådan et med en stregkode, så man kunne kende hende fra alle de andre dukker der fandtes rundt omkring i verdenen. Det var lavet af gråhvidt silke, og derpå stod et navn.
   Sandsynligvis navnet på hende der havde mistet dukken.
   For første gang i utallige dage, sagde Ronald noget til Marilyn. "Jeg tror det er bedst, hvis vi tager hjem nu." Han sagde det næsten med munden lukket, og tænderne bidt helt sammen, som om det at sige noget igen, var ekstremt grænseoverskridende.
   Ronald var sikker på, at hun ville stritte imod, men til hans overraskelse nikkede hun blot, rejste sig op, og skulle lige til at gå, da hun vendte sig om og kiggede på dukken. Hun gik over mod den, og satte sig ned på hug, som om hun ville sige et sidste ord til dukken, men der blev Ronald igen overrasket. Hun stak hendes arm frem, og hendes lange fingre lukkede sig om dukkens arm. Hun rejste sig op igen og gik hen til Ronald, og forbi ham. Hun fortsatte lige ud, han fik indhentet hende og sagde forpustet: "Du kan jo ikke bare tage den, den tilhører en anden. Hvad hvis hun kommer og leder efter sin dukke, og den er væk?" Marilyn stoppede så brat op, at man skulle tro, at der var en usynlig mur der forhindrede hende i at gå længere, så vendte hun sig om og kiggede på ham, med et blik, han aldrig nogensinde havde set, i sit liv. "Nu skal du høre Ronald." Der var intet spor af gråd i hendes stemme, snarere selvsikkerhed og had. "Jeg har mistet min datter, vi har mistet vores datter." Hun pegede frem og tilbage imellem dem. "En lille pige der mister sin dukke til højest tohundrede kroner, det er ingenting i forhold til det tab, vi har lidt. Hun kan gå ned i butikken og købe en ny, er det muligt for os? Nej det er det nemlig ikke, så når jeg finder en dukke, der kunne minde om det eneste, jeg kan have tilbage som minde om vores datter, så vil jeg have lov til at beholde det, om det så tilhører en lille pige, eller ej." Nu kom tårerne, og den usynlige mur var forsvundet. Marilyn vendte sig om igen, uden at kigge på ham, og gik op mod sommerhuset med dukken dinglende fra hendes venstre hånd. Ronald begyndte lige så stille at gå efter hende, men han havde på fornemmelsen, at det nok var bedst at holde afstand til hende.
   Da han nåede frem til sommerhuset, sad Marilyn allerede inde i stuen. Hun sad med dukken i hånden. Hun sad bare og kiggede ud i luften, med et tomt blik, der sagde, at hun var faret vild i sine egne tanker. "Marilyn, hvis jeg var dig, ville jeg lægge den der dukke fra dig, og smutte ind og tage dig en lur." Men han fik intet svar, hun gad ikke engang så meget som se på ham. "Marilyn!" Sagde han, mens han satte sig ned ved siden af hende. Han tog dukken ud af hendes hånd, ikke helt uden vold, og kiggede på den. Han lagde den fra sig på stuebordet. I det sekund faldt hans øjne på det lille gråhvide silkemærke på dukkens fod. Navnet var som frosset til hans blik, og hans øjne fyldtes nu med tårer. Han blinkede for at få dem til at forsvinde, og kiggede på mærket igen, bare for at være helt sikker på, at han havde set rigtigt, og det var det samme navn, som mødte hans øjne.
   Caroline Textill.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 18/09-2009 16:48 af Pernille Wilhjelm og er kategoriseret under Noveller.
Teksten er på 1584 ord og lix-tallet er 29.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.