Oscarvinder på trendy café


6 år siden 2 kommentarer Blandede tekster politi ambulance mani

2Bøddel
babelstårne · kaster lydløs uro · mod svedent sind · mine hænder ryster... [...]
Digte
6 måneder, 15 dage siden
2Angst
jeg går i forvejen · tager mit gode åndedræt og skrider · gader og st... [...]
Digte
7 måneder siden
1Kapitel 4 fra Før mine humørsvingninger og ...
Nordre Strandvej med fodboldstøvler på · Der var musik i Lasses mor... [...]
Blandede tekster
7 måneder, 4 dage siden
2Fuld
jeg er fuld · af intensioner om bedring · det kan ikke blive ved · jeg ... [...]
Digte · familie, forældrerolle, selvtillid
2 år siden
3Babelstårn i LEGO
1. september 1999 · Set i bakspejlet var det nok ikke en god idé, a... [...]
Livshistorier · benzodiazepiner, afhængighed, misbrug
2 år siden
4Søgen efter syndsforladelse
tider med tidligere minders · storhed · penne med blå håndskrift · tegn... [...]
Digte · parforhold
3 år siden
1Koncert
sange fra scenen · vi sidder lidt skævt · kigger ind i et klaver · lave... [...]
Digte · musik, kærlighed, parforhold
4 år siden
6Minder
jeg kigger ind i en mindevæg · hvid som sine forgængere · ser mig sel... [...]
Digte · ungdom, tiden går, tilbageblik
4 år siden
7Er det forbudt at længes?
fest i haven · jeg danser om solskinsgrøden · men kan ikke nå dig · for... [...]
Digte · begær
4 år siden
5Bag døren på den lukkede
døren er låst · vindue på klem · min seng bevæger sig · langsomt gennem... [...]
Digte · psykiatrisk afdeling, ensomhed, depression
5 år siden
3Smertestillende manier
23. september 2002 · Min dag var startet rigtig fint på trods af, a... [...]
Blandede tekster
5 år siden
2Skriblerier - stregtegning med bogstaver
skriblerier · tomme tønder buldrer · mest bag lukkede døre · forøget fa... [...]
Digte · mani, fart, lykke
5 år siden
8Psykiater #4
motoreftersyn · hos ny psykiater · han har hvid kittel · bor på et hosp... [...]
Digte · recovery
5 år siden
4At fiske efter angst
lav puls · under blank sol · jeg tæller ærinder · kaster med blik · rolig... [...]
Digte · angst, balance, balance
5 år siden
3Mørke er det nye sort
engel med mørke vinger · cirkler i konstant bevægelse · over forvilde... [...]
Digte · psykiatri, depression, dæmoner
5 år siden
5Tvang
bedøvede patienter · på ensrettede gange · læger med spidse nåle · strø... [...]
Digte · bipolar, mani, overgreb
5 år siden
6Røde læber i alle retninger
jeg søger græsgange · råber med en riffel · i hånden · sparsomt bytte · i... [...]
Digte · mani
5 år siden
2Soldaterhistorier
mine soldater er lagt på række · to i hver hånd med ansigt mod mark... [...]
Digte · mani, håb
6 år siden
5Fremmedlegemer
tåge i mine hænder · fordamper bag rude af sten · svin på mange fødde... [...]
Digte · angst, overhalingsbanen
6 år siden
6Første besøg hos søvnig psykiater
første besøg · hos søvnig psykiater · han kan alle buslinjerne · udenad... [...]
Digte · depresssion, recovery
6 år siden
3Stregtegning på blå himmel
hedengangne tider · om tidligere minders · storhed · penne med blå hånd... [...]
Digte · minder, sjælesorg
6 år siden
6Ordtryk om angst
det er svært at se tanker · for nøgne træer · jeg tænker ikke lige · en... [...]
Digte · angst
6 år siden
8Ord som rimer på angst
virvar · tankeforstyrrelser · små farver · i adrenalinrus · tomme tanker · ... [...]
Digte · angst, depression
6 år siden
4Psykose
jeg kigger på mursten · med tomme øjne · jeg løber fra spaltet dopami... [...]
Digte · psykose, psykisk sygdom
6 år siden
2Overvejelser
nyt lys på slukket ansigt · tæller dråber af klarsyn · på forlorne fi... [...]
Digte · parforhold, samliv
6 år siden
4Hjemme igen
kaffe i flad kop · i blikstille stue · ingen bevægelser · i grønne hynd... [...]
Digte · begyndelse, forvirring, recovery
6 år siden
8Udskrevet
gangsti · i udkanten af byen · jeg træder skridt med sne · på vejen hje... [...]
Digte · optimisme, håb, depression
6 år siden
2Vejen hjem
gangsti · i udkanten af byen · jeg træder sneskridt · på vejen hjem · kas... [...]
Digte · hjem, harmoni, lykke
6 år siden
1Manisk i Litauen
bygninger bøjer sig · i støvet · for mine hænder · fremmed land · foran m... [...]
Digte · mani, psykose, rejse
6 år siden
1Cocktails om natten
baren er proppet · med intentioner · jeg overvejer tilgang · tænker for... [...]
Digte · mani, natteliv
6 år siden
7Psykolog
psykolog med knold · bor i sterilt lokale · kleenex og karaffel · plast... [...]
Digte · psykolog, depression, psykisk sygdom
6 år siden
5Nat på Bispebjerg
fjedre på min ryg · hjul under sengen · jeg tyder drømme · på hvid skil... [...]
Digte · hospital, psykose, depression
6 år siden
2Distriktsygeplejerske
min veninde fra distrikten · hun har ikke knold i håret · det lægger ... [...]
Digte · alkohol, depression
6 år siden
3Lægeløfte med krydsede fingre
6. september 2007 · Jeg vågnede op og mærkede straks den kvalmende ... [...]
Blandede tekster · psykose, mani, hospital
6 år siden
6Guddommeligt brød
20. april 2006 · Min ellers så forudsigelige tilværelse var blevet ... [...]
Blandede tekster · psykose, mani, jesus
6 år siden
5Bus
jeg sidder på bagsædet · i en gul bus · jeg har vist billet · smækket s... [...]
Digte · depression, melankoli, fremmedgørelse
6 år siden
7Besøg
kæreste på besøg · stævnemøde bag lukket dør · under opsyn · hun synes ... [...]
Digte · parforhold
6 år siden
5Ensom
bob dylan kigger skævt · fra sin plads på væggen · gule nikotinstænk · ... [...]
Digte · ensomhed, alene, lejlighed
6 år siden
3Stemmer
spæde stemmer i grønne kanaler · tager til i styrke · jeg holder noge... [...]
Digte · depression, hospital, psykose
6 år siden
2Undervejs
blå blink på gule huse · passeret i hast · jeg har mistet retningssan... [...]
Digte · ambulance, hospital, depression
6 år siden
4En pose fra Fakta
tirsdag morgen foran fakta · ni minutter til dørene går op · mine kno... [...]
Digte · alkohol, depression, ensomhed
6 år siden
2Oscarvinder på trendy café
5. september 2007 · "Gider du lige stoppe et øjeblik? Vi skal lige ... [...]
Blandede tekster · politi, ambulance, mani
6 år siden
6Aktivering
kommunegange i rækker · smalle døre med grønne numre · skæbner med to... [...]
Digte · bipolar, arbejdsmarked, depression
6 år siden
3Udskrevet
jeg låser mine dæmoner inde · i fjorten blå luftkanaler · jeg tømmer ... [...]
Digte · mani, depression, hospital
6 år siden
4Bælte
pillerne smelter i min mund · jeg nægter at sluge dem · sygeplejerske... [...]
Digte · medicin, hospital, depression
6 år siden
2Bispebjerg
besøgstiden er slut · mine forældre går om hjørnet · en altid sørgeli... [...]
Digte · bipolar, hospital, depression
6 år siden
2På stuen
mørke over min enestue · dæmoner i slagsmål · bag et haspet vindue · je... [...]
Digte · hospital, depression, mani
6 år siden
4Socialrådgiver
møde i cellen · socialrådgiver med knold i nakken · mor og far med be... [...]
Digte · hospital, depression, mani
6 år siden
6Mani
bevægelig rasteplads · blot en lille omvej · et ekstra åndedrag · biler... [...]
Digte · bil, depression, mani
6 år siden

Puls: 6,8

Publiceret: 0
Afgivet: 1
Modtaget: 0
Martin Hansen (f. 1975)
5. september 2007

"Gider du lige stoppe et øjeblik? Vi skal lige snakke med dig." Ordene kom fra en politibetjent bag et nedrullet vindue i en patruljevogn. Han havde en umiskendelig jysk accent, men han så rar ud. Jeg ville selvfølgelig gerne stoppe et øjeblik. Han kiggede på mig med et medlidende blik.
"Du skal lige give mig dit sygesikringsbevis og sætte dig ind på bagsædet, min ven." Han kiggede imødekommende, men let insisterende på mig og åbnede døren til bagsædet. Jeg var meget beæret over at have fået en ven, der var politibetjent. Måske kunne jeg få hans direkte nummer, så jeg kunne ringe til ham, hvis børnene i min opgang larmede for meget. Jeg satte mig ind.
"Må jeg spørge, hvad jeg er anholdt for?" Jeg fandt mit sygesikringsbevis frem og så bekymret ud. Jeg var egentlig ikke særlig bekymret, men det var vel på sin plads at udvise respekt for ordensmagten. Specielt, når den forsøgte at indlede et venskab med en.
"Du er ikke anholdt for noget, min ven. Du skal bare sidde her et øjeblik, så kommer jeg tilbage til dig." Nu var jeg sikker på, at han ville være ven med mig. Jeg blev en smule skuffet, da jeg kom til at tænke på, at han måske kun ville være Facebookven med mig. Mens jeg overvejede min situation som pludselig begunstiget af en politibetjent, hørte jeg ham tale i sin radio:

"P2, P2. Vi har fundet ham. Vil I bestille en ambulance til Jægersborggade, så venter vi her med ham?" Han kiggede på mig.
"Nu skal du høre. Vi har ringet efter en ambulance, for vi kan jo ikke rigtig have, at du render rundt og laver alle de ting." Jeg så uskyldig ud, mest af alt, fordi jeg ikke havde nogen anelse om, hvad han talte om. Jeg fortalte ham, at jeg bare var på vej hjem. Det var tidlig eftermiddag, og myldretiden var så småt ved at sætte ind. Det bemærkede jeg først nu, da jeg kiggede ud på Jagtvej.
"Vi har ledt efter dig, fordi caféejeren har undret sig lidt. Det er jo ikke hver dag, han får besøg af Clint Eastwood." Han gav mig mit sygesikringsbevis tilbage, og jeg ærgrede mig, da jeg hørte, at Clint Eastwood havde været på den samme café som mig, uden jeg havde opdaget det. Det undrede mig i øvrigt, hvad han lavede på Nørrebro en onsdag eftermiddag. Sandt at sige, så var det ikke en prangende café, så hvis jeg havde set ham, så havde jeg vist ham København fra en mere spændende vinkel. Alt det fortalte jeg min nye ven, mens jeg undrede mig over, at jeg næsten ikke trak vejret, mens jeg talte.
"Han fortalte mig, at en mand, som ligner dig, var gået ind på caféen og ikke at ønskede at betale, fordi han var Clint Eastwood og havde VIP-status i forbindelse med optagelserne til en ny dokumentarfilm om bandegrupperingerne på Nørrebro." Betjenten stod stadig ude på gaden og talte til mig gennem den åbne dør. Så gav det mening. Clint skulle indspille på Nørrebro. Han var nok gået undercover på caféen. Tænk, hvis han havde et skjult kamerahold, som havde filmet mig.
"Det var derfor, ejeren ringede efter os, så vi kunne finde dig. Vi tror, du ville have godt af at snakke med nogen." Helt sikkert. Jeg skulle snakke med en agent, nu hvor jeg stod foran mit helt store gennembrud som statist. Tanken om at åbne mit eget statistbureau begyndte at tage form, men blev afbrudt af lyden af udrykningshornene fra en gul ambulance, som blev parkeret ved siden af patruljevognen.
"Du skal lige snakke med mine kollegaer, som kommer hen til dig om et øjeblik," sagde betjenten og trådte et par skridt tilbage, men jeg var sikker på, at han holdt øje med mig. Jeg kiggede rundt i bilen og kom i tanke om, at jeg glemte at spørge om hans telefonnummer. Og om hvad han hed. Det havde været en nyttig information, hvis jeg skul- le byde ham velkommen i min vennekreds.

Begge ambulancereddere var nu steget ud af ambulancen. Den ene, en muskuløs fyr på min egen alder med tatoveringer på begge underarme og et velklippet fuldskæg, gik hen imod mig, mens han smilede. Det gik op for mig, at det var mig, han ville tale med, og jeg begyndte at bryde mit hoved med hvorfor. Måske troede han, at jeg havde været vidne til et færdselsuheld? Det kunne også tænkes, at han ville tilbyde mig en opgradering til det førstehjælpskursus, jeg aldrig fik taget. Det var heller ikke umuligt, at han ville spørge om vej. Jeg var trods alt rimelig stedkendt.
"Hej, Martin. Jeg hedder Thomas. Jeg kunne forstå på min kollega Preben, at du ikke har det så godt." Så politimanden hed Preben? Det var godt, vi ikke blev mere involverede, end vi blev, for jeg ville under ingen omstændigheder være ven med en person, som hed Preben. Hvad ville familien ikke tænke?
"Jeg har det fint. Jeg kan bare ikke helt forstå alt dette postyr. Jeg er jo bare på vej hjem." Jeg forsøgte at lyde så upåvirket som muligt, for det var trods alt lidt overvældende at blive passet op af fire mennesker, der blev ved med at spørge, om jeg havde det godt. Der måtte være en grund til, at de blev ved med at spørge, så jeg forsøgte at mærke efter, om jeg egentlig havde det godt.

Efter fiaskoen på Gammel Kongevej havde jeg igen fået et godt job som ejendomsmægler og tjente mange penge. Det var et meget tidskrævende job, og jeg brugte mange af mine aftener på at tale med kunder. Jeg arbejdede også tit hele weekender og havde næsten aldrig fri. Jeg havde ikke nogen kæreste, men dyrkede de tilfældige forhold i stor stil. Det var uforpligtende og rart at blive bekræftet, og ofte kunne jeg have flere forhold i gang på samme tid. Jeg dyrkede - og udvidede - også mit sociale netværk, og der var generelt for få timer i døgnet til alt det, jeg gerne ville nå. Så ja, jeg havde det godt. Hvis jeg havde røde boxershorts på og måtte bære dem uden på bukserne, var jeg en menneskelig version af Superman. Dog uden så meget overskud til at redde verden eller til at skifte tøj i telefonbokse.

"Kan du huske, hvor du bor?" spurgte Thomas. Ham gad jeg ikke være ven med. Han havde en meget nasal stemme, og den skar ind i mit i forvejen forhøjede irritationsniveau. Lidt som en krydsning mellem Bob Dylan og Otto Brandenburg. Pludselig følte jeg, at der var nogle huller i hukommelsen, som ikke plejede at være der. Jeg kunne ikke huske, hvor gammel jeg var. Eller hvor jeg boede. Så succesfuld som jeg var, måtte jeg bo et lækkert sted. Jeg forsøgte at forestille mig, at min stue var fyldt med Arne Jacobsen-stole og Verner Panton-lamper. Mit køkken og badeværelse var garanteret fra CPH Square. Mindre kunne ikke gøre det. Alle mine anstrengelser til trods var resultatet det samme - jeg kunne ikke huske det. Jeg kunne lige så godt i bo i Ruds Vedby som på Nørrebro.
"Du kan få mit sygesikringsbevis." Jeg nåede lige at få et glimt af min adresse. Jeg boede på Ravnsborggade. Der ringede ingen klokker. Kirkeringerne måtte være blevet lockoutet i en bitter strid om tillæg til køb af sejlgarnsresistente handsker. Jeg kunne ikke engang huske, hvor jeg boede, før jeg flyttede til Ravnsborggade. Det kunne også være, at det var en dækadresse til at skjule mine regeringsfjendtlige aktiviteter.
"Tak skal du have, men jeg har allerede fået oplysningerne fra Preben. Jeg ville bare spørge, om du selv kunne huske det. Kan du huske, hvad du lavede, før du kom til at snakke med os? Jeg hørte noget om Clint Eastwood?" Han kiggede mig i øjnene og lignede en, som var meget spændt på at høre svaret.
"Ja, det snakkede politimanden også om, men jeg har altså ikke set ham." Jeg rakte dybt ned i den bagerste del af mit hukommelsescenter. Hvis jeg havde mødt Clint, var jeg sikker på, at jeg havde kunnet huske det. Han var trods alt manden, som havde medvirket i flest film med de mest absurd oversatte danske titler. Bankekød til slemme drenge og Seje bøffer og hårde bananer, for blot at nævne et par stykker.

"Du kan altså ikke huske, at du gik ind på en café og fortalte personale og gæster, at du var Clint Eastwood?"
"Det er jeg ret sikker på, at jeg ikke har gjort," sagde jeg, men tvivlen nagede. Måske var jeg Clint. Jeg havde altid været stolt af min califoniske dialekt, og jeg havde helt sikkert været en af de bedre dramatikere i skolen. Men jeg var ret sikker på, at jeg aldrig havde vundet en Oscar. Det største, jeg havde vundet, var en firmapokal for at have fanget ni sild på en fisketur. Jeg havde haft så mange tømmermænd, at jeg kastede op i seks timer til stor morskab for mine kollegaer.
"Lider du af nogen sygdomme?" Det så ud, som om han allerede kendte svaret. Endelig noget jeg kunne huske. Om jeg så tabte alle mine levende hukommelsesceller i Texas Hold-em, ville jeg altid kunne huske min diagnose. Den var en pragtfuld følgesvend, og den behøvede ikke nogen speciel plads i hukommelsen, for den skulle nok gøre opmærksom på sig selv, hvis den blev forsømt.
"Ja, jeg har bipolar lidelse." Jeg var lidt stolt over endelig at kunne svare rigtigt på et spørgsmål. Det var nu heller ikke så svært. Om jeg så havde været spærret inde i seks år i La Pila-fængslet, isoleret 23 timer i døgnet, ville jeg stadig kunne huske min diagnose. Han så ikke ret overrasket ud.
"Nu skal du se. Du skal lige gå ind i bilen og lægge dig på båren, så ringer jeg til hospitalet og siger, at vi er på vej." Han gjorde signal til politibilen om, at de skulle følge bagefter.
"Hospital? Jeg skal sgu ikke på noget hospital. Jeg skal på arbejde i morgen!" Jeg havde ingen intentioner om at tage på hospitalet frivilligt. Hvad skulle jeg der? Jeg var jo en særdeles produktiv og velfungerende borger. Der var dog et eller andet, som alligevel virkede tiltrækkende. Som et insekt, der tiltrækkes af lyset. Jeg var pludselig blevet meget træt, så måske det var godt med en pause. Det kunne jo også være, at jeg blev kørt hjem igen bagefter, nu hvor jeg havde så svært ved at huske, hvor jeg boede.
"Nu skal du høre. Jeg synes, at du skal lægge dig ind på båren. Ellers kommer du til at sidde i politibilen i stedet." Han virkede ikke truende, men jeg vidste godt, hvad klokken havde slået. Den fede kvinde var begyndt på den sidste arie. Rulleteksterne var lige om hjørnet, og eksamensklokkerne var så småt begyndt at ringe sidste kvarter ind. Jeg kiggede først på politibilen og derefter på ambulancen og besluttede mig for, at der var mest prestige i at køre med ambulancen. Desuden var der en båre, jeg kunne lægge mig på. Jeg havde ikke kørt med ambulance, siden jeg fik bughulebetændelse for år tilbage, hvilket havde været en smertefuld oplevelse. Med ønsket om at gøre denne ambulancetur til en mere positiv oplevelse gik jeg forbi de to ambulancereddere, ind i ambulancen og lagde mig på båren. Jeg var ikke helt klar over, hvor turen gik hen, eller hvad der skulle ske med mig, men jeg håbede, at kloge hoveder i den anden ende kunne hjælpe mig med at fylde nogle huller. Havde regeringen udstyret mig med en overvåget hemmelig lejlighed på Ravnsborggade? Og nedstammede jeg i lige linje efter Clint? Jeg var alt for optaget af disse spørgsmål til at lægge mærke til en stadigt voksende horde af mennesker, som i bedste der-sker-noget-usædvanligt-på-vores-alt-for-normale-vej-stil lige skulle se, hvad der skete. Det er jo altid rart at få bekræftet, at man selv har et godt liv. Jeg bemærkede heller ikke, at det var begyndt at regne. Efteråret var ved at tage over efter en mild sommer, og byens farver var ved at skifte til melankolske nuancer.

Den tatoverede ambulanceredder satte sig ind ved siden af mig, mens jeg kunne høre hans kollega tale i radioen:
"Vi er på vej ind med en 32-årig mand med bipolar affektiv sindslidelse. Han virker psykotisk og har tydelige hukommelsesproblemer. Han er blevet stoppet af en patruljevogn, som følger med ind til jer." Det var godt nok nye tider i Danmark. Skulle man nu på hospitalet, bare fordi man havde mødt (eller var) Clint og ikke kunne huske, hvor man boede? Staten måtte have fået tilført ubegrænsede ressourcer. Det næste blev vel, at man afsatte midler til at udrydde fattigdommen i Danmark. Eller til at mindske kulturkløften mellem etniske danskere og nydanskere. Lad forbrugsfesten sætte ind. Jeg kunne mærke tatove-rede arme nærme sig mit ansigt.
"Jeg tager lige dine værdier." Thomas rettede et instrument mod mit venstre øre.
"Får jeg dem igen?" Jeg rakte ned efter min pung i min lomme. Jeg var ikke klar over, at ambulancereddere havde beføjelser til at røve deres patienter. De måtte have en lav grundløn. Jeg håbede, at deres aften-/weekendtillæg var af en sådan størrelse, at det ikke blev nødvendigt for dem at frarøve sagesløse patienter deres ejendele. Jeg rakte ham pungen.
"Nej, jeg skal bare tage din temperatur og dit blodtryk." Han smilede og stak et sort aggregat ind i mit øre og konstaterede efter et højt bip, at jeg ikke havde feber.
"Jeg kommer lige noget rundt om din arm." Han kom den velkendte blodtryksmåler rundt om min venstre overarm. Han tændte for apparatet, og jeg mærkede stoffet stramme til om min arm. Jeg kom som sædvanlig til at tænke på for småt tøj, en association, der er ganske reel, når man som jeg havde elevatorvægt og enten var sygelig tynd eller stærkt overvægtig. Jeg lavede en mental note om, at jeg nok skulle begynde at spise mere regelmæssigt, men da jeg skulle lagre noten, opdagede jeg, at der allerede lå en del andre lignende noter fra de andre gange, hvor jeg skulle have taget blodtryk.
"140/105. Du har altså lidt for højt blodtryk. Det er godt, du skal ind og slappe lidt af." Han berørte min skulder, hvilket føltes ganske rart, og jeg tillod mig at nyde det, mens min ambulance med politieskorte nærmede sig Rigshospitalet.

Jeg kom igen til at tænke på Clint Eastwood-historien. Havde jeg virkelig spillet hovedrollen i De Nådesløse? Jeg kunne svagt erindre at have befundet mig på prærien, men jeg havde ikke nogen erindring om at have mødt Gene Hackman. Jeg syntes heller ikke, at jeg var særlig kyndig, når det kom til at betjene en riffel. Det helt store problem var aldersforskellen og den geografiske udfordring. Jeg talte heller ikke med helt den samme dialekt. Alligevel var det ganske plausibelt. Mit trofæ fra fisketuren kunne ganske vel være en Oscarstatuette.
"Det var da også noget af en dag, du har haft. Har du gået ude på gaden hele dagen?" Jeg tænkte mig om og måtte konstatere, at jeg faktisk ikke kunne huske, hvad jeg havde lavet, siden jeg var stået rigtig tidligt op og havde undladt at spise morgenmad. Der var et stort hul i min hukom-melse siden min første gule King's.
"Jeg har haft en stille og rolig dag. Der er ikke sket det store," løj jeg. Han behøvede ikke at vide mere end højst nødvendigt. Det kom ikke ham ved, at jeg havde fået et episk hukommelsestab, selv om han nok havde gættet det allerede.
"Har du drukket noget alkohol i dag?" spurgte han, som om han allerede kendte svaret. Jeg mærkede efter, men syntes ikke, jeg kunne mærke den snurrende og eftertragtede fornemmelse i kroppen. Det var længe siden, jeg sidst havde drukket alkohol, så jeg var ret sikker på, at det ikke var tilfældet. Skulle jeg møde Gene Hackman, ville jeg helst gøre det ædru. Derfor afkræftede jeg dette. Tiden fløj, og min tid i ambulancen gik med at filosofere over tilblivelsen af Hollywoodfilm, dramalektioner og indkøb af rekvisitter til min næste film. Tanker om manglende søvn i den seneste tid strejfede mig også. Ambulancen stoppede, ambulanceredderne gik ud og åbnede bagdøren. Jeg kiggede ud og kunne se patruljevognen parkere bag ved ambulancen.
Jeg stod ud af ambulancen og kiggede på et skilt, hvor der stod "Psykiatrisk skadestue, modtagelsen". Pludselig var jeg ikke helt sikker på, om jeg ville med ind, men med en eskorte på fire granvoksne mænd havde jeg nok ikke noget valg, så jeg besluttede mig for at følge med. Det forekom mig i øvrigt, at jeg havde været der før uden at kunne erindre noget konkret. Jeg kom til at tænke på, at jeg måske var midt i en filmoptagelse, og jeg spejdede efter kameraer, men kunne ikke finde nogen. Det kunne være, at de var skjulte for at gøre optagelsen så autentisk som muligt.

Vi gik ind ad de automatiske døre, og jeg blev budt velkommen af den velkendte duft af hospital. Duften var tiltrækkende og angstprovoke- rende på samme tid, men jeg ignorerede den og tog plads i venteværelset. Den ene ambulanceredder satte modtagelsessygeplejersken ind i situa- tionen. Jeg lyttede til samtalen.
"Så er han her. Politiet har samlet ham op på Jægersborggade. Han er psykotisk og lider af bipolar affektiv sindslidelse. Det virker ikke, som om han har drukket. Han er gået rundt i byen og har forsøgt at bilde folk ind, at han er Clint Eastwood. Vi overdrager ham til jer, og politiet bliver her, til han er udredt." Han vendte sig imod mig.

"Kan du nu passe på dig selv? Du skal lige ind og snakke med en læge, og politiet bliver hos dig indtil da."
"Tak for hjælpen, og tak for turen. Hvis jeg får dit nummer, kan det tænkes, at jeg ringer til dig, næste gang jeg skal bruge en statist."
Jeg kiggede mig omkring. Venteværelset var fyldt med slidte stole, og på det ene af de to borde lå bunker med brugte blade, og det slog mig, at det mest måtte være kvinder, som opholdt sig i venteværelset, for bladene var hovedsageligt henvendt til dette segment - Alt for damerne, Q og Hjemmet dominerede bladstakkene. Jeg måtte konstatere, at der ikke var et eneste blad om westernfilm. På stolen over for mig sad en grædende pige. Hun var omkring 20 år, og jeg forsøgte at høre, hvad hun sagde til kvinden ved siden af hende. Det kunne være hendes mor eller hendes kontaktperson. Mellem de højlydte snøft kunne jeg høre fragmenter af sætninger, såsom: "Han sagde, at det skulle være os for evigt" og "nu kan det hele være lige meget". Jeg rejste mig og bevægede mig imod en papkarton med servietter, som stod på bordet ved siden af mig. Det kunne være, at hun ikke havde set den.
"Du skal lige blive siddende," sagde den før så venlige politibetjent, som havde taget plads ved siden af mig. Nu var han afgjort ikke min ven mere.
"Jeg ville jo bare give hende en serviet." Jeg kiggede uskyldigt på ham, men da han ikke gav noget tegn på at ændre holdning, prøvede jeg at få øjenkontakt med den anden betjent, der havde taget ophold ovre ved modtageskranken. Uden held. Jeg satte mig.

Og ventede.

Venteværelset blev mere og mere fyldt, og jeg fordrev tiden med at kig-ge på de andre patienter. Der var en overvægtig mand, som råbte op om spionkameraer i lygtepælene, mens han svedte en del. Han var kommet sammen med en spinkel mand, som holdt ham i hånden, mens han desperat spejdede efter en læge. Der var også en ældre dame, som talte længe og hurtigt. Jeg forsøgte at undgå øjenkontakt med hende, for hun lignede en, som kunne suge mig ind i et vakuum af informationer om strikkeopskrifter og kagebagning. Hendes ansigt bar præg af et hårdt liv, og jeg spekulerede over årsagen til, at hun var kommet alene. Måske havde hun skubbet alle sine kære væk - måske de havde svært ved at tackle hendes sygdom. Det kunne også være, de var døde. Endelig var der den unge mand på min alder, som blot sad og stirrede på et punkt i væggen, fuldstændig upåvirket af larmen og de andre mennesker.

Det slog mig, at jeg stadig ikke var klar over, hvorfor jeg var i venteværelset. Jeg prøvede at fremkalde dagens begivenheder, men det eneste, som kom frem, var højopløsningskameraer, instruktørstole og præriesletter. En Magnum .44 gjorde sin entré i min bevidsthed. Det måtte da afgøre sagen - hvis de to betjente havde Magnumpistoler, måtte jeg være med i en Dirty Harry-film. Jeg forsøgte at læne mig fremover, så jeg kunne se betjentens pistolhylster, men der var en rem over pistolen, så jeg kunne ikke se mærket. Mine tanker om at spørge betjenten, om han var kollega med Harry Callaghan, blev afbrudt af en mand i hvid kittel, der råbte mit navn ud i venteværelset. Han gik hen imod mig og ventede på, at jeg rejste mig op.

"Hej, Martin, jeg hedder også Martin, og jeg er læge," sagde han og rakte mig hånden. Jeg trykkede den og mærkede et fast håndtryk. Tydeligvis en statist. Han lignede ikke engang en læge.
"Nu skal du se, vi skal denne vej." Han pegede ned ad gangen. Han bad betjentene om at vente i venteværelset. Jeg fulgte efter ham, og vi fik selskab af en høj, ranglet mand i en grøn T-shirt og med samme hvide kittel på som lægestatisten. Var jeg pludselig med i et afsnit af Skadestuen?
"Du kan sætte dig her," sagde "lægen" og pegede på en stol. De satte sig ved siden af mig.
"Før vi starter, er jeg nødt til at se noget id." Jeg kiggede mistroisk på dem, og de viste mig begge, som det mest selvfølgelige, deres identifikation fra Rigshospitalet. De var nu godt forfalsket, måtte jeg indrømme.
"Ved du godt, hvorfor du er her?" "Ikke helt. Jeg kan ikke rigtig huske noget fra i dag. Det hele er én stor tåge, fra jeg stod op. Nu er jeg blevet lidt træt og vil rigtig gerne hjem og sove"
"Det skal vi nok finde ud af. Har du taget din medicin på det sidste?" Hvis der var noget, jeg var punktlig med, var det med at tage min medicin. Hvis jeg glemte at tage den en enkelt dag, fik jeg så mange fysiske abstinenser, at jeg kunne undervise narkomanerne på Vesterbro i behandling af abstinenssymptomer. Så det bekræftede jeg.
"Hvordan med søvn? Har du ikke fået sovet så meget?"
"Jeg synes ikke, jeg har haft behov for at sove så meget på det sidste. Den sidste uge har jeg faktisk slet ikke sovet. Jeg har arbejdet rigtig meget, skrevet digte og spillet musik. Så har jeg selvfølgelig også set mine venner rigtig meget. Nu er jeg bare blevet træt." Jeg smagte på mit sidste udsagn, for trætheden havde ramt mig som en hammer. Jeg måtte kæmpe for at holde øjnene åbne, og det føltes, som om mit ansigt var ved at falde af mit kranium. Mine arme var tungere end armene på en østeuropæisk guldvinder i bænkpres.
"Kan du få politiet til at køre mig hjem, så jeg kan sove lidt?"
"Jeg synes, vi skal aftale, at du bliver her et stykke tid. Så kan du få slappet af og få lidt ro omkring dig."
"Jeg vil hellere hjem." Jeg talte utydeligt, for mine kæbemuskler var ved at lægge sig til rette i en blød springmadras.
"Jeg vil gerne have, at du bliver her. Du skal helst give samtykke, ellers er jeg nødt til at tale med politiet igen." Hvorfor skulle han tale med dem? De var jo alligevel ikke rigtige politibetjente. Jeg var så træt, at jeg ikke orkede at diskutere mere med statisten, så jeg indvilligede.
"Der står en seng udenfor, som du kan lægge dig på. Så kommer der en portør og kører dig over på en stue. Jeg skal nok informere betjentene." Jeg lagde mig på sengen, og min medfødte nysgerrighed gjorde, at jeg undlod at falde i søvn, før jeg havde fundet ud af, hvor jeg skulle hen. Portøren ankom hurtigt, og han må have taget ualmindelig mange dramalektioner, for han så ud og opførte sig fuldstændig som en portør. Han stoppede foran to tykke døre med et rundt vindue i hver og fandt et enormt nøglebundt frem. Det var større end min matematiklærers nøglebundt i ottende klasse, og det vidste jeg af smertelig erfaring, for han tabte det engang oven på mit hoved. Dørene blev åbnet, og sengen kørte ind på en lang gang. Jeg hørte dørene smække bag mig og lyden af nøglen, som blev drejet i låsen, og jeg mærkede panikken ramme den del af min bevidsthed, som stadig var vågen. Jeg satte mig op i sengen, drejede mig og kiggede på statisten.

"Jeg vil faktisk hellere hjem alligevel."
Forfatterbemærkninger
Kapitel fra bogen Mine humørsvingninger og jeg som udkommer 5. december. Om en manisk psykose som kostede mig 3 måneder på hospitalet.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 09/11-2014 10:23 af Martin Hansen (Bipolarmartin) og er kategoriseret under Blandede tekster.
Teksten er på 4148 ord og lix-tallet er 29.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.