Lægeløfte med krydsede fingre


6 år siden 3 kommentarer Blandede tekster psykose mani hospital

2Bøddel
babelstårne · kaster lydløs uro · mod svedent sind · mine hænder ryster... [...]
Digte
6 måneder, 15 dage siden
2Angst
jeg går i forvejen · tager mit gode åndedræt og skrider · gader og st... [...]
Digte
7 måneder siden
1Kapitel 4 fra Før mine humørsvingninger og ...
Nordre Strandvej med fodboldstøvler på · Der var musik i Lasses mor... [...]
Blandede tekster
7 måneder, 4 dage siden
2Fuld
jeg er fuld · af intensioner om bedring · det kan ikke blive ved · jeg ... [...]
Digte · familie, forældrerolle, selvtillid
2 år siden
3Babelstårn i LEGO
1. september 1999 · Set i bakspejlet var det nok ikke en god idé, a... [...]
Livshistorier · benzodiazepiner, afhængighed, misbrug
2 år siden
4Søgen efter syndsforladelse
tider med tidligere minders · storhed · penne med blå håndskrift · tegn... [...]
Digte · parforhold
3 år siden
1Koncert
sange fra scenen · vi sidder lidt skævt · kigger ind i et klaver · lave... [...]
Digte · musik, kærlighed, parforhold
4 år siden
6Minder
jeg kigger ind i en mindevæg · hvid som sine forgængere · ser mig sel... [...]
Digte · ungdom, tiden går, tilbageblik
4 år siden
7Er det forbudt at længes?
fest i haven · jeg danser om solskinsgrøden · men kan ikke nå dig · for... [...]
Digte · begær
4 år siden
5Bag døren på den lukkede
døren er låst · vindue på klem · min seng bevæger sig · langsomt gennem... [...]
Digte · psykiatrisk afdeling, ensomhed, depression
5 år siden
3Smertestillende manier
23. september 2002 · Min dag var startet rigtig fint på trods af, a... [...]
Blandede tekster
5 år siden
2Skriblerier - stregtegning med bogstaver
skriblerier · tomme tønder buldrer · mest bag lukkede døre · forøget fa... [...]
Digte · mani, fart, lykke
5 år siden
8Psykiater #4
motoreftersyn · hos ny psykiater · han har hvid kittel · bor på et hosp... [...]
Digte · recovery
5 år siden
4At fiske efter angst
lav puls · under blank sol · jeg tæller ærinder · kaster med blik · rolig... [...]
Digte · angst, balance, balance
5 år siden
3Mørke er det nye sort
engel med mørke vinger · cirkler i konstant bevægelse · over forvilde... [...]
Digte · psykiatri, depression, dæmoner
5 år siden
5Tvang
bedøvede patienter · på ensrettede gange · læger med spidse nåle · strø... [...]
Digte · bipolar, mani, overgreb
5 år siden
6Røde læber i alle retninger
jeg søger græsgange · råber med en riffel · i hånden · sparsomt bytte · i... [...]
Digte · mani
5 år siden
2Soldaterhistorier
mine soldater er lagt på række · to i hver hånd med ansigt mod mark... [...]
Digte · mani, håb
6 år siden
5Fremmedlegemer
tåge i mine hænder · fordamper bag rude af sten · svin på mange fødde... [...]
Digte · angst, overhalingsbanen
6 år siden
6Første besøg hos søvnig psykiater
første besøg · hos søvnig psykiater · han kan alle buslinjerne · udenad... [...]
Digte · depresssion, recovery
6 år siden
3Stregtegning på blå himmel
hedengangne tider · om tidligere minders · storhed · penne med blå hånd... [...]
Digte · minder, sjælesorg
6 år siden
6Ordtryk om angst
det er svært at se tanker · for nøgne træer · jeg tænker ikke lige · en... [...]
Digte · angst
6 år siden
8Ord som rimer på angst
virvar · tankeforstyrrelser · små farver · i adrenalinrus · tomme tanker · ... [...]
Digte · angst, depression
6 år siden
4Psykose
jeg kigger på mursten · med tomme øjne · jeg løber fra spaltet dopami... [...]
Digte · psykose, psykisk sygdom
6 år siden
2Overvejelser
nyt lys på slukket ansigt · tæller dråber af klarsyn · på forlorne fi... [...]
Digte · parforhold, samliv
6 år siden
4Hjemme igen
kaffe i flad kop · i blikstille stue · ingen bevægelser · i grønne hynd... [...]
Digte · begyndelse, forvirring, recovery
6 år siden
8Udskrevet
gangsti · i udkanten af byen · jeg træder skridt med sne · på vejen hje... [...]
Digte · optimisme, håb, depression
6 år siden
2Vejen hjem
gangsti · i udkanten af byen · jeg træder sneskridt · på vejen hjem · kas... [...]
Digte · hjem, harmoni, lykke
6 år siden
1Manisk i Litauen
bygninger bøjer sig · i støvet · for mine hænder · fremmed land · foran m... [...]
Digte · mani, psykose, rejse
6 år siden
1Cocktails om natten
baren er proppet · med intentioner · jeg overvejer tilgang · tænker for... [...]
Digte · mani, natteliv
6 år siden
7Psykolog
psykolog med knold · bor i sterilt lokale · kleenex og karaffel · plast... [...]
Digte · psykolog, depression, psykisk sygdom
6 år siden
5Nat på Bispebjerg
fjedre på min ryg · hjul under sengen · jeg tyder drømme · på hvid skil... [...]
Digte · hospital, psykose, depression
6 år siden
2Distriktsygeplejerske
min veninde fra distrikten · hun har ikke knold i håret · det lægger ... [...]
Digte · alkohol, depression
6 år siden
3Lægeløfte med krydsede fingre
6. september 2007 · Jeg vågnede op og mærkede straks den kvalmende ... [...]
Blandede tekster · psykose, mani, hospital
6 år siden
6Guddommeligt brød
20. april 2006 · Min ellers så forudsigelige tilværelse var blevet ... [...]
Blandede tekster · psykose, mani, jesus
6 år siden
5Bus
jeg sidder på bagsædet · i en gul bus · jeg har vist billet · smækket s... [...]
Digte · depression, melankoli, fremmedgørelse
6 år siden
7Besøg
kæreste på besøg · stævnemøde bag lukket dør · under opsyn · hun synes ... [...]
Digte · parforhold
6 år siden
5Ensom
bob dylan kigger skævt · fra sin plads på væggen · gule nikotinstænk · ... [...]
Digte · ensomhed, alene, lejlighed
6 år siden
3Stemmer
spæde stemmer i grønne kanaler · tager til i styrke · jeg holder noge... [...]
Digte · depression, hospital, psykose
6 år siden
2Undervejs
blå blink på gule huse · passeret i hast · jeg har mistet retningssan... [...]
Digte · ambulance, hospital, depression
6 år siden
4En pose fra Fakta
tirsdag morgen foran fakta · ni minutter til dørene går op · mine kno... [...]
Digte · alkohol, depression, ensomhed
6 år siden
2Oscarvinder på trendy café
5. september 2007 · "Gider du lige stoppe et øjeblik? Vi skal lige ... [...]
Blandede tekster · politi, ambulance, mani
6 år siden
6Aktivering
kommunegange i rækker · smalle døre med grønne numre · skæbner med to... [...]
Digte · bipolar, arbejdsmarked, depression
6 år siden
3Udskrevet
jeg låser mine dæmoner inde · i fjorten blå luftkanaler · jeg tømmer ... [...]
Digte · mani, depression, hospital
6 år siden
4Bælte
pillerne smelter i min mund · jeg nægter at sluge dem · sygeplejerske... [...]
Digte · medicin, hospital, depression
6 år siden
2Bispebjerg
besøgstiden er slut · mine forældre går om hjørnet · en altid sørgeli... [...]
Digte · bipolar, hospital, depression
6 år siden
2På stuen
mørke over min enestue · dæmoner i slagsmål · bag et haspet vindue · je... [...]
Digte · hospital, depression, mani
6 år siden
4Socialrådgiver
møde i cellen · socialrådgiver med knold i nakken · mor og far med be... [...]
Digte · hospital, depression, mani
6 år siden
6Mani
bevægelig rasteplads · blot en lille omvej · et ekstra åndedrag · biler... [...]
Digte · bil, depression, mani
6 år siden

Puls: 6,8

Publiceret: 0
Afgivet: 1
Modtaget: 0
Martin Hansen (f. 1975)
6. september 2007

Jeg vågnede op og mærkede straks den kvalmende og indelukkede duft i lokalet. Jeg åbnede øjnene og kiggede mig omkring og opdagede, at jeg bestemt ikke lå i min egen seng. Det kunne også tydeligt mærkes - sengen var bestemt ikke fra Hästens og var sat i den karakteristiske let hævede facon, som om en venlig sjæl fejlagtigt havde troet, at jeg ville sove bedst, hvis jeg lå halvt oprejst. Væggene var malet i en venlig grøn farve, og på bordet, flankeret af to stole, lå et sæt tøj og et håndklæde. I hjørnet var der et stålskab, som var lukket, men ellers var lokalet blottet for sanseindtryk.

Jeg var på hospitalet.

Jeg rejste mig fra sengen og opdagede, at jeg stadig havde alt mit tøj på. Personalet havde heldigvis sparet mig for hospitalets ellers så fine uniform. Her tænkes især på de obligatoriske underbusker, som er så store, at end ikke Master Fatman efter fjorten dages ædegilde ville kunne fylde dem ud. Jeg var iført jeans og en forvasket T-shirt med motivet fra Counting Crows' seneste album. Jeg gik hen til vinduet og trak gardinerne fra for at åbne vinduet. Gardinerne havde helt sikkert været passende i et støvet kontorlandskab i 1963, men nu virkede de ikke tidssvarende og havde vel kun som formål at formørke lokalet endnu mere. Jeg måtte konstatere, at vinduet ikke lod sig åbne. Der var ingen hasper, blot en pind, som styrede de to øverste vinduer, der var så små, at de i åben tilstand ville kunne ventilere 2,6 % af lokalet om dagen. Jeg forsøgte at bevæge pinden, så de øverste vinduer kunne åbne, men måtte give op. Enten havde jeg ikke den tekniske snilde, eller også skulle man være bygningsingeniør med speciale i komplekse konstruktioner for at kunne betjene pinden. Måske havde jeg set for lidt Jullerup Færgeby?

Mens jeg rodede med vinduerne, gik døren op bag mig. Jeg vendte mig og fik øjenkontakt med en smilende og meget tiltrækkende kvinde på min egen alder. Hun var et lille nips med kort brunt hår og fyldige læber. Hendes tøj sad tæt på kroppen, og hendes hår var sat op i en hestehale. "Nå, så er du vågen? Det havde nu været godt for dig, hvis du havde sovet lidt længere. Jeg hedder Nanna, og jeg er din kontaktsygeplejerske." Hun rakte hånden frem, og jeg gik hen og trykkede den og gik tilbage og satte mig på sengen.
"Ved du godt, hvorfor du er her?" Jeg forsøgte at spole tiden tilbage, men underligt nok var en drøm om at køre i ambulance gennem Nørrebro, mens jeg skød kvæg med en Magnum .44, det eneste, jeg kunne komme i tanke om. Desuden havde jeg drømt, at jeg modtog en Oscar, og at prisoverrækkelsen fandt sted på en café. Ellers intet.
"Nej, ikke rigtigt, men jeg er nødt til at tage af sted, for jeg skal på arbejde nu. Jeg åbnede skabet for at se, om der var nogle af mine ting derinde, som jeg skulle huske.
"Dine forældre har ringet til dit arbejde og fortalt dem, at du ikke kommer i et stykke tid. Du skal være hos os og få lidt ro på." Hun snakkede meget langsomt, og mit irritationsniveau var ved at blive hævet betragteligt.
"Du behøver ikke tale så langsomt. Jeg kan godt forstå, hvad du siger, selv hvis du taler i et hurtigere tempo, og jo hurtigere du får dig snøvlet færdig, jo hurtigere kan jeg komme hjem." Jeg bevægede min højre hånd ned mod mine bukselommer i to velkendte bevægelser, bevægelser, som skulle konstatere, at mine nøgler og mine cigaretter lå i venstre lomme, og at min pung og min mobiltelefon lå i den højre. Jeg havde intet i lommerne.
"Hvor er mine ting?" Jeg forsøgte at lyde ydmyg, for sandsynligheden for, at jeg havde mistet dem i mit hukommelsestab, var ganske pæn.
"Jeg har lagt dine nøgler, din mobiltelefon og din pung ind i et skab i personalestuen, og dine cigaretter ligger i skuffen i bordet. Jeg har slukket din telefon - hvis du skal ringe, skal du gøre det fra vores telefon."
"Tak for det. Så henter jeg lige mine ting, og så tager jeg af sted. Har I et nummer, jeg kan ringe til for at få ambulant behandling?"
"Jeg kan godt forstå, at du gerne vil hjem - det er jo også gået lidt hurtigt for dig på det seneste. Klokken er ni, og klokken ti kommer Hans. Han er læge og går stuegang i dag, og så kan I lige finde ud af, hvad der skal ske. Dine forældre kommer i øvrigt i morgen formiddag, jeg har aftalt med dem, at de lige ventede med at komme på besøg, til der er faldet lidt mere ro på."
"Skal jeg være her til i morgen?" Jeg kiggede mig omkring og kunne konstatere, at jeg befandt mig på det mest kedelige sted på planeten. Der var områder i Saharas ørken, hvor der skete mere. Indretningsarkitekterne havde gjort en dyd ud af at give patienterne så lidt visuel stimuli som overhovedet muligt. Jeg turde slet ikke tænke på, hvordan fællesrummet så ud.
"Hvad har du tænkt dig, at jeg skulle lave så længe?"
"Du kan gå ned i vores TV-stue, eller du kan ryge en cigaret i rygerummet. Jeg ville nu have det bedst med, at du sov et par timer til. Nu må du passe på dig selv, vi ses senere." Hun forlod stuen med et smil.
Rygerummet lød som en god idé. Jeg fandt mine gule King's i skuffen og begav mig ned ad den lange gang. Alle døre var forsynet med tal, og hvert tal fortalte sikkert en historie om et menneske, hvis liv havde taget en uheldig drejning. Historier, som var endt med et komma i stedet for et punktum, og hvor slutningen ikke altid var lige velskrevet. Som min. Jeg betragtede tallene, mens jeg ufrivilligt nød stilheden. Der var faktisk så stille, min vejrtrækning gav genlyd ned ad gangen. Væggene var prydet med tofarvede billeder, som nok ikke gav mening for andre end den person, som i akut stilforvirring havde plantet dem på en hospitalsgang, hvor skiltene i øvrigt fortalte mig, at jeg befandt mig på afdeling 62.21. Jeg havde som sagt ingen anelse om, hvad jeg lavede på hospitalet, så jeg mindede mig om, at jeg skulle spørge Nanna om, hvad 62.21 var for en afdeling. Dette ville jeg gøre lige efter min cigaretpause.

Det var ikke svært at finde rygerummet. Omkring to meter før døren blev det pludselig sværere at komme fremad, for en tyk røg bredte sig frem under døren og efterlod den nederste del af gangen i et tæt røgslør. Der bredte sig også en velkendt duft af cigaretter, pibetobak og hash. Desuden blev røg- og duftindtrykkene akkompagneret af pivende falsk klaverspil. Jeg kunne næsten ikke tro, at min rygetrang skulle dæmpes derinde. Jeg overvejede et kort øjeblik at finde ud af, om der ikke var en gård, hvor jeg kunne ryge, men min medfødte nysgerrighed bød mig at finde ud af, hvad det var for et skuespil, der blev opført bag den lukkede dør. Jeg åbnede den og blev straks indhyllet i røg og klavertoner. Der var kun en enkelt person i rummet, en mand på omkring 55 år, som sad med en cigaret i munden og spillede klaver, mens han morede sig kosteligt. Han havde tjavset uvasket hår og et stort uplejet fuldskæg. Hans klaverspil lød helt og aldeles forfærdeligt, men det var tydeligt at høre, at han på et andet tidspunkt i sit liv havde mestret instrumentet. Han havde helt styr på akkordsammensætningerne, men det var udførelsen, det kneb med. Han drejede hovedet, da jeg trådte ind.
"Nå, har de også fanget dig?" Han spillede videre med drejet hoved, mens han ventede på mit svar.
"Ja, det må man sige, men jeg skal kun være her en times tid. Så skal jeg snakke med en læge, og så skal jeg hjem." Håbede jeg. Jeg tændte en gul King's og lod røgen blande sig med tågerne.
"Ja, det sagde de sgu også til mig, men jeg er her altså endnu." Han fortsatte med at spille, og det var komplet umuligt at høre, hvilken melodi han forsøgte sig med. Det var falske elementer af Kool and the Gang og Runrig tilsat tidlige passager fra Beethovens karriere. Meget tidlige.
"Hvorfor står der et klaver i rygerummet?" spurgte jeg, mens jeg lagde flugtplaner.
"Det har også stået i fællesrummet, men det er ikke alle, der har forstand på musik, så der blev lidt slagsmål. Nu står det her," sagde han.
Han talte hurtigt og skar endelsen af alle ordene, så jeg skulle virkelig koncentrere mig for at forstå, hvad han sagde.
"Hvorfor er du egentlig her?" spurgte jeg. Han virkede da ikke syg, men det kunne tænkes, at Kræftens Bekæmpelse havde plantet ham i et rygerum, fordi han var så helt og aldeles rædsom til at spille klaver, at folk hellere ville lade være med at ryge end at udsætte sig selv for to minutters voldtægt af øregangene, mens cigaretten blev kampsuget.
"Jeg er frisk som en fisk. Jeg fiser bare husleje af på den lukkede." Han spillede videre, mens han mumlede forvirrede sætninger, som ikke gav mening for andre end ham selv. Jeg loden røgen og tonerne passere gennem mine sanser og døsede lidt hen, mens jeg spekulerede over formålet med mit pludselige hospitalsophold. Jeg havde ikke ondt nogen steder, og det forekom mig ikke, at ambulanceredderne havde set synderlig bekymrede ud, da de tog mit blodtryk. Jeg kom pludselig i tanke om turen fra Jægersborggade til Rigshospitalet, om statisterne og filmsettet, men alt det virkede, som om det var sket for længe siden og ikke rigtig gav mening. Faktum var, at jeg sad i afdeling 62.21 i et rygerum, og jeg agtede at finde ud af hvorfor. Måske havde jeg fået et bijob som rengøringsassistent? I så fald var rygerummet et glimrende sted at starte. Det så ud, som om rengøringspersonalet havde opgivet lokalet ved den sidste nukleare katastrofe for et par år siden og havde efterladt lokalet i et inferno af sammenkrøllede cigaretpakker, halvt fyldte colaflasker og slikpapir og tilsat en hel del røg. Jeg kom væk fra tanken, da jeg kom i tanke om, hvor meget jeg hadede rengøring. Måske var jeg en elektriker, som var kommet for at reparere alarmsystemet for at forhindre yderligere patientflugtforsøg? Med min sidste oplevelse med at skifte loftslampen i min stue i smertelig erindring parkerede jeg den tanke. Pludselig slog det mig. Enorme mængder af viden om farmakologi og kognitive teknikker væltede ind og blev lagret i min hjerne. Jeg var speciallæge i psykiatri. Mit ophold gav pludselig mening, og der var ingen tid at spilde.

Jeg skulle gå stuegang.

Opildnet af meningen med mit ophold på hospitalet sagde jeg farvel til pianisten, åbnede døren og mærkede den friske luft ramme mit ansigt. Den friske hospitalsluft, vel at mærke. Jeg kiggede ned ad gangen, som var lige så øde som før. Enten var folk på afdelingen virkelig syge, eller også var patienterne blevet låst inde på deres stuer på grund af personalemangel. Jeg ledte efter blok og papir, elementer som mine psykiatere anvendte, når de skriblede de tanker ned, som jeg rev ud fra de inderste afkroge af min sjæl. Jeg kunne ikke finde nogen af delene på gangen, så jeg måtte improvisere.
Jeg måtte starte et sted, så jeg åbnede den første den bedste dør og trådte ind. En ækel lugt ramte mine næsebor et sekund efter, jeg havde taget det første skridt. Det var en lugt, som Cheminovas filial i Struer Slagteri ville have været stolt af at have frembragt, men sådan måtte det være at være læge. I regn og slud skulle receptblokken ud. Derfor orienterede jeg mig og fik øje på en mand på min egen alder, som lå i sengen med dynen op til brystet. Han lå også i den karakteristiske hospitalsstilling, det vil sige halvt siddende. Han var omkring 35 år, men så betydelig ældre ud. Han lå uroligt i sengen og lavede sporadiske spjæt med benene, mens han skiftevis holdt hænderne langs siden og foran ansigtet. Hans åndedræt var uroligt, og hans blik var fastlåst til et fikseret punkt i det gullige loft. Der var ikke nogen personlige effekter på stuen bortset fra et par bukser, som lå over den ene af de to stole. Jeg forsøgte at danne mig et overblik over situationen. Tilsyneladende skulle jeg på min første stuegang konsultere enten en angstpræget eller en skizofren patient. Jeg måtte finde ud af, hvilken diagnose han havde, for jeg havde sandt at sige ikke den store erfaring med skizofreni. Jeg måtte have været fraværende på medicinstudiet den dag. Pludselig kunne jeg ikke huske, om jeg havde modtaget undervisning i medicin overhovedet, men hvis jeg ikke havde, var jeg sikker på, at stuen ikke var blevet efterladt uden opsyn, så jeg bare kunne vade ind. Jeg parkerede min skrantende hukommelse og satte min lid til mine talegaver og helbredende hænder og trådte et skridt hen imod ham. Han fjernede hænderne fra ansigtet og drejede hovedet hen imod mig uden at få øjenkontakt.

"Kommer du for at give mig strøm igen?" Strøm? Han var da ikke i stand til at tale i mobiltelefon. Den kunne de da godt lade op på kontoret, for han lignede ikke en, som skulle bruge den i de næste par dage. Det slog mig, at han måske havde nogle pårørende, som gerne ville i kontakt med ham, så jeg besluttede mig for at give personalet besked efter konsultationen.
"Nej, det gør jeg ikke. Personalet må klare opladningen af din telefon. Jeg hedder Martin. Jeg er turnuslæge, og jeg går stuegang i dag. Jeg skal lige bede om dit navn og diagnose."
"Kan du ikke bare se det i journalen?" Han lød pludselig lettere irriteret, og han blev ramt af endnu et benspjæt og tog hænderne op foran ansigtet.
"Jeg vil gerne høre det fra dig, så jeg er sikker på, at du forstår, hvorfor du er her."
"Ok. Jeg hedder Joachim Nielsen og har generaliseret angst og depression" "Hvad er der lagt af behandlingsplaner?" Jeg måtte helt sikkert være læge. Hvordan skulle jeg ellers kende så fornemt et ord? Jeg havde lyst til at sige det igen, for ordet syntes at være synonym for magtesløshed og manglende evne til at gøre patienterne til nogenlunde produktive samfundsborgere igen.
"De er jo i gang med at give mig elektrochok, men jeg synes ikke, det virker. Til gengæld har jeg fået en del uro i benene, og jeg synes ikke, jeg sover så godt om natten. Min angst er i hvert fald ikke blevet bedre."
"Prøv at forklare, hvad du oplever, når du er angst," sagde jeg, overbevist om, at en kur var lige om hjørnet. "Det er, som om jeg kun kan se verden i sort-hvid, og det trykker i min pande, mens jeg ikke kan trække vejret ordentligt." Jeg øjnede en gylden mulighed. En friløber i en serie 6 kamp i 89. minut.
"Har du prøvet benzodiazepiner?" spurgte jeg selvsikkert.
"Ja, men dem må jeg ikke tage mere, for jeg er lige trappet ud, fordi jeg har haft et misbrug. De er rimelig vanedannende." Han tog hænderne væk fra ansigtet og kiggede på mig for første gang.
"Jeg tænker, at vi starter dig op igen. Jeg skal sørge for, at der bliver ordineret 15 mg Apolam tre gange om dagen, og så skal det nok tage toppen. Jeg giver lige personalet besked om at komme ind til dig med pillen om et øjeblik, og så er du på benene om en halv time."
"Bliver jeg så ikke afhængig igen?"
"Når du først er trappet ud, burde du ikke blive afhængig igen. Det er vel i øvrigt bedre end at ligge her, er det ikke?"
"Det må man sige. Tusind tak. Du er den første handlekraftige læge, jeg har mødt, og nu har jeg været her i fem uger." Selv patienterne kaldte mig læge. Jeg havde fundet mit kald.
"Selv tak, Joachim, jeg sørger for at give besked og kommer og besøger dig i morgen på samme tid. Pas nu på sig selv."

Jeg forlod stuen i beruset tilstand. At hjælpe et andet menneske i nød var helt sikkert bedre end at få topkarakter i en mundtlig eksamen. Måske bedre end sex. En relevant sammenligning for mig, for jeg havde dyrket sidstnævnte disciplin en del på det seneste, og den medførte som regel et inferno af ubesvarede telefonopkald og manglende lyst til at vise mig offentligt. Jeg kiggede ned ad gangen og udvalgte mig næste dør. Der var stadig ikke en sjæl at se på gangen. Der var fuldstændig ryddet for patienter, rengøringspersonale, læger og sygeplejersker. Hvis jeg ikke havde været til stede, var afsnittet jo faldet fuldstændig fra hinanden. Jeg havde et job at passe.

Jeg valgte døren med tallet to skrevet med grønt, for dette skulle være den anden patient, som skulle få gavn af min ekspertise og empati. Jeg åbnede døren og var straks vidne til en forholdsvis ejendommelig samtale. "Huskede du at hente rumæblerne, før du gik til pause?"
"Selvfølgelig gjorde jeg det. Jeg ved, hvor meget du elsker dem. Jeg kunne godt nok kun få nogen med søm i, men dem kan du jo bare tage ud."
"Tak skal du have. Nu tror jeg, at jeg vil lave mig en kop Lindøkaffe. Tager du æslerne ind fra gården?"
"Det kan du tro. Jeg stiller lige falseteksperimenterne ovre ved dyneløfterne."
Personen, som førte samtalen, med sig selv åbenbart, for der var ikke andre i rummet end hende, var en kvinde på omkring 40 år. Hun sad på gulvet iført hospitalstøj med ryggen vendt mod døren. Der var papir med ulæselige kruseduller spredt rundt om hende, og på væggene var der ophængt smukke sort-hvide tegninger med afbildninger af personer i stor smerte. Personerne var bundet med kæder og blødte ekstremt meget. Jeg blev så betaget af tegningernes skønhed, at jeg var lige ved at træde ud af karakter. Set bagfra var hun også utrolig smuk. Hun havde langt nøddebrunt hår, som faldt yndefuldt ned ad hendes ryg, og hendes krop var blød og harmonisk. Hun drejede hovedet, og jeg blev betaget af hendes skønhed. På en medlidende måde, for på trods af hendes smukke ydre var hun slet ikke til stede i denne verden. Hendes øjne kiggede lige igennem mig, mens hun fortsatte sin uforståelige talestrøm:
"Kan du så rydde op efter dig, sagde svanen. Du er jo ikke inde i Bamse."
"Det ved jeg godt, men banken var udgået for parabolantenner." Hun kiggede på mig.
"Er du kommet for at inseminere mig?" Hun havde frygt i stemmen.
"Nej, da. Jeg er kommet for at se, hvordan du har det i dag. Det er nogle flotte tegninger, du har lavet."
"Du kan godt spare dig. Jeg tager ikke med dig på udstilling." Hun lød meget bestemt, og jeg begyndte at udtænke en behandlingsplan. Hun var tydeligvis ikke en del af denne verden lige nu, så hvis jeg nu viste hende verden, ville hun måske opdage, at hun var på hospitalet, hvor hun kunne få hjælp. Planen krævede dog en hel del overvejelser og planlægning.
"Nu skal du høre. Jeg er kommet for at hjælpe dig. Jeg forlader dig lige et par minutter, og så kommer jeg tilbage til dig." Hun kiggede på mig, som var jeg en klat maling, der var faldet af penslen under udsmykningen af afsnittets fantastisk smukke vægge. Jeg tog afsked og begav mig ned imod kommandocentralen. En plan var begyndt at tage form.

Lyden af skingre toner blev højere, jo mere jeg nærmede mig rygerummet. Pianisten var der åbenbart stadig. Jeg åbnede døren, men røgkaskaderne generede mig ikke så meget som første gang. Jeg havde arbejde at gøre. Jeg satte mig, tændte en gul King's og begyndte at tænke. Min plan var ganske enkel. Pigen var isoleret på sin stue og var som følge deraf også afskåret fra visuelle og verbale indtryk. Derfor skulle hun på rundtur i afsnittet og allerhelst ud i byen. Sidstnævnte afhang af, om jeg kunne skaffe en nøgle, for jeg havde en fornemmelse af, at jeg var låst inde. Min plan blev afbrudt af høje råb ude fra gangen. Jeg rejste mig, åbnede døren og så tre mænd ved døren til den stue, hvor jeg havde hjulpet min første patient. Jeg lyttede til samtalen:

"Jeg ved ikke, hvem der har lovet ham de piller. Der står jo netop i journalen, at han ikke må få dem. Gider du spørge vagten, om der har været nogen læger nede fra 62.02?"
"Det ved jeg, at der ikke har. Jeg har været nede på kontoret hele tiden, og der har ikke været andet end patienter på gangen. Den nye patient, Martin, har været en del rundt, men jeg tror bare, han skulle ryge. Hans snakker med ham til stuegangen. Tror du, at det var ham?"
Jeg lukkede døren ind til rygerummet og tænkte, at jeg lige kunne nå et ryge en gul King's til, inden jeg skulle stå til ansvar for mine lægelige gerninger. Der gik heller ikke mere end et par sekunder, før døren gik op, og to mand entrerede kommandocentralen.
"Det var jo ikke særlig smart." Den forreste mand gik målrettet ned mod mig. Jeg havde taget plads i den bagerste stol bag en stor bregne, hvor der lå cigaretskodder i jorden. Jeg kiggede ham uforstående i øjnene.
"Nu kommer du med os. Er du klar over, hvad du har gjort ved ham?" Gjort FOR ham, var vel den rette formulering. Her havde jeg plantet en spinkel plante med håbet om at kunne høste helbredende blade, og så var dette takken. Jeg overvejede at skrive et brev til Sundhedsministeriet med min dybeste undren over at skulle finde mig i sådan en behandling. Jeg nåede at skrive de to første linjer i hovedet, før jeg blev flankeret af de to granvoksne mænd, som ikke lagde skjul på, at jeg skulle følge med dem. En civil anholdelse af en tjenestemand i funktion. Hvad skulle det ikke ende med? Jeg valgte at følge med ned ad gangen, hvor vi nåede til den gudsjammerligt kedelige stue, som jeg havde forladt for en lille time siden.
"Nu skal du gå ind på din stue. Jeg lukker døren og sætter mig udenfor, indtil lægen kommer og snakker med dig." Den ene selvbestaltede politibetjent lukkede døren bag mig. Jeg råbte gennem døren, om man måtte ryge på stuen, men underligt nok kom der ikke noget svar.
Jeg satte mig på sengen og kiggede mig omkring. Det var endnu for tidligt at begynde at pille ved vinduet igen, og jeg var absolut ikke træt, så jeg prøvede at huske, hvorfor jeg var havnet et sted som dette. Jeg var helt sikker på, at jeg var ejendomsmægler og kunne også huske, hvor jeg arbejdede. Erindringer om min lejlighed var også begyndt at dukke op. Nanna havde sagt, at mine forældre ville komme dagen efter, når der kom ro på. Jeg havde uanede mængder af energi, jeg havde aldrig solgt så mange huse som nu, og jeg havde styr på mit sociale liv. Problemet var, at jeg ikke sov så meget, og at jeg ikke kunne huske, hvad jeg havde lavet dagen før og som følge deraf, hvorfor jeg var havnet på hospitalet. Det var begyndt at gå op for mig, at jeg nok ikke var læge, og at der måtte være en grund til, at jeg sad på en hospitalsstue, omringet af psykisk syge patienter og med vagt foran døren.

Der gik ikke mange minutter, før døren gik op, og Nanna kom ind i følgeskab med en midaldrende mand. Han havde høje tindinger og havde grå stænk i sit veltrimmede fuldskæg. Han havde en mørkeblå T-shirt på under den efterhånden obligatoriske lægeskjorte. Han så rar og imødekommende ud, og jeg glædede mig til at høre, hvad han havde på hjerte. Måske var han den manglende nøgle til kagedåsen?

"Hej, Martin. Jeg hedder Hans." Han rakte mig hånden, og jeg mærkede et fast håndtryk plante sig i min højre hånd.
"Har du nogen idé om, hvorfor du sidder og snakker med mig lige nu?"
"Nej, ikke rigtigt. Jeg ved godt, at jeg er på hospitalet, og jeg er selvfølgelig også klar over, jeg har bipolar lidelse, men jeg synes bare, at alting går så godt for tiden. Mit problem er bare, at jeg ikke kan huske, hvad jeg har lavet de sidste dage."
"Det kan jeg godt forstå. Lige nu er du psykotisk. Du tolker verden på en anden måde, end du plejer, og derfor er din virkelighedsopfattelse en anden. Er det gået stærkt for dig i den seneste tid, eller har der været nogen forandringer i dit liv?" Han havde venlige øjne.
"Der har ikke rigtig været nogen forandringer. Jeg har fået mere ansvar på arbejdet og arbejder derfor mere. Jeg har derfor ikke været så god til at få sovet, men jeg har taget min medicin." Pludselig gik det op for mig, hvad det var, han havde sagt.
"Lige et øjeblik. Jeg er på ingen måde psykotisk. Jeg har ikke lavet nogen mærkelige ting overhovedet eller sagt noget underligt."
"Når en mani bliver meget voldsom, kan den af og til udløse psykoser, og jeg tror, at du har været manisk et stykke tid, uden at du eller nogen anden har opdaget det. Derfor har du udviklet psykotiske symptomer. Du kom ind til os, fordi du gik rundt på gaden og udgav dig for at være en anden end den, du er." Små stråler af genvunden hukommelse gjorde sin entré, og jeg kiggede ned.
"Jeg kan godt huske noget nu, og det er ikke rare tanker. Hvordan får vi det væk?"
"Det vigtigste er, at du får sovet. Jeg giver dig 30 mg Zyprexa som en engangsdosis for at få dig til at sove. Når du vågner, laver vi en behandlingsplan sammen med dine forældre. Er det i orden med dig?"
"Lad os prøve det."
"Nanna kommer med din medicin om et øjeblik, og så ses vi i morgen. Sov godt." Hans og Nanna forlod stuen.
Jeg tog mit tøj af og lagde mig i den pludselig indbydende seng og følte skammen ramme mit indre. Alle mine gerninger stod pludselig i klar smertelig erindring, og jeg fik lyst til at gemme mig under elevationssengen. Jeg kiggede op i loftet og blev ramt af en flygtig tanke.

Mon månen stadig sidder på himmelen, når jeg åbner mine øjne igen?
Forfatterbemærkninger
Om en manisk psykose, som fik mig indlagt på den lukkede afdeling. Under mit ophold fik jeg en stærk tro på,at jeg var læge..

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 05/12-2014 23:14 af Martin Hansen (Bipolarmartin) og er kategoriseret under Blandede tekster.
Teksten er på 4422 ord og lix-tallet er 30.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.