2Bøddel
babelstårne · kaster lydløs uro · mod svedent sind · mine hænder ryster... [...]
Digte
4 måneder, 28 dage siden
2Angst
jeg går i forvejen · tager mit gode åndedræt og skrider · gader og st... [...]
Digte
5 måneder, 13 dage siden
1Kapitel 4 fra Før mine humørsvingninger og ...
Nordre Strandvej med fodboldstøvler på · Der var musik i Lasses mor... [...]
Blandede tekster
5 måneder, 17 dage siden
2Fuld
jeg er fuld · af intensioner om bedring · det kan ikke blive ved · jeg ... [...]
Digte · familie, forældrerolle, selvtillid
2 år siden
3Babelstårn i LEGO
1. september 1999 · Set i bakspejlet var det nok ikke en god idé, a... [...]
Livshistorier · benzodiazepiner, afhængighed, misbrug
2 år siden
4Søgen efter syndsforladelse
tider med tidligere minders · storhed · penne med blå håndskrift · tegn... [...]
Digte · parforhold
3 år siden
1Koncert
sange fra scenen · vi sidder lidt skævt · kigger ind i et klaver · lave... [...]
Digte · musik, kærlighed, parforhold
4 år siden
6Minder
jeg kigger ind i en mindevæg · hvid som sine forgængere · ser mig sel... [...]
Digte · ungdom, tiden går, tilbageblik
4 år siden
7Er det forbudt at længes?
fest i haven · jeg danser om solskinsgrøden · men kan ikke nå dig · for... [...]
Digte · begær
4 år siden
5Bag døren på den lukkede
døren er låst · vindue på klem · min seng bevæger sig · langsomt gennem... [...]
Digte · psykiatrisk afdeling, ensomhed, depression
5 år siden
3Smertestillende manier
23. september 2002 · Min dag var startet rigtig fint på trods af, a... [...]
Blandede tekster
5 år siden
2Skriblerier - stregtegning med bogstaver
skriblerier · tomme tønder buldrer · mest bag lukkede døre · forøget fa... [...]
Digte · mani, fart, lykke
5 år siden
8Psykiater #4
motoreftersyn · hos ny psykiater · han har hvid kittel · bor på et hosp... [...]
Digte · recovery
5 år siden
4At fiske efter angst
lav puls · under blank sol · jeg tæller ærinder · kaster med blik · rolig... [...]
Digte · angst, balance, balance
5 år siden
3Mørke er det nye sort
engel med mørke vinger · cirkler i konstant bevægelse · over forvilde... [...]
Digte · psykiatri, depression, dæmoner
5 år siden
5Tvang
bedøvede patienter · på ensrettede gange · læger med spidse nåle · strø... [...]
Digte · bipolar, mani, overgreb
5 år siden
6Røde læber i alle retninger
jeg søger græsgange · råber med en riffel · i hånden · sparsomt bytte · i... [...]
Digte · mani
5 år siden
2Soldaterhistorier
mine soldater er lagt på række · to i hver hånd med ansigt mod mark... [...]
Digte · mani, håb
5 år siden
5Fremmedlegemer
tåge i mine hænder · fordamper bag rude af sten · svin på mange fødde... [...]
Digte · angst, overhalingsbanen
5 år siden
6Første besøg hos søvnig psykiater
første besøg · hos søvnig psykiater · han kan alle buslinjerne · udenad... [...]
Digte · depresssion, recovery
5 år siden
3Stregtegning på blå himmel
hedengangne tider · om tidligere minders · storhed · penne med blå hånd... [...]
Digte · minder, sjælesorg
6 år siden
6Ordtryk om angst
det er svært at se tanker · for nøgne træer · jeg tænker ikke lige · en... [...]
Digte · angst
6 år siden
8Ord som rimer på angst
virvar · tankeforstyrrelser · små farver · i adrenalinrus · tomme tanker · ... [...]
Digte · angst, depression
6 år siden
4Psykose
jeg kigger på mursten · med tomme øjne · jeg løber fra spaltet dopami... [...]
Digte · psykose, psykisk sygdom
6 år siden
2Overvejelser
nyt lys på slukket ansigt · tæller dråber af klarsyn · på forlorne fi... [...]
Digte · parforhold, samliv
6 år siden
4Hjemme igen
kaffe i flad kop · i blikstille stue · ingen bevægelser · i grønne hynd... [...]
Digte · begyndelse, forvirring, recovery
6 år siden
8Udskrevet
gangsti · i udkanten af byen · jeg træder skridt med sne · på vejen hje... [...]
Digte · optimisme, håb, depression
6 år siden
2Vejen hjem
gangsti · i udkanten af byen · jeg træder sneskridt · på vejen hjem · kas... [...]
Digte · hjem, harmoni, lykke
6 år siden
1Manisk i Litauen
bygninger bøjer sig · i støvet · for mine hænder · fremmed land · foran m... [...]
Digte · mani, psykose, rejse
6 år siden
1Cocktails om natten
baren er proppet · med intentioner · jeg overvejer tilgang · tænker for... [...]
Digte · mani, natteliv
6 år siden
7Psykolog
psykolog med knold · bor i sterilt lokale · kleenex og karaffel · plast... [...]
Digte · psykolog, depression, psykisk sygdom
6 år siden
5Nat på Bispebjerg
fjedre på min ryg · hjul under sengen · jeg tyder drømme · på hvid skil... [...]
Digte · hospital, psykose, depression
6 år siden
2Distriktsygeplejerske
min veninde fra distrikten · hun har ikke knold i håret · det lægger ... [...]
Digte · alkohol, depression
6 år siden
3Lægeløfte med krydsede fingre
6. september 2007 · Jeg vågnede op og mærkede straks den kvalmende ... [...]
Blandede tekster · psykose, mani, hospital
6 år siden
6Guddommeligt brød
20. april 2006 · Min ellers så forudsigelige tilværelse var blevet ... [...]
Blandede tekster · psykose, mani, jesus
6 år siden
5Bus
jeg sidder på bagsædet · i en gul bus · jeg har vist billet · smækket s... [...]
Digte · depression, melankoli, fremmedgørelse
6 år siden
7Besøg
kæreste på besøg · stævnemøde bag lukket dør · under opsyn · hun synes ... [...]
Digte · parforhold
6 år siden
5Ensom
bob dylan kigger skævt · fra sin plads på væggen · gule nikotinstænk · ... [...]
Digte · ensomhed, alene, lejlighed
6 år siden
3Stemmer
spæde stemmer i grønne kanaler · tager til i styrke · jeg holder noge... [...]
Digte · depression, hospital, psykose
6 år siden
2Undervejs
blå blink på gule huse · passeret i hast · jeg har mistet retningssan... [...]
Digte · ambulance, hospital, depression
6 år siden
4En pose fra Fakta
tirsdag morgen foran fakta · ni minutter til dørene går op · mine kno... [...]
Digte · alkohol, depression, ensomhed
6 år siden
2Oscarvinder på trendy café
5. september 2007 · "Gider du lige stoppe et øjeblik? Vi skal lige ... [...]
Blandede tekster · politi, ambulance, mani
6 år siden
6Aktivering
kommunegange i rækker · smalle døre med grønne numre · skæbner med to... [...]
Digte · bipolar, arbejdsmarked, depression
6 år siden
3Udskrevet
jeg låser mine dæmoner inde · i fjorten blå luftkanaler · jeg tømmer ... [...]
Digte · mani, depression, hospital
6 år siden
4Bælte
pillerne smelter i min mund · jeg nægter at sluge dem · sygeplejerske... [...]
Digte · medicin, hospital, depression
6 år siden
2Bispebjerg
besøgstiden er slut · mine forældre går om hjørnet · en altid sørgeli... [...]
Digte · bipolar, hospital, depression
6 år siden
2På stuen
mørke over min enestue · dæmoner i slagsmål · bag et haspet vindue · je... [...]
Digte · hospital, depression, mani
6 år siden
4Socialrådgiver
møde i cellen · socialrådgiver med knold i nakken · mor og far med be... [...]
Digte · hospital, depression, mani
6 år siden
6Mani
bevægelig rasteplads · blot en lille omvej · et ekstra åndedrag · biler... [...]
Digte · bil, depression, mani
6 år siden

Puls: 8,0

Publiceret: 0
Afgivet: 1
Modtaget: 0
Martin Hansen (f. 1975)
23. september 2002

Min dag var startet rigtig fint på trods af, at jeg havde haft en del mavesmerter i løbet af natten. Jeg stod op af sengen og mærkede, at smerterne bestemt ikke var gået væk. Det meste af natten havde jeg sovet på gulvet, for de hårde brædder pressede på den højre side af maven, så det ikke gjorde så ondt. Jeg overvejede, om det måske skulle løbes væk, hvilket ville have været min idealistiske fodboldtræners medicin mod alle former for smerte. Jeg tænkte på den gang, jeg havde haft ondt i knæet, men alligevel skulle løbe en af de pragtfulde ture i blæst og 15 graders frost. Dagen efter var jeg på Helsingør hospital for at få fjernet en slimsæk i selvsamme knæ. Med dette friskt i hukommelsen, samt det faktum, at jeg ikke havde været ude at løbe i seks år, afskrev jeg idéen. Det var jo heller ikke så slemt. Jeg kunne stadig gå, og hvis jeg undlod at trække vejret helt ned i maven, kunne jeg sagtens passe dagens gøremål. Hvad skulle man med motion, når man havde vilje og dumdristighed?

Det havde været svært at blive diagnosticeret med bipolar affektiv lidelse, og selv om jeg efter bedste evne havde forsøgt at efterleve de nedskrevne regler i bipolarbiblen, fik jeg stadig humørsvingninger. De var ikke så voldsomme som før, og der gik længere mellem dem. Jeg kunne godt mærke, at Litium var et godt præparat for mig. Jeg kunne mærke, at der ikke var så højt til loftet, men også at mit hus ikke havde nogen underetage. Det var stadig ikke nemt for Maj-Britt, men hun forsøgte at hjælpe mig så godt hun kunne. Jeg vidste godt, at jeg havde lidelsen og forstod alle de nødvendige tiltag og forholdsregler, som jeg var nødt til at tage. Men jeg havde endnu ikke helt accepteret, at jeg havde lidelsen, og brugte meget tid på at lade som om jeg var et helt normalt menneske uden indbyggede rutsjebaneture. På trods af talrige forsøg havde Ulla dog ikke haft held med at trappe mig ned i Alopam. Leif, indehaveren af butikkerne og nu min nærmeste chef efter jeg havde skiftet stilling, havde ikke været synderligt imponeret over, at jeg var taget hjem fra kursus, men jeg leverede stadig det jeg skulle, så min fornemmelse var, at han stadig var tilfreds med mig.

Som altid undlod jeg at spise morgenmad og røg dagens første gule King's, en cigaret, som ikke bekom mig så vel, da det var forbundet med en del smerte at få røgen ned i lungerne. Jeg overvejede et kort øjeblik at undlade at ryge flere den dag, men slog det hen som værende et øjebliks vanvid. Tanken om at holde op med at ryge strejfede mig fra tid til anden, og dette var åbenbart en af de gange. Der skulle mere til.

Maj-Britt var på kursus i Kolding, så der var ikke meget hjælp at hente der. Jeg overvejede at ringe til hende, men jeg ville ikke forstyrre hende med noget så ubetydeligt som dette. Hvis hun havde været hjemme, var jeg overbevist om, at hun havde sparket mig til lægen, så det var godt, hun ikke var hjemme, for så kunne jeg komme på arbejde.

Det var en forholdsvis kompliceret affære at få tøj på. Jeg måtte lægge mig udstrakt på sengen og forsøge at trække bukserne på med strakte arme, og jeg velsignede den dag, hvor jeg som 14-årig holdt op med at vokse, så mine ben ikke blev længere, end de var nu. Strømperne var heller ikke nogen fornøjelse. Jeg overvejede at lade være med at tage dem på, men besluttede mig for at tage kampen op. Jeg havde tårer i øjnene, da jeg efter ti minutters indædt kamp havde fået begge strømper på, men måtte konstatere, at den ene var markant mere sort end den anden. Jeg forbandede mine strømper og mine evner som vaskekone langt væk og gik på kompromis. Jeg måtte tage på arbejde med to forskellige strømper på, for jeg havde oparbejdet en hvilepuls på 160 over 105 og havde ikke mere energi. Det værste var næsten skjorten. Det gik helt fint med det venstre ærme, men tingene tog en uventet drejning, da jeg nåede til det højre. Det var mere eller mindre umuligt at række højre arm tilbage få at få fat i det flagrende ærme, som legede tagfat og kækt svingede frem og tilbage, mens jeg desperat prøvede at få fat i det. Jeg fik først skjorten på, da jeg tog den helt af og startede med det højre ærme i stedet. Det var heldigvis lunt udenfor, så jeg slap for at tage frakke på.

Jeg satte mig ud i min bil og mærkede en stikkende smerte i højre side af maven. Det føltes, som om der sad femten spætter og hakkede mig i siden. Jeg forsøgte at løfte op i min skjorte for at se, om det blødte, men jeg var nødt til at stå ud af bilen for at kigge. Det lod sig nemlig ikke gøre i min let sammenkrummede stilling på forsædet. Jeg stod ud og kunne konstatere, at min mave så helt fin ud. Ingen grund til panik. Jeg gik tilbage til huset og forsynede mig med fire Panodil, som jeg skyllede ned med det halve krus kaffe, som stod på køkkenbordet fra aftenen før. Jeg havde ingen illusion om at pillerne hjalp, men det skadede vel ikke at prøve.

Jeg overvejede et splitsekund at blive hjemme fra arbejde, men jeg følte, at jeg var nødt til at tage af sted. Jeg havde to meget vigtige møder, som begge gav en god provision, hvis alt gik, som det skulle. Derfor havde jeg ikke tid til at have ondt i maven. Jeg kravlede ind i bilen og konstaterede, at min i forvejen smalle indkørsel pludselig var blevet meget smallere, end den plejede, fordi jeg var nødt til at bruge spejlene. Jeg plejede at dreje overkroppen i en uhensigtsmæssig stilling for at kigge ud af bagruden, når jeg bakkede, men min pludselig opståede tilstand i maven umuliggjorde denne bevægelse, så jeg var nødt til at visualisere min kørelærers ansigt på passagersædet for at fuldføre denne teknisk krævende begivenhed. Turen til arbejde foregik med 30 kilometer i timen hele vejen, for min intuition sagde mig, at en pludselig opbremsning ville påføre mig betydelige mængder af smerte. Jeg bremsede derfor blødt og behageligt, som min kørelærer ville have sagt.

Jeg ankom til parkeringspladsen ved mit arbejde og forsøgte at stige ud af bilen. Efter et par forsøg på at tage venstre ben ud på jorden måtte jeg konstatere, at smerterne var taget til. Det lykkedes mig at komme ud, men jeg fandt hurtigt ud af, at jeg ikke var i stand til at rette mig op. Jeg bevægede mig fremad ved at gå foroverbøjet og ved at løfte nakken, så jeg kunne se, hvor jeg gik.

"Hvad helvede laver du her i den tilstand?" Leif så medlidende ud, men lød også lidt irriteret over, at jeg ikke var blevet hjemme.
"Det er ikke så slemt. Jeg har bare lidt ondt i maven. Jeg har taget Panodil for et kvarter siden, så det skal nok gå væk."
"Du skal altså til lægen nu. Skal jeg køre dig?"
"Jeg behøver altså ikke gå til lægen. Jeg vil gerne blive her, for jeg har to møder i dag." Jeg vidste godt, hvad klokken var slået, og så meget kunne jeg ikke tælle til i min tilstand.
"Du er ikke i stand til at holde møder med nogen. Jeg skal nok tage dem, og så ser du at komme til lægen nu. Er du sikker på, at jeg ikke skal køre dig?"
"Ja, jeg har det helt fint. Jeg tager af sted nu. Vi ses om et par timer."
"Du skal ikke komme, før du er rask. Jeg skal nok sørge for, at dine møder bliver passet. God bedring."

Så havde jeg altså reddet mig en aftale med min læge. Psykiatere kunne lige gå, men praktiserende læger, som kunne minde mig om min egen dødelighed, var mennesker, som i min agtelse rangerede på lige fod med rumænske tricktyve. Jeg fandt ud af, at det var lettere at komme ind i bilen, end det var at komme ud, fordi jeg opfandt en teknik, som bestod i at kravle ind i bilen med overkroppen først. Jeg ankom til parkeringspladsen ved min læge, igen ved at undlade at køre mere end 30 kilometer i timen. Lægen boede foran et stort center, så der var en del mennesker, som blev vidner til min nu nødvendige teknik med at kravle ud på parkeringspladsen og derefter rejse mig op. Jeg ignorerede alle de velmenende tilbud om hjælp. Jeg skulle jo bare til lægen og derefter tilbage på arbejde.

Jeg gik ind i bygningen og kiggede vantro på et skilt, som proklamerede, at elevatoren var i uorden. Dette var i sig selv et irritationsmoment, men det blev en smule større, da jeg kom til at tænke på, at min læge boede på 3. sal. Jeg kiggede op ad de endeløse mængder af trin, som snoede sig op mod himmelen, og påbegyndte opstigningen. 25 minutter efter kiggede jeg forpustet på et skilt, hvor der stod "Erik Albertsen, praktiserende læge". Venteværelset var godt fyldt, og det tog mig 85 skridt af komme frem til sekretærens skrivebord. Hun var en pæn midaldrende dame med gråt hår sat op i en hestehale. Hun holdt sig godt og lignede en, som var meget aktiv i fritiden. Hun var iført en kort rød nederdel, en matchende top og brune sandaler.
"Jeg hedder Martin, og jeg vil gerne have, at Albertsen kigger på mig. Jeg har lidt ondt i maven." Hun kiggede på mig, som om månen var faldet ned, mens jeg gav hende mit sygesikringsbevis.
"Ih, du altforbarmende. Har du mange smerter?"
"En smule, men det går nok. Jeg skal vel bare have noget medicin?"
"Jeg taler med Albertsen med det samme, så ser vi om vi kan skubbe dig lidt frem."
"Det behøver du altså ikke. Jeg kan sagtens vente. Jeg sætter mig bare over i sofaen."
"Lad os se på det. Jeg kalder, når du kan komme ind til ham."
Jeg gik over mod den tilsyneladende mest ukomfortable sofa, jeg nogensinde havde set. Den var karrygul med røde lodrette striber, og selve træskelettet havde set bedre tider. Den var ikke særlig bred, så jeg begyndte at udtænke metoder til at komme ned i den. Min indledende overvejelse gik på at stille mig med ryggen til sofaen og langsomt gå i knæ i bedste kaptajn Jespersen-stil, men mine år med manglende fysisk træning fortalte mig med hånende ord, at mine lår ikke var bygget til at kunne bære hele min overkrop. En anden tilgang til projektet var at stille mig med ryggen til et af armlænene og vælte mig baglæns ned i sofaen. Her var mod en vigtig faktor, og mod og jeg havde sagt farvel til hinanden i min tidlige barndom. Jeg løste problemet ved at vælte mig ned som en kugle i venstre side af sofaen. Velplaceret i den dårligste sofa jeg nu både havde set og mærket, kiggede jeg ud i lokalet og ventede. Der gik ikke lang tid, før jeg hørte en velkendt stemme.

"Så må du godt komme ind, Martin."
"Jeg skal lige rejse mig, gå bare ind." Opstandelsen fra sofaen gik nemmere, end jeg havde forventet, men da jeg havde rejst mig, opdagede jeg, at jeg var blevet så foroverbøjet, at mit ansigt nu var omkring 40 centimeter over gulvet. Jeg konstaterede, at det var klinisk rent og gik ind til lægen.
"Du ser ud til, at du har smerter. Hvad er der kommet til dig?"
"Jeg vågnede bare i nat og havde ondt i højre side af maven. Det er blevet lidt værre, men det er til at holde ud."
"Du skal lige lægge dig her." Albertsen pegede på briksen, men så ikke helt rolig ud.
"Det er godt nok nemmere sagt end gjort. Jeg skal gøre et forsøg." Jeg prøvede rullefaldsteknikken fra sofaen i venteværelset og klarede proceduren i tre forsøg. Da jeg lå på ryggen med bøjede ben og kiggede op i loftet, kunne jeg mærke, at mine smerter var taget til.
"Gør det ondt, når jeg trykker her?"

Det sortnede for mine øjne, og jeg så væddere, som stødte hornene imod hinanden, så de penetrerede hinandens kød. Blodet flød ubønhørligt ned ad væddernes hvide uld, som snart antog koksgrå nuancer. Sårede dyr lagde sig i bunker oven på hinanden, og dødsskrigene blandede sig med vindens hærgen over slagmarken.

"Det var ikke så slemt. Det er bedre end i morges," løj jeg. Hvis ikke jeg havde ligget ned, var jeg bestemt faldet bevidstløs om.
"Nu skal du høre. Jeg tror du har en betændelse i maven, men jeg ved ikke, hvor slemt det er. Jeg ringer derfor efter en ambulance, og så skal du lige blive liggende her, indtil de kommer."
"Det er i orden. Kan jeg nå at ryge?"

Et kvarter efter ankom to ambulancereddere med en båre og kom ind i lokalet.
"Hej med dig. Nu skal vi se at få dig på hospitalet. Vi har en udfordring. Elevatoren virker ikke, så vi skal lige have dig båret ned ad trappen. Vi prøver at skubbe båren ind under dig, så du ikke behøver at rejse dig."
"Det er altså ikke nødvendigt. Jeg kan sagtens selv gå ned."
"Du skal lige lægge dig på båren, for vi skal altså af sted lidt hurtigt." De skubbede båren ind under mig og gik ud af lokalet for at påbegynde nedstigningen.
Det var en spændende oplevelse at blive båret ned fra 3. sal, og havde det ikke været for de sporadiske klask ind mod skiftevis gelænderet og væggen, som sendte stråler af smerte gennem min krop, havde jeg faktisk nydt turen. De stirrende blikke, da jeg blev fragtet gennem gågaden, kunne jeg dog have været foruden. Jeg blev lagt i ambulancen, og den ene af redderne satte sig bag rattet, mens den anden satte sig ved siden af mig. Efter et øjeblik kunne jeg høre en sirene, som sendte rytmiske lyde mod efterårshimlen.

Jeg begyndte at erkende, at jeg havde en smule mere ondt i maven, end godt var, men jeg forsøgte alligevel at lytte til radiokommunikationen.
"Vi har en patient med akutte mavesmerter med mistænkt betændelse i tarmene. Vi er hos jer om estimeret fem minutter." Svaret kom efter 30 sekunder.
"I skal køre ham til Herning. Vi sørger for, at der er et operationshold klar." Han drejede hovedet mod mig og den anden redder, som var i gang med at tage min temperatur og måle mit blodtryk.
"Nu skal du høre. Vi kører dig til Herning hospital. Der er vejarbejde på motorvejen, så vi kommer til at køre et par kilometer i rabatten." Det kunne vel ikke være så slemt. Ambulancen drejede ud på motorvejen, men efter kort tid blev jeg klar over, at det kunne det vist godt være alligevel. Jeg blev nærmest kastet af båren, da ambulancen kørte ud i rabatten og fortsatte i høj fart, mens mine tænder dansede parringsdans med mine kinder, og min mave truede med at eksplodere. Vi ankom til hospitalet, hvor der stod to mænd klar til at tage imod mig.
"Tak for hjælpen. Vi tager over herfra." Den ene henvendte sig til mig, mens de trak båren ud under mig, så jeg lå i en transportabel seng.
"Hej, Martin. Nu skal du høre. Vi kører dig direkte på operationsstuen."
"Jeg skal ikke opereres. Jeg skal på arbejde om lidt. Jeg har et vigtigt møde."
"Du kommer nok ikke på arbejde i dag." Han smilede til mig, mens de tog fat i sengen og påbegyndte deres forhindringsløb gennem hospitalet.

Jeg ankom til operationsstuen, hvor en hær af mennesker stod klar. Der var et utal af slanger og aggregater, og jeg blev en smule utryg, da jeg så alle de mennesker og instrumenter samlet på et sted. Gad vide, om jeg fejlede noget alvorligt? Jeg blev løftet ud af min seng og anbragt på et sort bord. En sygeplejerske satte en måler på min højre pegefinger, mens en anden begyndte at påføre gennemsigtige runde klistrede ting på mit bryst. En tredje henvendte sig til mig.
"Hej, Martin. Jeg hedder Allan, og jeg er anæstesilæge. Jeg skal lige bedøve dig. Vi kommer til at operere dig i maven, for vi tror, at der er en betændelse i dine tarme. Det kan være blindtarmsbetændelse, men det kan også være noget andet. Derfor er vi nødt til at åbne din mave for at kigge."
"Du mærker lige et prik i din hånd," sagde den sygeplejerske, som havde sat dimsen på min finger. Det var nu et meget lille prik.
"Nu lægger Allan bedøvelsen, og om 30 sekunder falder du i søvn. Du skal bare tænke på noget rart imens."

Jeg var en smule desorienteret, da jeg vågnede og kiggede mig rundt i stuen. Jeg lå helt sikkert ikke min egen seng. Det kunne konstateres alene på lugten, for der lugtede af rengøringsmidler. Jeg var heller ikke hos mine forældre, for så havde der set betydelig mere hyggeligt ud. Her var der bare en seng og to store stole, og øverst på væggen hang et fjernsyn. Endnu en grund til at jeg ikke var hjemme hos mig selv, for jeg havde ganske enkelt ikke håndværksmæssig snilde til at kunne montere et fjernsyn på en væg. Mine grublerier blev afbrudt, da døren gik op og en udenlandsk mand i selskab med den samme kvinde, som havde stukket mig i armen, kom ind. Manden var glatbarberet og havde velplejet hår og hud. Han havde en grøn skjorte på under den hvide kittel. Han så bekymret ud, mens han henvendte sig til mig på perfekt dansk.
"Hej, Martin. Der var vi godt nok ved at miste dig. Jeg hedder Reza, og det er mig, som har opereret dig. Har du nogen smerter?" Jeg mærkede efter og måtte konstatere, at min krop var tung som cement, og at Tyson måtte have udført en del vellykkede leverstød på min mave.
"Jeg har pænt ondt. Hvorfor er jeg blevet opereret?"
"Din læge sendte dig på hospitalet, fordi han havde mistanke om, at du havde blindtarmsbetændelse. Da jeg kiggede i din mave, kunne jeg se, at der var gået hul fra tarmen til bughulen, og det er meget farligt. Jeg har derfor opereret dig for bughulebetændelse, og det er det, der har givet dig så mange smerter, fordi mavemusklerne spænder meget krampagtigt for at kompensere for betændelsen. Vi var ikke mere end et par minutter fra at miste dig, så det var rigtig godt, at du kom så hurtigt." Jeg kunne jo nok kunnet have kommet hurtigere, men jeg havde jo ting at passe.
"Hvad så nu?"
"Jeg har lukket dig med 31 midlertidige sting, som lige skal lukke såret, og når det er lukket, skal du syes med permanente sting."
"31 sting? Har du sprættet hele min mave op?" Jeg forsøgte at tage min hospitalsskjorte af for at kunne se overgrebet, men alt hvad jeg så var en enorm forbinding.
"Det var jeg nødt til. Ellers havde du ikke have været her i dag. Nu skal du lige hvile dig lidt, og hvis du har brug for smertestillende, så kommer jeg og smertedækker dig."
"Jeg vil gerne hvile mig lidt, men jeg vil også gerne have min telefon, så jeg kan ringe til mine forældre og til min kæreste."
"Den skal du nok få, men vi har allerede ringet til dem, og de kommer alle sammen, så hurtigt de kan. Prøv at se, om du kan få sovet lidt. Hvis der er noget, trækker du bare i den snor, som hænger på væggen bag dig." Jeg fik associationer til toilettet i min farmor og farfars lejlighed.

Jeg havde svært ved at lægge mig til at sove, for min krop var gået på tidlig pension. Den var blevet 75 år gammel og viste ikke stor vilje til at slappe af. Jeg mærkede smerter, som jeg ikke var klar over kunne eksistere, for hele min overkrop var et stort smertecenter. Mine øjne blev med at åbne, hver gang jeg havde lukket dem. Jeg var også påvirket af Rezas ord om, at jeg skulle være glad for at være i live, så jeg nøjedes med at kigge op i det klinisk rene loft. Efterhånden blev det umuligt for mig at ligge ned, så jeg trak i snoren, dog ikke uden associationer. Der gik ikke lang tid, før døren gik op.
"Hvad vil du nu?" Jeg kiggede på en let overvægtig kvinde med briller, som kiggede olmt på mig. Hun så bidsk ud og lignede én, jeg havde forstyrret, mens hun var i gang med at læse en artikel i Ude og Hjemme.
"Jeg har rimelig ondt. Kan jeg få en Panodil?" Hun kiggede irriteret på mig.
"Jeg skal nok ringe efter lægen, men der går nok noget tid. Jeg skal også give dig et bad senere." Der var ikke en kinamands chance i helvede for, at denne bitre dame skulle give mig et bad, men jeg satte gode miner til slet spil.
"Det er i orden. Jeg vil bare gerne have noget smertestillende." Der gik ikke mange øjeblikke, før Reza stod i min stue.
"Ilse sagde, at du havde brug for noget smertestillende. Jeg kan godt give dig Todolac eller Panodil, men det mest potente middel er morfin. Har du fået morfin før?"
"Nej, det har jeg ikke, men hvis det er det bedste, vil jeg gerne prøve det, for jeg har rimelig ondt."
"Godt. Jeg får Ilse til at komme med en tablet. Jeg håber, at det virker. Ellers finder vi på noget andet."
Ilse dukkede op med en stor tablet og et lille bæger, hvori der var en overflod af 2 ml. vand. Hospitalet måtte have lavet en akut spareplan og måtte have lavet aftaler med vandværket. Jeg slugte tabletten og begyndte på min nye yndlingsbeskæftigelse, nemlig at kigge op i loftet. Jeg overvejede at tænde for fjernsynet, men var ikke sikker på, om jeg kunne koncentrere mig. Jeg skulle vel også snart hjem.

Efter en halv time begyndte mine fingre at snurre. Mine tanker begyndte at sætte farten op, og jeg fik en masse gode idéer til, hvordan jeg kunne blive bedre til at sælge huse. Jeg begyndte at udvikle nye salgsteknikker, samtidig med at jeg overvejede, hvordan jeg bedst kunne sætte mit hus i stand uden at skulle lave alt for meget selv. Jeg havde simpelt hen for mange ting, der skulle gøres. Jeg måtte væk.
Opstigningen fra sengen gik forholdsvis smertefrit. Indrømmet, der var stadig en del smerter, men de var aftagende. Morfinen virkede, som den skulle. Jeg gik hen til døren, kiggede ud på gangen og konstaterede, at der ikke var nogen mennesker derude. Mine flugtchancer blev forøget betragteligt, da jeg opdagede en kørestol lidt længere nede ad gangen. Jeg humpede hen til den, satte mig til rette og begyndte at rulle. Jeg havde ingen anelse om, hvor udgangen var, så jeg satte min lid til de farvede striber, som var klistret på gulvet og væggen. Jeg valgte farven blå og håbede, at den ville lede mig ud af dette hospital, som begrænsede mine udfoldelsesmuligheder. Det var forbavsende nemt at betjene rullestolen, og jeg nåede receptionen uden forhindringer. Den blå farve havde åbenbart været den rigtige. Jeg skulle til at rulle ud ad hovedgangen, da jeg kunne mærke bevægelse og stemmer bag ved mig.
"Hvor skal du hen?" Jeg hørte en stemme bag mig, men jeg havde ikke tid til at kigge mig tilbage. Jeg var pludselig blevet hovedpersonen i et National Geografic-program om flugtforsøg, og jeg var ved at løbe tør for tid. Jeg kørte mod de automatiske døre, som åbnede foran mig og bød mig velkommen i friheden.

Jeg blev stoppet af to ambulancereddere, som genforenede mig med de tre sygeplejersker, som var løbet efter mig. Mine grandiose planer var forbi. Jeg måtte tilbage i cellen, hvor Reza sad og ventede på mig.
"Jeg har lige set din journal og kan se, at du tager stemningsstabiliserende medicin. Der er desværre sket det, at morfinen har interageret med din egen medicin, så du har udviklet maniske symptomer. Du skulle nok ikke have haft morfin, men nu ved vi det. Nu skal du bare lægge dig ned og slappe af, så kommer Ilse og giver dig et bad."
Forfatterbemærkninger
Et kapitel fra bogen Mine humørsvingninger og jeg - et liv med bipolar lidelse - om hvordan jeg ikke altid er god til at gå til lægen i tide.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 08/02-2016 21:10 af Martin Hansen (Bipolarmartin) og er kategoriseret under Blandede tekster.
Teksten er på 4065 ord og lix-tallet er 29.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.