Jeg mødte ham i kælderens vaskeri. Han havde snuppet den ene af mine maskiner uden at se på listen. Den dag skældte jeg ud.
   Nogle uger senere løb jeg ind i ham igen i vaskekælderen
   "Vil du læse avisen?" spurgte han.
   Det undrede mig at han overhovedet talte til mig.

"Er du stadig sur?" han lo hjerteligt:"Det var trods alt bare en tøjvask".

"Bare", jeg gloede på ham.

"Ja", han så smilende på mig.

Idiot, tænkte jeg og afsøgte ham fra top til tå. En tynd bønnestage med stritører.
   "Nej, jeg læser ikke avis", snerrede jeg. Godt nok en sandhed med modifikationer.

Dermed standsede sammenstødene ikke. Dagen efter skete det igen på trappen.
   Mig op og han ned. Ham, der spurtede ind i mig uden den mindste undskyldning. 2 knuste æg i mine i mine indkøb. Jeg rasede og regerede. Det skulle han komme til at betale, æggene mener jeg. Så i week-enden gik jeg op og bankede på.

Efter en rum tid blev der åbnet. Der stod han iført et stort orangefarvet forklæde hvorpå der stod far.
   Alt i mig vendte sig i forbløffelse.

"Kom ind", sagde han bare.

Jeg fulgte efter gennem entreen ud i køkkenet.Der sad to halvstore drenge ved en spiseplads. De var i gang med at skrælle kartofler, og stirrede begge nysgerrigt på mig. Mine kinder rødmede i takt med intensiteten af deres blikke.Og min erstatningssag med de to æg forekom pludselig temmelig malplaceret.

"Vil du spise med?" spurgte han med ryggen til, travlt optaget af gryder og pander på komfuret.

"Øh, nej", jeg ragede op midt på køkkkengulvet, og stirrede nervøst ind i krydderihylden.
   På køkkenbordet lå en opslået kogebog. Grøntsagslasagne med kartofler, stod der.

Okay tænkte jeg, en vegetar.
   "Spiser i vegetarisk", spurgte jeg, og glemte helt hvorfor jeg var kommet.

"Næh", han vendte sig med hænderne i siden. Det orangefarvede forklæde lyste alt op. Præcis hvad det lige var ved jeg ikke. Men jeg kom til at smile.Jeg tænkte Harry og Bahnsen, DSB Orange, og neonfarver i det hele taget.Og jeg huskede, hvordan jeg som teenage tøs hadede, at mine forældre ikke talte sammen.

Jeg så på min overbo med nye øjne:"Er det dine sønner?" spurgte jeg.

"Ja", han vendte sig, pludselig alvorlig.

"Du må undskylde, at jeg sådan maser mig på", jeg trak vejret dybt ind, klar til at fortsætte. Med hvad var jeg ikke helt klar over.

"Vi må snakke en anden dag" han nikkede mod drengene nu nærmest afvisende.

Jeg trak mig langsomt ud af lokalet, mens jeg mærkede en flov smag brede sig i munden.Jævnfør Emna Gad ville en mindre undskyldning nok have klædt mig. Det skete dog aldrig. Både det,de knækkede æg, og min overbo, har jeg lært at leve med.