Lange skridt følger fortovet hele vejen gennem hovedgaden. Hun går den samme vej hver eftermiddag. Hendes krop rager op som en lygtepæl, selv når hun står ved pølsevognen og dukker nakken: "Jeg vil gerne bede om en ristet med det hele", siger hun.
   Første gang jeg står ved siden af, undrer jeg mig over, at hun kun skal have en. Sådan en stor kvinde har da brug for kalorier: "Du er meget høj", siger jeg.

"2 meter og 10, svarer hun: "Og nej, der er ikke noget der passer til mig. Bortset fra en ristet med det hele", hun skyller efter med kakaomælk og smiler humoristisk. Hun ligner en stor sort bamsebjørn. En jeg ikke har lyst til at møde alene i de Canadiske skove. Men alligevel er der noget der taler til mig, måske er det smilet eller glimtet i øjet?

Vi går samme vej hver dag hun og jeg. Jeg passerer hende og pølsevognen, hvorefter hun overhaler mig med lange skridt. Hurtigt når hun ned for enden af gaden, hvor hun drejer venstre om og forsvinder.
   Jeg er begyndt at spekulere på, hvor sådan en stor kvinde køber sine sko og sit tøj. Nydelige sko og moderigtigt tøj for øvrigt, og altid med et flagrende tørklæde i smukke gyldne farver om halsen, der matcher den store røde hårmanke.

I går stillede jeg mig igen ved pølsevognen, som en næsten usynlig lille lort af en mand på 1,68. Jeg blev som et barn igen, og min vrede far truede meterhøj over mig.

"Vi to er vist enige om menuen", sagde hun med en stemme som rustne søm.

Jeg studsede, måske var hun forkølet, derpå smilede jeg tilbage, og vendte mig rundt, så vi stod ansigt til ansigt: "Goddag", svarede jeg: "Jeg hedder Anders, og du?"

"Anita", hun nikkede og rakte hånden frem.

Jeg lo som en skrattende pladespiller: "De to A'er, det lyder næsten som en klub, for folk med A navne", jeg greb den fremstrakte lab og rystede den varmt. Og vi spiste i tavshed side om side.

Hun blev stående og ventede på, at jeg blev færdig.

"Hvor skal du hen?" spurgte hun.

"Ned på Banen", svarede jeg, mens jeg tørrede munden med en serviet: "Vi kan da følges":

Det svarede hun ikke på, og jeg mærkede frustrationen, mens jeg småløb ved siden af hende. Helt ude af trit, lige meget hvor meget jeg forsøgte at følge med.

For enden af gaden standsede hun brat: "Her skal jeg ned", hun pegede mod venstre, hvilket ikke kom bag på mig.

"Ja, jeg skal også nå mit tog, jeg trak forpustet vejr ind, mens jeg stirrede surrealistisk langt op og ind i et par meget blå øjne.