2Den mørke lyse skov prolog - Ny version
Der er noget ubarmhjertigt ved alt det lys i natten, alt det lys ... [...]
Romaner
6 måneder, 28 dage siden
2Da vi blev født - Prolog
Det er senere på natten, da jeg spørger mig selv igen: Hvad er du... [...]
Romaner · familierelation, handicap, comingofage
7 måneder, 24 dage siden
2Evighedslege - Den syge
Det er rigtige skruer, der skal opereres ind i hendes ben. Ikke b... [...]
Romaner · søskendeforhold, sygdom, opvækst
8 måneder, 8 dage siden
1Evighedslege - Det var bare noget, vi leged...
Da vi vågner, er vi ikke engang halvvejs. · "En hurtig kaffepause."... [...]
Romaner
8 måneder, 16 dage siden
2Den mørke lyse skov - Prolog
Det er senere på natten, da jeg spørger mig selv igen. Hvad er du... [...]
Romaner
8 måneder, 19 dage siden
3Evighedslege - Farmor
Farmors hus er ned til vandet, det glitrende og store vand, og fa... [...]
Romaner
8 måneder, 25 dage siden
4Evighedslege - De åndssvage
"Farmor er ikke rigtig klog," siger far. Sommetider kalder han he... [...]
Romaner
10 måneder, 1 dag siden
2Evighedslege - Eventyr for voksne
Når vi besøger far og Nynne er det ligesom et eventyr. Det er hve... [...]
Romaner
10 måneder, 7 dage siden
3Evighedslege - Nætter vi husker
Mor har fået en kæreste. Han kommer på besøg om eftermiddagen, og... [...]
Romaner · barndom, opvækst, familiebånd
10 måneder, 23 dage siden
2Evighedslege - Et løfte
"Det er mig, der er Sofie," siger jeg, og kørestolen kan lige nøj... [...]
Romaner · familiebånd
11 måneder siden
3Evighedslege - Heksen
Når vi læser eventyr er jægeren den mest uhyggelige, for han find... [...]
Romaner
11 måneder, 2 dage siden
3Evighedslege - Nat hos mor
Når vi kommer hjem fra far og Nynne lugter vores tøj af røg. · "Er ... [...]
Romaner · familiebånd, opvækst, børn
11 måneder, 3 dage siden
5Evighedslege - Nat hos far
Hos far sover vi i køjeseng. De ryger indenfor og drikker cola, f... [...]
Romaner
11 måneder, 4 dage siden
4Evighedslege - Den mørke lyse skov
Der er mennesker bange for mørket, de mørkerædde, men vi ser det ... [...]
Romaner · familiebånd, dødsangst, opvækst
11 måneder, 4 dage siden
2Træernes død - Femtusinde kroner (fortsat f...
"Jamen, David, det er du sgu selv uden om." · Hans far ser på ham m... [...]
Romaner
2 år siden
3Ulv
Om natten skal man sove · Du kan ikke sove · Du ligger der bare · Katas... [...]
Digte
2 år siden
2Træernes død - Femtusinde kroner
Lyden af mønterne overdøver musikken. David mærker adrenalinen i ... [...]
Romaner
2 år siden
6Træernes død - Prolog
Da hun var barn kunne hun godt lide at være syg. Feberen især. · De... [...]
Romaner
2 år siden

Puls: 2,4

Publiceret: 0
Afgivet: 0
Modtaget: 0
Katrine Nørregaard (f. 1994)
Mor har fået en kæreste. Han kommer på besøg om eftermiddagen, og nogle gange sover han her også. Nogle gange falder han i søvn på sofaen, fordi han har haft en lang dag på arbejde, så snorker han højere end bedstefar. Det er helt vildt, så højt han kan snorke.
   Jeg kører Stine hen foran sofaen, så hun også kan se det, den store mave, når den løfter sig. Jeg sætter mig ved siden af kørestolen på fodskamlen, så kigger vi på ham. Det må vi gerne.
   "Han har tyggegummi i lommen," siger jeg, for det har jeg set. Firkantede pakker fra Tyskland, hvert enkelt stykke fladt og aflangt og pakket ind i sølvpapir.
   "Må vi gerne smage et stykke tyggegummi?" spørger jeg, da han åbner øjnene, da han er færdig med at snorke. Så piller han pakken op af lommen, piller et stykke tyggegummi ud af papiret.
   "Må Stine også?" spørger jeg, og det må hun gerne.
   "Kan du sige tak, din satan." Olli trækker kørestolen tættere på, og Stine er måske lidt bange for ham. Han er også en stor mand med en lidt stor mave. Og når han så ovenikøbet siger satan.
   "Tak," hvisker hun, men hun glemmer at synke, hagen er helt våd. Så falder det ud af hendes mund. Den hvide klump.

"I aften skal vi sove på Ollis gård. Det har jeg slet ikke fortalt jer."
   Mor pakker vores rygsække med tøj. Hun går hurtigt frem og tilbage fra børneværelset til soveværelset, og hun har sorte støvler på, helt op til knæene næsten, og de larmer mod gulvet. "Far kan ikke passe jer, så I skal med ud til Olli i weekenden. Det bliver spændende for jer."
   "Er der nogen dyr?" spørger vi, men det er der ikke.
   "Der er en stor gildesal."
   "Men det er ikke nogen rigtig gård, når der ikke er nogen dyr," siger jeg.
   "I overlever nok." Mor lyner rygsækken, og vi forstår ikke, hvad hun mener. Selvfølgelig overlever vi.
   "Og Olli har masser af slik fra Tyskland," siger hun. "Store vingummier. Og tyggegummi."
   "Men vi er bare ligeglade med hans tyggegummi." Jeg hvisker det til Stine, for hun kan ikke finde ud af at tygge det rigtigt. Så vil vi hellere have chokolade. Så er der chokolade ud over det hele, ned ad hagen, på tænderne, og ned på kørestolens bordplade, når hun savler. Så kan man bare tørre det af. Så kigger Olli på hende, når hun spiser. Det er der også mange, vi ikke kender, der gør. Når vi spiser ude i byen. Så tørrer jeg hende bare om munden, så kigger de væk. Men det er værst med chokolade, fordi det er brunt. Så er det bedre med kartofler eller rugbrødsmadder.

Det er mærkeligt at være på gården. Der er koldt i de store værelser, og der er meget stille, så man kan høre sig selv, når man går rundt i stuerne. Og gildesalen. Jeg lurer gennem døren for enden af gangen. Bare en stor kold sal med højt til loftet. Hvide lagener over møblerne langs væggen.
   "Skal I ikke snart i seng, sådan nogle møgunger," siger Olli, men han siger det bare for sjovt, det siger mor, og hun har lejet en film til os, og vi har fået slik i skåle, vingummier og chokoladeknapper. "De må gerne lige se filmen færdig."
   Hun sætter sig ved siden af os i sofaen. Den er kold og glat, noget der hedder læder, og man kan glide i den, hvis man rejser sig op. Det må man ikke for Olli.
   "Er den så snart færdig?" spørger han.
   "Nej," siger jeg. "Den er kun lige begyndt."

Pludselig skal vi alligevel i seng.
   "Mor, behøver vi at sove ude i gildesalen?" spørger jeg. Jeg hvisker: "Det er fordi jeg tror, Stine er lidt bange."
   "Så må du sige til hende, at der ikke er noget at være bange for."
   "Men hvordan ved du det?" siger jeg. Mor har slet ikke set gildesalen. Der er vinduer helt nede fra gulvet og helt op til loftet. Og der er mørk skov hele vejen rundt, og der er ikke nogen gardiner.
   Mor lægger to madrasser ud ved siden af hinanden i midten af salen. Vi har nok aldrig set så stor en sal. Og det er soveposer som mor har taget med hjemmefra.
   "Så sagde vi, at vi skulle sove i soveposer," siger jeg. Det gjorde vi engang i det gamle hus med far. Den store have, med mælkebøtter og bålplads, og mor var der også. Så lavede vi snobrød, og vi måtte ikke gå ind i huset, sagde far. Skulle man tisse måtte man sætte sig hen i busken med bar numse. Sådan var det bare, når man var på lejr i vildmarken.
   "Kan vi godt høre jer, når I er i stuen?" spørger jeg, for de er så langt væk, helt nede i den anden ende.
   Mor lyner soveposen op, spænder Stine fri fra kørestolen, og Stine holder fast om hendes hals, da hun løfter, og hun vil næsten ikke give slip igen. Mor lyner soveposen helt op under hendes hage.
   "Vi kan i hvert fald høre jer, hvis I kalder."
   "Må vi så gerne kalde?" Stines stemme bævrer allerede. Jeg kan høre, at hun måske vil græde snart.
   "Ja. Men det skal I ikke. Nu skal I sove."
   Jeg kryber ned i soveposen. Mor kysser os godnat.
   "Skal vi ikke synge?" spørger jeg, da hun rejser sig op.
   "Ikke i aften. Nu skal I lægge jer til at sove."
   "Skal vi så heller ikke bede fadervor?"
   "Så lad gå da."
   Mor lægger sig ned imellem os, og jeg ville ønske, hun kunne blive der hele natten. Stine er jo bange.
   "Bare en lille sang," siger jeg.
   "Nej, nu må det være nok," siger mor. Hun lader døren stå åben, men gangen er lang og mørk derude. Der er i hvert fald langt til stuen, næsten som et helt andet hus langt væk, og der lugter mærkeligt i gildesalen. Måske er det gulvet. Måske er det skoven udenfor.
   Jeg ser på Stine, det hvide hoved i soveposen.
   "Her er hyggeligt, synes du ikke?"
   "Jo," siger hun, og jeg famler efter hendes hånd, den er helt fugtig, men jeg vil gerne holde den alligevel.
   "Så legede vi, at vi var på lejr ude i vildmarken," siger jeg, og det er som om træerne rykker nærmere derude, som mennesketræer, sådan som de kigger ind på os. Måske undrer de sig over, hvad to små børn laver i sådan en stor gildesal. Men vi var heller ikke små børn, for vi havde jo Lillen.
   "Vil du ikke nok kalde på mor." Stine hvisker. Det er klynkestemmen. "Jeg skal sige noget."
   "Men de har jo voksentid," siger jeg.
   "Kom nu."
   Jeg sætter mig op i soveposen, og der er mørkt overalt omkring mig, både foran og bagved. Ude i gangen.
   "Mor, kom lige," råber jeg. Jeg råber højere: "Mor, kom!"
   Der går nogen ude på gangen, men det lyder ikke som mor. Trinnene er anderledes. Det er Olli, der åbner døren.
   "Vi ville bare sige godnat," siger jeg, men det var ikke Olli, vi ville sige godnat til.
   "Ja, det kan godt være."
   Han træder ind i rummet med sine store fødder, sin store mave, så tramper han næsten. "Men nu skal I sove, ellers kommer I på børnehjem. Det tør jeg godt love jer. Og jeg kan selv køre jer af sted i min lastbil!"
   Det siger han.
   Han lukker døren helt, et bulderravende mørke. Stilhed.
   "Det er jo bare noget, han siger."
   Jeg hvisker til Stine: "Kan du se skoven?" hvisker jeg. Hun drejer hovedet og nikker. Hun er måske lige ved at græde.
   "Skal vi så sige, at jeg fortalte en historie om skoven?" siger jeg, og så glemmer hun måske, at hun er bange. Hun nikker igen. Det er også en af de ting, Sofie er god til.
   En historie om de to små børn, der skulle på børnehjem, fordi de var uartige. Gjorde grimme ting. Spyttede for eksempel.
   "Men så stak de bare af fra børnehjemmet, for de havde en anden mor og en anden far ude i skoven, og det var to træer, som var deres mor og far. Og så boede de ude i skoven og spiste snobrød og var glade."
   Jeg krænger mig ud af soveposen, den er alt for varmt, og der er pludselig noget der bevæger sig ude mellem træerne. Et glimt af en blinkende rød ild mellem stammerne, og det er ikke engang noget, jeg finder på.
   "Kan du se det?" siger jeg, og det kan hun godt.
   "Hvad er det?"
   "Bålet," siger jeg. "Så lavede deres mor og far bål fordi de vidste, at de to børn godt kunne lide det. Så brækkede de grene af sig selv, for de var jo træer, og smed dem ind i ilden. Så holdt de en stor fest ved bålet. Så levede de lykkeligt til deres dages ende. Og var slet ikke bange. Det var de aldrig."
   Jeg kryber tilbage i soveposen, helt ned i hulen, og den bliver ved med at være derude, den røde ild.
   Nu sover Stine.
   "Sover du?"
   Jeg kan høre det på den måde, hun trækker vejret, stille og dybt nede, som om hun ikke er her. Måske kunne jeg fortælle hende en historie mere, men man må ikke vække dem der sover.
   "Du må gerne sove, hvis du er træt," hvisker jeg. Hvis bare hun alligevel kunne vågne. Jeg er alene i gildesalen nu. Det er også blevet mørkere. Jeg ved ikke, hvad det er, det lys i skoven. Det er i hvert fald ikke et bål, for ilden er rød, den er ikke orange. Og lyset blinker mellem træerne. Bål blinker ikke.
   Men der er ikke noget at være bange for. Det sagde træerne til de to børn: Der er ikke noget at være bange for.

"Olli mente ikke det med børnehjem. I skal ikke tro på alt, hvad Olli siger. Tror I virkelig, jeg ville sende jer på børnehjem? Det ville jeg aldrig gøre."
   Nej, men det ville Olli måske, tænker jeg, og vi vil aldrig tilbage til hans gildesal.
   "Skal han så stadig besøge os?" Jeg ser på mor, men hun ser ikke på mig. Hun er ved at sortere i alt muligt, gamle breve og postkort. Og en kasse i sofaen med bøger, som hun skriver i.
   "Skriver du om os?" spørger jeg.
   "Måske," siger hun. "Når du har været uartig, så skriver jeg om alle dine narrestreger."
   "Det passer ikke." Jeg åbner en af bøgerne. Mors navn i hjørnet. "Og det er heller ikke kun mig, der laver narrestreger. Stine gør også."
   "Nej, det gør hun faktisk ikke."
   Mor tager bogen ud af mine hænder, lægger den ned i kassen.
   "Stine er faktisk altid sød."
   "Stine kan heller ikke lide Olli."
   "Nå."
   Mor stabler bøgerne i en stak på bordet.
   "Men nu skal jeg koncentrere mig om det her. Ikke alle de spørgsmål. Gå ud i haven lidt. Gå over til Torben."
   "Nej," siger jeg, "For jeg skal ikke ind til den heks. Hun duer jo ikke til noget."
   "Det ved du ikke noget om."
   "Det gør jeg da i hvert fald," siger jeg. "For jeg så det selv. Hun kunne ikke finde ud af det."

Lasse er der også, hjemme hos Gitte, men det er ikke altid, vi gider at lege med ham, fordi han engang kastede sand i øjnene på Stine henne ved legepladsen. Ellers er han sød nok, når han ikke kaster med sand. Han har det også lidt svært, siger mor.
   Så snakker de og drikke rødvin i stuen, de voksne, og så kan alle børnene sove sammen på Gittes værelse, og lege sammen, og man må ikke holde nogen udenfor.
   De tænder musik i køkkenet og ryger cigaretter. Gittes mor og Lasses mor og vores mor, og nogen vi ikke kender, men heksen er der heldigvis ikke, og det er vi glade for.
   Vi må være længe oppe, siger mor, lige så længe vi vil, hvis vi har lyst, og det har vi. Vi vil faktisk slet ikke i seng, siger Gitte, og det behøves vi heller ikke. Vi går ned ad rækkerne og finder et hus med lys i vinduerne. Så er de hjemme.
   "Hvem gør det?" spørger jeg. "Ikke mig, for jeg har Stine."
   "Hvorfor skal det altid være dig, der har Stine?"
   Gitte sætter hænderne i siden. Bestemmende.
   "Fordi det er min søster," siger jeg. "Men du må gerne prøve hende."
   Hun stiller sig foran Stine. "Må jeg gerne?" spørger hun, og Stine nikker. Hun kan godt lide Gitte, men Gitte er mest min ven.
   "Så gør Lasse det," siger jeg.
   Men det vil han ikke.
   "Nej, jeg vil ej," siger han Han har snot ud af næsen, det løber ned i munden i to striber, når han snakker. "Så gider jeg ikke være med!"
   Han er lige ved at græde, sådan noget pjat at tude over en leg. Og han er ikke engang handicappet.
   "Nå, så lad være," siger jeg. "Så gør jeg det."
   De andre gemmer sig bag skuret. Det er den fineste dør på Nørremarken. Med blomster i to store krukker foran. Jeg vender mig om mod skuret, og jeg kan se Stines fodplade stikke ud, den ene fod ned mod fliserne, fordi remmen er gået op, men nu leger vi. Jeg slår på døren. Tre hurtige bank med flad hånd. Så løber vi.
   En stemme bag os: "Det er dem igen."
   Vi løber alt hvad vi kan.

Det næste sker hurtigt, eller jeg ved ikke, hvordan det sker. Det er Gitte, der løber med kørestolen, hun løber hurtigt, Lasse ved siden af, og han løber med armene flagrende over det hele.
   Jeg kommer til at lukke øjnene. Jeg hører lydene. En lang skraben mod asfalten og stilheden. Alle dem der holder vejret.
   Stine i kørestolen. Den er væltet sidelæns.
   Stine er den første der griner.
   Så Lasse.
   Så Gitte.
   Der skete ikke noget. Hun bløder ikke. Og der er ingen tænder faldet ud, ikke engang en hudafskrabning. Så hjælpes vi ad med kørestolen, skubber den op så hurtigt, at vi igen er ved at vælte. Jeg spænder remmen fast om fødderne, den var også viklet helt ind i hjulet, det var derfor, vi væltede. Måske fordi det gik for hurtigt.
   Den næste dør tager Gitte og Stine. De bliver ikke opdaget. Der er ikke nogen, der kan fange os. Vi er for hurtige. Og den næste dør. Og den næste.
   "Vi klarede det," siger jeg og tager fat i Stines hænder. Hun åbner munden helt op, når hun griner, et højt grin, man kan høre helt hjem, og måske hører heksen det også. Det har hun rigtig godt af.
   Så hører de en sang i køkkenet, nu kommer naboerne snart og siger skru ned, men så får de bare et glas rødvin. Så skruer de højere op. Synger med:
   "... Vi ku' bygge Babelstårnet lisså højt som op til himmelen. Sejle rundt i satellitter ude midt i stjernevrimmelen."
   Det er en af de gode dage om sommeren. Hvor alle kender hinanden. Og alle leger sammen.

"De er nok blevet lidt skøre af vinen," siger Gitte, og det er snart helt mørkt. Når lysene tænder er det fordi det er aften eller nat, så tænder gadelygterne og lamperne ved siden af postkasserne. Hjemme hos Gitte laver de mad, selvom det er efter spisetid. Pomfritter i ovnen, bearnaisesovs på komfuret, røde pølser til børnene, for det kan vi godt lide.
   Mor kysser Stine, da vi kommer ind gennem havelågen. Vi skal passe på, hvor vi kører med dækkene, siger hun, for Jack skider i haven, og der ligger mange hundelorte. Mor hjælper med kørestolen, det behøves hun ikke, for jeg ved godt, hvor lortene ligger, det er kun nede i hjørnet, Jack må ikke skide på stien, det siger Gitte selv. For så kan man træde i det, og det ved Jack godt.
   "Hvor er det dejligt, at de leger så godt sammen," er der en dame der siger. En vi ikke kender. Hun smiler og vinker til os. Og så bliver hun ved med at vinke.
   "De har meget ud af hinanden," siger Lasses mor. "Sådan en flok unger."
   Stine er alligevel lidt træt.
   "Vil du sove i Gittes seng?" spørger mor, og det vil hun gerne. Vi slæber madrasser ind på gulvet ved siden af sengen. Gittes mor kommer ind og sætter film på, laver popcorn i mikroovnen, serverer gul saftevand i gule kopper, og vi putter ekstra meget salt på popcornene, Gitte har gemt en bøtte på værelset, og bagefter sutter vi på fingrene og slikker saltet op fra bunden af skålen, knaser kornene mellem tænderne. Vi har det så dejligt på Nørremarken.

Vi kommer alligevel til at falde i søvn, selvom vi havde aftalt at holde os vågne.
   Det er mor, der åbner døren på klem og vækker os.
   "Katrine og Gitte," siger hun. Hun hvisker: "Vi tager lige ned og køber cigaretter i byen. Olli er her, han passer på jer."
   "Kommer I så snart tilbage?" spørger jeg, for jeg vidste ikke, at Olli var her. "Kan I ikke tage Olli med?"
   Mor griner. Nogen trækker i hendes hånd. "Vi kommer snart. Olli er her."
   Så går de bare.
   Der er næsten mørkt i værelset, kun lyset fra gadelygten ind gennem vinduet, og Lasse sover med hovedet ind mod radiatoren, Stine i sengen, men så begynder hun alligevel at røre på sig. "Mor," siger hun, og jeg kravler hen over madrasserne, men hun var ikke rigtig vågen.
   "Hvor er Olli?" spørger Gitte. Hun sætter sig op på madrassen, og hun kender godt Olli, for han har været herovre tit sammen med mor og de andre.
   "I køkkenet tror jeg."
   "Skal vi hente en sodavand?" siger hun. "Det må vi godt."
   Vi lister ud af værelset. Der er rodet over det hele i køkkenet og i stuen, glas og flasker og askebægre, og man kan se røgen svæve i luften under lyset fra emhætten. Det er helt sikkert Olli på køkkenbænken, for han snorker så højt som jeg aldrig har hørt nogen snorke. Kan man virkelig snorke så højt? Det kan Olli i hvert fald. Det kan jeg jo se, at han kan. Det er helt vildt. Helt ind over bordet ligger han, ved siden af sodavanden, og jeg tror nok, den er min, og jeg skal lige til at drikke den, da Stine kalder. Nu er hun rigtig vågen, kan jeg høre, kalder på mor, og bange måske, og jeg tager en hurtig slurk, men spytter det hurtigt ud igen. Nogen har skoddet i den. Det dør man ikke af.
   Stine skriger.
   "Nu er hun bange," siger jeg. Jeg vender mig mod Gitte, hun er standset i døren til gangen. Så ved vi begge to, at hun måske bliver hysterisk.
   "Kom, så går vi ind og trøster," siger jeg, men der er ikke noget, der hjælper.
   "Jeg vil ha' mor. Jeg vil ha' mor." Det er det eneste, hun kan sige.
   "De kommer jo lige om lidt."
   "Måske er de stadig på parkeringspladsen," siger Gitte, og nu vågner Lasse også fordi Stine skriger.
   "Bliv ved Stine," siger jeg. "Vi henter dem."

Jeg ved ikke, hvad klokken er, da vi løber ned ad havegangen og ud på stien. Vi løber i bare tæer på fliserne, for vi skal nok være hurtige. Op forbi rækken af huse, døren med krukkerne, og der er mørkt i vinduerne, alle mennesker er gået i seng nu, det er jo nat eller aften, for gadelygterne er tændt.
   Vi holder hinanden i hænderne, standser hvor stien ender og parkeringspladsen strækker sig langt ud mod den store vej, men der er stille. De er kørt.
   Vi ved ikke, hvad vi skal gøre nu. Måske hvis vi kalder.
   "Mor," råber jeg. "Mor, Stine er bange!"
   Men de kommer ikke. De kan jo heller ikke høre os, hvis de er nede i byen. Så skal man ikke stå og råbe som en åndssvag.

Olli er vågnet, da vi kommer tilbage. Nu rejser han sig fra køkkenbænken, og der er noget galt med ham. Han taler så underligt, som om han ikke kan få ordene rigtigt ud af munden, og han holder ved alting, når han går, holder fast ved dørkarmen på vej ind i værelset til Stine, men jeg synes ikke, han skal gå derind, det er en dårlig idé, når Stine er bange for ham, hvis han begynder at snakke om børnehjem. Jeg spærrer døren med armene strakt ud.
   "Nej," siger jeg. "Gå ud i køkkenet."
   Det er ikke engang rigtige ord, bare lyde. Lige pludselig er han ved at falde. Han slipper dørkarmen, det vælter ud af ham, splatter ud på gulvet i en byge af bræk, og Jack er ved at træde i det.
   "Han har fået for meget vin," siger Gitte. Det er også helt rødt. Hun henter håndklæder i badeværelset og lægger dem hen over pølen, og føj hvor det lugter.
   "Jack, flyt dig," siger jeg, og hunden følger efter Olli ud i køkkenet, og jeg lukker døren bag dem. Så kan de blive der.
   Jeg går ind i værelset til Stine og Lasse.
   "Vi er her," siger jeg. "Vi er jo lige her."
   Hun kan slet ikke stoppe med at græde. Der er mellemrum i gråden, hvor munden er åben, men der kommer ingen lyd ud. Det er, som om hun ikke kan få vejret, og det kan hun pludselig heller ikke, og måske skal hun kaste op. Måske er det derfor.
   "Har du kvalme?" spørger jeg. Der kommer lyde helt nede fra halsen, og hun kan ikke selv vende sig om. Jeg skubber til hende, om på siden, men der kommer ikke noget ud. Man kan blive kvalt i det, hvis det er. Når det sidder fast i halsen.
   "Går det?" spørger jeg. Nu laver hun høje synkelyde. Gitte henter en balje fra køkkenet, holder den ind under hagen, men der kommer ikke noget op. Kun lidt savl.
   "Hvornår kommer de?" Lasse sidder på knæ på madrassen. Han lyder næsten ligesom Stine, sådan som han klynker, og han er endda ældre end os. Og han er ikke engang handicappet.
   "Når de har hentet cigaretterne," siger jeg, men jeg så godt, at der lå en pakke ude på bordet i køkkenet. Måske skulle de hente nogle flere.

"Olli, for helvede, Olli, vågn op!"
   Det er mors stemme ude i køkkenet, døren der smækker, Jack der gør. Så åbner hun døren til værelset.
   "Skattepiger! Mor er lige her!"
   Hun sætter sig ved Stine i sengen, hiver hende op i skødet, og Stine græder ikke længere. Hun er blevet så træt, at hun ikke kan græde
   " ... Det hele var bare på grund af Olli," siger jeg. "Fordi han var så fuld og dum. Han kunne slet ikke passe på os."
   "Nej," siger mor. "Jeg kunne mærke, at der var noget galt. Nu skal I ikke være bange. Jeg er lige her. Jeg kunne bare mærke det."
   Hun smiler, og hun smiler også til Gitte og Lasse.
   "Jeg vidste ikke, at han var så fuld. Sådan en idiot."
   Vi griner.
   Sådan en idiot.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 02/07-2018 15:26 af Katrine Nørregaard og er kategoriseret under Romaner.
Teksten er på 3855 ord og lix-tallet er 19.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.