2Evighedslege - Den syge
Det er rigtige skruer, der skal opereres ind i hendes ben. Ikke b... [...]
Romaner · søskendeforhold, sygdom, opvækst
6 dage siden
1Evighedslege - Det var bare noget, vi leged...
Da vi vågner, er vi ikke engang halvvejs. · "En hurtig kaffepause."... [...]
Romaner
14 dage siden
2Den mørke lyse skov - Prolog
Det er senere på natten, da jeg spørger mig selv igen. Hvad er du... [...]
Romaner
17 dage siden
3Evighedslege - Farmor
Farmors hus er ned til vandet, det glitrende og store vand, og fa... [...]
Romaner
23 dage siden
4Evighedslege - De åndssvage
"Farmor er ikke rigtig klog," siger far. Sommetider kalder han he... [...]
Romaner
1 måned, 29 dage siden
2Evighedslege - Eventyr for voksne
Når vi besøger far og Nynne er det ligesom et eventyr. Det er hve... [...]
Romaner
2 måneder, 5 dage siden
3Evighedslege - Nætter vi husker
Mor har fået en kæreste. Han kommer på besøg om eftermiddagen, og... [...]
Romaner · barndom, opvækst, familiebånd
2 måneder, 21 dage siden
2Evighedslege - Et løfte
"Det er mig, der er Sofie," siger jeg, og kørestolen kan lige nøj... [...]
Romaner · familiebånd
2 måneder, 28 dage siden
3Evighedslege - Heksen
Når vi læser eventyr er jægeren den mest uhyggelige, for han find... [...]
Romaner
3 måneder siden
3Evighedslege - Nat hos mor
Når vi kommer hjem fra far og Nynne lugter vores tøj af røg. · "Er ... [...]
Romaner · familiebånd, opvækst, børn
3 måneder, 1 dag siden
5Evighedslege - Nat hos far
Hos far sover vi i køjeseng. De ryger indenfor og drikker cola, f... [...]
Romaner
3 måneder, 2 dage siden
4Evighedslege - Den mørke lyse skov
Der er mennesker bange for mørket, de mørkerædde, men vi ser det ... [...]
Romaner · familiebånd, dødsangst, opvækst
3 måneder, 2 dage siden
2Træernes død - Femtusinde kroner (fortsat f...
"Jamen, David, det er du sgu selv uden om." · Hans far ser på ham m... [...]
Romaner
1 år, 4 måneder siden
3Ulv
Om natten skal man sove · Du kan ikke sove · Du ligger der bare · Katas... [...]
Digte
1 år, 4 måneder siden
2Træernes død - Femtusinde kroner
Lyden af mønterne overdøver musikken. David mærker adrenalinen i ... [...]
Romaner
1 år, 5 måneder siden
6Træernes død - Prolog
Da hun var barn kunne hun godt lide at være syg. Feberen især. · De... [...]
Romaner
1 år, 7 måneder siden

Puls: 42,2

Publiceret: 12
Afgivet: 20
Modtaget: 30
Katrine Nørregaard (f. 1994)
"Farmor er ikke rigtig klog," siger far. Sommetider kalder han hende Tyttebærmaja, når hun snakker om sygdomme og død, for det kan hun godt lide at snakke om, og det kan Tyttebærmaja også, når vi læser Emil fra Lønneberg. Og så fortæller hun til alle, når Emil har lavet skarnsstreger. Eller hvis nogen er ved at dø. Så råber hun det ud over det hele, og det gør farmor også. Nogle gange ved hun det i forvejen. Så havde hun det på fornemmelsen. Så kunne hun mærke det.

Hun henter os på banegården i Kolding. Hun står der allerede, på perronen, og vinker.
   "Sikke fine I er," siger hun, da vi stiger ud i vores sommerkjoler, og Nynne har flettet vores hår. "Det kunne I lære jeres far. Jan. Hvad er det for nogen bukser?"
   Farmor er selv fin. Med kastanjefarvet hår og guldkæde om halsen. Et armbånd med ravperler. Og så skal vi med ud på det fine museum ved fjorden, siger hun, og det er et meget fint sted. Der kommer kun fine mennesker.
   "Men vi er ikke fine," hvisker jeg til far, for far har huller i bukserne. Og Stine savler på møblerne.
   "Det har ikke noget med det at gøre," siger far. "Det har noget med penge at gøre."
   Jeg ser på farmors armbånd.
   "Sådan et armbånd ønsker jeg mig også," siger jeg.
   "Det her?" siger farmor. "Det er også meget fint."
   "Det er kun gamle mennesker, der går med rav," siger far.
   "Hvem siger det?" siger jeg, for far bestemmer ikke, hvem der går med rav. Og han bestemmer heller ikke over tordenvejret. De voksne bestemmer ikke alt, bare fordi de er voksne.
   Vi sætter os ind i farmors Toyota med kørestolen klappet sammen i bagagerummet, Stine på skødet af far ved siden af Nynne. Det er mig, der får lov at sidde ved siden af farmor. Og så på forsædet.
   "Mor, hvad er det for en udstilling?" siger far. "Hvor lang tid tager det? Vi er jo også sultne."
   "Det er en meget interessant udstilling," siger farmor. "Der er noget for alle. Og så skal vi hjem og ha' kylling bagefter. Det kan I jo godt lide."
   "Ja," siger jeg. "Men Stine må gerne få mit skind, for jeg kan kun lide det hvide indeni. Så bytter vi bare."

"Må der så kun være fine mennesker her?" spørger jeg, da vi er fremme ved det store museum, hvor farmor arbejder. Man kan se ud over fjorden, det glitrende vand, magen til vandet under broen, og jeg har sjældent set noget så pænt.
   "Alle må være her," siger far. Han bakser med kørestolen, den er ikke til at folde ud igen, når den har været klappet sammen.
   "Kan man da ikke få en bedre?" siger farmor. "Det kan da ikke være rigtigt. I må da klage over den."
   Far slår den ned i gruset. Så sprøjter det med de små sten om far og bilen, og Nynne trækker mig tilbage. Far bander: "For satan i helvede da."
   "Sådan," siger han. "Nu er den der."

Der lugter mærkeligt på museet. Som den gips Stine havde rundt om benene engang. Eller som et bibliotek. Støv eller kridt. Noget midt imellem.
   "Far," siger jeg. "Det her er da ikke noget for børn."
   "Nej," siger far, "mor, det er det da ikke."
   Jeg har aldrig set noget lignende. Et værelse med udstoppede rotter og brune glasskabe med brune apotekerglas. Sådan nogen farmor også har til at stå på badeværelset fra dengang hun arbejdede på apoteket. Og en sygeseng med en dukkeagtig pige under dynen. Som sangen i mors sangbog. I en sal på hospitalet, hvor de hvide senge står.
   Det er et langt ord. Tuberkulosesenatorium.
   "Sig det igen," siger jeg og farmor siger det langsomt.
   "Tu-ber-ku-lose-se-na-torium."
   "Dengang var det ikke for sjovt at være syg."
   Far siger: "Mor, det her er da ikke noget for Stine og Katrine."
   Men det bestemmer far ikke.
   "Det tager de ikke skade af," siger farmor. "De skal bare være glade for at der findes penicillin i dag. Det gjorde der ikke dengang. Pest og tuberkulose og hele baduljen. Det gik slet ikke. Og slet ikke uden antibiotika."
   Det er en rigtig udstoppet rotte i vindueskarmen, stor og fed, og jeg ved ikke, om den så er rigtig død, når den er udstoppet.
   "Øjnene er ikke rigtige," siger far. "Og heller ikke det indeni. Der er ikke noget hjerte."
   "Men hvem har taget det ud?" spørger jeg. Inderst inde ved jeg det godt.
   Det er jægeren.
   Der er mange værelser, næsten som at gå rundt på et rigtigt hospital, men det er det ikke, siger farmor. Det er et museum. Et sygehus fra gamle dage. Når rotterne kom med alle deres sygdomme, og alle fik bylder i ansigtet. Og der var ingen toiletter, man kunne skylde ud i. Et tuberkulosesenatorium.
   "De lede rotter. Du skal ikke røre ved dem."
   Vi kommer ind i et værelse med mange sygesenge efter hinanden, og de er kolde at røre ved, med tremmer, og under sengene er der natpotter og kolber, når de skulle tisse, de syge, og på hvert af sengebordene en lille sort bog.
   "Skal de så læse godnathistorie?" spørger jeg.
   Farmor nikker. "Måske for sidste gang, min ven."
   "Er det den samme?" spørger jeg, for de er magen til hinanden, bøgerne.
   Farmor nikker. "Den eneste rigtige."
   Vi går ned langs sengene. Stines øjne er store. Hun har også åbnet munden.
   Der er dukker på størrelse med rigtige voksne i sengene, og de har rigtigt tøj på, kyser om de hårde dukkehoveder, men der er også en tom seng for enden.
   "Skal du ikke prøve den?" spørger jeg Stine, for jeg kunne godt tænke mig at se hende ligge i sengen, og jeg kunne læse for hende i den sorte bog.
   "Så legede vi, at du var den syge pige," siger jeg. "Ligesom i mors sangbog."
   Jeg sætter mig på hug ved kørestolen med albuerne på hendes knæ og gør mig sød med hænderne under hagen: "Kom nu."
   Hun savler lidt og nikker. Så rækker hun armene frem mod mig, men jeg kan nok ikke bære hende selv. Man ved det ikke, før man har prøvet. Så løsner jeg selen, stikker armene ind under armhulerne, om bag ryggen.
   "Katene," siger hun. "Det kilder."
   Så griner hun.
   "I skal være stille," siger farmor. "Det er et museum, det her, så skal man lytte. Ikke snakke. Her er det fortiden, der taler."
   Far siger: "Man må se, ikke røre. Det er det, hun mener."
   Farmor siger: "Jeg mener, hvad jeg siger."
   Jeg rører alligevel ved sengen. Der sker ikke noget.
   For enden af værelset er der endnu et værelse, og endnu et. De er over hele. Der hænger mærkelige ting på væggene.
   "Hvad er det der?" spørger jeg farmor.
   "Det er et bækken," siger hun.
   "Hvad er det der så?"
   "Det er et gammelt termometer."
   "Til øret eller numsen?"
   "Der var kun ét sted dengang."
   Farmor ved alting.
   "Hvad så med den der?" spørger jeg.
   Jeg standser ved det brune skab med de åbne skabslåger, så man kan se hylderne. Det er et stort apparat på den midterste hylde, for enden af apparatet en lang gullig slange, der hænger ud over kanten, næsten helt ned til gulvet.
   "Den dér?" siger farmor. "Ved du, hvad det er for en?"
   Det ved vi ikke.
   Jeg rører ved enden af slangen, tager den op i hånden så Stine også kan røre ved den, og far siger ikke noget til det. Vi er meget forsigtige.
   "Det var når lægen skulle undersøge patienterne," siger farmor. "Så fik de en slange stukket ned i halsen. Så pumpede de alt indholdet op fra maven. Hele vejen op gennem halsen. I kan tro, det var ikke rart."
   "Græd de så?" spørger jeg.
   "Ja, det kan du tro." Farmor nikker. Hun er meget alvorlig. "Så sprøjtede det ud af øjnene på dem. Nogle gange måtte der fire mennesker til at holde arme og ben nede. Det siger jeg dig. Så satte lægen sig overskrævs på de stakkels pigebørn. Så blev den tvunget ned i halsen."
   Jeg tager slangen ud af Stines hånd. Det kan vi ikke lide at høre om.
   Jeg forestiller mig at stikke den ned i halsen på Stine, om hun ville skrige eller hvad der ville ske. Vi kunne lege det en dag.

I det næste værelse er det endnu vildere end med slangen. Det er et stort værelse, næsten som en gildesal med højt til loftet, og udsigt over fjorden, men der er kun én ting i værelset.
   Jeg hvisker til farmor: "Hvad er det?"
   Farmor ser på Stine.
   "Det ved jeg ikke, om jeg skal fortælle dig," siger hun.
   Hun ser på far og Nynne.
   "Sig det," hvisker jeg.
   Farmor tøver. Hun plejer ikke at tøve med noget.
   "Sig det nu."
   Jeg lægger hovedet på skrå for at se om tingen ser anderledes ud på den måde. Det kunne ligne en trillebør, men det kunne også ligne ladet på en bil. Jeg genkender hjulene, men der er også seler. Brune læderremme, ikke sorte som Ollis sofa, men brune og slidte, spænder dukken fast over maven, og også en sele over panden, og om fødderne og hænderne, og dukken har åbne øjne og åben mund. Som om han netop skulle til at sige noget. Eller skabe sig, hyle og skrige. Det kunne næsten være et rigtigt menneske.
   "Det er en åndssvag," siger farmor. Hun ser væk, ud ad vinduet. "Det kaldte man dem jo. De åndssvage."
   "Fordi han skaber sig?" spørger jeg. Man kan se det på munden. Så var de nødt til at spænde ham fast, fordi han gjorde åndsvage til.
   "Hvad gjorde han da?" spørger jeg.
   "Gjorde?" siger farmor. "Han gjorde ingenting. Han er åndssvag."
   "Skal vi gå videre?" siger Nynne.
   "Mor," siger far. "Kan man få kaffe et sted?"
   Farmor svarer ikke. Hun går væk fra vinduet, nærmer sig manden i selerne. Man må jo ikke røre ved ham. Det har vi heller ikke lyst til.
   "En arme stakkel," siger hun. "Hja! Dengang var det ud og sidde i stalden. Som dyr. Og kørestole? Nej, det havde man ikke. Se bare sådan et monstrum."
   "Er det en trillebør?" spørger jeg.
   "Ikke engang det," siger farmor. "Det er et monstrum. Vær I bare glade for at I er født i dag."
   Hun ser på Stine, og jeg forstår ikke, hvad hun mener. Stine er ikke åndssvag. Hun ligner ikke engang. Det er ikke det samme. Det er ikke engang magen til.
   Vi går ud af salen. Vores trin giver ekko og runger mellem væggene. Sådan en stor sal til en åndssvag.
   Far siger: "Hvad fanden er det for noget at fylde i hovederne på dem? Hvad skal det gøre godt for?"
   Farmor siger: "Det er virkeligheden. Den er der ingen grund til at pakke ind."
   Far går hurtigt på gangen, forbi de rum vi ikke engang har været i, ned mod enden, forbi rotterne, de brune apotekerglas, og Stines fod glider ned fra fodpladen. Far har ikke givet hende sko på, kun strømpesokker. Det er derfor, foden glider. Så kan man bare sætte den på plads igen. Far spænder remmen strammere. "Sidder du godt?" spørger han. Hun nikker.
   Stine er ikke åndssvag, måske kun lidt, når hun græder, men det gør alle mennesker. Nogen gør det højt, andre gør det stille. Det betyder ikke at man er åndssvag.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 24/07-2018 10:22 af Katrine Nørregaard og er kategoriseret under Romaner.
Teksten er på 1897 ord og lix-tallet er 19.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.