Babelstårn i LEGO


3 måneder, 16 dage siden 3 kommentarer Livshistorier benzodiazepiner afhængighed misbrug

3Babelstårn i LEGO
1. september 1999 · Set i bakspejlet var det nok ikke en god idé, a... [...]
Livshistorier · benzodiazepiner, afhængighed, misbrug
3 måneder, 16 dage siden
3Søgen efter syndsforladelse
tider med tidligere minders · storhed · penne med blå håndskrift · tegn... [...]
Digte · parforhold
8 måneder, 17 dage siden
1Koncert
sange fra scenen · vi sidder lidt skævt · kigger ind i et klaver · lave... [...]
Digte · musik, kærlighed, parforhold
1 år, 6 måneder siden
5Minder
jeg kigger ind i en mindevæg · hvid som sine forgængere · ser mig sel... [...]
Digte · ungdom, tiden går, tilbageblik
2 år siden
7Er det forbudt at længes?
fest i haven · jeg danser om solskinsgrøden · men kan ikke nå dig · for... [...]
Digte · begær
2 år siden
4Bag døren på den lukkede
døren er låst · vindue på klem · min seng bevæger sig · langsomt gennem... [...]
Digte · psykiatrisk afdeling, ensomhed, depression
2 år siden
3Smertestillende manier
23. september 2002 · Min dag var startet rigtig fint på trods af, a... [...]
Blandede tekster
2 år siden
2Skriblerier - stregtegning med bogstaver
skriblerier · tomme tønder buldrer · mest bag lukkede døre · forøget fa... [...]
Digte · mani, fart, lykke
2 år siden
8Psykiater #4
motoreftersyn · hos ny psykiater · han har hvid kittel · bor på et hosp... [...]
Digte · recovery
2 år siden
3At fiske efter angst
lav puls · under blank sol · jeg tæller ærinder · kaster med blik · rolig... [...]
Digte · angst, balance, balance
2 år siden
3Mørke er det nye sort
engel med mørke vinger · cirkler i konstant bevægelse · over forvilde... [...]
Digte · psykiatri, depression, dæmoner
3 år siden
4Tvang
bedøvede patienter · på ensrettede gange · læger med spidse nåle · strø... [...]
Digte · bipolar, mani, overgreb
3 år siden
5Røde læber i alle retninger
jeg søger græsgange · råber med en riffel · i hånden · sparsomt bytte · i... [...]
Digte · mani
3 år siden
2Soldaterhistorier
mine soldater er lagt på række · to i hver hånd med ansigt mod mark... [...]
Digte · mani, håb
3 år siden
4Fremmedlegemer
tåge i mine hænder · fordamper bag rude af sten · svin på mange fødde... [...]
Digte · angst, overhalingsbanen
3 år siden
6Første besøg hos søvnig psykiater
første besøg · hos søvnig psykiater · han kan alle buslinjerne · udenad... [...]
Digte · depresssion, recovery
3 år siden
2Stregtegning på blå himmel
hedengangne tider · om tidligere minders · storhed · penne med blå hånd... [...]
Digte · minder, sjælesorg
3 år siden
5Ordtryk om angst
det er svært at se tanker · for nøgne træer · jeg tænker ikke lige · en... [...]
Digte · angst
3 år siden
8Ord som rimer på angst
virvar · tankeforstyrrelser · små farver · i adrenalinrus · tomme tanker · ... [...]
Digte · angst, depression
3 år siden
4Psykose
jeg kigger på mursten · med tomme øjne · jeg løber fra spaltet dopami... [...]
Digte · psykose, psykisk sygdom
3 år siden
2Overvejelser
nyt lys på slukket ansigt · tæller dråber af klarsyn · på forlorne fi... [...]
Digte · parforhold, samliv
3 år siden
4Hjemme igen
kaffe i flad kop · i blikstille stue · ingen bevægelser · i grønne hynd... [...]
Digte · begyndelse, forvirring, recovery
3 år siden
8Udskrevet
gangsti · i udkanten af byen · jeg træder skridt med sne · på vejen hje... [...]
Digte · optimisme, håb, depression
3 år siden
2Vejen hjem
gangsti · i udkanten af byen · jeg træder sneskridt · på vejen hjem · kas... [...]
Digte · hjem, harmoni, lykke
3 år siden
1Manisk i Litauen
bygninger bøjer sig · i støvet · for mine hænder · fremmed land · foran m... [...]
Digte · mani, psykose, rejse
3 år siden
1Cocktails om natten
baren er proppet · med intentioner · jeg overvejer tilgang · tænker for... [...]
Digte · mani, natteliv
3 år siden
7Psykolog
psykolog med knold · bor i sterilt lokale · kleenex og karaffel · plast... [...]
Digte · psykolog, depression, psykisk sygdom
3 år siden
5Nat på Bispebjerg
fjedre på min ryg · hjul under sengen · jeg tyder drømme · på hvid skil... [...]
Digte · hospital, psykose, depression
3 år siden
2Distriktsygeplejerske
min veninde fra distrikten · hun har ikke knold i håret · det lægger ... [...]
Digte · alkohol, depression
4 år siden
3Lægeløfte med krydsede fingre
6. september 2007 · Jeg vågnede op og mærkede straks den kvalmende ... [...]
Blandede tekster · psykose, mani, hospital
4 år siden
6Guddommeligt brød
20. april 2006 · Min ellers så forudsigelige tilværelse var blevet ... [...]
Blandede tekster · psykose, mani, jesus
4 år siden
5Bus
jeg sidder på bagsædet · i en gul bus · jeg har vist billet · smækket s... [...]
Digte · depression, melankoli, fremmedgørelse
4 år siden
7Besøg
kæreste på besøg · stævnemøde bag lukket dør · under opsyn · hun synes ... [...]
Digte · parforhold
4 år siden
5Ensom
bob dylan kigger skævt · fra sin plads på væggen · gule nikotinstænk · ... [...]
Digte · ensomhed, alene, lejlighed
4 år siden
2Stemmer
spæde stemmer i grønne kanaler · tager til i styrke · jeg holder noge... [...]
Digte · depression, hospital, psykose
4 år siden
2Undervejs
blå blink på gule huse · passeret i hast · jeg har mistet retningssan... [...]
Digte · ambulance, hospital, depression
4 år siden
4En pose fra Fakta
tirsdag morgen foran fakta · ni minutter til dørene går op · mine kno... [...]
Digte · alkohol, depression, ensomhed
4 år siden
2Oscarvinder på trendy café
5. september 2007 · "Gider du lige stoppe et øjeblik? Vi skal lige ... [...]
Blandede tekster · politi, ambulance, mani
4 år siden
6Aktivering
kommunegange i rækker · smalle døre med grønne numre · skæbner med to... [...]
Digte · bipolar, arbejdsmarked, depression
4 år siden
3Udskrevet
jeg låser mine dæmoner inde · i fjorten blå luftkanaler · jeg tømmer ... [...]
Digte · mani, depression, hospital
4 år siden
4Bælte
pillerne smelter i min mund · jeg nægter at sluge dem · sygeplejerske... [...]
Digte · medicin, hospital, depression
4 år siden
2Bispebjerg
besøgstiden er slut · mine forældre går om hjørnet · en altid sørgeli... [...]
Digte · bipolar, hospital, depression
4 år siden
2På stuen
mørke over min enestue · dæmoner i slagsmål · bag et haspet vindue · je... [...]
Digte · hospital, depression, mani
4 år siden
3Socialrådgiver
møde i cellen · socialrådgiver med knold i nakken · mor og far med be... [...]
Digte · hospital, depression, mani
4 år siden
6Mani
bevægelig rasteplads · blot en lille omvej · et ekstra åndedrag · biler... [...]
Digte · bil, depression, mani
4 år siden

Puls: 9,5

Publiceret: 0
Afgivet: 3
Modtaget: 0
Martin Hansen (f. 1975)
1. september 1999

Set i bakspejlet var det nok ikke en god idé, at jeg ikke havde taget nok Alopam med på turen. Jeg sad på sengekanten på mit værelse og kiggede ned i pilleglasset og talte. Altid med samme resultat, for jeg havde kun to tabletter tilbage til hele turen, som først sluttede om to dage. Jeg kiggede rundt i værelset og konstaterede, at de ydre omgivelser var helt acceptable. Mit lille, men hyggelige værelse havde en stor seng, et skrivebord og en stol og et skab. Der var også et, efter mine standarder, enormt badeværelse. Der var sågar en intern telefon, så jeg kunne ringe til mine kolleger og fortælle dem, at det var en dårlig idé, at de havde fået lokket mig med til denne teambuilding.

Mine panikanfald var blevet mindre hyppige og var ikke så voldsomme. Men de var der. Jeg blev stadig ramt af håbløshed og af mørke tanker med jævne mellemrum. Bente søgte med lys og lygte efter det rigtige præparat til mig, for hun mente stadig, at jeg led af en endogen depression. Det var ikke lykkedes indtil videre, men for at styrke moralen tænkte jeg tit over, hvordan det hele ville se ud, hvis jeg ikke tog medicinen. Jeg kunne dog ikke mærke forskel fra før, jeg begyndte og nu. Gad vide, om Bente fik opstartsprovision fra medicinalvirksomhederne? Det kunne i givet fald forklare, hvorfor hun havde givet mig så mange virkningsløse præparater.

Mine venner var der stadig, men forståelsen for, at jeg ofte kunne havde det svært var dalende, så det var også en kamp at vedligeholde venskaberne. Mine forældre og jeg havde stadig et tæt forhold. Jeg snakkede stadig med min mor hver dag, og det var rart. De havde det svært med, at jeg havde det som jeg havde, men de havde det nok endnu sværere ved at vide, at der ikke var noget de kunne gøre.

Og nu sad jeg her. På sengekanten i et værelse i en ombygget ødegård i Skåne. Der havde ikke været så meget at rafle om. Min chef havde beordret mine tretten teamkolleger og jeg på teambuilding. Hun måtte have læst for mange coachbøger fra USA, eller også syntes hun bare, det havde været rigtig hyggeligt og relevant at bruge en uhyrlig sum af arbejdets penge på at sende fjorten kolleger en tur til Sverige i to dage. Til en afveksling havde jeg lavet gode miner til slet spil, og havde hylet i flokken og deltaget i koret om, hvor fantastisk en tur det ville blive. Aftenen før havde jeg pakket mine ting og kontrolleret lidt for mange gange, at jeg havde sportstøj med. Det var nemlig det eneste, ud over en tandbørste, som min chef Jeanette havde sagt, at vi skulle huske. Jeg havde pakket fire Alopam, for så passede det med to dage. Jeg var mødt op på parkeringspladsen foran kontoret og havde været nødt til at tage en blot ved synet af mine forventningsfyldte kolleger og ved tanken om at skulle sidde i en tætpakket bus i tre timer og håbe på ikke at få et angstanfald. Jeg havde allerede fundet ud af, at angsten for angsten ofte var den værste. Der skete dog ikke noget i bussen, men jeg havde taget en ekstra i bussen, bare for at være på den sikre side. Jeg vidste godt, at det kunne blive et problem senere på turen, men mon ikke det gik?

Det gjorde det ikke, kunne jeg konstatere efter at have kigget i pilleglasset et par gange til. Jeg begyndte at skrive et brev til vorherre for at bede om tilgivelse for min utilgivelige dumhed. Jeg overvejede i ramme alvor at begynde at gå hjem, blot for at se, om jeg kunne være hjemme før mine kollegers bus, som kørte herfra om to dage. Min tankestrøm blev afbrudt, da det bankede på døren. Min energiske kollega Pauli væltede ind ad døren. Han var omkring halvtreds år og virkede betydelig mere sporty med sit sort/pink joggingtøj, end han gjorde i sit slidte grå jakkesæt på arbejdet. Selv hans hvide sko havde en pink stribe.
   "Jeg tror, jeg har fundet ud af, hvad vi skal om lidt." Han lød som en reporter på Washington Weekly, som lige havde fået karrierens største scoop. Jeg kiggede interesseret på ham, for al anden aktivitet ville være bedre end at kigge ned i et pilleglas.
   "Vi skal sgu klatre i træer." Paulis stemme blev mere hektisk, og han lignede en, som havde trænet til udfordringen i ugevis.
   "Det lyder da spændende", løj jeg. Jeg kunne ikke forestille mig noget, som ville være meget værre end at klatre i træer. Kunne man ikke lade egern om det? Og hvis nødderne skulle falde ned, var det så ikke nok at ryste træet?
   "Jeg hørte Jeanette tale i telefon. Nu ved du, at det er det, vi skal om en time. Du må hellere få klædt om. Vi ses om lidt, jeg skal lige sige det til de andre." Han for ud af værelset, og et par sekunder senere kunne jeg høre ham banke på nabodøren.

Klatre i træer. Jeg syntes, jeg stod i en svær situation, fordi jeg på den ene side virkelig ikke havde lyst til at stige til himmels på en harpiksbefængt stamme, mens jeg på den anden side ikke følte, at jeg ikke kunne sige fra over for mine kolleger. Jeg havde et dilemma på størrelse med tyskernes overvejelser om, hvorvidt Operation Barbarossa skulle indledes, omend mit dilemma var af lidt mindre målestok og ikke omhandlede nedslagting af sagesløse mennesker. Jeg besluttede mig for at udfordre mine evner som grankogleplukker, så jeg skiftede tøj. Jeg kom i tanke om, at det nok var bedst, at jeg lige tog en Alopam, inden jeg tog af sted. Jeg åbnede pilleglasset og kom i tanker om, at jeg ikke havde nok til hele turen. Jeg kunne ikke rigtig finde ud af, hvad der var værst - at have for lidt Alopam eller at klatre op i toppen af et træ på størrelse med Empire State Building. Det kunne jeg alligevel godt, for intet ville være værre end at mangle Alopam. Så jeg samlede resterne af min viljestyrke sammen, placerede dem bag min bølgende ryggrad og lagde pillerne tilbage i tasken.

Jeg låste døren og gik ud i gården og konstaterede, at vejret i det mindste var godt. Jeg tændte en gul King's og ventede på mine kolleger foran indgangen til vores værelsesfløj. Mon dørtelefonen havde en direkte forbindelse til en apoteker i den nærmeste by?
   "Hvad så, Martin? Ved du, hvad vi skal?" Jeg kiggede på Christine og måtte konstatere, at jeg var havnet direkte på sportstøjsproducenternes røde løber. Der blev gået op i ydre fremtoning, skulle jeg hilse og sige.
   "Nej, jeg ved det ikke helt, men prøv at spørge Pauli. Jeg tror, han ved noget." De andre kom gående én for én, indtil vi var samlet alle sammen. I Sverige. Og nogen af os havde ikke nok Alopam med. Gad vide, hvor mange af de andre, som kunne prale af at have samme problem? Der blev stille, da Jeanette kom ud ad døren. Jeanette var 37 år og den mest energiske chef, jeg nogensinde havde haft. Hendes sidste arrangement var gået ud på at samle os alle sammen i Hundested og lade os gennemføre et teambuildingforløb med en musikterapeut. Der blev sunget kor til "Leaving on a Jet Plane" og lavet insisterende trommesoloer til "Yellow Submarine." Jeg havde holdt det hele sammen med min guitar, og det var en succeshistorie for mig. Men nu stod vi her.

"Hej med jer. Så starter vi, og jeg kan godt love jer for, at I ikke kommer til at kede jer. Vi sal lave nogle grænseoverskridende ting, og det er vigtigt for mig at sige, at I ikke skal føle jer forpligtiget til at gøre noget, som I føler er over jeres grænse. I kan altid sige fra. Kom med mig." Vi begyndte at gå op ad en bakke, og jeg måtte erkende, min højdeskræk og min medicinmangel til trods, at landskabet var enormt flot. Stien vi gik på var smal, og der var en række enormt høje træer på begge sider. Luften var fyldt med myg og andre insekter, og det hele emmede af svenskhed. Der var spredt snak mine kolleger imellem, men selv sagde jeg intet, for jeg forsøgte at finde det mod, som jeg havde efterladt på parkeringspladsen. Gad vide, hvad det ville koste at bringe det herop med en taxa? Jeg var mere end villig til at betale ekstra, hvis den lige lagde vejen forbi min medicintaske og hentede friske forsyninger. Jeg havde dog besluttet mig for ikke at melde fra til nogen udfordring uanset dens karakter. Hvis de andre kunne, kunne jeg også. Vi gjorde holdt på toppen af en bakke, hvor der stod en skaldet mand ved siden af et træ, hvorpå der var fastgjort en række bolte og reb. Jeanette gik hen ved siden af ham.
   "Dette er Staffan, og han skal hjælpe jer med at komme op i dette træ. Det er 25 meter højt, og oppe i toppen er der en klokke, som I skal ringe med, når I når derop. Så skal Staffan nok hjælpe jer ned igen. Er I friske?" Der lød et brøl fra mine kolleger, men jeg sagde ikke en lyd, for jeg var gået tættere på træet og kiggede op af det. Det var lige så højt som babelstårnet, og jeg var sikker på, at hvis jeg kom hele vejen op, ville Gud blive sur på mig og sørge for, at jeg kun kunne tale russisk fremover.
   "Det er måske dig, der starter?" Jeanette stod bag mig og lagde en hånd på min skulder.
   "Det kan jeg godt." Jeg tænkte, at jeg ligeså godt kunne være den første, så jeg ikke blev nervøs af at kigge på de andre.
   "Nu giver Staffan dig lige et bælte på og så bliver du sat fast på rebet. På rebet sidder der en låsemekanisme, og når du slækker på den, kommer du nedad igen. Du skal slække på den stille og roligt. Vi starter tiden NU!" Jeg gik hen til træet og prøvede at finde fodfæste, men der var ikke rigtig noget, jeg kunne stå på, så jeg prøvede med en anden taktik. Jeg forsøgte at imitere Plutos jagt på egern i juletræet ved at tage tilløb og kaste begge armene omkring stammen. Det lykkedes, og snart stod jeg oppe på den første gren. Mine kolleger hujede under mig, og jeg blev fyldt med adrenalin, så jeg fortsatte min himmelflugt, for flugt var det i hvert fald. Da jeg var nået trekvart op, var det ikke længere muligt at nå grenene uden at hoppe, hvilket betød at jeg ville miste fodfæstet og hænge ud i luften. Da jeg fandt ud af, at det var den eneste mulighed, besluttede jeg mig for at gå planken ud. Jeg satte af fra den gren jeg stod på, og fik fat i en gren over mit hoved. Jeg svingede mig rundt og fik fodfæste på en anden gren til mine kollegaers store jubel. Så langt så godt, for nu kunne jeg se klokken. Jeg forsøgte at holde fokus på klokken, da jeg begyndte at svede vanvittig meget. Mit syn blev dobbelt, og mit hjerte begyndte at banke med firdobbelt hastighed. Det føltes, som om alle Sveriges elge stod oven på mit bryst. Jeg kiggede ned på mine kolleger og derefter op på klokken. Jeg have fået et angstanfald, og jeg stod 24 meter oppe i et træ. Jeg tænkte, at hvis dette angstanfald, meget mod hvad Bente havde sagt, skulle have dødelig udgang, var det da et rimelig spektakulært sted det skulle ske. Min krop blev lammet, og jeg var ude af stand til at bevæge mig. Jeg forsøgte at lukke al ydre stimuli ude for at koncentrere mig om at få angstanfaldet væk.

"Ring på klokken, Martin. Du er der næsten." Jeanettes nu lidt for energiske stemme skar gennem træets kviste, og jeg forestillede mig en verden, hvor jeg kunne tillade mig at bede hende holde sin enerverende og lidt for forstadsagtige kæft lukket, men jeg sagde ikke noget. Jeg kunne ikke sige noget, for jeg havde mistet evnen til at bevæge mig. Jeg blev stående i mange minutter og indså, at det nok ikke blev mig, som vandt konkurrencen, men jeg ville sikkert få point for min gode start.
   "Er du ok deroppe?" Mine kollegaer lød bekymrede.
   "Ja, det er jeg vel. Hvordan kommer jeg ned?" Jeg svedte helt vildt og tænkte, at det nemmeste nok ville være at kaste sig ned og håbe på at blive samlet op dernede.
   "Du skal bare langsomt give slip på den bagerste lås, så glider du ned lige så stille." Det kunne jeg ligeså godt få overstået, så jeg åbnede den bagerste lås med det resultat, at jeg foretog et frit fald mod jorden. Da jeg var en halv meter over jorden fik Staffan fat i rebet og hev til. Det var i sidste øjeblik, for da han havde fået fat, var mit ansigt kun et lille stykke over græsset. Men ned var jeg da kommet.
   "Hvorfor ringede du ikke med klokken? Du var så tæt på." Jeanette gav mig et kram.
   "Jeg var simpelt hen blevet for træt i armene."

Jeg holdt lidt afstand til mine kolleger og så dem ringe med klokken én for én. Gammel som ung. Det var kun mig, som ikke nåede hele vejen. Godt det samme, for på trods af alle mine anstrengelser og teknikker kunne jeg ikke få mit angstanfald til at gå væk. Jeg tænkte på at gå ned og tage en Alopam, så jeg kun havde en tilbage, men kom fra det, da jeg hørte Jeanettes begejstrede stemme.
   "Var det ikke sjovt? Hvis I synes, det var grænseoverskridende, så bare vent til i morgen." Hvis der var tilsvarende aktiviteter næste dag, måtte jeg gemme mine Alopam og stå dette angstanfald igennem. Vi gik ned ad bakken og gik ind i et beplantet område. Der var lavet en forhindringsbane i udkanten af området.
   "Nu skal I se. Dette her er, som I jo nok kan se, en forhindringsbane, og I bliver delt op i to teams på hver syv mand. Der er en række fælder, som I ikke må udløse. Vi gør det sværere for jer, for tre af jer skal være stumme. To af jer får en hjelm på, hvor der er et visir, som dækker for øjnene, og de sidste to får noget for ørerne. I skal alle sammen i mål uden at udløse fælderne. Er I friske?" Folk var, efter jubelen at dømme, uhyre friske. Jeanette delte os op, og Pauli tog teten med det samme.
   "Jeg har fundet ud af det. Vi sender de to døve i forvejen for at lede efter fælderne. Så kan de sige til de stumme, hvor de er, og så kan de stumme holde de blinde i hånden. Er det ikke det bedste at gøre?" Pauli fik sig et par billige magneter til køleskabet på kontoret, for mine kolleger syntes, at det var den bedste idé, han nogen sinde havde fået. Jeg overvejede at melde mig som den, der lagde sig oven på fælderne, så alle andre kunne gå på min ryg, for med den vægt jeg havde på mit bryst, var jeg sikker på, at jeg ikke kunne mærke nogen forskel. Jeg blev valgt til at være stum, og det passede mig helt fint. Dels fordi det passede meget godt til min nuværende sindstilstand, og dels fordi jeg så slap for at lede efter fælder eller for at stavre rundt uden at kunne se noget som helst. Jeg tog Pia under armen, og hun hviskede, at hun var rigtig glad for, at det var mig, hun skulle være tæt på. Pia var en smuk og veldrejet kvinde, som mange kolleger på kontoret havde et godt øje til. Det var bare endnu en grund til, at disse løjer skulle stoppes så hurtigt som muligt. Vi kom i mål, men havde udløst to fælder med den følgevirkning, at Pia havde kastet sig over mig og holdt om mig med begge arme. Lidt for længe. Aktiviteterne havde dog gjort, at jeg næsten havde fået bugt med mit angstanfald og var tilbage til mit sædvanlige, ulykkelige jeg.

Det var blevet eftermiddag, og vi gik tilbage til huset, hvor jeg nåede ind på mit værelse og kastede en Alopam i halsen. Jeg vidste godt, at næste dag ville blive uudholdelig, men det måtte blive en kamp, som skulle udkæmpes til den tid. Jeg gik udenfor for at ryge en gul King's. Jeg havde lige tændt den, da jeg kunne høre Jeanettes stemme bag hjørnet.
   "Martin, kommer du? Det er kun dig, vi mangler." Jeg skoddede min gule King's og gik undt om hjørnet, hvor alle stod og ventede. Jeanette pegede på et lille hus.
   "Nu bliver I igen udfordret i jeres rolle som teammedlemmer. Inde i huset er der et stort rum. I den ene ende er der en samlet legoby, og i den anden er der en masse klodser. I bliver delt op i de samme teams, og så har I to timer til at bygge byen. I må ikke røre ved den færdige , og I må ikke tage klodser med over til byen. Der står også noget vin, øl og vand, for vi er næsten færdige for i dag. Er I friske?" Det var folk i dén grad.
   "Skal vi ikke lave et lille team sammen? Så kan jeg kigge på byen og løbe tilbage til dig, så kan du bygge?" Pia kiggede på mig med et blik, der fortalte mig, at hendes udsagn ikke var et spørgsmål.
   "Lad os det." Jeg turde ikke andet. Jeg spurgte hende, om ikke hun tog en øl med, nu hun alligevel var ude og kigge på byen. Mit angstanfald var gået væk, men mine tanker kredsede kun om, hvordan jeg lettest kunne lade klodser være klodser og forlade byggezonen. Alligevel gik det fint, selv om jeg havde det svært ved at de andre, og i særdeleshed Pia, var så tæt på mig. Vi fik bygget det meste af byen, selvfølgelig ikke uden at have drukket samtlige de fremsatte drikkevarer, hvilket medførte en lettere løssluppen stemning. Pia holdt mig i hånden på vej over til restauranten, og det var egentlig hyggeligt det hele.

Jeg fik det svært under middagen. Der var nu opstået en særdeles løssluppen stemning, hvor laveste fællesnævner lå et sted, hvor ikke mange jordiske væsener kunne se den. Jeg kunne mærke, at der var endnu et angstanfald undervejs, og jeg vidste ikke helt, hvor jeg skulle gøre af mig selv, så jeg lukkede øjnene i et par sekunder.
   "Det tænker jeg også på." Jeg drejede hovedet og kiggede Pia direkte i øjnene, og jeg kunne se genskæret fra pejsen i hendes øjne. Nu vidste jeg slet ikke, hvad jeg skulle gøre af mig selv, så jeg gjorde det, enhver gentleman ville gøre, nemlig at kigge væk. Jeanette rejste sig efter desserten.
   "Tusind tak for i dag. I var så seje, og jeg tror vi alle har fået brudt nogle grænser. I morgen bliver det som sagt endnu vildere. Uden at afsløre for meget kan jeg sige, at vi skal ned. Og vi skal endnu længere ned, end vi kom op i dag. Er I klar på det?" Igen var folk mere end klar. Kort efter gjorde jeg de indledende øvelser til at rejse mig.
   "Skal jeg ikke gå med?" Pia kiggede på mig igen med et af de spørgsmål, der kun var ét svar på.
   "Jeg tror, jeg går alene. Jeg tror, jeg har drukket lidt for meget." Var to øl for meget? Jeg gik tilbage til mit værelse og besluttede mig for at tage den sidste Alopam og gå i seng og glemme denne uhyrligt grænseoverskridende dag.

Jeg vågnede næste morgen ved en enerverende banken på døren. Jeg tog dynen omkring mig, åbnede døren og så Pauli stå i ud i gangen med et energisk udtryk i ansigtet. Han var klædt i samme outfit som dagen før.
   "Jeg tror, vi skal rappelle. Det bliver så godt. Vi mødes om en halv time udenfor. Skynd dig." Jeg kiggede på mit tomme pilleglas, som stod på natbordet og kiggede på mig.
   "Er du sød at sige til Jeanette, at jeg ikke kan være med i dag. Jeg tror, jeg har fået influenza."
Forfatterbemærkninger
Et lettere humoristisk møde den medicinafhængighed som har været en del af mig siden mine teenageår. Kapitlet er taget fra bogen Mine humørsvivngninger og jeg

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 04/08-2018 12:03 af Martin Hansen (Bipolarmartin) og er kategoriseret under Livshistorier.
Teksten er på 3405 ord og lix-tallet er 28.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.