Jeg er Belkin, søn af Satan, sønnesøn af Fanden selv.Jeg er underverdens hersker og i nat giver jeg audiens.
   En eller anden har lagt et lammeskind på min stol. Sort lammeskind. Det ser blødt ud, men hvor er min broderede silkepude? Åh, den ligger bare nedenunder. Godt. Jeg hiver lammeskindet væk og ser på puden. Min datter broderede den for længe siden. Den er ternet og sine steder noget ujævn, men det ses jo ikke under min bag - ikke engang selvom den er mager og kantet. Jeg sætter mig til rette og siger til Klara:"Ja, så er vi her igen. Der er blevet travlt på det sidste."
   Klara strækker sig i hjørnet, på sit bløde tæppe, gaber og småknurrer: "raah - haa- raa" Det betyder: "Du har ret, Belkin."
   "Ja, der er sandelig mange der opsøger Dem for tiden," siger Prudence henne fra ildstedet. Hun har grøn kjole på og et gult forklæde. Hun plejer da at gå i brunt og tørre labberne i det nederste af kjolen.
   "Har du fået ny kjole, Prudence?" spørger jeg.
   Hun vipper med ørerne, klør sin tryne og fniser:"Prudence er da min mor. Hun er blevet gammel og derfor har jeg afløst hende. Har De glemt det?"
   "Vist har jeg ej. Men du ligner din mor."
   Hvad bilder hun sig egentlig ind? Antyder tøsebarnet, at jeg er ved at blive gammel?
   Jeg er kun 80 sekler og lidt til. Og hun - hvor gammel er hun mon? Hun strutter af ungdom og sundhed. Er måske bare tyve år? Det må være hende, der har lagt det skind på min stol. Hvor hun så har fået det fra? Nå, hun eller nogen i hendes familie har vel været ovenpå og nuppet sig et lam eller flere. Det under jeg dem såmænd. Bare hun dog havde brygget den te. Bladene har hun hakket og hældt i gryden, men hun mangler at hakke ingefær og de andre krydderier. Og den første ansøger kommer nok lige om lidt.
   "Bliver teen færdig til den første kommer?" spørger jeg og bider mig selv i tungen. Hvad er det for en blid tone at tale i? Men det er måske det hun hentyder til ved at lægge det skind på min stol?
   "Den er lige ved at komme i kog," smiler hun, "men jeg laver en portion mere, for der kommer jo mange i nat, herre."
   Nå, nu er man alligevel "herre." Det klinger godt i mine gamle ører. Mine næsebor vibrerer. Jo, suppen er næsten i kog. Den stinker af kanel og ingefær. Men sådan skal det være. Jeg rejser mig, smiler til ork-pigen, der ikke er Prudence og lægger lammeskindet over puden.
   Jeg hører trin højt over vore hoveder. Den første ansøger er på trapperne.. Klara løfter sit skællede hoved og puster en forventningsfuld røgsky ud i lokalet. Prudences datter hører det også og ser op. Jeg må huske at spørge hende hvad hun hedder? Altså Pudences datter - ikke ansøgeren. Det er jo nok også en mand. En menneskemand. Det er dem, der kommer flest af. De har fået nok af det tyranni som andre mennesker udsætter dem for. Omsider har mange fået nok. Nu kan de bruge mig. Efter alle disse år ser det ud til, at vi sidste af planetens oprindelige beboere kan komme ud af vore huler og grotter. Nu sker der omsider det samme som på min faders planet for længe siden - blot er det endnu bedre. Dengang nøjedes de med at påkalde min fader og hans folk. De indbildte sig,at kun de døde kunne rejse til hans rige - og kun de døde som ikke havde opført sig ordentligt. Der - hos min fader skulle deres sjæle så brænde op i al evighed. Hvad giver I mig? Sikke en idiotisk røverhistorie.
   Nå da, der er vist mere end en på trapperne. Det buldrer, men de taler ikke sammen. Hvisker bare lidt i ny og næ. Jeg hører fjollede ytringer som: "Hvad i Helvede - er du her også?" og
   "Ja, men jeg lever" og "Tror du virkelig, han har horn i panden og er rød i hovedet?"
   Gider de lige! Det var Bedstefar, der var rødhud. Far var pænt blå og det er jeg og min søn og sønnesøn også!
   "Deres te, herre," siger Prudences datter, og jeg tager mod kruset. Holder det med begge hænder. Jeg nyder den varme damp, men ikke stanken af ingefær.; men det er nødvendigt og ikke kun fordi det er godt for mine gamle knogler.
   Jeg nipper til den varme drik og skærer en grimasse. Men jeg må have mere ned. Min tunge glider hen over mine tænder. Eftersmagen er ikke så grim som den plejer at være. Der er honning i. Bare det ikke ophæver virkningen.
   Jeg drikker to store slurke. Det smager jo ganske godt.
   Så ser jeg mod Prudences datter. Og hun ser på mig. Er det et smil om hendes læber eller et grin?
   I hvert fald er ingefærden begyndt at virke, for nu svæver der en drømmebobbel ud af hendes ene øre. Som en sæbebobbel bader den sig i lyset fra de blafrende fakler og de mere jævnt lysende lanterner. Lysene fra de mangefarvede stalaktitter fanges også og danner en lillebitte regnbue inde i boblen. Smukt spraglet stiger den til vejrs og svæver over hendes hoved. Der udvider den sig og regnbuen bliver til en buttet, splitterravende nøgen ork-pige, der dog hastigt trækker en grøn kjole ned over hovedet. Hun bøvler lidt med armene. Jeg kan se mere end mit ældgamle hjerte har godt af, men inden det går galt, får hun kjolen helt på.
   Så brister boblen heldigvis og jeg nøjes med at høre hendes tanker som ord, der bliver læst monotont op inde i mit hoved:
   "Han er så elskelig, den gamle. Ja, det kan han ikke lide jeg synes,så jeg siger det ikke. Uf. Hov- jeg må heller ikke tænke det, for når ingefæren virker, kan han jo læse mine tanker. Mon han ved, jeg hedder Inkalina? Og ved han, at jeg er nysgerrig efter om han synes,jeg er pæn? Altså bare af nysgerrighed. En ork og en blåtrold kan jo ikke være kærester - og han er jo også meget gammel."
   "Inkalina - så kan du godt kalde den første ind," siger jeg, og hun rødmer helt op under sine stride hårtjavser.
   En efter en kommer de så ind. De fleste knæler for min fødder. Alle lover de mig troskab og frihed til mig og alle jeg kalder mine folk. Hvis bare vi vil hjælpe dem, så de bliver fri af tyrannernes åg.
   Deres ingefær- tanker er efterhånden ret forudsigelige. Selvfølgelig varierer de lidt, men nogle tanker og følelser går igen.
   "Hold kæft hvor er han grim, den gamle. Blå, knokkeltynd og så med halvanden horn i panden, det ene er jo knækket."
   Og. "Gisp. Der ligger en stor skællet drage over i krogen."
   Og: "Er det en gris eller en trold, der står der og fniser dumt, mens den snitter rødder?"
   Jeg har vænnet mig til fornærmende tanker. De er jo virkelig meget grimmere end både mig, min elskede drage og søde Inkalina.
   Deres følelser er der heller ikke meget variation i.
   Nogle er bange. Rystende bange.
   Andre føler ingenting. De er som trætte marionetter.
   Atter andre er fulde af vovemod og optændt af en ild, der brænder af fremtidsdrømme - og håb.
   Åhe ja, drømme - de drømmer alle sammen, endda også de trætte.
   De drømmer om hævn. De drømmer om magt, ære og guld. Drømmer om beundrende blikke fra tusindvis af smukke kvinder. Mange tager deres familier og venner med i drømmen;en sød kone, der elsker dem. Søde døtre og tapre sønner, der er noget så stolte af farmand. Ind i mellem er der mænd, der vil glæde deres mor og gøre deres gamle far stolt.
   Jo jo, kom ikke og sig de bare tænker på sig selv.
   Men OS - tænker de på os? Jovist. Og den samme mand kan tænke flere af tankerne - ikke sjældent i et glimtende virvar, så jeg må anstrenge mig for at følge med:
   -, de der mærkelige forhistoriske væsner skal nok få deres frihed. Og hvis de bliver for farlige, udrydder vi dem bare helt.
   Man kan måske tæmme dem.
   "Wauv - med de kløer og den hale, kan ham der nok lære fogeden at te sig pænt."
   Ak ja, jeg ved efterhånden meget om mennesker. Og næsten alle får min "velsignelse" - mit mærke, så de hører til mine udvalgte - for vi skal være mange, hvis vi skal vinde den her kamp. Og det skal vi!
   Alle de fordrevne arter skal igen nyde naturen og solskinnet. Selv oplever jeg det måske ikke. Min tid er ved at løbe ud. Min søn må tage over - måske bliver det ham, der oplever at der kommer en ansøger, der faktisk ønsker, at der bliver plads til alle arter her på denne engang så frodige planet.
   For den ansøger kommer vist ikke i nat. Heller ikke i denne nat. Jeg sukker.
   Så hører jeg lette skridt. Og der står Brazil: den ældste af mine endnu
   levende børnebørn; med glødende, orangegule øjne og en mund, der mimrer, så jeg ved, at han vil fortælle mig noget.
   ""Er du ikke i seng?" spørger jeg, selvom jeg jo faktisk godt kan se, at det er han ikke.
   " Nej, for ved du hvad, Bedstefar?"
   Inkalina står med en dryppende klud i hånden og ser fra mig til Brazil. Mit barnebarn venter ikke på svar, men snakker løs:
   "Bedstefar- kan du huske ham drengen, der var her og som kælede for Klara, fordi han slet ikke var bange for hende?"
   "Her kommer tit drenge," vrisser jeg.
   "De er store," siger Brazil, "jeg mener ham den lille."
   "Ham, der kun var 12 ork-år?"
   "Nej"
   "Nå, men så ham elverdværgen?"
   "Nej. Altså Bedstefar - du ved nok - ham vi tit har snakket om, ikke?"

Det dæmrer: for ikke så længe siden kom der faktisk en ganske lille menneskedreng ned til os og helt ind til mig.
   Han var sammen med Urka. Og de holdt hånd. Jeg så det godt. Urkas store næve omsluttede den lille menneskehånd og drengen skævede op mod Urkas tryne, før han vendte blikket mod mig. Hans ansigt var vist ret almindeligt, bare lille og hans øjne lagde jeg ikke mærke til i første omgang.
   "Dav," sagde drengen, "er det dig, der er den onkel, som der vil tale med Sapko?"
   Urka slap drengens hånd, rødmede og prøvede at ligne en ork-general, hvad han faktisk er. Mange kalder ham Urka den Frygtelige, men lige der, da lignede han en, der for eksempel kunne hedde Urka den Rådvilde.

Sapko? Navnet irriterer mig. Han var en af de syv beviaktrolde, der under en af de sidste store krige flygtede til Anarkat. Men inden han flygtede gjorde han sig bemærket ved at redde en menneskekvinde og hendes nyfødte søn. Derfor dyrkes han af visse mennesker som en gud.
   Nå, men Sapko er død. Beviakker lever ikke så længe som vi blåtrolde. Den ældste blev vist 9 sekler - altså kun så gammel som Brazil er nu - men han var skam både gammel og hvidskægget.
   Ja, jeg har lige gjort en lang historie kort, for hvad havde Sapko nu med noget at gøre,tænkte jeg den dag.
   Urka forklarede mig det: og det var gået til omtrent sådan her:
   Min søn. Slikoran, holdt øje med drengen og når han ikke havde tid til personligt at holde øje med ham, havde han spejdere ude, ofte var det nogle af orkerne han sendte af sted, men også alfer blev brugt som spejdere. Nogle af disse spejdere havde set et mistænkeligt fremmedlegeme på himlen. De mente det kunne være en rumbobbel. Det havde nogle ment før, men denne gang passede det - og der sad hele to beviakker i boblen, der som enhver med en smule fornuft kan regne ud, er et lille rumfartøj. Det flyver på uraniumdozid og er ca. otte uger om at flyve strækningen mellem Sakurius og måneplaneten Anarkat, kan jeg tilføje.
   Den - rumboblen - landede i udkanten af overfladens største skov. Den blev omtrent skjult af træer, men de to beviakker vadede afsted som om de skulle et bestemt sted hen.
   Det skulle de vist også, for de stoppede ved en ussel lille bjælkehytte, hvor der groede vilde blomsterløg og pjuskede strå på det mosbegroede tag.
   De talte sammen, de to beviakker, men spejderne,der den dag var tre sortelvere forstod ikke sproget. De så bare de to trolde og noterede sig deres udseende. Den ene havde blåt, pjusket hår ogvar en langranglet trold. Den anden havde stridt, lysegrønt hår med hvide blomster i. ellersså de ud som beviakker nu engang ser ud. Stridt hår som allerede nævnt, brede næse, kuglerunde øjne, fire tykke pølsefingre på hver hånd ogditte tæer på fødderne. Lange haler med en dusket hår for enden.
   Ham med det grønne hår gik ind i den have, der omgav hytten.han havde en lommelygte med; den lyste med kravalterbatterifandt jeg senere ud af - og den afgav et ret kraftigt, meget hvidt lys.
   Den ene elver mente, at beviakken havde udstødt lave kaldelyde. Det havde han også, fortalte han mig, da jeg senere tog ham i forhør.
   Ud af døren trådte lidt efter en lille menneskedreng. Enspinkel lille skabning i nusset, gul-hvid natsærk - og i præcis samme mondering trådte han senere den nat ind i mit gemak med Urka i hånden.
   Drengen og beviakken talte med hinanden. Nu havde beviakken skiftet til menneske
   sprog og det talte han åbenbart godt nok til at drengen forstod, hvad han sagde, men elverne forstod ikke ret meget. Den måske mest vakse mente dog han opfangede navnet Sapko - og de bestemte sig til at sende bud efter Urka og nogle af hans natjægere, der tilfældigvisvar i nærheden, for at skaffe noget spiseligt i skoven.
   Urka bestemte sig for at tage beviakkerne med til mit underjordiske domicil, men de fik kun fat i ham den grønhårede. Den anden forsvandt simpelthen.
   Og drengen - han kom bare rendende, fortalte Ursa - stod bare der med en tommeltot i munden og spurgte hvorfor, de havde taget Sapko og hvor han skulle hen.
   Befippet over drengen, der vitterligt blot var et barn - fik Urka mumlet noget om, at han bare skulle besøge en rar gammel onkel, der gerne ville snakke med ham.
   Så ville drengen gerne møde "den rare onkel," der altså var mig, selvom jeg på det tidspunkt ikke viste, at jeg ville tale med en ung beviak.

Det tog noget tid for Urka at fortælle og mens jeg lyttede til ham, holdt jeg ikke øje med menneskeungen. Jeg tænkte,at det gjorde Prudence sikkert, og den nat var det Prudence. Men da jeg vendte min opmærksomhed mod ham sad han såmænd på
   ryggen af Klara og kløede hende i de sorte skæl mellem ørerne. Og hun udstødte en veltilfreds lyd, for hun elsker at blive kløet lige på det sted.
   "Nå, i er da vist blevet gode venner," sagde jeg vist -måske endda med min bedstefarstemme. Det påstod Prudence i hvert fald senere - både ofte og tit.
   Drengen så på mig og spurgte:
   "Kommer Sapko snart? Han skal også se dragen, for hun er sød," sagde han.
   Jeg så på Urka.
   "Ja, kommer hrm - Sapko ikke snart, så vi kan tale sammen?"
   "Jo - det - æh, men han taler lige med Jasket og Basky...(tror jeg det var), stammede Urka og betonede ordet "Taler," så jeg vidste, de havde ham i forhør. Heldigvis var det sortelvere, der forhørte ham, husker jeg, at jeg tænkte , De er som regel blidere end orkerne, for de har lidt mere mellem ørerne - sådan generelt forståes.
   Mens Urka gik hen for at hente Sapko snakkede drengen meget om, at det var synd, at "de der sorte" havde flået sådan i Sapko, for Sapko var nemlig blevet bange, for han troede at den rare onkel slet ikke var rar.Og om, at Bedste og nogle, han kaldte Raja og Pablo, altså bare skulle høre om det her.

Og nu er han her altså igen. Drengen. Hvordan mon det er gået til denne gang?
   Der er han. Han står bag Slikoran. Han er vokset - drengen. Faktisk kan jeg slet ikke genkende ham og hans navn er helt væk. Han ser træt ud og virker noget blegnæbbet, men han ser da på mig og han hilser: "Godaften, Belkin." Han nikker endda mod Inkalina og hilser "godaften." Så trækker han sin ene hånd gennem sine sorte krøller, der er fugtige som om han har været i bad.
   "Godaften," hilser jeg igen og så er der stille et øjeblik, bortset fra at Klara klasker halespidsen mod stengulver med små irriterende smæld