3Okay okay boys - Kap. 10: Sandet. Januar 19...
Hun følges med Alex hjemad, han bor alligevel på vejen til Classe... [...]
Romaner · hash nedtur
2 måneder, 3 dage siden
0Okay okay boys - Kap. 6: Krigeren. December...
Han har taget hende med i skoven, selvom det er vinter. Er rigtig... [...]
Romaner
2 måneder, 5 dage siden
0Okay okay boys - Kap. 5: Hanekammen
De skal på besøg hos Jeanett. Brorens kæreste har inviteret foræl... [...]
Romaner
2 måneder, 7 dage siden
3Okay okay boys - Kap. 4: Benet
Hun kan gå ned til det besatte hus i Viborggade på ti minutter. H... [...]
Romaner
2 måneder, 10 dage siden
4Okay okay boys - Kap. 3: Flammen
Hun er begyndt at stå op, når der er mad. Altid kl. 17.30. Præcis... [...]
Romaner
2 måneder, 12 dage siden
4Okay okay boys - Kap. 2: Stoppestedet
Bålene brænder stadig udenfor Hesten. Hun går ad Vesterbrogade in... [...]
Romaner
2 måneder, 16 dage siden
5Okay okay boys - Kap. 1: Hesten. November 1...
Hun står foran spejlet. Skal ud snart. Bliver nødt til det. Hun k... [...]
Romaner
2 måneder, 20 dage siden
6Tidsploven
Tiden træder ud af det ene minut og · trækker det næste med sig. · Pl... [...]
Digte
2 måneder, 24 dage siden
6Okay okay boys - Prolog: 1978. Barnet i spe...
Hun var fem år, da hun fik sit første glimt af, hvordan det var a... [...]
Romaner
2 måneder, 28 dage siden

Puls: 37,2

Publiceret: 9
Afgivet: 41
Modtaget: 28
Lise Hendriksen Lose (f. 1973)
Hun er begyndt at stå op, når der er mad. Altid kl. 17.30. Præcist. Ved spisebordet får hun dagens første lys i øjnene, inden hun skal tilbage i mørket. Faren for bordenden. Moren overfor. Faste pladser.

"Da hendes søskende var på hendes alder, havde de både arbejde og gik i skole. Hvorfor fanden kan hun ikke det?".

For det meste taler han kun til moren. Kan han huske hendes navn? En sjælden gang taler han henvendt til hende, men altid med hovedet vendt i morens retning. "Har du så fået noget arbejde?" Kalder hende en sjælden gang du.
   For det meste er det hun.

"Hun bliver aldrig til en skid. Er kraftedeme så uselvstændig".

Men oftest taler han hverken til hun eller hende. Og hun protesterer ikke i dag; hun er ikke noget og bliver det heller ikke. Hun sidder ved det blanke mahognibord og stikker til hakkebøffen, svøbt i sin dyne for at skjule underbukserne og kroppen under t-shirten og for at skærme eksemet mod kulden i den nyligt udluftede spisestue. Uvasket, med hævede øjne. Hun prøver ikke engang at skjule det.
   Hun svarer ikke. Sidder. Hun er god til at sidde stille og slukke for sin krop. Det er kodet ind i hende. Fra alle de gange hvor hendes mor havde haft en dårlig nat og skulle sove til middag. Eller når hun skulle se på sine ældre søskendes liv. Når de var i deres skolehaver. Til deres håndboldstævner. Svømmestævner. Dansekonkurrencer. Når de bagte snobrød. Når de fik nye cykler, som hun måske kunne arve en dag. En rød og en blå. Hun havde ikke nogen farve.

"Hun kan jo ikke finde ud af en skid."

Hun havde lært at slukke sig, når moren skulle sove til middag og hun ikke måtte lave nogen lyde. Hun skulle være stille og måtte ikke vække moren, med mindre hun ikke kunne lade være. Det havde moren ikke sagt direkte, men hun vidste, at hun ikke måtte vække hende.
   Hun var blevet nødt til at vække hende, men kun nogle få gange. Når moren havde lagt sig på divanen med det ternede, grøn-brune uldtæppe over sig. Så skulle hun være stille. Så måtte hun ikke gå derind. Moren lå altid helt stille uden lyd. Hun kunne ikke engang høre moren trække vejret.
   Når hun nogle gange listede sig hen i døråbningen og stod lydløst og lyttede efter livstegn fra moren, måtte hun gøre alt for at slukke sig selv, for ikke at begynde at græde ved tanken om, at moren var død, at hun nu var helt alene i de store stuer, alene med den hylende lyd i ørerne. Hun kunne slukke sine lyde, når hun stod i døråbningen, men det var som om, at alle de lyde, hun holdt i sig, blev samlet i et enkelt punkt og kanaliseret ud gennem et lille hul i trommehinden; et lille hul, hvorfra hendes skrig blev presset lydløst ud og ind igen i hendes hjerne som en hyletone.
   Hun var engang kommet til at vække moren. Da hun var omkring tre år gammel. Hun skulle tisse. Hun var selv gået på toilettet. Hun havde sat sig op på det høje toilet med træbrættet. Hun var kommet til at lave pølser. Det plejede hun kun at gøre, når moren var vågen; moren plejede jo at tørre hende bagefter.
   Hun havde siddet der og fulgt fugerne mellem de hvide fliser med øjnene. Hun vidste godt, at man skulle tørre numsen, inden man tog bukserne på igen. Det havde hun aldrig selv prøvet før. Hun vidste også godt, at hun ikke måtte kalde på moren. Hun var jo en stor pige og moren skulle sove til middag. Hun havde til sidst grebet noget toiletpapir og samlet det til en klump, så hun kunne tørre sig uden at få lort på fingrene. Det vidste hun også, at man ikke måtte få. Hun skulle tørre sig godt, for ikke at få noget i underbukserne. Hun vidste, at det var beskidt og forkert at have det. Hun samlede mere papir og skrabede omhyggeligt numsen ren og smed papiret i toilettet. Hun skulle være sikker på at få det hele af og gentog aftørringen. Der måtte ikke være noget tilbage i numsen, der måtte ikke komme noget i bukserne eller på fingrene. Der måtte ikke være mere tilbage. Hun gjorde det godt. Gjorde det rigtigt, så det hele kom væk.
   Pludselig stod moren der. Hun havde slet ikke hørt hende komme. Havde hun mon larmet for meget med toiletpapiret? Havde hun nu vækket moren, fordi hun ikke kunne lade være at lave pølser? Hun skulle nok have ventet.
   Moren sagde ikke noget. Tog hende bare af kummen med en stram vejrtrækning gennem næsen. Kiggede på hendes numse. På hendes fingre. Hun havde jo klaret det godt, moren kunne da ikke se noget på hende? Moren pegede på vasken, på den kolde hane i højre side. Man skulle vaske hænder under den kolde hane, bruge håndsæben uden at ridse den med neglene. Moren kiggede i toilettet. Sukkede igen. Så så træt og skuffet ud, selvom hun jo havde tørret sig så godt. Moren havde trukket i snoren med porcelænshåndtaget med en hård, kort bevægelse og sendt indholdet i den papirfyldte kumme ud i en brølende, nedadgående spiral. Moren havde måttet trække flere gange i snoren for at slette sporene af papiret og hendes lort. I stedet for at sove til middag.
   Hun burde have ventet, havde hun tænkt. Selvom hun havde været dygtig til selv at klare det. Det skulle hun ikke have gjort. Næste gang skulle hun bare spænde musklerne endnu mere; det plejede at virke, når kroppen ville for meget. Den kunne altid stoppes, hvis bare man sad helt stille.

"Hvorfor fanden kan hun ikke være lidt som de andre? Hun er sgu så uselvstændig!"

Hun havde lært slukke sig på de kolde søndage i skøjtehallen, hvor hun kunne sidde længe bag det ridsede plexiglas og lade fingrene køre hen over splinterne på undersiden af bænken og være en god lillesøster, mens hendes søskende skar cirkler i isen. Bare være. Selvom det gjorde ondt i leddene at tvinge sin lille krop til ro.
   "Det er ikke noget for dig," sagde forældrene, mens de inspicerede piruetter.
   Men der var alligevel ting, barnet i hende gerne ville. På en frustrerende måde, som når flammen på julens kalenderlys ikke kunne pustes ud og blev ved at springe op og danse forsigtigt over stearinen, så lyset risikerede at brænde ned over næste dato før tid.
   Men hun behøvede ikke at gøre de ting. Der var ikke rigtig plads. Hun fornemmede, at det var bedre at holde sig i ro.

"Hun ender sgu som ham tossen nede kælderen."

Hun havde lært at holde sig på sit værelse. Når hendes søskende havde venner med hjemme. Når deres døre blev knaldet i med et "GÅ nu VÆK", og hun kunne høre, at hendes tilstedeværelse var forstyrrende og pinlig og ikke skulle ses.

"Da jeg var på hendes alder, havde jeg sparet op til en bil. Hvad fanden har hun taget sig sammen til?"

Det havde ikke været vigtigt at gå i skole. Hun kunne blive hjemme, hvis hun sagde, hun havde hovedpine. Så kunne hun blive i sengen hele dagen. Moren havde heller ikke kunnet lide at gå i skole.
   Og det var alligevel heller ikke et sted for hende. Selvom hendes klasselærer blev ved at insistere på, at hun skulle give det en chance, og at hun var god i skolen. Læreren havde næsten trængt sig helt ind deres liv med sin insisteren. Havde prøvet at trække hende med ud, som om hun ville indlemme hende i deres verden. Det var blevet forhindret, moren havde beskyttet hende mod det.
   Og hun havde følt det som en løsladelse, da hun gik ud af niende klasse, hvor hun havde fejret det ved at drikke sig ned i hjemmebrændt æblevin på en båd i Nyhavn.
   Hun var god til at slukke sig, selvom det ikke altid lykkedes.

"Hun går fandeme bare og danderer den".

Hendes krop havde været svær at slukke, når de lange søndagsture i Dyrehaven gik gennem Dyrehavsbakken. Når hun kunne se de rigtige børn løbe rundt med svedige pander, røde kinder og søgende øjne med en naturlig forventning om, at de skulle noget mere.
   "Det er ikke noget for os", sagde de til hende.
   Det var noget for de rigtige børn. Hun vidste ikke, hvad hun skulle gøre for at få del i de andre børns rigdom. Det var sådan det var. Det var ikke noget for hende.

"Kan ikke tage sig sammen til en skid!"

Kun én gang havde hun skreget. Men da var hun jo også så lille. Hendes far havde været på kongres i udlandet, havde klistermærker med hjem. Store, blanke ark med heste på. Springende heste, galoperende heste, hesteprofiler, stejlende heste. Der var et ark med sorte heste og et ark med brune. Hun havde fået en vinrød serviet med et restaurantnavn skrevet med sort i det ene hjørne. Den var lavet i et glittet materiale, så den ikke engang ville kunne tørre snottet væk, hvis hun prøvede. Moren havde sagt til hende, at det var en flot serviet, sådan en fin, rød farve. Hendes søskende gav moren ret, det var da en flot serviet, sagde de, inden de forsvandt ind på deres værelser med hvert deres klistermærkeark.
   Hun havde arvet klistermærkerne efter nogle år. Havde sat nogle af dem op på den store teaktræskommode. De blev aldrig rigtig pæne at se på.

"Død i røven. Ikke som de andre".

Hun samler dynen om kroppen og rejser sig. Efterlader sig lidt kropsskæl på den blanke bordplade.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 05/09-2018 09:14 af Lise Hendriksen Lose og er kategoriseret under Romaner.
Teksten er på 1606 ord og lix-tallet er 22.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.