En familie bestående af en far, en mor, en bror og en søster, sidder i en bås i et hjørne på McDonalds. Deres påklædning virker forældet sammenlignet med de andre kunder. Broren er iklædt en trøje med horisontale blåhvide striber, jeans og gummisko. Moren bærer en lysebrun tynd bluse, der matcher hendes brune skulderlange hår samt røde nederdel og røde sko. Faderens er den mest anonyme af dem alle med en simpel slidt hvid t-shirt, jeans og gummisko. Søsteren er en diametral modsætning til dem alle med sin gotiske fase, hvor alt skal være sort: sort langt hår, mellemlang sort kjole og korte sorte støvler. Man kan se at det er en stykke tid siden de har været til frisør, og farens sjuskede overskæg signalerer mangel på personlig interesse. Mens de sidder og venter på maden, sidder broren og søsteren og småpjatter uden at være for højlydte.
"Så, stop det i to," grynter faren der tydeligvis har fået nok af sit afkom.
"Jamen, hun startede," forsvarer knægten sig.
"Han var selv uden om det," griner søsteren og kilder brormand.
"Hør så efter i to. Jeg mener det. Opfør jer ordentlig," hæver han stemmen og peger finger.
"Hør efter hvad far siger," komplimenterer moren lydig og uskyldig.
"Ja mor," siger de i munden på hinanden, hvorefter der fnises og holdes fred.
Andre gæster kigger hen mod deres bord og det er vanskeligt at afgøre om der er nogen der er forlegne. Faren får øjenkontakt med et par af dem og stirrer tilbage på dem med blikket: "Hvad fanden glor i på?"
En McDonalds medarbejder afbryder situationen med de bestilte burgers og tilbehør. Hensunket i stilhed indtager de deres mad kun afbrudt af sodavandslubren i ny og næ. Den småpolstrede far er den eneste der kigger op fra sit måltid. Næsten majestætisk lader han blikket sejle horisontalt i restauranten, og han kunne gå for at være ejermand af stedet i undercover udgave. Idyllen bliver ødelagt da knægten kommer til at tilte sin papholder med pomfritter, og taber fire pomfritter på gulvet. Kortvarig kigger han på dem, men lader dem ligge. Situationen går dog ikke ubemærket hen.
"Saml dem op," siger faren bearbejdende og tager øjenkontakt.
"Ej Keld, det gør medarbejderne på stedet da senere," siger moren og forsætter:" Det er da lige meget."
"Saml dem op Teis," bliver farens stemme hårdere.
Knægten bøjer sig ned og samler pomfritterne op. Uvist hvor han skal gøre af dem uden at gå hen til skraldespanden, vælger han at lægge dem ved siden af siden af sin cola.
De bliver alle færdige med at spise. Ikke desto mindre kigger faren på sønnen: "Du mangler at spise noget," peger han på pomfritterne ved siden at colaen. Søsteren kigger med foragt på faren, men siger intet.
"Ej Keld, det kan du altså ikke mene," siger moren sippet: "De har jo været på gulvet. Du skal ikke spise dem Teis!"
McDonalds er bevidste om at baggrundsmusik spiller stor rolle i deres salg, afhængig af hvornår de forskellige målgrupper dukker op i restauranten. I øjeblikket bliver der spillet idyllisk familiemusik, George Baker Selection med nummeret Paloma Blanca, til maden.
"Bland dig udenom Else," vrisser han og fastholder blikket på sønnen.
"Kom i gang unge mand. Tror du maden er gratis. Tænk på alle de sultne børn i Afrika."
George Baker Selection: "It's a new day, it's a new way... "
Knægten kigger op på faren.
"Bliver det i dag, " siger faren: "Du har endda god musik til jobbet."
Tøvende bider knægten i en lille del af en pomfrit. Kæberne er modvillige og langsomme og skildpadder spiser formentlig hurtigere. Omverden visner og forsvinder og der eksisterer kun dette øjeblik.
George Baker Selection: "I can hear God's voice is calling... "
Søsteren vrænger mule ad scenen og afbryder: "Kan jeg nå at gå på toilettet?"
"Sagtens, din bror er ikke færdig med at spise endnu," lyder det triumferende fra det sjuskede overskæg.
Broren rejser sig så søsteren kan komme ud af båsen, og kigger misundeligt efter hende da hun går sin vej. Faren rømmer sig og peger på siddepladsen. Knægten sætter sig og kigger med væmmelse på de kolde pomfritter i hånden.
George Baker Selection: "I'm just a bird in the sky..."
"Jeg tror også lige, at jeg går på toilet," siger moren: "Må jeg lige komme ud." Faren grynter let og rejser sig. Moren valser borte og faren følger hende med blikket.
"Maden spiser ikke sig selv," påminder han sønnen om tjansen og peger finger. Langsomt, ganske langsomt tygger sønnen næste pomfritstykke i sig.
Der går nogle lange minutter. Moren kommer tilbage til båsen og kigger rundt: "Er Pernille ikke kommet tilbage endnu?"
"Nej, kan du måske se hende?"
"Det var da mærkeligt," siger moren og får sin siddeplads tilbage.
"Måske skulle hun skide, hvem ved," griner faren muntert over hele femøren.
"Keld, lad nu være med at være ulækker at høre på. Teis, skynd dig lidt og bliv færdig."
"Du hørte din mor. Tag nogle ordentlige bidder så du kan blive færdig."
Snot og tårer begynder at løbe på sønnen, og han prøver på at tage sig sammen, men forgæves. Han snøfter højlydt, og det er på grænsen til at være til gene at høre på. Han bider i det sure æble og får færdiggjort til og med tredje pomfrit.
"Ej, er du ikke færdig endnu," udbryder søsteren da hun kommer tilbage til båsen og kigger på brormand. Hun tørrer sig eftertænksom om munden og smiler.
"Ja, din lillebror er ikke nogen Jens-Lyn," griner faren irriterende højlydt.
"Far, kan vi ikke bare glemme det og komme videre hjemad?" spørger søsteren.
"Glemme det, hvad faen snakker du om. Vi er lige ved at være i mål - din bror er næsten færdig."
Søsteren tager nogle servietter fra en stander og rækker dem til broren: "Her," smiler hun: "... så går det bedre." Han pudser næse og tørrer sine tårer borte. Han ligner dog stadig et såret dyr i en vejkant. Der er kun én pomfrit tilbage, men det er den værste af dem, for der er tydeligt snavs på den.
"Du er der næsten mester. Hvad venter du på?"
"Lad ham nu værre Keld," siger moren og smiler opmuntrende til Theis.
Pernille kommer til undsætning og hugger den sidste pomfrit ud af hånden på broren. Forstyrrende nok virker det som om hun er vant til at stjæle ting i en fart.
"Hov, hov - det er snyd," protesterer faren, men søsteren hører kun halvdelen af sætningen før hun allerede har slugt den sidste pomfrit.
"Så kan vi godt skride," griner hun flabet og sanser et håbefuldt smil hos lillebroren.
"Ej, Pernille altså, det er ulækkert," siger moren og vrænger mule. Hvis der er en anden der heller ikke smiler, er det faren. Hans muntre personlighed er ikke til at spore nogetsteds, da han rejser sig fra båsen. Mætte i den ene og anden forstand forlader de McDonalds indtil næste besøg.