Borte fra civilisationen er der et hus omgivet af græsplæne, træer og marker. Huset er gult med en blå hoveddør og har blå vinduesrammer, samt tag af sort teglsten. Gårdspladsen er belagt med småsten og markvejen hen til huset og er yderst misligholdt, og det bumper når man færdes på vejen. Tilbage i gårdspladsen, tre skridt fra husets hoveddør, er der en metalfarvet postkasse, som i mere end et årti har sagt Karen Jensen og Henning Petersen.
Han stikker hovedet ud i køkkenet hvor hun står i jeans, en tynd hvid trøje og rører svinefars sammen. Trøjens ærmer er opsmurte så man kan se rose- og dragetatoveringer samt andet krimskrams fra hendes vilde ungdom.
"Hvor lang tid er der cirka til aftensmaden," brummer han og tager sig til den velpolstrede mave.
"Kartofler er ikke helt gået i kog endnu, men cirka en halv time minutter vil jeg tro."
Mobiltelefonen ved køkkenvasken brummer da en tekstbesked ankommer og hun kigger forlegen på den. Hun svinger unødigt sit skulderlange kastanjefarvede hår til den ene side mens det mørkegrønne brillestel forbliver trofast på sin plads.
"Synes du jeg skal barbere skægget," spørger han og kradser i fuldskægget der er mere gråt end sort.
"Nej, jeg synes det klæder dig med skæg. Det virker hyggeligt og julemandsagtigt," prøver hun at gøre valget nemt for ham.
"Okay, så lader jeg det være," smiler han og lunter ind i stuen i sine beskidte sorte joggingbukser og daggamle sorte t-shirt. Tv'et inviterer til hygge med en håndfuld løver på Discovery Channel og han bøjer sig glædelig for underholdningen. Hjørnesofaen synes straks at suge al energi til sig da han læner sig tilbage i den. Mageligt skruer han en smule op for fjernsynet. Idyllen går på et tidspunkt lidt i vasken da han hører hende snakke i telefon fra køkkenet. Hun fniser som en teenager, men hendes pæreformede krop og hængebryster lyver ikke. Ungdommen for længst er et overstået kapitel. Fnisen ophører i et forsøg på at virke voksen, og nu giver kun kommentatoren og løverne lyd fra sig. Hans blik løsrives fra tv'et da han tænder en smøg, og han giver sig til at kigge rundt i stuen. Eftersom det er sommer og vejret er lyst, kan man stadig se at møblerne i stuen er alle meget medtagede af slitage. Karen er altid den der gør rent i huset, men i øjeblikket mangler der at blive gjort rent overalt. Særlig gulvet samler på fnullermænd, hår og snavs, mens ting som reoler, tv, stereoanlæg og højtalere har tiltrukket støv i lange baner. Hun er også begyndt at tilbringe mindre tid hjemme på det seneste. Det er tydeligt interessen for husholdning for længst er smuttet i svinget. Cigaretten bliver et hvæs kortere og opmærksomheden vender tilbage til Discovery Channel.
En rum tid går forbi og hans armbåndsur viser kvart i seks, da hun kommer ind i stuen og siger, at der er mad. Han slukker tv'et og hun dækker bord i en ruf, og kommer ind med maden før han når hen til spisebordet. Mens de sidder ved bordet, ønsker en part af ham at udbryde: "Hov," da han kommer til at dryppe to steder på borddugen med rødbeder. Men tid har imidlertid gjort ham fedladen, umotiveret og smådoven, så han formår kun at grynte let af pletterne på dugen. Hun ser uheldet, retter på sit hår og brillestel, men kommenterer ikke de nye pletters ankomst. Hun smiler overfladisk til ham og skifter blik til maden på bordet. Han klør sig hårdt i skægget, og blikket vandrer hen over dugen på spisebordet. Over tid er den blevet beskidt af diverse pletter, som den har pådraget sig over årerne. Den gamle vaskemaskine har ikke været i stand til at fjerne de voldsomste af pletterne, hvilket for alvor har givet dugen karakter. I realiteten burde dugen have været smidt ud for længst. Dog har den som så meget andre ting i hjemmet opnået sentimental værdi, og udelukker nærmest muligheden for skraldespanden. De lider begge af gemmetendenser, men dugen er hendes og han vil ikke blande sig. Han går i krig med maden. Desværre går der desværre ikke længe før han har lyst til at gå fra bordet. Frikadellerne er for saltede, sovsen er smagløs og kartoflerne er alle lettere udkogte. Igen af dem siger noget under indtagelse af maden, men de bliver til gengæld også hurtig færdig med at spise.
"Tak for mad," siger han lavmælt uden at kommentere det yderlig.
"Velbekomme," svarer hun og begynder at tage af bordet.
Han flygter ned i den anden ende af stuen for at se nyheder i tv og tænder en tak-for-mad-smøg. Her og der asker han cigaretten efter behov og til der til sidst ikke er mere at ryge af. Alt i alt går der små ti minutter og hun kommer energisk ind i stuen fra køkkenet: "Har du lyst til noget dessert?" lyder det opmuntrende.
"Tjoh, det kan vi da godt," tøver han lidt som om hun også er i stand til at forpurre desserten. Fluks forsvinder hun tilbage i køkkenet. Efter et lille øjeblik skruer han ned for tv'et og vender tilbage til spisebordet. Hun har ikke prøvet på at fjerne pletterne endnu, og det virker som om de stirrer bearbejdende på ham. "Tag lige en karklud med til bordet!" råber han, men der kommer ikke noget svar retur så han går ud i køkkenet. Her står hun og snakker i mobiltelefon. Hun ser ham, rækker en finger i vejret der siger, lige et minut. Han gider ikke vente og finder karkluden, som han skyller og vrider op. Rødbedepletterne får en skrubbetur, derefter får resten af dugen en overfladisk tur. En hvilken som helst voksdug i stedet ville have været et hit, men hun bryder sig ikke den kølige overflade på dem, så sådan skal det ikke være.
Ude i køkkenet griner Karen småskavet, og han erfarer at de to pletter efterlader visitkort i dugen. De er ikke til at fjerne, så han fugter dem og håber på det bedste. Da han vender tilbage til køkkenet, snakker hun stadig og kigger på ham og siger lavt; "Ja, jeg skal nok skynde mig."
Han skyller karkluden op mens hun afslutter sin samtale: "Ja, jeg ved det godt... men jeg bliver nødt til at gå nu ikke - vi snakkes ved. Ja, jeg skal nok hilse. Ja hejsa," slutter hun af og siger: "Det var Jenny som jeg skal ses med her lidt senere til aftenkaffe. Jeg skulle hilse mange gange." Jenny er en jævnaldrende veninde der bor inde i byen og som hun har kendt i mange år og ofte besøgt. Specielt på det sidste synes besøgene tiltaget.
"Jo tak, du må da hilse igen."
Karen har besøgt Jenny rigtig meget på det sidste, hvilket der heller ikke var noget i vejen med. Han forstår bare ikke aftenbesøg hos andre mennesker, men måske er det fordi han føler sig for gammel til den slags aftenroderier.
"Det skal jeg gøre... jeg skal lige en hurtig tur på das så skal jeg være der." Hun lægger sin mobiltelefon på køkkenbordet, sætter en plastikskål på plads i et skab og går på toilettet. Han lægger karkluden på plads da der kommer en besked til hendes telefon. En uforklarlig intuition siger Henning, det er en god ide at tjekke hendes telefon. Ganske vist er det brud på privatlivet, men hvad er privatliv når man har boet sammen med en anden i mange år? Fingeraftrykslæseren på hendes telefon har drillet hende, så den har hun deaktiveret for længst. Nu skal hun bruge en firecifret kode til at åbne telefonen. Han har set koden et utal af gange så det er ikke noget problem. Slutningen af tekstbeskeden er fra en der hedder Tony, og springer op i øjnene på ham: -Vi ses senere smukke. Husk nu xxx undertøj XOXO.
Munden i ansigt visner og øjnene spærrer op. Forvirret kigger han rundt i køkkenet, inden han lægger telefonen på plads. Der går et øjeblik før han får sparket sig selv i gang igen. Han kigger over på køkkenbordet. Hun har ikke taget noget dessert ud af fryseren endnu, kun to desserttallerkner og teskeer er blevet fremtryllet. Han ser sit snit til at gå på jagt i køleskabets fryser. Der er trefarvet is, vaniljeis og sidst men ikke mindst fløderand. De får sjældent fløderand for det giver hende altid tynd mave. Hun til vane for at glemme konsekvenserne - og han ved det.
Fra toilettet bevæger hun sig ud i køkkenet, hvor hun kort pusler med noget inden hun kommer ind i stuen.
"Nå, du fandt noget dessert," smiler hun og planter sin store bagdel ned på stolen.
Han vælger at proppe munden med fløderand i stedet for at svare, og prøver at finde et lille smil frem. Smilet virker dog akavet så han propper munden noget mere hvidt snask til det forsvinder.
Som hun sidder der i sit lille univers, zoner hun hurtigt ud. Tanker overtager hendes sind og hun bliver åndsfraværende. En par gamle pletter hist og pist på dugen stjæler kort hans opmærksomhed. Hun vender tilbage til virkeligheden og ser han spiser hurtigt, hvilket smitter af på hende.
"Jeg lovede Jenny en bestemt kjole, så den må jeg lige hellere lige pakke ned, mens jeg husker det," siger hun overdrevet og foruden hans interesse.
"Skal du ikke lige være færdig med desserten først? Der er jo ikke ret meget tilbage på din tallerken," slikker han sin teske og lægger den på den tomme tallerken. Hun kigger ned på det hvide indhold, tager sig sammen og tømmer tallerken i en fart - for hun ved hvordan nærig Frandsen har det med madspild.
"Jeg finder lige kjolen til hende mens jeg husker det," går hun fra bordet uden at sige tak for dessert og lader tallerken stå. Han betragter hende grundigt inden hun forsvinder ud af hans åsyn. I soveværelset hører han hende rode i sin overvældende garderobe. Han rydder af bordet og skyller af. Da han er færdig kigger han hurtigt rundt i stuen og sætter sig atter i hjørnesofaen. Der går nogle minutter. Da hun kommer ud fra soveværelset, har hun skiftet tøj til en rød sommerkjole med gule blomster på. Under armen bærer hun en lys beige sommerjakke sammen med posen til 'Jenny' og hendes dametaske.
"Jeg kører hen til Jenny nu. Du behøver ikke vente oppe for det bliver nok sent med tøsesnak. Du ved hvordan det er."
Hun går sin vej inden han kan nå at komme med eventuelle indsigelser, og han hører hoveddøren smækkes.
Den røde Volkswagen Polo forlader gårdspladsen. Henning slukker tv'et og sidder i al stilhed i små ti minutter, kiggende ud i luften. Endelig rejser han sig, går ud på badeværelset og tager sig til skægget en sidste gang inden han barber sig. Hans ru hånd mærker det nye glatte look efter, mens blikket også henfalder på den halvrunde mave. Som en teenager der spejler sig inden en date, trækker han maven ind og nikker, ja - og forlader toilettet kampklar. Inde i stuen går han i krig med en spand rengøringsvand og klud - efterfulgt af en støvsuger til gulvet. På ingen tid dufter der til en afveksling af rengøringsmiddel i stuen. Det er ikke sikkert han har fået al snavet med i alle kroge, men det bliver ikke bedre for nu. Stuen er færdig og han kan næsten slappe af. Han stirrer overvejende på den plettede borddug og griber til handling. Dugen bliver krøllet sammen og de vandrer ud til grillen i haven. Showet er ikke ovre endnu, men det er en god start.