2Appelsinerne
Ballonen mellem mine hænder · Havde vokset og vokset · Til et uholdba... [...]
Digte
3 måneder, 3 dage siden
6Bruset
Stop · Stop op · Lyt · Lyt nøje · Kan du høre det? · Du skal ikke kigge ned... [...]
Digte
3 måneder, 10 dage siden
2Simulationsteorien
Hip Hop · Min ven · Hip Hop · Til en · Hvid jul · Sammen med · Sårbare bedste... [...]
Digte
3 måneder, 29 dage siden
4Kanten
Jeg sidder · På kanten · Af en ny dag · Med dens uendelige muligheder · P... [...]
Digte
4 måneder, 14 dage siden
9Viseren
Tak · Siger du · Tik · Siger jeg · Én vokal · Er nok til · Et nik til · At vi s... [...]
Digte
4 måneder, 21 dage siden
0Den Lyserøde Elefant - Kapitel 12, 13 & 14
12 · "Er det ikke lidt ude i overdrevet?" · "Hvordan skal jeg ellers ... [...]
Romaner · magisk realisme, eksistentialisme, selvrefleksion
8 måneder, 13 dage siden
3Den Lyserøde Elefant - Kapitel 10 & 11
10 · Lyden fra hotelreceptionens klokke bølger gennem lobbyen. Jeg ... [...]
Romaner · magisk realisme, eksistentialisme, selvrefleksion
8 måneder, 16 dage siden
2Den Lyserøde Elefant - Kapitel 8 & 9
8 · Radiostationen skifter til en sang, som jeg af uransagelige års... [...]
Romaner · magisk realisme, eksistentialisme, selvrefleksion
8 måneder, 21 dage siden
4Den Lyserøde Elefant - Kapitel 5, 6 & 7
5 · Tid er en underlig størrelse. Det har altid været mit indtryk, ... [...]
Romaner · magisk realisme, eksistentialisme, selvrefleksion
8 måneder, 24 dage siden
2Den Lyserøde Elefant - Kapitel 3 & 4
3 · Et kort øjeblik overvejer jeg at forlade butikken med det samme... [...]
Romaner · magisk realisme, eksistentialisme, selvrefleksion
8 måneder, 29 dage siden
7Den Lyserøde Elefant - Kapitel 1 & 2
1 · Der er ikke en lyd at høre. Ingen mennesker hvisker, taler, end... [...]
Romaner · magisk realisme, eksistentialisme, selvrefleksion
9 måneder, 3 dage siden

Puls: 30,3

Publiceret: 1
Afgivet: 13
Modtaget: 11
Jimmy Acaster (f. 1980)
1


Der er ikke en lyd at høre. Ingen mennesker hvisker, taler, endsige råber. Ikke én eneste moderne maskine støjer. Selv naturen synes at have fået mundkurv på. Her ligger jeg på en græsplæne midt i; ja jeg ved ikke engang, hvor jeg præcist er. Et sted i Texas. Vest for Dallas. Egentlig har jeg travlt. Uden jeg ved, hvad jeg skal nå, eller hvornår jeg skal nå det inden. Ene og alene ved jeg, at skæbnen for mit livs store kærlighed er afhængig af, hvad jeg gør lige nu.
   En ældre kvinde, som jeg havde uforbeholden respekt for, fortalte mig engang, at jeg skulle huske at stoppe op og dufte til græsset. Jeg formår dårligt nok at gøre tanken færdig, før jeg griner af mig selv. Hun må vel have sagt, at det var blomster, jeg skulle dufte til. Det er tilpas længe siden til, at jeg ikke er helt sikker. Måske sagde hun rent faktisk, at jeg skulle huske at afsætte tid til at ligge på græsset og lave ingenting, som jeg gør nu.
   500 meter bag mig holder den lejede Audi A8 i landevejens rabat. Det er i al fald min antagelse. Jeg kan ikke se den. Det er midt om natten, og jeg kan ikke se mere end et par meter frem. Bilen er præcis den samme model, som er parkeret hjemme i garagen. Det har jeg det bare bedst med. Ligesom den uforklarlige tryghed ved at kravle i sin egen seng. En fremmed seng og selv dynen kan være præcis samme type, men det er alligevel aldrig det samme. Med armene bag hovedet ligger jeg og tænker på alt og intet, mens jeg stirrer op på den klare stjernehimmel. Det fremstår som en uendelig hvirvelvind af lysende prikker. Med alt det potentiale der følger med, når slutningen er en ubekendt faktor derude et sted i det uendelige. Det er uden sidestykke, når man er vant til at bo i en storby. Med det unaturlige lys der følger dette livsstilsvalg. Det er timevis siden, jeg passerede den sidste by, og jeg har svært ved at komme i tanke om, hvornår jeg sidst så en modkørende bil.
   Mine øjne har efterhånden vænnet sig til mørket, og jeg kan konstatere, at der ingen blomster er at se. I hvert fald er der ikke nogen tilpas tæt på til, at jeg kan se dem og da slet ikke lugte dem. Jeg må satse på, at det faktisk var at dandere den på græs, den ældre kvinde foreslog. For jeg har ikke gjort hverken det eller stoppet op for at dufte til blomster, siden jeg fik rådet. Skulle der nogensinde have været et tidspunkt i mit liv, hvor jeg har brug for alle de råd, jeg har fået gennem tiden, så er det nu.
   Selvom det er først på sommeren, skutter jeg mig, som giver anledning til ærgrelse over, at jeg ikke har taget min frakke med fra bilen. Så jeg kan ligge lidt længere. Jeg puster ud og kan se en hvid sky foran min mund. Bilder jeg mig ind. Jeg flår luft ind gennem næsen og kan føle mine næsebor flagre. Forleder jeg mig til at tro. Jeg kan dufte græsset. Misleder jeg mig selv. Mine sanser svigter mig. Jeg føler intet. Der er noget specifikt, jeg ved, jeg burde føle. Men der er intet. Kun tomhed. Med et suk rejser jeg mig og går mod bilen.
   03:19 siger bilens digitale ur. Så er klokken derhjemme...øh. Ja, klokken er nok derhjemme til, at jeg snart skal finde en telefon, hvis jeg skal nå at ringe, inden børnene skal i seng. Med en blid brummen sætter motoren i gang på min og nøglens kommando, og jeg triller af sted, mens jeg beder til, at en åben tankstation eller butik snart dukker op. Jeg ruller vinduet en fjerdedel ned for at få den kølige natteluft ind i hovedet. Det hjælper ikke meget. Knappen får et tryk mere for at ramme præcis en tredjedel nede. For langt ned. Et tryk mere den modsatte vej. En anelse for meget op. Lige ét enkelt tryk mere. En tredjedel lige i øjet. Perfekt.
   Jeg tjekker, hvad radioen har at byde på. Pop, pop og mere pop. Lige nu ønsker jeg næsten ligeså meget som et koffein-fix, at jeg havde pakket cd'er. Ikke at jeg per definition har noget imod moderne pop. Men når ens sindelag er til Pink Floyd, er der ikke meget sjov ved at høre en tøs, der har været gennem pladebranchens brandingmaskine, synge om, at hun børster tænder med Jack Daniel's. Jeg glipper med øjnene og drømmer om koffein. Mine bønner om en tankstation tiltager.
   Jeg skifter febrilsk mellem radiostationerne. Efter et par minutter giver jeg op. Justin Timberlakes stemme og hans Senorita får lov til at erstatte nattens stilhed. Det er ikke mange sange af ham, jeg kender, men en mere reflekterende sang fra hans hånd bliver afspillet for mit indre øre. I protest mod min høresans. Men min hjerne protester også. Eller rettere min sjæl protesterer. Den vil ikke det samme, som min hjerne vil. Timberlake formår ikke at synge færdig, før en muslingeskal toner frem i det fjerne. Der skal helt sikkert købes Shell-aktier, når det her er overstået. Ikke reflekterende. Refleksiv, vel? Måske. Begge dele? Måske.


Der er ingen andre kunder i tankstationens butik. Intet adskiller denne tankstation fra de titusindvis af andre rundt om i verden med deres overvældende udbud af impulsvarer. Det skulle lige være, at gulvet er møgbeskidt. Den kvindelige ekspedient har hovedet begravet i et kulørt blad. Hun er først i tyverne, attraktiv og af japansk afstamning. Vil jeg tro. Det er svært at vurdere, for hun kigger ikke op, hverken da jeg kommer ind, eller mens jeg hælder en kop kaffe op. Jeg går op til skranken og spørger: "Telefon?"
   Endelig kigger hun op, og alle mine tre umiddelbare vurderinger synes at være korrekte. Hun virker ikke til at være videre interesseret i at hjælpe. En arm med løst håndled peger ned i butikkens fjerne hjørne, før hun vender opmærksomheden tilbage til bladet.
   "Jeg betaler lige den her med det samme," siger jeg, mens jeg hæver kaffekoppen et par centimeter. "Jeg skal bruge mønter til telefonen."
   Hvad var det nu? Jeg havde noget i tankerne for et øjeblik siden, men jeg har allerede glemt det igen. Nå ja! Hvad er klokken? Er børnene lagt i seng? Jeg kigger på kvitteringen. 23.25 står der nederst. Jeg kan ikke huske tidspunktet præcist, men klokken var i hvert fald over midnat. Ekspedienten har et armbåndsur på, er jeg overbevist om, at jeg så, før armen forsvandt ned bag disken.
   "Ved du, hvad klokken er?" spørger jeg fra min position halvvejs gennem butikken i en tone, der tilnærmer sig råb.
   "Nej," runger svaret, som utvivlsomt er et råb.
   Jeg er på vej til at gå op og spørge igen, da det slår mig, hvilket blad det er, hun læser i. Hun er sandsynligvis ikke kommet til siden med et billede af mig endnu. Jeg vender rundt og fortsætter mod telefonen. Snesevis af gange har jeg fået kommentarer til det billede af mig. Næsten alle bemærkninger er gået på, hvor godt min kone tog sig ud ved min side. Det skulle hun helst også. Med tanke på det absurde beløb jeg havde betalt for hendes kjole. Hvilket var min tanke om kommentarerne. Private tanke. Forstås. Mens et simpelt tak altid var min officielle kommentar. Efterhånden begyndte det dog at irritere mig. Det var kun få uger, efter jeg havde oplevet mit livs største succes. Jeg kunne ikke lade være med at tænke, at der skete en vurdering af mit værd ud fra min hustru, på trods af at jeg havde mødt hende længe før, nogen nævneværdig grad af succes havde fundet vej til mig. Det var ikke retfærdigt over for mig. For den sags skyld heller ikke over for hende. Tror jeg. Der er jeg på et billede gengivet i utallige medier storsmilende med min smukke kone under min arm, sammen med verdens rigeste mand, Bill Johnson og hans - hvis ret skal være ret - endnu smukkere kone ved vores side. Johnsons firma havde netop færdiggjort opkøbet af mit firma, som jeg havde bygget op fra ingenting. Salgsprisen indeholdt uhyggeligt mange nuller, og så formåede folk kun at kommentere på min kone, og hvordan hun så ud.


2


I længere tid end jeg bryder mig om at indrømme, bildte jeg mig selv ind, at det var startet med et øjeblik mellem en mand og en kvinde, som var det taget direkte ud af en kærlighedsfilm fra Hollywood. Problemet er, at de to personer, i Hollywoods gengivelser, sjældent står med discountøl og cigaretter i hænderne. De skal heller ikke ret ofte råbe til hinanden for at overdøve Prodigy, der synger om at uddele tæsk til kvinder. Vi stod endda ude på en balkon med de tunge toner hamrende gennem døre og vinduer. Midt i et øjebliks musikalsk tavshed mødtes vores blikke. Feromoner mellem os i den iskolde danske januarluft påtog sig at udgøre fyrværkeri så småt, at det var grænsende til usynligt. Som foregik det i slowmotion bevægede vores ansigter sig mod hinanden. Langsomt lukkede vi midt i bevægelsen vores øjne og spredte vores læber let i forventning om det forestående kys. Den kolde aftenluft blev erstattet af den varme ånde fra et andet menneske, og i samme sekund blev døren til balkonen revet op. Vores ansigter flygtede instinktivt fra hinanden.
   "Nå, hvad laver vi så?" Vores fælles chef stod på usikre, alkoholpåvirkede ben i balkonens dør. Reelt var jeg ligeglad med, hvad vores chef så og vidste. I særdeleshed fordi han ikke var typen, der gik op i regler som den om ingen forhold mellem ansatte i banken, hvor vi begge arbejdede. Den dag i dag ved jeg stadig ikke, hvorfor vi reagerede, som vi gjorde. Der gik alligevel mindre end en time, før chef kunne være chef, og feromon-fyrværkeriet vandt. Måske var det faktisk alkoholen, der vandt, men jeg har altid gerne ville fortælle mig selv, at det ikke var tilfældet.


En lille uge senere stod vi på vej til at tage i byen med flere af mine venner.
   "Det er altså vildt underligt," sagde Maria, mens hun stod i undertøj i mit soveværelse med tre sæt tøj i hånden. "Jeg troede slet ikke, du kunne lide mig det første lange stykke tid. Ikke sådan at du bare ikke var interesseret, men at du virkelig ikke brød dig om mig."
   "Det skal du ikke tage personligt. Jeg hører tit det førstehåndsindtryk."
   "Ja, men du var iskold, og nu insisterer du på, at jeg skal møde dine venner efter kun en uge. Det er altså noget af en kovending. Hvad skal jeg have på?"
   Forstand på tøj havde jeg aldrig haft. Jeg pegede bare på det strammeste sæt. Hun var velsignet med en fantastisk krop, og vi skulle jo ud med mine venner.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 15/07-2020 19:39 af Jimmy Acaster (Kafkaesque) og er kategoriseret under Romaner.
Teksten er på 1821 ord og lix-tallet er 28.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.