0Den Lyserøde Elefant - Kapitel ??
***Bemærkning*** · Som ?? antyder, er det følgende et "stand-alone"... [...]
Romaner · magisk realisme, eksistentialisme, selvrefleksion
2 måneder, 10 dage siden
0Den Lyserøde Elefant - Kapitel 12, 13 & 14
"Er det ikke lidt ude i overdrevet?" · "Hvordan skal jeg ellers kun... [...]
Romaner · magisk realisme, eksistentialisme, selvrefleksion
2 måneder, 26 dage siden
3Den Lyserøde Elefant - Kapitel 10 & 11
Lyden fra hotelreceptionens klokke bølger gennem lobbyen. Jeg ved... [...]
Romaner · magisk realisme, eksistentialisme, selvrefleksion
3 måneder siden
2Den Lyserøde Elefant - Kapitel 8 & 9
Radiostationen skifter til en sang, som jeg af uransagelige årsag... [...]
Romaner · magisk realisme, eksistentialisme, selvrefleksion
3 måneder, 4 dage siden
4Den Lyserøde Elefant - Kapitel 5, 6 & 7
Tid er en underlig størrelse. Det har altid været mit indtryk, at... [...]
Romaner · magisk realisme, eksistentialisme, selvrefleksion
3 måneder, 7 dage siden
2Den Lyserøde Elefant - Kapitel 3 & 4
Et kort øjeblik overvejer jeg at forlade butikken med det samme. ... [...]
Romaner · magisk realisme, eksistentialisme, selvrefleksion
3 måneder, 12 dage siden
5Den Lyserøde Elefant - Kapitel 1 & 2
Der er ikke en lyd at høre. Ingen mennesker hvisker, taler, endsi... [...]
Romaner · magisk realisme, eksistentialisme, selvrefleksion
3 måneder, 16 dage siden

Puls: 36,5

Publiceret: 5
Afgivet: 21
Modtaget: 16
Jimmy Acaster (f. 1980)
Der er ikke en lyd at høre. Ingen mennesker hvisker, taler, endsige råber. Ingen moderne maskiner støjer. Selv naturen synes at have fået mundkurv på. Her ligger jeg på en græsplæne midt i; ja jeg ved ikke engang, hvor jeg præcist er. Et sted i Texas. Vest for Dallas. Egentlig har jeg travlt. Uden jeg ved, hvad jeg skal nå, eller hvornår jeg skal nå det inden. En ældre kvinde, som jeg havde og stadig har al mulig respekt for, fortalte mig engang, at jeg skulle huske at stoppe og dufte til græsset. Jeg formår dårligt nok at gøre tanken færdig, før jeg griner højlydt af mig selv. Hun må vel have sagt, at det var blomster, jeg skulle dufte til. Det er tilpas længe siden, til jeg ikke er helt sikker. Måske sagde hun rent faktisk, at jeg skulle huske at tage tid til at ligge på græsset og lave ingenting, som jeg gør nu.
   500 meter bag mig holder den lejede Audi A8 i landevejens rabatspor. Det er i al fald min antagelse. Jeg kan ikke se den. Det er midt om natten, og der er bælgravende mørkt. Bilen er præcis den samme model, som er parkeret hjemme i garagen. Det har jeg det bare bedst med. Ligesom den uforklarlige tryghed ved at kravle i sin egen seng. En fremmed seng og selv dynen kan være præcis samme type, men det er bare ikke det samme. Med armene bag hovedet ligger jeg og tænker på alt og intet, mens jeg kigger på den klare stjernehimmel. Det fremstår som en uendelig hvirvelvind af lysende prikker. Med alt det potentiale der følger med, når slutningen er en ubekendt derude et sted i det uendelige. Det er uden sidestykke, når man er vant til at bo i en storby. Med alt det unaturlige lys og den begrænsning der følger med det livsstilsvalg. Det er timevis, siden jeg passerede den sidste by og mindst en halv time, siden jeg så en anden bil. Jeg har kørt i ti timer næsten uden pauser, så nu var det tid til en.
   Mine øjne vænner sig efterhånden sig til mørket, og jeg kigger mig omkring. Nej, der er ingen blomster at se. I hvert fald er der ikke nogen tæt nok på, til jeg kan se dem og da slet ikke lugte dem. Jeg må satse på, at det faktisk var at dandere den på græs, den ældre kvinde foreslog. For jeg har ikke gjort hverken det eller stoppet op for at lugte til blomster, siden jeg fik rådet, og hvis der nogensinde har været et tidspunkt i mit liv, hvor jeg har haft brug for alle de råd, jeg har fået gennem tiden, så er det nu.
   Jeg fortryder, at jeg ikke har taget min frakke med fra bilen. Selvom det er først på sommeren, er der koldt. Jeg skutter mig. Det er nok alligevel godt, for jeg har ikke tid til at ligge her. Med et suk rejser jeg mig og bevæger mig mod bilen.
   03:19 siger bilens digitale ur. Så er klokken derhjemme...øh. Ja, klokken er nok derhjemme til, at jeg snart skal finde en telefon, hvis jeg skal nå at ringe, inden børnene skal i seng. Med en blid brummen sætter motoren i gang på min og nøglens kommando, og jeg triller af sted, mens jeg beder til, at der snart kommer en åben tankstation eller butik. Jeg ruller vinduet en fjerdedel ned for at få den kølige natteluft ind i hovedet. Det hjælper ikke meget. Knappen får et tryk mere for at ramme præcis en tredjedel nede. For langt ned. Et tryk mere den modsatte vej. En anelse for meget op. Lige ét enkelt tryk mere. En tredjedel lige i øjet. Perfekt.
   Jeg tjekker, hvad radioen har at byde på. Pop, pop og mere pop. Lige nu ønsker jeg næsten ligeså meget som et koffein-fix, at jeg havde pakket cd'er. Ikke at jeg per definition har noget imod moderne pop. Men når ens sindelag er til Pink Floyd, er der ikke meget sjov ved at høre en tøs, der har været gennem pladebranchens brandingmaskine, synge om, at hun børster tænder med Jack Daniel's. Jeg glipper med øjnene og drømmer om koffein. Mine bønner om en tankstation tiltager.
   Jeg skifter febrilsk mellem radiostationerne. Efter et par minutter giver jeg op. Justin Timberlakes stemme og hans Senorita får lov til at erstatte nattens stilhed. Det er ikke mange sange af ham, jeg kender, men en senere, mere reflekterende, sang bliver afspillet for mit indre øre. I protest med min høresans. Men min hjerne protester også; eller rettere min sjæl protesterer. Den vil ikke det samme, som min hjerne vil. Timberlake når ikke at synge færdig, før en muslingeskal toner frem i det fjerne. Der skal helt sikkert købes Shell-aktier, når det her er overstået. Ikke reflekterende. Refleksiv, vel? Måske. Begge dele? Måske.


Der er ingen andre kunder i tankstationens butik. Intet adskiller denne tankstation fra de tusindvis af andre rundt om i verden med deres overvældende udbud af impulsvarer. Det skulle lige være, at gulvet er møgbeskidt. Den kvindelige ekspedient har hovedet begravet i et kulørt blad. Hun er først i tyverne, attraktiv og af japansk afstamning. Vil jeg tro. Det er svært at vurdere, for hun kigger ikke op, hverken da jeg kommer ind, eller mens jeg hælder en kop kaffe op. Jeg går op til skranken og spørger: "Telefon?"
   Endelig kigger hun op, og alle mine tre umiddelbare vurderinger synes at være korrekte. Hun virker ikke til at være videre interesseret i at hjælpe. En arm med løst håndled peger ned i butikkens fjerne hjørne, før hun vender opmærksomheden tilbage til bladet.
   "Jeg betaler lige den her med det samme," siger jeg, mens jeg gestikulerende hæver kaffekoppen et par centimeter. "Jeg skal bruge mønter til telefonen."
   Med nyvundne mønter bevæger jeg mig ned mod telefonen. Hvad var det nu klokken var? Jeg kigger på kvitteringen. 23.25 står der nederst. Jeg kan ikke huske det præcist, men klokken var i hvert fald over midnat. Ekspedienten har et armbåndsur på, er jeg overbevist om, at jeg så, før armen forsvandt ned bag disken.
   "Ved du, hvad klokken er?" spørger jeg fra min position halvvejs gennem butikken i en tone, der tilnærmer sig råb.
   "Nej," runger svaret, som utvivlsomt er et råb.
   Jeg er på vej til at gå op og spørge igen, da det slår mig, hvilket blad det er, hun læser i. Hun er sandsynligvis ikke kommet til siden med et billede af mig endnu. Jeg vender rundt og fortsætter mod telefonen. Snesevis af gange har jeg fået kommentarer til det billede af mig, der er i bladet. Næsten alle bemærkninger er gået på, hvor godt min kone tog sig ud ved min side. Det håber jeg da også med den pris, hendes kjole havde haft, var min private tanke til de første kommentarer, mens et simpelt tak var min officielle kommentar. Efterhånden begyndte det dog at irritere mig. Det var kun få uger efter, jeg havde oplevet mit livs største succes. Jeg kunne ikke lade være med at tænke, at der skete en vurdering af mit værd ud fra min hustru, på trods af at jeg havde mødt hende længe før, nogen nævneværdig grad af succes havde fundet vej til mig. Det var ikke retfærdigt over for mig. For den sags skyld heller ikke over for hende. Tror jeg. Der er jeg på et billede gengivet i utallige medier storsmilende med min smukke kone under min arm, med verdens rigeste mand, Bill Johnson og hans - hvis ret skal være ret - endnu smukkere kone ved vores side. Johnsons firma havde lige købt mit eget firma, som jeg med blod, sved og tårer havde bygget op fra ingenting, for et beløb med uhyggeligt mange nuller, og så kunne folk kun kommentere på min kone, og hvordan hun så ud!

***


I længere tid end jeg bryder mig om at indrømme, bildte med mig selv ind, at det var startet med et øjeblik mellem en mand og en kvinde, som var det taget direkte ud af en kærlighedsfilm fra Hollywood. Problemet er, at de to personer, i Hollywoods gengivelser, sjældent står med discountøl og cigaretter i hænderne. De skal heller ikke ret ofte råbe til hinanden for at overdøve Prodigy, der synger om at uddele tæsk til kvinder. Vi stod endda ude på en balkon med de tunge toner hamrende gennem døre og vinduer. Midt i et øjebliks musikalsk tavshed mødtes vores blikke. Feromoner mellem os i den iskolde danske januarluft som fyrværkeri så småt, at det var grænsende til usynligt. Som foregik det i slowmotion bevægede vores ansigter sig mod hinanden. Langsomt lukkede vi midt i bevægelsen vores øjne og spredte vores læber let i forventning om det forestående kys. Den kolde aftenluft blev erstattet af den varme ånde fra et andet menneske, og i samme sekund blev døren til balkonen revet op. Vores ansigter flygtede instinktivt fra hinanden.
   "Nå, hvad laver vi så?" Vores fælles chef stod på usikre, alkoholpåvirkede ben i balkonens dør. Reelt var jeg ligeglad med, hvad vores chef så og vidste. I særdeleshed fordi han ikke var typen, der gik op i regler som den om ingen forhold mellem ansatte i banken, hvor vi begge arbejdede. Den dag i dag ved jeg stadig ikke, hvorfor vi reagerede, som vi gjorde. Der gik alligevel mindre end en time, før chef kunne være chef, og feromon-fyrværkeriet vandt. Måske var det faktisk alkoholen, der vandt, men jeg har altid gerne ville fortælle mig selv, at det ikke var tilfældet.


En lille uge senere stod vi på vej til at tage i byen med flere af mine venner.
   "Det er altså vildt underligt," sagde Maria, mens hun stod i undertøj i mit soveværelse med tre sæt tøj i hånden. "Jeg troede slet ikke, du kunne lide mig det første lange stykke tid. Ikke sådan at du bare ikke var interesseret, men at du virkelig ikke brød dig om mig."
   "Det skal du ikke tage personligt. Jeg hører tit det førstehåndsindtryk," svarede jeg.
   "Ja, men du var iskold, og nu insisterer du på, at jeg skal møde dine venner efter kun en uge. Det er altså noget af en kovending. Hvad skal jeg have på?"
   Forstand på tøj havde jeg aldrig haft. Jeg pegede bare på det strammeste sæt. Hun var velsignet med en fantastisk krop, og vi skulle jo ud med mine venner.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 15/07-2020 19:39 af Jimmy Acaster (Kafkaesque) og er kategoriseret under Romaner.
Teksten er på 1738 ord og lix-tallet er 29.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.