Far


3 måneder, 27 dage siden 5 kommentarer Noveller tosomhed tillid følelse

2Grønt øje
- Hvis du smiler til mig først, smiler jeg tilbage. · De blå øjne s... [...]
Kortprosa
1 måned, 26 dage siden
2Sørenner
Søren Espersen gik ned af vejen, som var fyldt med små sten. Det ... [...]
Kortprosa · i naturen, indre balance, anerkendelse
2 måneder, 22 dage siden
2Lektor Bruun
Detlev tog en dyb indånding og åbnede døren til klasseværelset. E... [...]
Kortprosa · undervisning, stemning, terror
2 måneder, 22 dage siden
2Tinderbox
Klokken var 01:32 om morgenen, Hans havde skiftet med at sidde på... [...]
Kortprosa · kvinde, begær, ensom
2 måneder, 28 dage siden
4Mikado
Jeg så på en bygning der var ved at falde sammen. Den var helt gr... [...]
Kortprosa · vrede, samvittighed, selvindsigt
3 måneder, 14 dage siden
5Far
Jeg lavede flødekartofler og kyllingebryst med min far den ene da... [...]
Noveller · tosomhed, tillid, følelse
3 måneder, 27 dage siden
4Mommas in the basement
- Jeg troede et øjeblik, at du ville komme ind efter jeg var gået... [...]
Kortprosa · rastløshed, selvindsigt, teenagere
3 måneder, 28 dage siden

Puls: 26,1

Publiceret: 4
Afgivet: 14
Modtaget: 10
Lykke Hajian (f. 1999)
Jeg lavede flødekartofler og kyllingebryst med min far den ene dag. Det var en katastrofe! Selvom jeg havde sat en timer på, var kartoflerne stadig ikke færdige. Det tog mig to timer at lave mad den dag. Jeg strøg mig let over håret, for jeg havde glemt at købe timian og æg til flødesovsen.

- Far, jeg tager lige et smut forbi den lokale brugs'
   - Det gør du bare.

I køen så jeg en pæn supermarked medarbejder. Hun tog sig tid til at spørge alle sine kunder om kvitteringen. Jeg gik frem i køen, indtil jeg stod som næste. Det var så banalt at jeg ikke burde være nervøs.

- Hej
   - Hej
   - Det bliver 67,35... Kvitteringen med?
   - Nej ellers tak
   - God aften
   - I ligemåde!
   Jeg forstod ikke hvordan noget menneske kunne magte, at sige det samme hver eneste dag, så mange gange. Det måtte være ligesom at være i limbo i otte timer. Hun gentog sig selv så mange gange at meningen forsvandt. Kunne du tænke dig kvitteringen? Hun kunne ligeså godt have sagt "nu skal du svare, og sig nu noget der kan opmuntre mig". Mine øjne mødte hendes. Jeg stod foran hende i tre sekunder og jeg tænkte for mig selv, gud hvor er hun smuk og tænkte samtidig at hun ville glemme alt om min eksistens det sekund jeg gik ud af døren. Hun var ikke et menneske resten af den aften, men en robot tvunget af kassebåndets evige rullen. Jeg gik hjem igen den aften, men glemte hende ikke. Hendes ansigt forsvandt for mig dagen efter, men oplevelsen sad fast, brændt ind i mine pandelapper. Jeg ved ikke om jeg ville kunne genkende hende, hvis jeg så hende igen i dag.

* * * * * * *

Jeg så mig om skulderen mens jeg gik hjemad, byens torv var uforglemmeligt. Brosten lå skæve i relation til dens sidemand, men i det store lageret fejlfrit. Jeg sagde til min far den aften at han skulle have en kat. Han fik en kat ugen efter. Jeg var upåvirkelig selvom jeg påvirkede alle omkring mig. Jeg stod solidt min grund når det angik min personlige frihed, men faldt når jeg fik at vide jeg skulle huske at slå toiletbrættet ned. Det var vemodigt, at jeg skulle følge en linje der ikke gav mening for mig selv. Døren åbnede under mine kolde hænder. Min far sad i stuen i telefon med en af sine venner, den mand talte mere i telefon, end han talte med mennesker i virkeligheden. På den anden side talte han også mere i telefon, end jeg talte med mennesker overhovedet. Jeg kunne høre hans alvorlige stemme, råbe inde fra stuen.
   - Du skal bare huske at jeg har det samme problem med alt det der foregår [...]
   Ja, lad os mødes end af af dagene over en kop te.

Jeg tog min jakke af mens han talte. Jeg var altid meget forsigtig med at sige hej, når jeg kom ind af dagen, ikke fordi jeg var nervøs, men fordi jeg elskede det usagte mellem min far og jeg. Det var så nemt at tale med ham, vi kunne have en endeløs samtale mellem hinanden, og det blev ufatteligt hurtigt forudsigeligt. Jeg elskede icebreakersne, og tankerne der blev holdt for sig selv. Jeg tog min nøgle op af baglommen og hængte den op på en lille nøgleholder bag døren, hvor min far havde instrueret mig den skulle være. Jeg tog mine sorte New Balance af og bemærkede mudderet, der havde lagt sig over skospidsen. Det var forfærdeligt at se på, men samtidig noget jeg aldrig kunne tænke mig at gøre noget ved. Dårligt for ruskindet, men godt for mit overskud. Ruskindet kunne bide mig.

Min far fortsatte:
   - På tirsdag, det lyder helt fint. Så lagde han på
   Jeg gik ind til ham kyssede ham på issen, mens han sad i sin lædersofa. Fjernsynet var muted på TV2, hvor X-factor kørte. Jeg fortsatte instinktivt videre til køkkenalrummet og åbnede køleskabet, lavede elevator blikket og lukkede det igen. Jeg åbnede skabet ved siden af køleskabet og tog en halvfyldt pose sour cream and onions, åbnede køleskabet igen og tog en Yoghurt Natural. De blev lagt på spisebordet mens jeg ledte efter en skål.
   - Har du slugt en terning?
   Min far så uforståeligt op fra sin telefon.
   - Du ser X-factor uden mig? Jeg troede vi så det, så vi kunne grine af det sammen.
   - Nåår. Han fnøs med læberne, som en hest ville gøre det. Ja, jeg ventede jo på at du kom.
   Jeg hældte yoghurten op i en hvid Ikea skål, åbnede køleskabet, fik snuppet to æbler og en appelsin ud. Ved håndvasken lå en kniv som lige var vasket og jeg åbnede skuffen med tallerkener, tog en dyb tallerken op til frugtens skrald. Jeg gik målrettet mod det lille sofabord, tallerken frugt i den ene hånd, med en kniv stukket i et æble, en skål yoghurt i den anden hånd og en pose chips i munden.
   - Kvar til nogne tips? Mumlede jeg mellem sammenbidte tænder
   - Pas nu på du ikke taber dem.
   Han rejste sig fra stolen og hjalp mig med en skål og satte sig igen. Han un-mutede fjernsynet, og jeg begyndte at skralde æblet, skar siderne af og gav hver anden skive æble til min far.
   - Jeg kan virkelig ikke lide ham der Blachmann, han er så arrogant.
   - Det siger du hver gang. Smilte jeg til ham. Hende der er godt nok dårlig, men jeg vil vædde med at de siger ja alligevel.
   - De mangler sikkert deltagere
   - Ja det er som om at det eneste der skal til er at være femten år og se lidt sød ud.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 17/01-2021 00:20 af Lykke Hajian og er kategoriseret under Noveller.
Teksten er på 961 ord og lix-tallet er 26.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.