Ugen efter kom han på besøg, vi sad ved det høje bord i stuen og spiste.
   Jeg havde dækket pænt op, med dug, glas, servietter, og en papvin. Menuen var enkel, medister kartofler og pulversovs.
   Leonard virkede fraværende, og gloede på bordet som havde han set et spøgelse.

"Leonard", spurgte jeg da vi var færdige: "Er der noget galt?"

"Det kan du bande på ", hylede han: "Det her er det mest småborgerlige pis jeg længe har oplevet".

"Hvad? Det er, da bare en middag".

Vi satte os i sofaen.


"Der er engle og der er djævle", konstaterede Leonard, han lignede selv en Rafaels Engel med forkert frisure.

"Hvorfor siger du det?" jeg så på ham, jeg fattede virkelig ikke en meter, og småborgerlig? Han havde da selv bestilt medister.

"Fordi", han holdt en pause, så gjorde han en skarp bevægelse med den ene hånd: "Sådan er det".
   Jeg anede en svag skurren, en slags utilfreds uglegylp. Hans ansigt nærmede sig mit.

"Ærlig talt", jeg skubbede til ham: "Du er ikke særlig sød".

"Der er ingen love om hvor sød man skal være", nu snerrede han, og grinede bagefter muntert: "De onde, de grusomme og de rigtig søde".

"Hvad", jeg rejste mig fra sofaen, og begyndte at gå rundt i stuen i store cirkler. Jeg kunne sagtens høre ironien. Jeg forstod bare ikke logikken. Jeg havde gjort mig umage med maden, vi havde ovenikøbet aftalt hvad vi skulle spise. Det gav ingen mening at han på den måde gjorde vrøvl. Var der noget jeg ikke vidste om punkere? Eller var der noget jeg ikke vidste om ham?

"Kan du ikke selv se det", han pegede på bordet.

"Ja jeg har dækket bord", jeg nikkede.

"Dugen, servietterne".

"Herregud en dug og to servietter er vel ingen grund til at fare op i loftet".

Jeg så en afsky i hans ansigt, jeg ikke havde set de andre gange.

"Det troede jeg ikke om dig", mumlede han.

Jeg blev ved at gå i cirklen, jeg vidste ærligt talt ikke om jeg havde lyst til at sætte mig igen. Måske var Leonard for mærkelig.
   Der var ikke noget jeg kunne sige eller gøre der kunne ændre på det, tænkte jeg.

Efter et stykke tid hørte jeg et host, jeg vendte mig og stirrede.

Hans øjne flakkede.

Lige der kom Ninka spurtende, han bøjede sig, tog hende forsigtig op, og lagde hende i skødet: "Hun er skøn", hans stemme var sprød som nybagt brød.

Han var en rebus uden løsning, måske ville han slet ikke løses.

"Du er altså for mærkelig" jeg stod midt på stuegulvet og stampede. Det var længe siden jeg havde været sammen med andre mennesker. Jeg var så vant til at passe mig selv, så vant til ikke at vise hverken det ene eller det andet. Det havde bare været anderledes med Leonard. Nu havde han trådt det hele for fode, og skåret håbet i små stykker. Ja jeg var vred: "Du er sku en idiot", råbte jeg: "Komme her og lege gud. Du er sku da ikke en skid".

Leonard rejste sig, han så også vred ud nu, han smed kaninen i sofaen, jeg håbede hun overlevede. Jeg hørte døren smække, det rungede fra entreen og inde i mit hoved. Sådan en IDIOT.