3Solstik
Det var en umenneskeligt varm dag, sådan som julidagene plejede a... [...]
Noveller
9 dage siden

Puls: 19,9

Publiceret: 1
Afgivet: 7
Modtaget: 3
Nadia Kebaier (f. 1993)
Det var en umenneskeligt varm dag, sådan som julidagene plejede at være på egnen. Heden havde lagt sig som et tykt lag over dagen. Den havde nedlagt al aktivitet og gjort verden sløv, hvis den da stadig var i live. I det fjerne kunne man høre spredt råben fra daglejerne. En bondekone, der kaldte på sit barn. Lastbilerne, der passerede på hovedvejen, for enden af den lange vej, der syntes at føre til en komplet anden verden. Markerne, som omgav det store, hvide hus med de blå vinduer, syntes uendelige. Pigen havde altid frygtet dem. Når man stod i den ene ende, virkede det altid, som om noget ondskabsfuldt lurede i den anden. Det syntes altid bedst at blive dér, hvor man befandt sig. Den dag havde hun prøvet at tage en middagslur, men som oftest lykkedes det ikke og hun lå og ventede utålmodigt på, at resten af familien ville vågne af deres lure. Til sidst havde hun opgivet og sneget sig så lydløst som muligt ud af den kølige hall, hvor hendes forældre lå og sov på hver deres bænk. Der var også alt for koldt i hallen. Som altid havde mor skruet for højt op for air conditionen, og pigen vidste, at far ville blive vred, når han vågnede.

"Prøver du at slå mig ihjel?" ville han spørge og referere til det ubestridelige faktum, at for meget air condition kombineret med en svedig krop var nok til at slå en voksen mand ihjel. Pigen havde brugt nogle minutter på at lede efter fjernbetjeningen, men måtte opgive. Hun kastede et sidste blik på far, der lå og snorkede. Da hun var lille, havde hun ofte sovet i stuen sammen med sine forældre. Der havde ikke været plads til andet. Hun kunne specielt huske én nat, hun var vågnet, skræmt fra vid og sans. Omgivet af nattens mørke, havde hun været overbevist om, at der befandt sig en ulv i rummet. Hun havde været sikker på, at hun kunne høre dens hæse vejrtrækning; lugte dens våde pels og skimte dens hvide, skarpe tænder i mørket. Fornemme truslen om det forestående angreb. Der var gået adskillige minutter, inden det var gået op for hende, at den høje, rumlende lyd kom fra far. Han havde leet, da hun fortalte ham historien flere år senere.

Da hun skubbede den tunge trædør op og trådte ud på den lille veranda, var heden lige ved at slå hende omkuld. Der blæste en stille vind, men den kom fra ørkenen i syd og gjorde det kun mere besværligt at trække vejret. Tunesien i juli måned var ikke for sarte sjæle; eller pigmenttyper, for den sags skyld. Pigen elskede alligevel disse somre med hver en celle i sin krop. Hun snappede efter luft et par gange. Hendes krop begyndte langsomt at vænne sig til varmen. Hun skyndte sig at trække i de slidte klipklapper, som stod foran døren, idet hun kunne mærke, at varmen fra de lyseblå- og hvidmønstrede fliser havde fundet vej til hendes bare fødder. Hun overvejede et kort øjeblik at lade døren stå på klem, men lukkede den så med tanken om det massive antal fluer, der ellers ville indtage køkkenet. Far kunne ikke fordrage fluer.

Pigen gik ned af de to små trappetrin, der førte ned til det kæmpemæssige område, der omgav huset. Der var noget så uendeligt smukt over huset, over hele ejendommen. Hun vidste, at hendes forældre så at sige havde bygget det fra bunden, i deres unge dage. Måske var det i virkeligheden det, som indgydede begejstring i hende hver sommer, hun tilbragte her. Tanken om hendes forældre, der havde slidt og slæbt for at kunne opbygge dette massive bevis på resultatet af kærlighed og hårdt arbejde. Hun vidste ikke, om der var tale om kærlighed til hinanden eller kærlighed til fædrelandet. Måske var det underordnet. Der var så rent og pænt.
   Huset var en drøm, eller som taget ud af paradis: hvidmalet, med blå vinduer, hvide søjler inspireret af græsk stil og med det regionstypiske åbne tag, hvor hun havde tilbragt adskillige nætter og betragtet himlen, der var som overmalet af stjerner. Jorden var belagt med fliser i det lyseblå og hvide mønster, som hun altid havde elsket. De tog form af en stor plads foran facaden, mens der bag huset var anlagt en stor veranda. Fra verandaen førte en lille trappe ned til poolen, der var omgivet af beigefarvede fliser. Poolarealet var omkranset af en imponerende have, hvor palmer, roser og diverse eksotiske frugttræer var blevet plantet gennem årene. Far havde udført hele projektet selv, og hun havde altid været imponeret over, ikke hans gartneriske kundskaber, men hans ambitioner og evnen til at føre dem ud i livet.

Pigen besluttede sig for at gå ned til poolen og se, om græsset trængte til at blive klippet. Det gjorde det. Hun stod med ryggen mod huset, imellem jasmintræerne, som dekorerede indgangen til poolområdet, og betragtede haven. Hver side af poolen ville velsagtens tage hende en dag at komme igennem, men så ville far også blive glad. "Hvad skulle jeg gøre uden min lille prinsesse? Du er den bedste af dem," plejede han at sige og purre op i hendes hår. Pigen havde altid syntes, at det var noget underligt noget at sige, men ikke desto mindre ville hun gerne være den bedste af dem. Det måtte dog vente til senere, når solen ikke længere bagte ned på hendes hoved. Hun var allerede begyndt at føle sig lidt ør. Duften af jasmin, som ellers var hendes yndlings, var begyndt at give hende kvalme, og lyden af insekter og fugle syntes at have taget til i styrke. Hun tog sig til hovedet og i samme nu mærkede hun et skarpt stik på sin venstre hånd. Hun tog hånden op til ansigtet og nåede at se hvepsen flyve væk. Eller var det en bi? Nej, det måtte være en hveps. Der sad ikke nogen brod i stikket. Det var sagen med hvepse. De kunne slippe afsted med at stikke igen og igen, uden at efterlade sig tydelige spor. Uden selv at miste noget i processen. Hvepsen havde efterladt et lille stik, hvis udseende end ikke kom i nærheden af at matche smerten, der skød igennem pigens hånd. Hånden begyndte at dunke og blive rød.

Mor vågnede først af sin lur adskillige timer senere, da pigens hånd allerede var blevet hævet til det dobbelte af sin naturlige størrelse. Pigen havde ikke kunnet nænne at vække hende. Mor led af søvnmangel, og hvad kunne hun i grunden have gjort, når skaden allerede var sket?
   "For pokker, du må være allergisk," sagde mor, mens hun viklede en stofpose med isterninger om pigens hånd. Pigen sad på en stol i køkkenet. Det føltes som om temperaturen i rummet var omkring de halvtreds grader, selvom den sene eftermiddag allerede havde bragt en langt køligere luft med sig. Pigen betragtede sin mor, der omhyggeligt viklede isposen om hendes hånd. Mor havde et bekymret udtryk i ansigtet, og pigen fik den tanke, at ansigtsudtrykket sandsynligvis kom sig af noget andet, end hendes lille uheld. Det var jo bare et hvepsestik.
   "Jeg vidste ikke, at man kunne være allergisk over for hvepsestik," sagde pigen. Hun lod øjnene løbe hen over køkkenvæggen foran dem. Hun havde altid elsket den væg. Den var pyntet med et billede i fliser, der forestillede en nydelig, lille pige, iført kjole og kyse. Selve fliserne var hvide, mens pigen var malet i blå, beige og hvide farver.
   "Jo, det kan man godt. Din bror er allergisk over for hvepsestik." Mors mund var en smal streg; så smal, at pigen undrede sig over, hvordan ord overhovedet kunne slippe ud af den lille åbning. Mor rettede sig op og betragtede hende. "Hvordan føles hånden?" Pigen sagde, at den føltes okay, men hendes ansigtsudtryk fulgte ikke med. Hun følte sig desuden stadig medtaget af varmen fra tidligere.
   "Nej, den er helt gal. Jeg tror, vi skal have dig på apoteket." Mor fandt den fælles mobiltelefon frem og begyndte at taste et nummer. Pigen rynkede panden. "Hvor er far?"
   "Far er i byen. Men han kører dig til apoteket nu." Tonen i hendes stemme lød, som om den forberedte sig på indsigelser, der ville blive mødt af en mur af is.

Der gik et par timer, inden en bil dyttede ude foran porten. Pigen sad med sin mor og sine ældre søskende på den store veranda og spiste is med sin højre hånd. Udsigten til poolen var forbløffende smuk, og der lå en ejendommelig ro over området, som altid indtraf om eftermiddagen, når daglejerne og bønderne var gået hjem. Ingen råben, ingen barnegråd. Kun et par vilde hunde, der gøede i det fjerne. Der blæste en sagte, kølig vind, som bragte duften af oliventræer med sig. Det var svært at forestille sig, at luften indtil for et par timer siden havde været tyk af varmen fra Sahara. Bilens horn skar igennem den behagelige stilhed, og det gav et ryk i pigen. Hun stak en sidste skefuld is i munden og løb ud til far.

Da hun tog plads i passagersædet, ramte lugten af spiritus hende. Hun så på far og smilede. Han så glad ud. Hans i forvejen mørke hud var solbrændt, og det slog hende, hvor smuk han var. "Render du rundt og laver ballade?" Han pegede på hendes hånd, der var pakket ind i is. Han så bekymret ud. Bekymret for hendes hånd. For et øjeblik forsvandt den vedvarende dunken og følelsen af, at hendes hånd var blevet erstattet af en stor, varm klump noget. Hun var glad for, at han var kommet. En duft af sød parfume blandede sig med spirituslugten. Den lå i luften som en rosa aura over fars ansigt. Hun lukkede øjnene ved hjælp af en hård, langtrukken blinken. Da hun åbnede øjnene igen, var duften af parfume forsvundet.
   De kørte ind til byen uden at tale sammen. Det var ikke en ubehagelig tavshed. Far havde radioen tændt og ud af højtalerne flød silkeblød arabisk musik.

Turen ind til byen tog mindst en halv time, mest på grund af den hullede vej, som førte op til hovedvejen. Lige så snart bilen drejede ind på hovedvejen, der førte ned til byen, blev de mødt af billeder af præsidenten. Han smilede varmt til dem fra plakater placeret med to meters afstand på begge sider af vejen. Pigen fastholdt blikket på det halvåbne vindue, og hver gang bilen susede forbi en plakat, virkede det som om præsidenten kom faretruende nærmere, for derefter at flyve over hovedet på dem. Hans ansigt blandet med det tunesiske flags hvide og røde farver smeltede sammen i en hvirvlen, der gjorde hende ør i hovedet. Efter ti plakater begyndte pigen at se røde prikker for øjnene, og hun fjernede blikket fra vinduet. Hun var igen bevidst om den dunkende, varme følelse i sin hånd.

Da de nåede frem til byen, parkerede de bilen ved stranden og gik de par hundrede meter hen til området med cafeer og butikker. Apoteket havde allerede lukket. Far udvekslede nogle ord med en ung fyr, som sad på en plastikstol foran den aflåste indgang. Gitteret var allerede rullet ned. Uden videre tøven rejste den unge fyr sig og begyndte at rulle gitteret op. Han forsikrede far om, at han ikke skulle bekymre sig; det var ingen ulejlighed, når det var for ham og hans prinsesse. Far klappede fyren på ryggen; et slag, som egentlig var for hårdt til den unge, tynde knægt. "Gud bevare dig, min søn," sagde han og gjorde tegn til pigen om at følge efter dem ind på apoteket.
   Far forklarede situationen for den unge fyr, som begyndte at rode efter den rette medicin på hylderne bag kasseområdet. Til sidst lagde han en lille æske med tabletter på disken. "Antihistaminer," sagde han på fransk. "De mindsker hævelsen," fortsatte han på arabisk. Pigen betragtede sin far, mens den unge fyr forklarede den anbefalede dosering af tabletterne. Hun forstod ikke det hele; en del af sproget var gået tabt et sted i luften mellem Tunesien og Danmark. Men det syntes ligegyldigt. Fars koncentrerede ansigtsudtryk og alvorlige mine var betryggende, og han kunne lige så vel have været iført en lang, rød kappe. Efter nogle minutter tog de afsked med den unge fyr. Far undskyldte på ny ulejligheden og stak en pengeseddel i hånden på ham. Så gik de gennem den lyse aften hen til bilen, der holdt parkeret ved stranden.
   Far betragtede et øjeblik bilen, der på vej dertil var blevet dækket af et tyndt lag støv og sand. Han konstaterede med en irriteret grimasse, at den skulle vaskes næste dag. Far kunne ikke fordrage, når noget var urent.
   De satte sig ind i bilen og pigen fik med nød og næppe spændt selen fast med sin højre hånd. Den anden havde genoptaget sin dunken, og det var som om det var blevet værre. Hun tog sig til panden og mærkede sveden og temperaturen, som uden tvivl var steget. Hun lagde hovedet til siden og betragtede far, som ikke havde fået selen på endnu. Han sad med sin mobiltelefon i hånden og tastede. Så tog han telefonen til øret og begyndte at tale. Pigen sukkede og lukkede øjnene. Hun ville bare afsted. Måske kunne mor vikle en ny omgang is på hånden.

Hun havde det som om hun var blundet hen, da hun med ét åbnede øjnene. Hun havde ondt i nakken, som stadig var rettet mod far. Han havde et udtryk i ansigtet, hun ikke kunne mindes at have set før. Ikke hos ham. Der var noget drømmende og samtidig forlegent over det. "Jeg er der snart, habibti," sagde han. Habibti. Min elskede. Pigen rettede sig op i sædet og udstødte en stønnen af smerte. Hånden var tilbage i sin klumpede, varme tilstand. Hendes hoved var blevet indtaget af en skarp hovedpine, og luften i bilen føltes som om den var halvtreds grader, på trods af de nedrullede vinduer. Hun blinkede omtumlet og mærkede fars hånd på sin skulder. Han havde afsluttet samtalen og lagt telefonen i bilens kopholder. Han sendte hende et smil, som måske skulle forestille at være beroligende. "Skal vi få dig hjemad, prinsesse?" Hun nikkede og skævede til mobiltelefonen. Den lå dér, tavs og malplaceret i kopholderen. Mor taler ikke arabisk, tænkte pigen, idet far stak nøglen i tændingen. Tanken druknede i brølet fra motoren, der startede. Så rullede bilen afsted og efterlod sig en sky af støv. Den ville så afgjort trænge til at blive vasket næste dag.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 09/06-2021 21:32 af Nadia Kebaier (NadiaK) og er kategoriseret under Noveller.
Teksten er på 2409 ord og lix-tallet er 30.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.