Underskriften


1 måned, 28 dage siden 1 kommentar Noveller

2Fortærret af min vrede
JEG ER SÅ VRED · FRYGTER AT GØRE DE OMKRINGLIGGENDE HJERTER FORTRÆD... [...]
Digte · hverdagstanker, vrede, livet
1 måned, 11 dage siden
4S.t.o.p
Gode karakter og pæne manér, · ungerne kan ikke klare det mere. · Sto... [...]
Digte
1 måned, 12 dage siden
1Underskriften
Hun kiggede op i det samme hvide loft som de sidste par dage. Mån... [...]
Noveller
1 måned, 28 dage siden
6Mor?
Mor, · jeg havde engang min frihed, · men måtte give afsked. · Du tog m... [...]
Digte
2 måneder, 2 dage siden
2Dine hænder
Når du holder dem op, ser du dine nedslidte hænder; · Du nægter at ... [...]
Digte
2 måneder, 4 dage siden

Puls: 39,9

Publiceret: 5
Afgivet: 15
Modtaget: 15
Rayana Khamzatova (f. 2002)
Hun kiggede op i det samme hvide loft som de sidste par dage. Måneder. År. Det var endnu en anden dag, endnu en anden søvnløs nat. Hun var sent på den, men det gjorde ikke nogen forskel længere. Klokken slog 8, men hun blev liggende. Hun havde været vågne længe. Vågen, men ikke til stede. Hun havde drømt sig selv langt væk. Lukket de kastanjebrune øjne og set det kosmos hun længtes efter. Vinden der omfavnede hendes krop, kærtegnede hendes sjæl og dansede med hendes hår. Solen der varmede ansigtet, der lyste hende op og i et kort øjeblik stod alting stille. Hun befandt sig i et problemløst tidsrum. Strålerne skinnede igennem hende, varmede hende op indefra. Følelsen af tryghed tilfredsstillede hende. Det var følelsen af frihed. Hun slog øjnene op, værelsets fire vægge trængte sig ind på hende. Den virkelige verden med de samme 24 timer kvældede hende, fortærede hendes sjæl. Hun længtes efter at være i et med fuglene.

Det var et usædvanligt øjeblik. Jeg var som regel uønsket. Menneskeheden ønsker ikke at anerkende min eksistens, de undgår kontrakten. De trækker det ud mest muligt, ingen ønsker at skrive under. Menneskeheden er blændet af løgnen om liv, men før eller siden kommer den dag, hvor de må se bort fra løgnen. Den dag de er tvunget til at se frygten i øjnene og tage den med sig i graven. Denne dag var anderledes; hun havde tilkaldt mig. Hendes længsel havde revet mig igennem dimensioner og bragt mig her. Hun var parat, men hendes underbevidsthed snakkede stadig til hende.

"Er du sikker?" hun så igennem mig. En del af hende var stadig ikke til stede, en del af hende længtes efter, hvad der kunne have været og hvad der stadig kunne blive. Det var underbevidstheden der bragte minder om de bedre dage, de dage, hvor der var mere lys end mørke og den del af hende vidste godt at et eller andet sted i fremtiden kunne hun måske finde sin vej igennem mørket. Et eller andet sted i underbevidstheden blomstrede en enkel blomst, men den kunne ikke sprede sine rødder. I sådan nogle situationer som disse er det en selvfølge at underbevidstheden har noget at skulle have sagt; menneskene bliver aldrig parate til at skrive under. Ligegyldigt, hvor meget de så end længes efter mit omfavn, er de aldrig rigtig klar til underskriften, kontrakten som er lige i hælene på dem.

"Jeg ser dig ikke, men jeg kan mærke dit nærvær." Hun skævede ned til bilerne, der kørte forbi under os, idet ordene forlod hendes mund. Biler i alle regnbuens farver med bilister, der levede hver deres liv. Bilister, der muligvis kunne blive tvunget til at underskrive kontrakten, hvis de begik den mindste fejl i trafikken. Glade bilister, fortabte, håbløse, lykkelige, tilfredse. De var alle sammen forskellige. Det er det unikke ved menneskeheden, det er alle deres tanker, følelser og forskelligheder der gør det så svært. "Hvornår skal du have underskriften?" hun skævede til mig, men turde dog ikke at se mig i øjnene. Hun undgik øjenkontakt, men hvem kunne bebrejde hende? En del af hende ville ikke anerkende min tilstedeværelse. Enhver der så hende i den position, stående der imens hun snakkede til luften, ville næsten øjeblikkeligt tænke, at hun var skør eller sindsforvirret, men jeg vidste bedre. Jeg ved alt, hvad de ikke ved. Jeg rystede på hovedet og vinden tog til "Du er ikke parat, det er ikke hvad du vil" men hun hørte mig ikke. Hun var ikke længere til stede i denne verden, hendes tanker flød over og de sidste par dage, måneder, år gengav sig for øjnene af hende. Hun så ikke lys i mørket. Hun lænede sig længere over broen i håbet om at spotte noget der kunne gøre det nemmer eller muligvis noget der kunne give hende mere tid. Tid til at lade blomsten sætter sine rødder, men hun så intet andet end grå asfalt og metal på fire hjul, sommetider to. Hun trak sig tilbage "Jeg vil gerne videre."

Vinden tog til i styrke, det virkede til at en storm var på vej. Det kunne mærkes på vejret og stemningen iblandt os. Hun var ikke iført i andet end en hvid kjole, gåsehuden havde spredt sig på hele hendes spinkle krop. Jeg kunne høre træerne tale og hvis hun havde lyttet godt nok, havde hun også hørt, hvordan vinden mellem kronbladene formede sig til ord. Hvordan de hviskede hendes navn, men hendes ører var proppet med vat fra håbløse dage og samfundets fjerne drømme om den for længst uddøde fuglesang. Hun krydsede vejen uden at se sig for, uden at blinke eller vise tegn på frygt. Jeg kunne se, hvordan hendes aura ændrede og formede sig på ny. Hvert skridt hun tog, var et skridt mod mig, et skridt mod det sted kontrakten skulle underskrives, et skridt mod det kosmos hun så når hun lukkede øjnene. Kraverne skreg på himlen og kredsede over hovederne på os, og netop i det øjeblik gik det op for mig, hvor hun var på vej hen. Det skulle gå hurtigt.

Jeg fulgte hende op ad trapperne, hvert skridt gav genlyd i gangen. Hun slæbte afsted, tvang benet op af det næste trin og før hun vidste det stod vi på perronen. Alting stod øde hen, det næste tog kom ikke før om en halv time. Vi var alene og der var ingen til at stoppe os. Ingen til at stoppe hende. Hun kiggede tilbage ned af trapperne, ventede på noget. Ventede på nogen. Et mirakel, et tegn, en hvisken, men tomheden forblev stille. Hun vendte blikket mod mig, der var ingen vej tilbage nu. Hun kiggede ned på mine hænder "Jeg er ikke bange." Det var af menneskelig natur, at hun løj, det gjorde de alle sammen. De er vant til at leve i løgnen, men sandheden er at uden løgn ville sandheden ikke findes og uden sandheden kunne løgnen ikke beskrives. Det, de kalder et liv, er løgnen forklædt i sandheden. Det er den selvvalgte sandhed, men jeg er virkeligheden i denne verden.

"Du har intet at frygte" jeg rakte hånden ud, den hun havde stirret på siden vores ankomst, den hun havde længtes efter siden min tilblivelse. Kontrakten var kølig mod min håndflade, men hun kunne mærke hvordan den brændte mod hendes blege hud. "Er du klar?" hun nikkede uden at fjerne blikket fra kontrakten og med sin venstre hånd løftede hun kuglepennen og underskrev klart og tydeligt. Ikke så langt fra perronen meldte toget sin ankomst.
   Luften der blev slået ud af lungerne, kroppen mod metal, knogler der knækkede som kvisten under skoflader, åndedrættet der gik i et med vinden, vinden der rev fat i håret og piskede det mod ansigtet, blodet der slog gnister, følelsen af frihed. Underskriften er det sidste minde om liv.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 28/11-2021 00:30 af Rayana Khamzatova (RKhamzatova) og er kategoriseret under Noveller.
Teksten er på 1134 ord og lix-tallet er 30.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.