Det spejlende vand i søen var hypnotiserende. Hun følte sig fanget af det - ikke af sin egen refleksion, men af træet hun stod under - dets bare blade og sårbare grene dansende kærligt med den blide vind, med en musik af massage for de ømme ører. Alt sammen spejlet i vandet hvis rolige og bløde bølger havde sit eget liv. Træets grimme rødder havde modstået søbeboerne, storm og møbeldesignere, og trods hun før havde stået ved træets stamme langs søen havde hun aldrig før lagt mærke til at også himlen blev reflekteret i vandene. Skyer, tusindbenet der faldt fra grenen ned i søen og fisken der kyssede overfladen. Engang havde hun forsøgt at hænge sig her, med afsæt fra træets rødder i vandet, men nu ville hun ikke gå glip af et sekund mere af eksistensens vidunderligt forvirrende mystik. Alt skulle nok gå, med smil, latter og ro.