Når du bliver smuk som nu,
bliver du lige så urørlig
som et helligt billede med en indre styrke,
alle kun kan ramme forbi.
Dit usynlige skjold
og din fuldkomne aura
skinner mod mig fra din ryg
og buen over violinen,
forenet i det land der altid er så langt væk,
og som jeg kun har følt og rørt et par gange.
Men jeg ser bjergene igen over floden,
og den halve måne over vandet,
hvor vi boede i telt en tid.
Når du spiller mod vinduet og natten,
er du kun musikken
for du er det sted, hvor jeg elsker,
at du også glemmer mig.
Nej, det er ikke sjæledansen.
Det er ikke løgnen.
Det er ikke afstanden
imellem lys og mørke,
imellem liv og død.
Magtesløs overfor mit eget mørke ved jeg,
det er broen i forandring hele tiden,
som vi begynder at gå på.