En lækker bas og elektronisk sang forsvandt fra mine tanker, men påvirkede mig. Hvis musikken ikke var rigtig følte jeg mig ikke rigtig. Jeg gik direkte hen til et bord af 3 fyre som sad med deres øl. Yoan, Arsenik og Josef. Yoan var en mørk tynd fyr, med et veldefineret kæbeparti og langt glat gyldent sort hår. Han bevægede sig ikke særlig meget og smilte altid med dybe smilehuller når han snakkede, som om han selv var opslugt af hvert et ord han sagde. Han var også rigtig god til at lytte. Arsenik var den højeste, jeg plejede at drille ham med hans junkiearme fordi han var ekstremt bleg og havde kæmpe blå blodårer, som man nærmest kunne høre pulsere. Joken ved hans junkiearme, var at de var perfekte til at tage en sprøjte af heroin eller andet med. Ikke at det var noget han nogensinde gjorde, og hvis han gjorde det ville hans store blodårer nok trække sig ind i kødet og gemme sig fra at blive stukket. Han var den mest diplomatiske af os alle sammen. Han kunne altid finde de rigtige ord at sige til mig, når jeg var sur. Så var der Josef, gruppens daredevil, han var gruppens tyr. Han var muskuløs og elskede at både lave og spise mad. Han var altid klar på at gøre noget dumt, såsom at gå klædt i en g-streng på en klub. Jeg satte hen til dem og smilte, jeg kunne aldrig lade vær med at smile med de her gutter.

- Nå hva så venner
   Josef rejste sig
   - Hvad så mand råbte Josef i midt øre, med en arm om min skulder. Han klemte hårdt og jeg lod mig bare blive mast sammen af den meget større person.
   Han smilte med en øl i hånden og tog en stor slurk. Josef var den type der altid havde drukket to øl for hver øl du havde drukket. Eftersom jeg var kommet lidt senere end de andre, kunne jeg godt regne med at Josef var i gang med sin anden fadøl. Jeg kiggede på bordet og så 4 fadøl, en af dem var tomme, så det passede godt med min teori.
   - Hvad med jer andre?
   - Jeg skal ikke, men jeg er med på at prøve det en gang med dig snart.
   Det var junkiearmene der var så kedelig. Arsenik delte navn med et giftstof, men han rørte aldrig ved noget. Lige på det punkt var han lidt kedelig. Den eneste der var værre var Yoan, han var den mest 'square' person jeg nogensinde har mødt. Han havde aldrig rørt så meget som en smøg. Jeg vendte mine øjne mod Yoan selvom jeg allerede godt kendte svaret. Hans øjne mødte mine
   - Yoan?
   - Nej. Jo jeg vil gerne, hvis du giver mig 100.000 kr.
   Det var typisk Yoan, at svare på den her måde. Han stillede ofte helt urealistiske krav, når der var noget han ikke gad. Jeg sukkede dybt og rejste mig fra bordet.
   - Jeg skal lige have en øl. Nogle der skal have en med?
   - Ja tak, svarede Josef prompte.
   - Også mig,
   - Og mig
   Jeg gik ned til baren. Der var en meget lang kø foran mig. Jeg var heller ikke den største person, så folk var mindre villige til at give plads. Hvilket i virkeligheden er lidt besynderligt, er det fordi at folk ikke ser en at folk ikke flytter sig, eller er fordi folk ikke gider at give plads, medmindre det er påtvunget. En større person har jo meget lettere ved at skubbe dig af vejen hvis du fylder på hans vej, så kan det være at folk flytter sig, bare for at undgå at blive skubbet. Jeg stod ved baren og der var en høj tynd mand med langt hår og briller. Han havde trommestikker i hånden og råbte henover disken til en høj dame i fyrrene.
   - HEY ACDC er bare det fedeste band i verden. DERES MUSIK er bare den bedste. KAN jeg veksle 100 kr til mønter. Jeg skal lære jer andre noget om rigtig musik
   Kvinden åbnede disken og vekslede 100 kr sedlen til mønter og jeg forberedte mig mentalt til at høre rock-musik resten af aftenen. Jeg havde set ham her før, og han plejede altid at være højrøstet, og råbe af folk hvad de måtte og hvad de ikke måtte herinde. Faktisk en gang før havde han sagt jeg ikke måtte røre ved hans jukebox. Det første der faldt mig ind var at svare:
   - Må jeg ikke røre ved den her jukebox?
   Mens jeg kørte fingrene henover jukeboxen. Det kunne han virkelig ikke lide. Det fik ham til at flippe helt ud. Han endte med at gå op til bartenderen og sladre, hvorefter en sur bartender kom ned til mig og var ligeså sur. Det var også derfor jeg holdt mig fra at have en samtale med ham den mærkelige musik-gut. Efter pengene var blevet vekslet råbte jeg op til bartenderen

- Fire fadøl.
   Jeg havde fire fingre peget op i luften
   - Værsgo
   Hun lagde en Dankort terminal på baren, som viste 80 kr. Jeg lagde mit kort på, og den genkendelig lyd af kortet var blevet skannet klingede i mit øre. Mens de fire fadøl blev skænket så jeg mig omkring. Altid i øjeblikke som denne var der altid en lidt påtrængt stemning, fordi bartenderen var helt stille. De kiggede på den fadøl de var ved at skænke, som om det var det mest interessante i verden. Jeg vidste jo godt at de skænkede fadøl flere timer om dagen, og de vidste at jeg vidste at de ikke synes det var særlig interessant at skænke fadøl. Det efterlod mig med denne følelse, enten undgik at have øjenkontakt med mig for ikke at indgå i en samtale med mig, eller også ventede de på at jeg vil sige noget til dem først. Noget til at bryde isen, men jeg havde ikke noget. Jeg var tom for idéer. Jeg stod i stedet for og mærkede rummet. Nede ved vinduet til venstre for mig, sad der en gruppe piger på min alder, og til højre var der en smal gang og en trappe der førte ned til, hvor vi sad. Rummets vægge var lavet af træ som var tilsmurt med klistermærker, en masse underskrifter i tusch og dårligt lavet graffiti. Røgen hang i luften og var dybt begravet i loftet og væggene i en nicotin gul farve.
   - Værsgo. Hørte jeg pludselig
   Jeg havde et kort øjeblik tabt fokus. Jeg tog de fire fadbamser, to i hver hånd med en pegefinger imellem hver øl, mens jeg lænede dem op ad brystet. Jeg havde aldrig været så fokuseret på noget, som jeg var lige nu. Jeg gik ned af trappen og satte mig ved bordet igen. De andre sad på telefonen og kiggede på en telefon:
   - Hvad kigger i på? Spurgte jeg
   Yoan som sad med telefonen svarede:
   - Vi ser en af de nye sange jeg har lavet med min ven.
   - Ej, hvor fedt
   Jeg kiggede med på telefonen, mens jeg tog et dybt sip af øllen. Efter videoen sluttede sagde jeg.
   - Når men vi skal ikke se videoer hele aftenen, vi skal feste i aften. Hvad kan vi finde på der er sjovt?
   - Ja du har ret. Vi kan spille kort sagde Arsenik.
   - Jeg så i øvrigt nogle piger nede ved vinduet, skal vi spørge om de vil komme over?
   - Det gør du bare, sagde Josef.
   Jeg kunne mærke sommerfuglene i maven, for det var ikke langt fra at jeg ville gøre det. Jeg ville godt kunne gøre det efter endnu en øl, men jeg kunne også mærke at det irriterede mig lidt, som en lidt spydig kommentar.
   - Hvorfor går du ikke med?
   - Det kan jeg godt.
   Jeg bundede min øl, rejste mig og slog krusset ned i bordet.
   - Kom lad os gå derhen.
   Han rejste sig, og jeg kiggede op til ham. Jeg glædede mig allerede over tanken om at sidde med pigerne. Sommerfuglene i maven kom som ud af det blå. Det var aldrig lykkedes os som venner at sidde med en flok piger på den her måde. Vi havde aldrig gjort noget lignende sammen. Individuelt havde vi hver især prøvet at være på en date, eller nogle af os endda knaldet med en pige, men hvis jeg skulle være helt fuldstændig ærlig var vi en lidt akavet flok. Hver for sig, var vi meget normale, men der var noget ved denne gruppe. Vi havde kendt hinanden siden folkeskolen, og det var som om vi var låst fast i de samme roller fra dengang. Sammen snakkede vi bare mere om computerspil og var lidt akavet sammen. Følelser var ikke noget vi snakkede om. Vi gik ned til pigerne mig og Josef.
   - Hej Piger, undskyld vi forstyrrer sagde Josef.
   Jeg stod på sidenlinjen, men Josef førte ordet. Jeg havde en forestilling om at Josef var bedre end mig til at tale med piger. Han havde i hvert fald haft mere held med pigerne end jeg nogensinde havde haft før. Han så også godt ud i aften. Han lignede lidt en model. Det gjorde vi faktisk alle sammen. De var fire piger og vi var fire fyrre, det var nærmest perfekt. Der sad en sød rødhåret pige lagde jeg mærke til. Han var meget lille med fregner over næsen og hun havde nærmest perfekte blå øjne. Jeg havde allerede der lavet en mental note for mig selv at jeg ville snakke med hende i aften