"Ad!" - hans reaktion var helt naturlig og selvfølgelig. At han netop havde fortalt om sit vistnok første kys med en pige i skolen havde prompte og med få sekunders overvejelse fået mig til at fortælle ham at jeg havde haft sex med min mor - omend jeg inden da allerede havde afgjort, så meget som et 10-årigt barn nu kan, at ingen NOGENSINDE måtte vide det - jeg kan ikke huske om min mor direkte havde beordret det men vidste instinktivt at det var "vores ting". Som tiårig vidste jeg ikke at et barn hvis hænder bruges som redskab til onani på en voksen kvinde, på barnets egen mor, ikke er sex. Jeg ved ikke om der findes andre ord for det end omsorgssvigt, pædofili og galskab, andet end "ad!".

Min ligeledes tiårige bedste ven som jeg havde kendt hele livet og der som jeg var barn af neo-sannyasin-bevægelsen ('disciple' af Osho/Bhagwan Shree Rajneesh, i mine forældres tilfælde fanatiske) var den første jeg fortalte min og min mors hemmelighed til, og den impulsive beslutning om at fortælle ham det blev truffet på en varm og solrig sommerdag, på en øde markvej i det bølgede østjyske landskab, hvor vi i følgeskab med den lokale gårdmands Collie-hund, der med sit lange lyse hår hoppede og sprang legesygt omkring os, var på vej ud i skoven for at finde grene at fægte med.

Jeg husker ikke hvad der efter min vens udbrud blev sagt, om der overhovedet blev sagt noget, men husker TYDELIGT følelsen af en lynhurtig rumsteren i maven, efterfulgt af en fornemmelse af kulde sprede sig fra solar plexus og ud i absolut hele kroppen, en forfrysning der frøs selve sindet og næsten al tankevirksomhed, alt sammen i løbet af få sekunder.
   Det var ikke første gang jeg oplevede det men det var første gang at der var en logisk sammenhæng, en kausalitetskæde; at den kropslige reaktion, som jeg dengang blot identificerede som sindssyge, måtte hænge sammen med hemmeligheden fortalt og tavsheden brudt. Der skulle gå 9 år før jeg som 19-årig igen sagde ordene højt, "jeg blev seksuelt misbrugt som barn", denne gang til en psykologi-studerende på et gratis behandlingssted, Kvistene i Århus, som følge af en række nervesammenbrud.

I dag ved jeg at det kaldes 'at fryse'/PTSD-shutdown, og at det enten hænger sammen med at jeg kort efter min fødsel blev opereret for en misdannelse i halsen i fuld narkose, efter længere tids akkumulerende kvælning der først blev fejldiagnosticeret som halskraft (muligvis som følge af at min mor røg smøger under sin graviditet). PTSD'en kan også have været konsekvens af diverse traumer oplevet i Indien, hvor jeg og familien var i 7 måneder (1994-95) da jeg var 7-8 år gammel. Måske var det ulykken med amputation af venstre storetås spids hvor operationen var uden bedøvelse pga blodtab. Det kan have været mobning eller et ustabilt hjem, eller det kan altså have været en konsekvens af min moders pædofile magtudøvelse over for mig, begyndende fra jeg var 5 år gammel og med det sidste overgreb da jeg var 8 år - hun stoppede muligvis overgrebene som følge af et opkald til os i Indien fra hendes egen søster der informerede hende om at DNA-testning netop var opfundet, og at det nu var muligt at blive testet for Huntingtons Chorea/Sygdom, en uhelbredelig arvelig sygdom som hun, min mor, havde personligt kendskab og traumer tilknyttet til fra hendes egen familie og opvækst. Vi fløj hjem til Danmark, min mor blev testet (dengang uden psykologisk vejledning/hjælp, hvad der i dag er lovpligtigt - man skal tale minimum en time med en specialiseret psykolog, inden man kan blive testet), og testen viste desværre at hun havde sygdommen. Desværre, for ingen fortjener den. Ingen. Den er ren tortur, for den ramte og for alle omkring. Overgrebene stoppede mens barndomshjemmet sank dybere og dybere ned i depressionens og galskabens iskolde og dybeste vande, for alle involveret. Hvordan vi ikke alle druknede og alle fortsat lever i dag er mig en gåde.

"... Mine rødder er ikke rådne
   jeg har ikke rødder
   For ligesom dig
   er jeg alge.
   Vi er begge tang,
   for se
   hvorledes vi bare ved hvordan
   og blot bliver ved med at flyde
   i selv de dybeste vande..."
   - Yukta Bajracharya, 'Seaweed' (oversat af mig selv, original er på youtube)

"Ansu, det her er alvorligt, ..." - hun kiggede op fra computerskærmen et øjeblik, men på trods af at hendes blik kort blev vendt i min retning var der ingen øjenkontakt. Måske var det fordi hun kiggede på jointen der hang fra min mundvig inden hendes blik igen blev fæstnet skærmen. Hun var chokeret; så meget kunne selv jeg aflæse trods alle mine mangler i at forstå, afkode og responderer på andre menneskers ord og kropssprog.
   Det var i det øjeblik som om hendes chok over hvad hun læste i e-mailen vækkede mig - på et splitsekund vågnede jeg fra en drøm til virkeligheden, i løbet af et nanoøjeblik vidste jeg at jeg havde dummet mig grufuldt, at jeg havde gjort noget jeg for altid ville fortryde.

Hvad der fik mig til at sende en e-mail til en samfundslærer på VUC Århus hvori jeg stillede et spørgsmål om verdens tilstand, og af ubegribelige årsager samtidig nonchalant og overfladisk nævnte at jeg var blevet seksuelt misbrugt som barn, som var det en lille detalje, en sidebemærkning om ikke at have meget håb for menneskehedens empati (som jeg husker mailen i dag) fatter jeg ikke. Jeg ved det vitterligt ikke, men jeg ved at jeg har skrevet mange skøre ting på nettet og sendt mange mærkværdige e-mails i de år, dengang jeg var i starten af 20'erne. Måske er det det samme jeg gør netop nu, men modsat dengang er jeg i dag ikke konstant påvirket af røg, druk og svampe - eller af forelskelse. Og jeg bliver nødt til at tro på at 14 års terapi har haft en eller anden virkning.

Hvad der fik mig til at vise Melania e-mailen netop sendt til vor fælles HF-lærer begriber jeg ikke. Måske var mailen i virkeligheden skrevet til hende, den første kvinde jeg nogensinde for alvor troede på at jeg havde en chance for at få et forhold til.
   Jeg kunne ikke engang fordrage samfundslæreren, en arrogant og travl mand der altid virkede som om at han mente at hans evner var spildt på samfundstabere som mig - og hvem ved, måske endda også på Melania (hvilket ville understrege hans manglende observationsevne og dømmekraft); hun svarede dog altid igen, altid klar til at stå op for sig selv - eller i hvert fald for hvad hun troede på. Hun var en kriger, en debattør, en oprører og en revolutionær, en leder og en observatør - når først et emne blev taget op, kunne man være sikker på at hendes ord blev vægtet og vejet ift. en objektiv observation og ikke en subjektiv fordom, ift. empiriske beviser og ikke blot "fordi læreren og TV'et siger det". Hun gav alle sit øre men få sin stemme. Og hvilken stemme! Hvad end der fik hende til at ville lære mig at kende og selv gøre den aktive indsats det dengang tog at initiere en samtale med mig er jeg for evigt taknemmelig for.

"Stjernehimlen er helt fantastisk, se! Der er kun én ting der ville gøre denne aften helt perfekt..." - som vi gik dér, jeg i pinefuld og akavet gågang grundet handikap (pga delvist amputeret venstre storetå - dengang var det dog nemmere at skjule og gå normalt end i dag) og hun i sin elegante, stilfulde og sexede dans langs med rendestenen, på vej i byen til koncert, druk og røg, undrede jeg mig dengang som nu over hvad det var hun refererede til - da hun sagde det tænkte jeg på at kysse hende, at det kun kunne være dét hun mente, vor første kys, efter intenst, fantastisk venskab og vistnok flirten - vel og mærke før jeg viste hende den forbandede email. Akavet stilhed fulgte efter hendes udtalelse, hendes smukke stemme så sårbar og alligevel så ufattelig stærk, og jeg tror hun sagtnede farten. Men jeg husker kun derefter, måske ved tanken om at skulle tage initiativet og risikere at overskride hendes grænse, at fryse til som blev jeg forvandlet til en statue af sten af smukke Medusas ord og blik; at solar plexus lavede sit ondskabsfulde gamle trick, efterfulgt af paralysering og mekanisk gågang videre mod byens stank, larm og stirrende, altid så dømmende øjne. Jeg husker ikke meget af resten af aftenen, andet end at stå på gaden og kaste op efter alt for meget røg og druk, men måske blander jeg minderne sammen - jeg har trods alt fodret mange rotter med min maves indhold gennem tiderne. Byens stank, larm og ubehagelige øjne er min og mine.

"Hahaha, Ansu, disse piller ville højst give dig diarré!" - jeg grinte falskt med, i overbevisning om at latteren, selv forstilt, var noget vi begge havde brug for. Og det havde vi nok. Jeg havde ringet til min far aftenen inden denne morgen og fortalt om sovepillerne jeg havde købt for at tage livet af mig selv - om at jeg ikke kunne eller ville gøre det og at jeg havde brug for at se ham; om han ikke ville komme ind til Århus til mit lille kælderklubværelse. Inden han fik læst bagsiden af pilleglasset havde jeg netop for første gang fortalt ham at hans elskede kone gennem utallige år, hans livspartner i Osho-bevægelsen, den Huntingtons Chorea-syge galning, min mor, havde misbrugt mig seksuelt som barn. Han var ikke overrasket - sagde at hendes facon overfor mig altid havde været klam, og at jeg altid havde været hendes "sutteklud", hendes trøster når han havde slået hende eller hun havde slået ham, hendes lyttende ven når livet igen var hende uretfærdigt.

Først mange, mange år senere, lang tid efter at jeg som vistnok 21-årig den morgen i det mørke kælderværelse, med den larmende vej lige udenfor, fortalte min far hemmeligheden som jeg som barn havde været overbevist om at han ville slå mig, min mor eller min søster ihjel for (trods min søster aldrig var involveret). Først mange år senere, i 2020, viste det sig at han aldrig havde fattet alvoren - at det ikke var "flirtende facon", "klam adfærd med seksuelle undertoner", "massivt omsorgssvigt", "en syg kvindes uvidenhed", men regulær pædofili som min mor havde udøvet - jeg havde aldrig troet at det var nødvendigt, men det tog en 'grafisk' beskrivelse, en gengivelse af de faktiske seksuelle overgreb... jeg måtte 'tegne et billede', jeg måtte bogstaveligt talt fortælle og beskrive (og gentraumatiseres) selve hændelsernes karakter - at mine hænder havde været hendes dildo - for at han endelig fattede en brik, for at det endelig sank igennem hvad der var sket. Undervurder ALDRIG en families, enhvers, evne til at fortrænge. Til at bortforklare. Til at ignorerer ubehagelige sandheder. Intet i verden er mere betryggende end illusioner.

Både jeg og Melania var dengang, i håbets første korte periode, omkring 20 år gamle. Måske gjorde emailen ingen forskel og måske var et forhold os imellem aldrig realistisk pga. andre faktorer. Jeg er en mester i at dumme mig, i at træffe spontane beslutninger ud fra illusioner om at heldet og karma snart må være på min side, og dengang troede jeg at de 1 1/2-2 år jeg havde gået i terapi havde ført mig til vejs ende -
   at jeg endelig var klar til at leve livet frem for klynk, ynk og masser af dårlige undskyldninger for at tage livet af mig selv; som om livet skyldte mig noget som helst. Hiphop-mesteren Speech Debelle siger det rammende på mesterværket 'Speech Therapy' (igen, åbenlyst, oversat af mig selv);

"... du betyder meget for mig, jeg skylder dig hele dette album
   Jeg skylder så mange dette album, jeg skylder verden, man
   jeg plejede at tænke at verden skyldte mig, det derfor jeg intet fik
   plejede at have ondt af mig selv, man, jeg siger dig noget
   Den dag jeg forandrede mit liv var dagen jeg lærte at smerte er kærlighed
   Hvad jeg gik igennem er min styrke og det er det der holder mig i gang..."

Jeg mistede først kontakten med Melania relativt lang tid efter at have fortalt hende om min mors seksuelle misbrug - hun var den første voksne person, bortset fra psykologer og socialrådgivere, som jeg fortalte og talte om det til, og omend det for altid gjorde kommunikationen akavet imellem os, som det gør med næsten alle, fortryder jeg ikke at have fortalt det til hende, kun måden det blev gjort på, i beruset tilstand og på indirekte facon.

"Hahaha!" - jeg havde netop fortalt hende at jeg fandt det ufatteligt og urimeligt at hun så min far og søster oftere end jeg gjorde, og at jeg også havde brug for dem, for familiens støtte eller bare kontakt. Den dag havde jeg endelig besvaret hendes telefonopkald efter at hun havde ringet konstant i flere dage og, som så mange gange før, lagt bunkevis af telefonbeskeder hvor hun intet sagde - på nogle beskeder kunne jeg høre hende ånde sit tunge, smertefulde og syge åndedrag, på andre lod det til at hun ikke vidste at røret ikke var lagt på. Hendes sygdom Huntingtons var nu, i sommeren 2017 hvor jeg var 30 år og hun 70, i et uhyggeligt stadie, og omend min mor altid havde været syg i hovedet var hun nu for alvor uberegnelig.

Jeg har for længst lært ikke at tolke hendes mærkværdige opførsel med logik, men denne latter var alligevel chokerende. Hendes hjerne var for alvor stået af. Jeg fortalte hende, da latteren endelig stoppede, at hun skulle stoppe med at ringe (hvad jeg havde fortalt 1000 gange før -
   min far spurgte flere gange, om han skulle slette mit nummer på hendes mobil, og jeg aner ikke hvorfor jeg ikke sagde ja - jeg tog aldrig imod hendes opkald alligevel, bortset fra på denne dag hvor jeg få timer inden havde haft en succesoplevelse med eksponering af angst og PTSD - jeg havde gået en tur igennem Storcenter Nord uden alt for megen angst for at købe en yogamåtte, og havde endda nydt (NYDT (!)) gåturen, selv op af bakke - mangler man som jeg en storetås stødpude er en bakke hvor fodens afsæt afhænger af fodspidsen virkelig pinefuld og oftest uoverkommelig, bogstavelig talt - det kan gøre så ondt at besvimelse føles nær. Men angstens og PTSD'ens mindre end sædvanlige tilstedeværelse, takket være psykoterapi formentlig (somatic experiencing) gjorde det smerten værd. Efter at have fortalt min mor at jeg intet ville have med hende at gøre, at hun skulle stoppe med at ringe og at jeg havde desperat brug for måske aldrig at tale med hende igen smed jeg røret på. Jeg stod i mit køkken og sekundet efter at mobilen var lagt på et bord kollapsede jeg. Hele kroppen gav efter. Jeg undgik at slå hovedet i gulvet med hvad der virkede og føltes som en tilfældig venstre arm der agerede stødpude, gispede efter vejret og rystede som et græsstrå i stormvejr. Efterhånden, efter hvad der føltes som en sand evighed, fik jeg krøbet mig sammen i fosterstilling og hulkede videre, med en følelse af at være ude af stand til at rejse mig. Hvad der dog må have lykkedes. Hun ringede aldrig igen.

Jeg ved ikke hvorfor jeg deler alt dette her, her. Omend selvmordstanker føles som mit evige Rom som alle veje fører til, prøver jeg nu og har i længere tid forsøgt at gå ad et stiløst land, så godt jeg kan, og på trods af de OCD-agtige tvangstanker om at selvmord er eneste vej ud af smerten når den stort set dagligt viser sig, i vågen såvel som sovende tilstand - at tryghed blot er et meningsløst ord opfundet af en rejsende planets selvdestruktive kulstofvirus kaldt menneskeheden. At alt er relativt, ingen sandhed absolut og intet i sandhed relevant. Men er alt relativt, er erkendelsen derom også relativ - jeg kan tvivle på alt, men ikke tvivle på at jeg tvivler. At jeg tænker, og derfor er NOGEN/NOGET til. Men når jeg'et kun er negativt ladet, er kun negativitet til, og 'jeg selv' ikke et spejl af virkelighedens fleksible relativitet og liv men af illusionernes og galskabens rigide løgne og absolutte død, en ubeskrivelig fornemmelse hvis antonym (som jeg oplever det), forelskelsen, er ligeså ubeskriveligt.

Men for hvert et ord, uanset ordets absurde stammespilleregler, degenerativt pr. definition, er endnu et sekund, et minut, en time, en dag, gået, og jeg lever stadig. Ånder stadig ud, og ind. Ind, og ud, helt ned i maven, og ud i hele kroppen, til fingerspidserne og de ømme tæer. I kreativiteten gøres tvivlen om... alt!, pludselig til en leg, til et hack af sproget og forståelsesrammerne, til en umulig matematisk ligning gjort mulig (omend jeg sgu aldrig får taget den opvask, eller udført regnestykket - jeg kan ikke engang læse tallene! Men smukke er de sgu, modsat de fleste bogstaver der kun er smukke i bevægelse, i dans).

Jeg tager ikke livet af mig selv. Jeg vil måske for altid illusorisk tro at det da i det mindste er en absolut sandhed at jeg i hvert fald ejer mit eget liv og har ret til den absolutte frihed, til at indløse min forandring fra 'jeg er' til 'jeg/han/den/det/whatfuckingever var', lidt før tid, lidt før dig, kære, dejligste læser, du som giver mig håb, du som giver mig liv og tro på mening med denne rejse gennem tid, rum og tvivl, du, den skønneste dansepartner langs Solens og Månens evige skænderi. Du jeg gemmer mig sammen med under spisebordet mens galakserne debatterer farven på kulstof. Du hvis stemmebånd er min oase i gudernes bureaukrati. Du, de 99 %