Lever uden at trække vejret,
som et stillestående maleri på et efterladt lærred.
Ilten er for længst døende, døden nærmest forførende.
Et tomt kranium forsvundet bag skærmens blå lys.
Bankende hjerter skåret i små stykker af teknologiens grådige lyde og MIRAKLER.
TO øjne som månen, skinnende som solens plastikstråler,
vi er blinde.
Briller og linser, øjenkontakten er svær at finde.
Blændet af magasintitler og facts om berømtheder proppet med botox.
Pupillerne er betændte af synder og planetens harmoni af 'nedbrydeligt' emballage.
TO ører, alle hører,
ingen lytter.
Forduftet et sted mellem himmel og jord,
hørelsen i bytte for guld og mekanik.
Ørerne er proppet med samfundets fede vat, med de fjerne drømme om den for længst uddøde fuglesang.
TO arme; stærke, svage, små og store.
Skabt af himlen og videreudviklet af synderne.
Ingen tager hånd om dem der klynker og synker til havets golde dybder.
Fortabte i vold og slåskamp.
Knyttede næver og lukkede arme.
TO ben; hurtige, langsomme, korte og lange.
Gaderne er tomme, ingen fodspor på vejene.
Krakeleret asfalt bosat af trampen fra ofre og døde sjæle.
Menneskeracen låst inde bag blanke vinduer og tv'ets uduelige mekanisme.
Gift bliver fordelt fra metalmaskiner: stål på fire hjul, sommetider to.
Gift fra verdens selviske forsøg på at redde det der ikke længere er mulighed for.
LIV.
EN banken, så ensom og så unik.
Så glemt og så forladt.
Et hjerte døende under druk og bedrag
Vi vælger minderne fra,
brænder op indefra.
Vejrtrækning på kassettebånd i takt med livets uretfærdighed,
så meget urenhed samlet et sted.
EN tanke; hjernen så fascinerende og så stor.
Der er så mange ord i tankernes mørke rum,
ingen tænker, ingen snakker.
Låst bag tremmer og slå,
knyttede til de forræderiske løfter og håb fra magterne om et bedre liv.
Meningen med ordene er for længst hængt i en snor
højt over forstanden.
Vi er ikke til når det gælder, falder for hurtigt i deres fælder.
Forsvundet bag de trygge skærme,
hvor der er så meget at sige,
men ude i den virkelige verden vælger vi at tie.
Med en tunge i kæften bliver der ikke sagt noget,
den erstattes med en smøg og to liters flasker.
Vi ryger for ikke at ryge ud af samfundet,
ryger for at se ud som om vi ved, men viden er der ingen af.
Har alt for travlt med at glemme.
Glemme hvad der var og det der ikke er.
Glemme hvad vi ved og hvad vi ikke ved.
Der er for meget af intet og for meget af noget, men ingen af nogen.
Mennesket er klædt i penge, der er ikke så meget at tænke.
Vi er låst fast i kolde lænker,
og de skænker medicin fra en tom flaske vin.
Hvor skal vi tage hen når verden ikke er et hjem?