Kære dagbog,
   i fredags i sidste uge, d. 23/8 2020, var jeg for første gang til arrangementet "Synlighedsdagen". Det er et årligt gratis arrangement, om og for seksuelt misbrugte og behandlere/socialrådgivere ect, hvert år med et forskelligt tema med både professionelle og private oplægsholdere. Jeg var primært taget dertil for at høre digterne/kunstnerne Ole B. Jensen og Mette Wolfram. I år var temaet 'Senfølger'.

Det startede godt, med utroligt mange deltagere og nok med en udbredt glæde blandt alle over, at arrangementet kunne lade sig gøre trods corona-restriktioner. Jeg har ofte hørt andre udsatte lovprise og rose arrangementet til skyerne. Et arrangement der i øvrigt afholdes rundt om i de seks største byer.
   Men undervejs under det første foredrag af en professor ang. den nyeste forskning og diverse statistiker, blev jeg mere og mere utilpas - jeg endte med at gå tidligt og tage direkte mod Netto, hvor intentionen var at købe smøger, juice og vodka, og senere et par gram hash. Jeg endte med at undvære vodkaen, da jeg ved disken bare ville ud af Netto hurtigst muligt. På dét tidspunkt ville jeg bare hjem ASAP og tage livet af mig selv, påvirket eller ædru - stoppe smerten i kroppen (fucking handikap og PTSD), i sjælen og i sindet. Stoppe angsten, absurditeten og arbejdsløsheden. Ende jagten på kærlighed og omsorg. Endelig slippe for at være en byrde for alle, en tæge på samfundet, en violinspillende svulst i familien, en outsider og en freak der hverken kan tale, gå, føle eller trække vejret normalt.

Jeg har tænkt, eller rettere følt, at selvmord var den logiske konsekvens af mit taberliv siden jeg var barn. Nok siden overgrebene begyndte. Min pædofile mor fortalte desuden mig og min søster flere gange at hun ville tage sit liv, at vi skulle forberede os på det. En af hendes veninders søn gjorde det også da jeg var ret ung, og ligeledes gjorde lillebroren til en barndomsven fra landsbyen jeg voksede op i det, altså tog livet af sig selv, da han var 10 år gammel og mens min ven var i Irak og kæmpe for Danmark. Selvmord er en egoistisk handling der forårsager ufattelig vanvidssmerte for alle tæt på personen, men... Mine selvmordstanker kredser aldrig om hvorvidt jeg skal gøre det, men om hvordan, hvornår, hvor og hvorledes. Det er en slags tvangstanker, en løsning på ethvert regnestykke, mit evige Mekka som alle veje, alle udregninger, fører til.
   Fra jeg som 15-årig hørte at jeg havde 50 % risiko for at arve min mors sygdom Huntingtons, føltes det dengang som om at min skæbne blev beseglet - at jeg selvfølgelig måtte have sygdommen, og at mit selvmord var at foretrække for alle. Som 25-årig gik jeg fri for den, efter at være blevet gentestet i KBH, men jeg har aldrig kunnet lægge visionen/dystopien om fremtiden fra mig - at jeg skulle være i live som 33-årig (i skrivende stund), havde jeg ALDRIG troet muligt, eller ønskværdigt.

Det der ved Synlighedsdagen 'triggede'/igangsatte en VOLDSOM nedtur, har jeg siden mandag talt og vendt med et par stykker der også var til arrangementet, og det har hjulpet enormt. ENORMT!
   I dag var jeg til Qi Gong (yoga-agtig træning), og jeg tror at dét hjalp og måske har genereret energien til at bevæge fingrene over tastaturet som jeg gør nu mens jeg skriver dette, med teksten næsten uafhængigt dansende for øjnene af mig, næsten selvskrivende.

Jeg føler mig som en outsider i næsten alle sammenhænge, som om at jeg ikke er ment til dette liv, at jeg er en levende død som ikke duer til noget som helst, intet. At jeg ikke passer ind i nogle bokse, i nogle grupper eller blandt nogle som helst andre, og til arrangementet Synlighedsdagen var der et foredrag om statistikerne vedrørende seksuelt misbrugte, hvor det blev fremført at ca. 4 % af alle overgreb begås af moren til barnet, og at mødre typisk er de første personer der bliver fortalt om overgrebene til (selvfølgelig hvis moren ikke er krænkeren). Og desuden at enormt mange, de fleste vist, først fortæller om overgreb i barndommen efter 30-årsalderen.

Altså følte jeg til arrangementet, at jeg heller ikke passede ind dér, andet end under det nye ord jeg fik lært, 'behandlingsresistente', eftersom jeg efter 14 års terapi stadig kæmper med meget af det samme LORT. Meget har ændret sig gennem de år jeg har gået til psykolog og en smule i psykoterapi, og jeg vil for altid være behandlerne evigt taknemmelige (særligt eftersom meget af behandlingen har været gratis/frivillig) - jeg har ofte beskrevet det som at jeg føler jeg er ude at svømme i oprørte vande, og at terapien er som en redningskrans der hindrer mig i at drukne, men det har ikke fået mig ind på land endnu. Jeg har endnu aldrig haft en kæreste, jeg lider stadig af PTSD og dét at alle andre mennesker er så svære at være sammen med, at kommunikere med, gør isolation, computerspil og rusmidler så satans lokkende. I weekenden købte jeg et par gram hash og var skæv konstant fra fredag til søndag, og i sidste uge slettede jeg datingprofilerne på Tinder og Dating,dk - som altid er det 1 skridt frem og 2 tilbage.

MEN... Jeg KOM afsted i fredags til Synlighedsdagen, og i dag til Qi Gong havde jeg i et splitsekund, i et øjebliks paradis, følelsen af at give mig selv omsorg via en fysisk øvelse. Det lyder så fucking fessent, 'omsorg' - gid der var et andet ord for det. Ligesom 'medlidenhed' og 'lidenskab' klinger det hult i mine ører, og som med de værste digte (mine) har det en smag af egocentreret navlepilleri over sig,
   som én der kalder sin prut for velduftende. Men fuck it, que sera sera, skide være med hvordan det lyder - jeg gav mig selv freaking OMSORG idag, i et splitsekund - det varede ikke længe, men i et øjeblik følte jeg mig berettiget til at trække vejret, til at være i rummet med de andre deltagere og til at kunne bevæge mig som jeg ville - at jeg var ok. Ikke engang OK, men bare... For en mikrostund var jeg bare til, tanke- og fornemmelsesløs, nærmest ude af kroppen, men samtidig i ét med den. Det gik hurtigt væk igen, og den sædvanlige uro og anspændthed returnerede for fuld kraft... 1 skridt frem og 2 tilbage måske.

Jeg lavede for vel halvandet år siden en guidet meditation alene (via en youtubevideo - advarsel; intens meditation (!!!)), der var særligt henvendt til seksuelt misbrugte, hvor jeg undervejs skulle forestille mig en velkendt trappe. For enden af trappen med 10 skridt blev jeg advaret om at jeg ville skulle genkalde mig selv som barn, kort tid efter et overgreb. Vejrtrækningsøvelser bragte mig ned af trappen ét skridt af gangen. Ved bunden så jeg så mig selv som barn, ligge i sin seng og græde under dynen. Jeg forestillede mig, guidet, at jeg som voksen gav mig selv, barnet, den omsorg jeg ikke fik dengang - at det ikke var min skyld og at jeg var der for ham/mig, blot ved at sidde for fodenden af sengen med en hånd på den altid ømme fod, uden at sige andet end at det ikke var din skyld. Jeg sværger at det var som hypnose, som et svampetrip, men 1000 gange bedre (omend også 1000 gange sværere) - jeg så mig selv ligge dér i sengen, og følte mig selv give SÅVEL som modtage min voksne støtte, solidariteten, omsorgen. MEN eftersom det VAR en slags hypnose, skulle jeg op af trappen igen, tilbage til virkeligheden, og jeg fucking sværger at hvert eneste skridt op af den skide trappe var som at bestige et bjerg, og ved det 9'ende KUNNE jeg ikke tage det sidste skridt - jeg rystede, hulkede stortudende og gispede efter vejret, og sagde næsten højlydt "jeg KAN ikke!!!" - men det sidste skridt BLEV taget, og jeg tror aldrig jeg vil glemme den meditation - omend jeg heller ikke kan finde modet til at lave den igen, lissom jeg også er blevet advaret af en fagkyndig om at det er en voldsom og intens øvelse man IKKE bør lave alene/uden et sikkerhedsnet.

Dén guidede meditation er vist den eneste gang jeg har følt det samme som jeg ekstremt kortvarigt følte i dag til Qi Gong, altså selvomsorg. Måske var det noget helt andet - trods jeg har oplevet det før, ved jeg ikke hvordan jeg ellers skal beskrive det -
   at jeg for en stund, både sind, krop og sjæl, ikke var min egen fjende; at verden lige dér havde plads til mig uden at jeg tog for meget rum og fyldte for meget eller for lidt. At tiden lige dér stod stille, og ingen fortid eller fremtid plagede det udefinerbare nu.

Modsat hovedpersonen i Franz Kafka's bog 'Processen' følte mig i dag kortvarigt igen i forandring, i process, fri fra at jage frifindelsen midlertidigt, fri fra absurditetens fatale favntag. Jeg har længe villet enten lukke denne Fyldepennen-profil eller skrive et farvel (som jeg også har gjort før), simpelthen for at kunne sætte et punktum for hvad der herinde har været en vanvittigt svær og til tider gentraumatiserende adfærd fra min side, ift. at skrive om at være udsat for seksuelt overgreb, om selvmordstanker og i det hele taget det at kommunikere med andre (!). Derfor ønsker jeg denne tekst som min sidste herinde, med det punktum sat at jeg LIGE NU føler at jeg ramte en bund i fredags, men at jeg overlevede og at dette er sidste kapitel for nu.

Til Qi Gong i dag, onsdag d. 29/10 2020, blev vi bedt om ved sengetid at huske 3 ting vi ville være taknemmelige for i dag. 1 skridt frem, og 2 tilbage = 3.