Der var gang i sagerne på børnehavens boldbane ovre på den anden side af vejen. Eller boldbane var vel så meget sagt. Vi talte om et lille område på størrelse med en celle i San Quentins-fængslets isolationsafsnit. Der var dog tegnet sirlige streger på banens underlag, og der var hegn omkring. Jeg stod i mit køkken og kiggede derover. Der var vel et halvt dusin børn, alle med flyverdragt og skihuer på, og de skøjtede rundt efter en hal vflad plasticbold. Det så ikke ud som om Manchester United skulle sende deres danske talentspejdere derover. Omvendt var det nok svært at spille sig til en prøvekontrakt i England, når man skulle have flyverdragt på til træning. Børnene kunne larme som ind i helvede, og ofte var jeg ret generet af larmen, fordi jeg var særdeles støjfølsom. Jeg var udstyret med en høresans, som var veludviklet ud over det sædvanlige, og jeg kunne tit høre noget, som andre ikke kunne. Når der først kom en lyd ind i mit hoved, og jeg havde det skidt, så kunne den lyd ganske enkelt ikke komme ud igen, og jeg kunne ikke fjerne tankerne fra den. Jeg blev ofte kaldt "hvad er det for en lyd-Martin" til stor morskab for mine venner. Og også for mig selv til tider. Bare ikke, når jeg var støjfølsom. Men det var jeg ikke nu. Jeg kunne se, at bolden, for guderne måtte vide hvilken gang, var røget over hegnet og ud på den vej, som adskilte børnehaven med min lejlighed. Der gik ikke længe før en pædagog i T-shirt kom ud og hentede bolden. Han forsøgte at kaste bolden tilbage over hegnet, men bolden ramte en gren på et træ ved siden af og røg tilbage til ham, så han måtte klare det i to forsøg. Jeg smilede lidt, da han skuttende skyndte sig tilbage indenfor. Det var lørdag, og det var anden weekend efter bruddet, og det gik fremad. Det var ikke sjovt at Linda ikke var der, og jeg savnede hende. Men jeg var blevet mere sikker på, at det her var det rigtige. Jeg havde haft en god fredag og det havde været en god uge på arbejdet. Jeg havde lavet god mad til mig selv, jeg havde lovet mig selv ikke at lade mig nøjes med rugbrød eller pizza, men stadig at gøre noget ud af maden, efter at jeg var blevet alene. Så havde jeg drukket et par øl, måske et par stykker for meget, men hvad gjorde det? Det var jo fredag.
   Men stadig var samtalen med SKAT det, som optog mine tanker mest. Jeg havde sådan en dejlig ting med, at når jeg var ved at få det bedre, så skulle jeg straffe mig selv ved at tvinge mig selv til at tænke på noget svært. Det gjorde jeg så big time med denne skattehistorie. Hold op hvor det fyldte, og hold op hvor skulle det bare overstås. Jeg var villig til at pakke alle mine ejendele ned i kasser og forære dem til en lavstammet, midaldrende kvinde med runde briller og pagefrisure ved navn Skranke-Pia, eller hvem det nu var, som jeg nu skulle holde møde med. De fleste kasser kunne vel være i min fars bil. Bare det snart kunne blive overstået og mine tanker kunne få lidt fri. Men jeg vidste jo godt, at når mine tanker havde fået fri fra skattehistorien, så kastede de sig bare over noget andet. Det var den magt, som min angst havde over mig. Mine tanker var aldrig i ro. De koncentrerede sig altid om svære situationer eller problemer, og helst flere ting på én gang, som så resulterede i at ingen af problemstillingerne blev behandlet færdige. Tankemylder? Jo, tak. Jeg var sikker på, at blev der sat strøm til mine tanker, så ville de kunne give strøm til halvdelen af Californiens vestkyst i to døgn. Jeg erindrede dengang jeg blev tilbudt elektrochokterapi på sygehuset, hvilket jeg havde aflyst på stedet. Hvor var jeg kommet langt siden da. Jeg havde været et halvt skridt fra førtidspension og havde fået tildelt en bostøtte. Ni måneder på den lukkede afdeling havde sat sine spor - mentalt naturligvis, men også fysisk. Min krop havde aldret betydeligt, og jeg så gammel ud, og jeg havde for højt blodtryk og bekymrende kolesteroltal, og desuden var mine lever- og nyretal høje. Men jeg havde kæmpet mig op af hullet og var begyndt at kæmpe med min sygdom. Linda og mine forældre havde været store støtter, men nu måtte jeg tage skistøvlerne på og begive mig ned ad bjerget alene. Og der var langt ned til en varm hytte med kolde fadøl og jægerte. Men jeg skulle nok komme derned, selvom jeg aldrig havde prøvet at stå på ski før. Jeg kunne jo altid sætte mig på halen og så glide ned. Jeg havde fået et arbejde igen, selvom jeg var blevet rådet til at lade være. Jeg kunne godt finde ud af at arbejde, og det var en enorm sejr for mig, for så følte jeg mig mere normal og som alle andre. Og så var det økonomisk lidt sjovere end at være på kontanthjælp. Så her stod jeg. 41 år gammel og skulle til at klare sig selv, for stort set første gang.

Jeg havde stadig ikke det store behov for at være social, men i dag skulle være første gang siden bruddet. Jeg plejede ikke den store omgang med mine kolleger uden for arbejdstiden, men efter mange forsøg havde min kollega Kim fået lokket mig med til et privat arrangement, hvor der også ville være to af mine andre kolleger til stede. Jeg havde ikke følt, at jeg havde nogen mulighed for at sige, at jeg ikke kom, så jeg havde sagt ja tak. Dette havde naturligvis medført en lang række angsttanker:

Hvad nu hvis toget er forsinket, og jeg kommer for sent?
   Hvad hvis jeg får et angstanfald derinde?
   Hvad nu hvis jeg bliver sat sammen med nogen der ikke kan lide mig?
   Hvordan kommer jeg hjem igen?
   Hvad tid kører togene tilbage og kører de overhovedet?
   Hvad tid kan jeg mon tillade mig at gå igen?
   Hvad nu hvis de ser mine hænder ryste?

Sidstnævnte var den mest frygtelige tanke, og den bekymring tog jeg med mig uanset hvor jeg gik. Mine håndtremorer var som sådan ikke til at få øje på, medmindre man kiggede intenst. Problemet var blot, at når jeg blev bevidst om, at andre kunne se mine hænder ryste, så rystede de femogtyve gange mere. Så var vi ude i noget, som krævede angivelser på richterskalaen. Derfor forsøgte jeg at undgå sociale arrangementer, hvor der var mange mennesker, som jeg ikke kendte. Men afsted skulle jeg. Jeg havde fået at vide, at der ville komme omkring femten mennesker og spise middag hos Kim. Hvorfor han ville have mig med til sådan noget, havde jeg ingen anelse om. Fra tid til anden forsøgte jeg at huske mig selv på, at mine kollegaer faktisk så op til mig, både på grund af mine kompetencer, men også på grund af mit væsen. I deres øjne var jeg ikke misbruger, bipolar og angstlidende. Dette skulle jeg blive bedre til at huske. Jeg skulle med toget klokken 16.30, så der var lidt tid endnu.
   Jeg lagde mig på sofaen med computeren og tændte for mit for tiden største tidsfordriv. Magic: The Gathering, et usandsynligt vanedannende kortspil. Jeg havde spillet med mine venner siden begyndelsen af halvfemserne, og jeg havde, sammen med min gode ven Mikkel, hængt ved som de eneste i gruppen. Det var en slags bilkort-møder-troldmænd-over-et-spil-uno og bestod af hundredvis af forskellige kort. De fleste kort var ikke så dyre, men enkelte af dem kostede uhyrlige summer og var samleobjekter med priser på over en halv million. Sådan nogle ejede jeg ikke, og hvis jeg gjorde, skulle jeg alligevel aflevere dem til Skranke-Pia om fjorten dage. Spillet krævede naturligvis en modstander, så jeg have købt spillet til min computer, og jeg spillede et par kampe mod en virtuel modstander, indtil jeg gjorde mig klar og gik ud ad døren. Selvfølgelig med mine to klap på lommerne - venstre for nøgler og cigaretter og højre for pung og mobil. Kystbanetoget kørte mod forventning til tiden - DSB måtte nok havde fået nye forsyninger af toglitium hjem igen. Jeg håbede at toget fik udleveret toglitium i depotkapsler, så det også kunne køre mig hjem om aftenen.

Det lykkedes mig faktisk at nå frem til Kims adresse uden de helt store udfordringer. Jeg havde formået at holde min angst fuldstændig nede, og nu kunne jeg ikke mærke den overhovedet. Jeg havde ikke drukket noget, før jeg tog afsted, blot for ikke at være påvirket, når jeg skulle møde nye mennesker, og det valg var jeg glad for at have truffet.
   Lejligheden lå på anden sal i et lejlighedskompleks tæt på Spinderiet i Valby. Kim havde fortalt, at han havde købt den for mange år siden, hvor han så havde boet der med to andre medstuderende. Nu boede han i den alene, og jeg glædede mig til at se den. Man var vel ejendomsmægler. Jeg bankede på, og han var et stort smil, da han åbnede. Han havde hvid skjorte på, som sad stramt om hans overkrop, som åbenbarede, at han nok ikke drak lige så mange øl som mig i hverdagen.
   "Martin! Hvor er det fedt, at du kom! Han råbte ud i lejligheden.
   "Drenge - så har vi sgu fået fint besøg. Teamets klogeste mand kigger forbi." Jeg kunne ikke lade være med et smile. Måske kunne de virkelig godt lide mig, selvom jeg stadig havde lidt svært ved at tro det. Jeg gik ind og gav de to andre kolleger, Matias og Henrik, et påtaget kram og fulgte herefter med Kim ind i stuen, hvor der sad omkring ti andre i sofagruppen. Det var en meget stor stue, som rummede en sofagruppe, centreret omkring et enormt fjernsyn, og i den anden ende var selve spiseafdelingen, hvorfra der var kig til køkkenet. Der duftede himmelsk og der var smukt dækket op på bordet. Han havde virkelig gjort noget ud af det, ham Kim, og jeg gav ham den flaske vin, som jeg havde medbragt.
   "Tusind tak, Martin. Skal du ikke af med din jakke? Du kan bare smide den inde på sengen, jeg tror ikke, der er plads ude i gangen." Han pegede ned ad gangen, og jeg gik ind i hans soveværelse, hvor der allerede lå et par jakker på sengen som, Kims udseende og charme taget i betragtning, nok var blevet brugt til et par andre ting udover som garderobe. Jeg gik tilbage til køkkenet og stillede mig lidt ubehjælpsomt op ad et anretterbord, som af uforklarlige årsager var femten centimeter lavere end selve køkkenbordet. Kim smilede.
   "Jeg er da verdens mest uhøflige vært. Her er en øl. Gå ind til Matias og Henrik, så kan de præsentere dig." Jeg tog imod øllen med glæde og gik ind og satte mig med siden af Henrik i den ene sofa, hvor der var en ledig plads. Jeg følte mig pludselig fri og uden bekymringer, og det var dejligt. Henrik og Matias var begge i 30'erne, og jeg kendte dem ikke udenfor arbejde, men jeg kunne rigtig godt lide dem begge. De var begge singler, så det var sjove samtaler, når jeg hørte om deres eskapader om mandagen, for jeg kunne nok aldrig komme til at leve sådan et liv igen. Jeg havde, i mine maniske perioder, ikke behandlet kvinder ret godt. Det meste kunne jeg ikke huske, men det havde sat så store spor i mig, at jeg ikke ville gå ned ad sådan en sti igen. Derfor blev det ikke mig, som kollegaer kunne have samtaler om mandag morgen ved kaffeautomaten. Jeg faldt hurtigt i fodbold-computerspil-bajere-damer snak med dem og fik drukket et par øl imens. Jeg kendte ingen andre til selskabet, men de så flinke ud alle sammen. Alle var pænt klædt på, og det hele havde et højtideligt skær, dog uden at blive for fornemt. Mit kontrolbehov gjorde dog, at jeg hurtigt havde fundet ud af, at der var fjorten personer - otte mænd og seks kvinder.
   "Så må I godt sætte jer. Jeg har fået Amalie til at lave bordkort." Amalie var hans unge kæreste, som jeg havde mødt et par gange. Hun var køn og meget ung, både af udseende, men også i personlighed. Jeg sank en ekstra gang. Det ville sikkert betyde, at jeg ville komme til at sidde sammen med nogen, som jeg ikke kendte. Nå, blæse være med det. Jeg gik rundt om bordet og fandt, ganske rigtigt, ud af, at jeg skulle sidde mellem Leonora og Lasse. Mennesker, som jeg aldrig havde mødt før og nok aldrig kom til at møde igen. Vi satte os, og jeg følte en smule ubehag, da jeg kiggede på bestikket. Bare jeg nu ikke kom til at ryste.
   "Jeg hedder Lasse, og jeg er Kims barndomsven. Hvor kender du Kim fra?" Jeg smilede til min bordherre, som havde henvendt sig til mig.
   "Jeg er så uheldig at sidde ved siden af ham 37,5 timer om ugen. At invitere mig med var vel de mindste han kunne gøre, med tanke på det jeg skal udholde på daglig basis." Vi lo begge, og jeg kunne pludselig mærke selvtilliden strømme ind i mig. Jeg vendte mig om mod Leonora.
   "Er du også barndomsven?" Hun smilede stort. Hun var ikke særlig høj og havde brunt hår, som var redt stramt tilbage og sat i en fletning. Hun havde fine træk og smilende blå øjne. Hun havde en lille sten i næsen, og jeg kunne se hendes hvide tænder, da hun smilede til mig.
   "Nej, og hvis jeg havde været, havde det også heddet barndomsveninde. Jeg arbejder i den butik, som Kims far ejer. Kims far har fået Kim til at invitere mig, så jeg kender ikke nogen. Men nu kender jeg jo dig." Hun blinkede og drejede hovedet over mod sin anden bordherre. Jeg mærkede lige et eller andet i min mave. En følelse af ubestemmelig herkomst. Jeg hældte øllen ned i et glas og testede lige, om jeg rystede, når jeg drak. Det gjorde jeg heldigvis ikke.
   Kim var ret ferm til at lave mad, det han i hvert fald talt vidt og bredt om, så jeg havde glædet mig til at se hvad han havde kreeret. Fiskesuppen, som han kom med, var lidt af en udfordring for mig, for jeg var ikke ret god til at spise noget, som man skulle spise med ske. Med jeg måtte prøve. Jeg fik hældt op og balancerede skeen op til min mund og spiste en mundfuld uden at spilde. Jeg takkede mine indre guder og slappede af igen. Jeg kunne mærke en interesse fra Leonora. Hun var sød og spørgende og hun var meget veltalende. Hun var på samme alder som mig, vurderede jeg. Jeg kæmpede en indre kamp, for jeg havde lyst til at tage min jakke og kaste mig ned på stationen og håbe på, at kystbanetoget havde været til togpsykiater siden i eftermiddags og havde fået nye doser af toglitium. Men nu var jeg her, og Leonora ville gerne have, at jeg var her. Kunne jeg tydeligt mærke.
   "Hvad laver du, når du har fri?" Verdens mest banale spørgsmål, men jeg kunne mærke, at jeg havde lyst til at svare på det. Jeg kunne mærke, at jeg havde lyst til at tale med hende.
   "Jeg er sammen med mine venner. Jeg spiller musik og skriver sange og digte. Hvad med dig?"
   "Ikke så meget. Jeg går på café med mine veninder, ser serier. Det er interessant med de digte. Det gør jeg nemlig også. Hvilken stil bruger du, og hvad skriver du om?"
   "Jeg bruger ikke nogen egentlig stil, jeg forsøger at undgå for mange metaforer, så det bliver mere læseligt. Jeg skriver nok mest om, når livet er svært." Hun kiggede længe på mig, og jeg havde svært ved at holde øjenkontakt med hende så længe. Hun gik lige i maven på mig, kunne jeg mærke.
   "Jeg skriver også mest, når det er svært. Og det er det nok lige for tiden." Jeg havde lyst til at spørge om, hvad der var svært, men lod være. Dels var det ikke det rette sted og forum, og dels kom hovedretten på bordet. Det var en bunke rødt kød og to fade med kartoffelgratin. Det så godt ud. Jeg spiste med velbehag, mens mine tanker kørte på højtryk. Sad der virkelig en pige ved siden af mig, som var interesseret i mig? Eller var det bare noget jeg forestillede mig? Efter hovedretten gik jeg ud for at ryge en gul King's på altanen. Jeg vidste, at både Henrik og Matias var rygere, men de sad begge ved bordet og grinede, så der var kun mig på altanen. Men ikke så længe. Pludselig stod Leonora ved siden af mig. Jeg kiggede på hende. Hun havde en sort kjole på, som sad tæt om hendes krop. Den sluttede højt oppe på hendes lår, og hun havde sorte strømpebukser på. Hun havde smidt skoene.
   "Nå, du er også ryger?" Hun kiggede på mig, og jeg blev klar over, at der så sandelig var en stor højdeforskel. Jeg følte det, som om jeg stod på en stor kasse og kiggede ned på hende.
   "Næ, jeg ville bare snakke med dig." Min gule King's mistede halvdelen af sin længde ved et enkelt sug. Jeg drejede mit hoved og kiggede på hende. Vi holdt øjenkontakt i omkring fem sekunder, før jeg drejede hovedet væk og kiggede ud på byen, som levede i bedste velgående. Det var blevet mørkt for længst, men billygternes røde og hvide lys blandede sig med lyset fra vinduerne i lejlighederne. Byen så farlig ud, og jeg prøvede at komme i kontrol med situationen og med mine følelser. Måske misforstod jeg det hele? Måske havde hun virkelig bare lyst til at snakke med mig, fordi hun heller ikke kendte nogen? Jeg kastede mig ud i det.
   "Hvad er det, som er svært lige for tiden?" Hun trak vejret helt ned i lungerne, og pustede så langsomt vejret ud, hvilket med det samme beviste, at hun ikke var ryger. Jeg havde ikke kunnet lave det stunt uden at have spildt halvanden lunge ud over min hvide skjorte.
   "Jeg har bare lige været gennem et brud. Det er ret hårdt, og så kæmper jeg også med nogle andre ting, så jeg skriver rigtig meget for tiden. Men mine digte er ikke ret gode, jeg bruger det bare som terapi. Du må godt læse et en dag, hvis du vil. Hvad med dig, har du en kæreste?" Her var en billet ud fra fængslet. Min mulighed for at undgå at rykke direkte til start. Min mulighed for at kunne køre kareten uden om Hvidovrevej, selvom hotellerne var billige på den vej. Jeg kunne bare sige, at det havde jeg, og så ville al dette pres gå væk. Det havde været så nemt, men jeg var i en vanvittig konflikt med mig selv. Jeg havde trukket mig fra et forhold for at være alene, men nu? Det måtte stå sin prøve.
   "Nej, jeg har også været gennem et brud. Det var mig, som gik. Jeg havde brug for at være mig selv. At lære mig selv bedre at kende. Jeg kæmper også med nogle ting, ligesom dig. Du må også gerne læse et af mine, hvis du vil."
   "Lad os gå ind og få dessert." Hun lagde en hånd på mit bryst og lod den lige blive der fem sekunder for længe. Jeg satte mig ned og lod, som om intet var hændt. Jeg forsøgte at være til stede i selskabet og rejste mig og satte mig ned til mine kollegaer, da chancen bød sig. Folk begyndte at gå over i sofarækkerne, og jeg følte, at jeg kunne trække vejret lidt igen, da vi begyndte at diskutere Liverpools transferindkøb i vinterens transfervindue. Det var for dumt det her. Jeg var nødt til at trække mig. Det var jeg nødt til. Pludselig kom Skranke-Pia forbi i mine tanker og mindede mig om den hyggelige samtale, jeg skulle have om kort tid. Medarbejderne i SKAT gik garanteret ikke i sorte kjoler og strømpebukser når de plukkede penge ud af folks skaldede hoveder. Og de lagde helt sikkert ikke deres hænder på brystet af deres klienter. Måtte de overhovedet have ring i næsen i arbejdstiden? Jeg forsøgte med al kraft at skubbe tanken over til alle de mange andre ubehagelige tanker, som jeg havde parkeret et mørkt sted, mens jeg var til selskab. Det gik, og jeg rejste mig for at gå ud på altanen igen. Jeg havde drukket en del, og det kunne jeg godt mærke. Der var to liggestole derude, så jeg satte mig på den ene. Der gik ikke længe, før Leonora satte sig på den anden. Hun kiggede på mig med et "jeg kan godt lide at kigge på sig og snakke med dig-blik". Så vi begyndte at snakke. Om alting og ingenting. Jeg fortalte om mig selv, og jeg lyttede til hende. Jeg kunne ikke være åben omkring min sygdom, fordi mine kollegaer var til stede, men jeg gjorde det, så godt som jeg kunne. Det var ekstremt koldt, og jeg kunne mærke mine inderlår vibrere.
   "Det er vildt koldt. Vil du med ind igen?"
   "Kun hvis jeg må blive ved med at snakke med dig." Vi satte os i en lille sofa, og hun tog min hånd og lagde den i sit skød. Jeg var ret bevidst om mig selv, og jeg kunne se Kim stå i døren. Han smilede og lavede thumbs up tegnet til mig. Pokker stå i det. Jeg lod min frie hånd glide langsomt ned fra hendes kind, ned over hendes skulder, for derefter at tage fat i hendes frie hånd. Jeg holdt den fast i et øjeblik. Hun brød tavsheden og tog sin mobiltelefon frem.
   "Giv mig lige dit nummer." Jeg gav hende mit nummer, og hun tastede det ind. Der gik ikke længe, før min telefon bippede. Jeg lod den være i lommen, jeg tænkte, at det ikke var så god stil at sidde med en telefon i hånden. Ikke nu. Jeg havde sådan en lyst til at kysse hende, men jeg kunne ikke. Jeg kunne ikke lukke nogen ind i mit liv og byde dem sådan en tilværelse sammen med mig. Hun ville blive så skuffet, hvis hun lærte mig at kende. Sådan rigtigt. Det var bedre at holde døren lukket. Men jeg havde lyst.
   "Jeg bliver ikke sur, hvis du kysser mig. Jeg er ligeglad med, om jeg er til selskab hos min chefs søn. Jeg er også ligeglad med, at de andre kan se det." Hun kiggede på mig med et udfordrende blik.
   "Det har jeg også lyst til, men ikke her."
   "Skal vi gå et andet sted hen? På bar? Vi kan også tage hjem til mig?" Var vi virkelig dér? Skulle jeg nu til at tage stilling til sådan noget?"
   "Jeg tænker, vi kan sige farvel til de andre. Så kan vi altid se, hvad der sker." Vi fik sagt farvel på en ret klodset måde, så der med garanti ikke var nogen, som var det mindste smule i tvivl om, hvad der skulle til at ske. Vi tog vores overtøj på og gik ned mod stationen. Jeg tog hende i hånden, men fik pludselig en ukontrollerbar trang til at se, hvad klokken var, så jeg tændte for min mobiltelefon. Dårlig stil? Måske. Angstkontrol? Helt sikkert. Klokken var 03.30, så der kørte kun nattoge på kystbanen, og de kørte kun en gang i timen. Jeg vidste ikke hvornår. Hvordan skulle jeg så komme hjem? Og hvordan mon toglitium i depottabletter virkede om natten? Jeg havde nydt selskabet så meget, at jeg var trådt ud af min angst for en periode. Men nu var den kommet tilbage. Jeg var ret sikker på, at hun kunne mærke det, selv om jeg prøvede at skjule det. Hun stillede sig foran mig og knugede sig ind til mig. Hun havde en sort kort jakke på, så hun måtte fryse helt vildt.
   "Er der noget galt?"
   "Nej, jeg står bare og overvejer, hvordan jeg kommer hjem. Jeg bor i Nordsjælland."
   "Ja, det er nok ikke så let på denne tid af natten. Kom med mig hjem. Jeg bor på Amager, så vi kan bare dele en taxa. Der behøver ikke at ske noget." Det ville jo unægtelig være lettere, og samtidig havde jeg ikke lyst til, at aftenen sluttede, så jeg nikkede. Vi fandt en taxa ret hurtigt og satte os ind på bagsædet. Jeg lagde en hånd på hendes hoved og trak det hen mod mit. Jeg kyssede hende blidt, men trak så hovedet til mig igen, som var jeg en flov teenager der gjorde noget helt forbudt. Det gjorde jeg måske også. Vi sagde ikke noget i løbet af hele turen, vi holdt hinanden i hænderne og kyssede indimellem.
   Hendes lejlighed lå i et underligt kvarter på en sidevej til Amagerbrogade. Husene var i tre etager, var meget firkantede og var kastet rundt imellem hinanden. Det gjorde det ikke lettere, at jeg var særdeles beruset, og jeg var ret sikker på, at jeg aldrig ville kunne finde hendes lejlighed igen uden Google Maps. Vi gik ind, og jeg blev overfaldet af to katte, lige da jeg var gået ind i stuen. Det ville være en underdrivelse at sige, at jeg ikke brød mig om katte. De var efter min mening dæmoniske kreaturer skabt i helvedes forgård en mørk torsdag, hvor der alligevel ikke havde været noget i fjernsynet, som djævelens medhjælper havde gidet at se. Og disse to katte var ikke nogen undtagelse. De fulgte med, da hun ledte mig ind i hendes soveværelse Jeg kiggede mig omkring og konstaterede hurtigt, at der var ret mange ting derinde. Jeg konstaterede også, at der var en stor seng derinde, og det var åbenbart den, vi bevægede os hen imod nu. Kattene hoppede begge op i sengen og kiggede på mig med deres små djævleøjne. Leonora lod sin kjole glide ned til gulvet og stod nu kun iført sorte trusser. Hendes hud var lys, og hun havde små runde, helt perfekte bryster. Hold da op, hvor var hun smuk. Hun gik et skridt frem og begyndte at knappe min skjorte op. Hun tog mine busker af og lagde mig ned på sengen. Hun lagde sig ved siden af, og kørte sin hånd op og ned ad min mave.
   "Der behøver ikke at ske noget." Jeg var pludselig blevet meget bevidst om situationen, og den blev ikke bedre, da jeg kom i tanke om, at jeg ikke havde min medicin med. På en eller anden måde lykkedes det for mig ikke at gå i komplet panik over det. De to af præparaterne kunne jeg bare tage næste dag. Det antipsykotiske præparat havde en indslumrende effekt, men jeg skulle jo alligevel ikke sove, så det kunne jeg vel også vente med. Den ene kat hoppede ind imellem os, og gav sig til at spinde. Det var for mærkeligt det hele. Jeg var vanvittig tiltrukket af hende, men det var for mærkeligt.
   "Jeg tror heller ikke, der skal ske noget. I hvert fald ikke nu. Jeg er for fuld, og jeg er ret forvirret lige nu. Jeg vil rigtig gerne sove her, og jeg vil også ligge sammen med dig her, hvis jeg må. Men det vil jeg gerne holde mig til. Er det o.k.?" Hun var ikke stoppet med at ae min mave.
   "Selvfølgelig. Skal jeg stoppe med at røre ved dig?" Jeg rystede på hovedet.
   "Nej, det er rart. Men kan du få kattene til at gå ud?" Hun grinede, rejste sig fra sengen og fik verfet dem ud. Hun lagde sig igen.
   "Jeg vil rigtig gerne lære dig at kende. Jeg ved ikke, hvem du er, hvor gammel du er, eller hvor du bor, men du rører ved et eller andet inde i mig." Hun lagde sig op ad mig og lagde sin dyne over os begge to. Jeg lå i en fremmed seng sammen med en smuk pige, som syntes, at jeg var tiltrækkende. Min udfordring var, at jeg så mig selv som værende et sygt individ, som ikke havde noget at byde på, og som der altid skulle tages hensyn til. Men jeg glemte, at jeg havde en masse andre kvaliteter, som andre mennesker værdsatte. Det prøvede jeg at huske mig selv på, mens jeg lå og betragtede det usandsynligt grimme kinesiske tørklæde, som hang over sengen. Jeg havde kæmpet hele dagen med min angst. Jeg var klar over, at der havde været udfald i løbet af dagen, men dette var en sejr. En stor én. Jeg forsøgte at få kontrol over mine tanker, og det var næsten lykkedes, så jeg kunne mærke, at søvnen var ved at trænge sig på. Pludselig kom jeg til at tænke på, at jeg havde modtaget en besked på min telefon tidligere på aftenen, og trangen til at finde ud af, hvem der havde sendt den, var simpelt hen for overvældende. Leonora sov tungt ovenpå mit bryst, så jeg skubbede hende blidt ned i hendes side af sengen og lagde dynen over hende. Der var ret mørkt, men jeg kunne huske, at mine bukser lå på en stol helt ovre ved døren ud til gangen. Jeg kunne nok ikke tænde lyset uden hun vågnede, så jeg måtte famle mig lidt frem. Jeg nåede frem til mine busker uden at have væltet noget derinde, men pludselig kunne jeg høre en høj hvæsen og en skraben på døren. Jeg konstaterede hurtigt, at kattene lå på lur for at gøre det af med mig, så jeg håbede for guds skyld ikke, at min telefon var røget ud af min lomme og lå ude i gangen, for det havde sandsynligvis været forbundet med livsfare at begive sig derud. Kattene kunne jo være i besiddelse af skydevåben og alt muligt andet. Heldigvis var telefonen i min lomme, så jeg tog den op. Min telefon havde en knap på siden, som skulle bruges til aktivere skærmen, men problemet var at jeg var så beruset, at jeg ikke kunne finde den. Jeg spekulerede som en gal over, hvordan jeg kunne få tændt min telefon uden at tænde lyset. Men jeg kunne heller ikke finde ud af, hvor lyset var. Jeg fik kantet mig op til hendes skrivebord, så jeg kunne lægge mine albuer på bordet og dermed have mere rolige hænder til at lede efter knappen. Der var mange bunker med breve og andre ting, og jeg var virkelig varsom med ikke at vælte noget. Jeg fandt knappen efter et par forsøg, og åbnede beskeden. Det var Leonora, som havde sendt den til mig, dengang hun fik mit telefonnummer.

Jeg synes, du er rigtig dejlig