Han overvågede mig altid til familiefester,
hen i nærheden af mig mens han smilede skælmsk
til dem der sad ved siden af mig,
men jeg sagde ikke noget.
Så mange år efter ved jeg det inderst inde,
men ordene vil ikke lystre,
jeg er bange for hadet
der driver mig alt for langt ud,
så jeg ikke kan vende tilbage
til mig selv.
Spionage, han vil vide, om jeg ved det.
Hvis jeg ved det, vil han blive morder.
Derfor siger jeg ingenting,
men prøver at være lidt konkret og modig
skriftligt,
også selvom jeg tror,
det bare slår det fast,
for jeg kommer ikke ud af stedet.
Fra drømmenes "Hjælp", i ordet der sidder fast i halsen,
så det vil kvæle mig, hvis jeg ikke vågner.
Jeg kender hadet, når jeg flyder med det
langt ud, langt langt ud,
alt det der blev blandet ind i det,
som jeg aldrig vil få noget at vide om,
som gør mig desperat
og til en knude indeni.
Jeg var ikke skyldig.
Jeg var et barn,
og jeg blev ung,
og følte skyld i mange mange år
over alt det, jeg aldrig havde gjort.
En skyld der ligger så dybt og så gemt,
at jeg aldrig kan hale den ud af mig selv,
en skyld de med lethed kan få frem
og bruge til dem selv i fælles sammensværgelse.
"Hun er en underlig datter", sagde min mor altid,
og det siger hun sikkert endnu.
Det er hans skalkeskjul,
at han udviser godhed,
det er hans udspekulerede finesser
der spinder mig ind i omgivelsernes domme
og hårde straffe,
fordi han er god til at spille troværdig.
De bliver enige om en fælles opklaring
og sender mig ind i væggen.
Han venter,
på at dræbe.