Det Ornamentale Barn


1 måned, 17 dage siden 2 kommentarer Noveller familiebesøg

3Knallert Kurt
I en havneby med mindre end firetusind indbyggere blomstrer livet... [...]
Noveller · alkoholisme, ensomhed
1 måned, 7 dage siden
3Rynker
Mogens · Mogens Poul Axelsen var et af aftenens højdepunkter for Te... [...]
Noveller · sosu, ældre, mystik
1 måned, 11 dage siden
2Det Ornamentale Barn
Solen blænder hendes fregnede barneansigt, da hun stiger ud fra b... [...]
Noveller · familiebesøg
1 måned, 17 dage siden
5Borddugen
Borte fra civilisationen er der et hus omgivet af græsplæne, træe... [...]
Noveller · parforhold, utroskab, oprydning
2 år siden
3Sidste Pakke
Efter hun var blevet lettere overvægtig inden for de sidste par å... [...]
Noveller · livskrise, overvægt, pakke
2 år siden
4Højtidens glæder
Hver evig eneste jul bliver folk sentimentale og følelsesladet - ... [...]
Noveller · højtid, julemand, vold
2 år siden
3Kongen af McDonalds
En familie bestående af en far, en mor, en bror og en søster, sid... [...]
Noveller
2 år siden

Puls: 45,4

Publiceret: 3
Afgivet: 23
Modtaget: 12
David Hansen (f. 1972)
Solen blænder hendes fregnede barneansigt, da hun stiger ud fra bilens bagsæde. Hun kniber øjnene lidt sammen, og retter på en fold bagtil på sin beigefarvede blomsterkjole. Hendes ene hånd lukker bildøren i og skifter position til nakken, hvor hun klør sig en smule igennem det småkrøllede orangerøde hår. En flygtig kølig brise efterlader gåsehud på de blege arme og ben, men forsvinder prompte. Navnet er Ditte Gitte, og hun er kommet for at sparke røv - også selvom der lugter af gris.

Det todelte fornavn opstod ganske kort tid efter hendes fødsel. Faderen bedst kunne lide navnet Gitte, mens moderen mere var tilhænger af Ditte. Da de ikke kunne enes om fornavnet blev Ditte Gitte resultatet af den kreative proces. Der var mange ting de som forældre eller kærestepar ikke kunne blive enige om, men i dag de var enige om at komme lidt ud af byen, for det ville gøre dem godt med en lille tur. Så for nogle timer siden besluttede Ditte Gittes forældre sig pludselig for, at de skulle besøge hendes fars fætter, Ole og hans kone, Margit. De ringede naturligvis til dem først, for de er bosat langt ude på landet, og det tager et par timer for at nå frem til dem. Nu var de altså ankommet selvom far havde tidligere sagt, at selv ikke kragerne kunne finde vej derud.
   I fællesskab var det lykkedes forældrene at finde vej uden for meget råben og sort snak i bilen undervejs. De er altså klogere end kragerne selv om tvivlen godt kunne melde sig.
   Begge forældre var i starten af halvtredserne og holdt sig relativt fysisk godt. Moderen havde vel en normal højde for kvinder, var slank, bærende briller og havde skulderlangt rødt hår. Faderen med sin lille top topmave skød godt op i højden, var altid nybarberet og havde lyst hår.

Godt og vel de sidste fem minutter af køreturen, havde far delt sit synspunkt på varme udveksling mellem landet og specielt storbyerne. Han mener solen er kraftigere på landet frem for byerne, fordi de mange kolde betonelementer i byerne suger sol til sig uden at blive varme. På landet bliver solen optaget og gemt og lageret til fotosyntese af grønne planter, hvilket er en mangelvare i byerne og derfor er byerne også koldere.
   "Det er det jeg siger. Der ér varmere på landet frem for byen, " smiler far af sit filosofiske ego til mor, imens de går bonderøvene i møde. Mor gider ikke svare far, men sådan ender så mange af deres samtaler. Hvis det ikke er den ene der ikke gider at svare, så er det den anden.

"Nå... i kunne finde vej," siger fætter Ole med piben i hånden. Han roder i forlommen på sine blå overalls med seler, og finder en billig gul plastiklighter frem.
   "Det var ikke så slemt. Ja, det er jo stykke tid siden vi har været her sidst," smiler far. Både mor og far virker en smule forlegen over situationen og betragter gårdspladsens mange småsten. Gården har form som et stort L, menene at svinegård og laden udformer den lange del, mens stuehuset udgør den lille part af bogstavet.
   "Velkommen til. Kom indenfor og få noget kaffe og kage," afbryder Margit glad. Hun er ikke særlig høj, er buttet og har langt lyst hår, der går til skulderbladene.
   "Ja tak," siger mor og far i munden på hinanden.
   Far står et øjeblik og spejder efter noget og udbryder til slut: "Har I ikke hund mere?"
   "Nej, den kunne pludselig ikke mere, så den måtte aflives. Ja, det er et stykke tid siden nu, men sådan er det jo," stopper fættermand piben og tænder op i den. Ditte Gitte får røgen i hovedet, men det gener hende ikke - tværtimod. Tobaksrøgen dufter dejlig rund og mild, og passer til den afslappede atmosfære på landet. Kvinderne forsvinder småsludrende ind i stuehuset, mens Ditte Gitte bliver hos far og fættermand. Ditte Gitte kigger på sine sandaler og så over på fætterens sorte træsko uden hæl med hul i venstre sok. Hun tænker begge sine fødder kan være i én af hans træsko, men det er nok en overdrivelse. Men de er i al fald enorme. Normalt synes hun far har store fødder, men i forhold til disse fødder er fars små. "Har du ikke fået ny bil siden sidst?" kigger han op fra piben, "Jeg synes ikke jeg har set den før."
   "Tjoh, det er skam et stykke tid siden," siger far og forsætter; "Volvoen var blevet for rusten. Så måtte den jo skrottes til slut," lyder han lidt vemodigt.
   "Ja, det var da en skam, men sådan en Toyota der, er også en fin bil. De Japanere kan skam godt lave noget ordentligt, når de tager sig sammen," nikker fættermand; "Nå, men vi skal vel ind og have noget kaffe."
   "Det lyder godt," smiler far og følger efter Ole med det gråsorte hår, pjuskede øjenbryn og småbuttede korpus. Groft antaget er han vel godt og vel omkring de 185cm høj. Han er om end ikke en smule lavere end faren.
   Endelig, tænker Ditte Gitte - for de to mænd var så småt begyndt at kede hende. Hun lader de voksne komme først ind i stuehusets gang, hvor der er masser af fodtøj. Ole og far smider fodtøjet, hvilket betyder hun nok også hellere må følge eksemplet. Man går jo sjældent galt i byen af at efterabe de voksne. Heino, noget tysk schlager musik inde fra stuens stereoanlæg, byder velkommen med "Blau blüht der Enzian." Margit stopper dog snarlig pladespilleren og putter LP'en tilbage i dets cover, så de voksne kan høre hinanden og ikke Heino.

Hvorvidt der er tal om fornægtelse af nutiden eller blot en forkærlighed for 80'erne er uvist, men man kunne stadig ane levninger af fortiden rundt omkring i huset. Tiden i huset virkede delvist som om den var gået i stå, og det eneste der ældes, var menneskerne der var bosat der på lånt tid. Simple ting som knagerækken, skoholderen og en malet mælkejunge i gangen kunne man ikke længere købe nogen steder, for ikke at tale om alle de nipsting der hang på væggene rundt omkring i huset. Far og mor lyste op takke være de mange minder huset frembragte, og fik dem til at føle sig unge og velkomne. I Ditte Gittes øjne var det "bare" en masse umoderne skrammel. Inde i stuen er der foruden kaffekopper og kagetallerkner to kagefade. En til småkager og en til hjemmebagt kringle med sukat, rosiner og nødder i. Der er en tallerken der står for sig selv, og får den til at fremstå mærkelig nøgen, fordi der ikke er nogen tilhørende kaffekop. Altså, står der Ditte Gitte på den ensomme kagetallerken.

"Jeg har ikke sat saftevand ind til dig søde," ankommer Margit smilende fra køkkenet: "Jeg vidste ikke om du bedst kunne lide rød eller grøn saftevand. Ja, du kan da også få en sodavand, hvis du hellere vil have det?"
   "Hvis der er en Cola? Så vil jeg gerne have det."
   "Nu skal jeg kigge efter," tøffer Margit ud af stuen.
   Mor retter på sine briller og kigger misbilligende over på Ditte Gitte. Formentlig fordi hun ikke har været økonomisk forsvarlig og har sagt ja til saftevandet. Det er jo billigere end sodavand.
   Margit kommer tilbage med en billig kopi-Cola fra bryggerset: "Der var lige en enkelt tilbage. Der var du heldig unge dame." Hun sætter sodavanden på bordet foran Ditte Gitte og henvender sig til fættermand: "Ole... har du en oplukker," siger Margit lidt anstrengt.

Langsomt lægger han piben på kaffebordet, så der ikke falder gammel tobak ud på bordet: "Jo, men det har jeg da." Han fisker et sparsomt nøglebundt frem med en gammel oplukker midt i bundtet. Kortvarigt kigger han på Ditte Gitte, smiler skævt til hende og retter sin opmærksomhed på den falske Cola. Ditte Gitte fortryder næsten, at hun bad om en sodavand, når der skulle gøres sådan et stort ståhej ud af ingenting. Men Margit spurgte jo selv ad. Hvorfor føler hun så at det var forkert at valg hun lavede? Fars øjne ruller borte fra den anspændte situation og kigger rundt i stuen, mens mor giver sig til at skænke noget kaffe op til alle de voksne. Væguret i stuen med de to vægtlodder viser at klokken er cirka otte minutter over to. Der er pinagtigt stille indtil mor løfter kaffekoppen og udbryder: "Skål i kaffe," i et vittig forsøg. De andre følger automatisk trop ved at løfte deres kopper og ligegyldigt snak går så småt i gang.

"Jeg skal skide - hvor er lokummet?" Det har hun lyst til at sige, men pli på hjemmefronten forbyder hende den vulgære tone. "Undskyld mig. Må jeg godt låne toilettet," rejser hun sig op fra stolen. Mor kigger på Ditte Gitte som om hun har sagt noget negativt eller forventer at få en guldmedalje for sin optræden.
   "Ja, selvfølgelig må du da det kære," siger Margit og forklarer hende at toiletdøren er nede for enden ad gangen ved alt fodtøjet.
   På toilettet springer fliserne på væggene til live med deres olivengrønne og udefinerbare algegrønne mønster. Forestillinger om dyr og ansigter springer hurtigt i øjnene fra fliserne, og hun går på yderlig opdagelse. Forsigtigt undersøger hun nysgerrigt deodoranter og flakoner ved at snuse til de forskellige dufte. Der er mange spændende variationer at vælge imellem, og næsen ender med at blive forvirret over de mange dufte. Efter nogle minutter der synes lange nok, forlader hun badeværelset og finder vej til stuen. Her går snakken stadig lystigt om artikler i dameblade, landbrug og livet i byen. Hun slår blikket op på væguret. Klokken er omtrent atten minutter i tre, og hun henvender sig til mor.
   "Undskyld jeg forstyrrer, men må jeg gå udenfor og lege lidt?"
   Mor afbryder øjenkontakten med Margit, og kigger over til vinduet fra kaffebordet: "Bliv i haven hvor vi kan se dig, så vi ikke skal lede efter dig."
   Udenfor larmer fuglene og insekterne lystig i husets frodige baghave, men de grønne omgivelser keder hurtigt. Fra terrassens fire hvide plasticstole og tilhørende bord, betragter hun i smug gårdens gamle lade ud af øjenkrogen. Halvhjertet sætter hun sig i en af stolene med kun den ene balle og ben, og kigger rundt i haven for at aflede sin egen opmærksomhed. Men der er ikke noget at gøre. Laden har en mystisk og magnetisk tiltrækningseffekt på hende, og hun går snarligt i gang med at udtænke en plan. En blåsort sommerfugl i blomsterbedet viser flugtvejen, da hun rør ved dens ene vinge med en pegefinger. Hun lader som om hun jagter sommerfuglen, og forsvinder ud af syne fra de voksnes rækkevidde. Hastigt løber hun over til laden som ligger i en blind vinkel til huset. Muskler er ikke det hun har mest af, men med lidt god vilje det lykkedes hende at skubbe ladens skydedør af bølgemetal til side.

Inde i laden ved siden af et par ældre traktorer og en rusten bil, er der et aflangt værkstedsbord. Uden at tænke over hvad hun har gang i, bevæger hun sig instinktivt hen imod bordet. Hun klemmer sig forbi bilen, som hun ikke kender bilmærket på. Bordpladen er fyldt med støv og diverse blandede sager som værktøj, metalhængsler, hestesko, hængelåse, handsker og andet brugbart skrammel. Ved en biderem til en hest ser hun et lille stykke træ. Nærmere efterforskning afslører det er et træskaft, hvor der står "LUT" indgraveret. Til hendes overraskelse er det en lommekniv. Nysgerrigt folder hun det mørke knivsblad ud, og kaster et stjålent blik på kniven i al dets helhed. Straks føler hun en uforklarlig samhørighed med kniven. Hun smiler kortvarigt. Med et glimt i øjet folder hun den sammen, og løfter op i sin kjole for at skjule den ved sin hofte. Her vil ingen lede efter den. Hun skynder at møve sig forbi den rustne bil, men det har sin pris at have for travlt. Noget af hendes kjole ved numsen rammer et rustent område på bilen, og bliver besudlet da hun fejlagtigt kommer til at strutte for meget. En katastrofal stor rustplet viser sig. Inde i sit hoved kan hun allerede nu høre sin mor brokke sig over Ditte Gittes uforsigtighed. Hun må bare sige at hun er faldet eller sådan noget. At blive beskidt ude på landet er trods alt den mindste kunst.

På vej over til baghaven hører hun et diskret kvæk, og ser en frø med en krop på størrelse med en æske Tordenskjold tændstikker. Den springer i ly da hun kommer i nærheden af en trægrænse der støder op til laden. Men Ditte Gitte så den godt hoppe væk i skjul i det høje græs. "Sådan en dum lilleskid," mumler hun for sig selv og kigger rundt. Der er ingen i nærheden så hun finder kniven frem, folder kniven ud og kaster den imod frøen. Et heldigt lykketræf vil at kniven rammer frøen i første hug. Frøen hyler højlydt i smerte og lyder til forveksling som en kanin der er i dødsensalvorlig knibe. Lyden forskrækker hende uventet og hun skynder sig at knække en lang gren af fra et træ ved trægrænsen. Frøen larmer alt for meget, så hun skynder sig at slå den hårdt. Tre hurtige dask efter hinanden og der er helt stille i det høje græs. Hun sætter sig på hug ved det ødelagte liv, og lister kniven ud af den forkrøblede krop for at tørre blod og slimet snask af i græsset. Kniven bliver igen foldet sammen og skjult ved hoften. I et par sekunder kommer legebarnet op i hende, og får hun følelsen af at være en cowboy - blot bevæbnet med en kniv frem for en pistol. Hendes tidsfornemmelse fortæller, at det snart er på tide at dukke op i baghaven igen. Medmindre hun ønsker at vække unødig mistanke overfor de voksne, så bør hun nok skynde sig lidt. Måske er det endda allerede for sent.

Ingen brokker sig da hun sætter sig i en af de varme hvide plasticstole på terrassen, så hun går ud fra at ingen har bemærket hendes fravær. Plasticet har suget varme til sig siden solen stod op i morges, så det er intet under at hun brænder armene en smule. Selvom stolen er brandvarm, bliver hun siddende. Dog tager hun armene ind til siden og lader solen varme hende, mens hun hviler øjnene lidt. Imens hun soler sig, lytter hun til de grønne omgivelser. En svag brise fører lugten af gris med sig. Den uddør heldigvis relativt hurtigt. Pludselig hører hun mor og Margit ankomme. Margit viser grønne planter og blomster frem, og soler sig i rosende kommentar om hvor flot det alt sammen ser ud. Efter en lille tour i baghaven går turen indenfor igen. Ditte Gitte følger efter dem. Mor bliver tilbudt en aflægger til en stueplante, og takker ja, også selvom alle planterne derhjemme lider af enten vandmangel eller undernæret jord.

Ditte Gitte forlader de to kvinder i køkkenet og sætter sig i sin stolen i stuen. Hun sukker diskret og tager et stykke kringle. Med kage i munden overhører hun far og Ole. De snakker om godt og dårligt værktøj, og Ole er tydeligvis nærig når far kommer ind på prisen af forskellige værktøjsmærker. Far har tilsyneladende ingen fornemmelse af hvad der er godt og dårligt værktøj, og argumenterer med, at hvis man køber dyrt værktøj, så får man også et godt produkt i hånden. Ole er ikke helt enig, og siger han har billigt værktøj, der har overlevet i mange år. Snakken forsætter i triviel tomgang i lang tid, og hun bliver langt om længe færdig med at guffe kage. Hun tømmer resten af flasken med kopi-colaen. Den ikke længere er kold, men småvarm, bøvet, flad og smager af peber. Flyvsk kigger hun rundt i stuen og ender fejlagtigt med at komme til at kigge væguret. Klokken er ti minutter i fire.

Far og Ole sanser dårligt nok at hun atter forlader stuen. Denne gang spørger hun ikke om forlov til at gå på toilettet. Efter en tissetår giver hun sig til at rode i miniskabet bag spejlet der hænger over håndvasken. Her finder hun flere flotte læbestifter. Der er en læbestift der bedst kan beskrives som mørk rosenrød. Hun snuser til den og bliver hook på den dejlig parfumeduft. Efter en kort overvejelse stiller hun den pænt på sin plads. Ved synet af sit spejlbillede rækker hun tunge, viser hugtænder, laver luftkys samt et par andre knap så charmerende grimasser. Det kan godt være hun er kommet på landet hvor der lugter af grise. Det er ikke dog ensbetydende med at hun er en gris, så hun vasker sine hænder inden hun forlader toilettet.

I køkkenet ser hun, at mor underholder Margit med sladder fra byen, mens de skræller kartofler: "Det var godt nok en stor gryde," siger mor: "Den er ret lækker."
   "Ja, den er meget handy at have," smiler Margit: "Tak for hjælpen."
   "Nå, jamen det var da så lidt."
   "Jeg sætter lige stegen over, så kan vi tage en kop kaffe til." Margit fisker en mellemstor flæskesteg ud fra køleskabet, som hun gnider ind i salt og kommer i ovnen.
   Ditte Gitte går ind i stuen og sætter sig i stolen foran de tørre kagerester. Margit træder ind i stuen og ser på hende: "Har du ikke nogen mobiltelefon til at underholde dig med?"
   "Jo, men den er derhjemme for den skulle lades op," siger hun en anelse mut.
   Margit forsvinder ind i et lille rum fra stuen, som hun kalder for sin systue. Hun kommer tilbage med ordentlig stak blandede dameblade: "Her er lidt som du kan kigge i, hvis du er forsigtig med dem?" Hun efterlader bladede på sofabordet med de brune kakler og sætter sig ved kaffebordet.
   "Tak, jeg skal nok være forsigtig med dem," smiler hun glad, og sætter sig forsigtig over i sofaen til bjerget af læsestof.
   Mor kommer ind i stuen og kigger rundt. Hendes blik standser ved bladene: "Nu er du forsigtig med dem, ikke?"
   "Ja mor," kigger hun forsikrende op fra bladet.

ALT for damerne, Femina, Hjemmet, hendes verden samt et Ellos katalog - aldrig har dameblade været så spændende. Lyde omkring hende bliver hurtigt fjerne i takt med hun bliver mere og mere virkelighedsfjern. Bladenes univers opsluger Ditte Gitte, og tiden går pludselig meget hurtigt. Faktisk glemmer hun at kigge på væguret. At de voksne forlader stuen for at strække benene, sanser hun dårligt nok. På et tidspunkt bliver hun opmærksom på omverden da der dufter af flæskesteg, og hun glæder sig til aftensmad. Far og Ole er kommet tilbage på et uvist tidspunkt, men ikke desto mindre kommenterer fættermand hendes fravær: "Nå, du læser stadig." Modvilligt kigger hun fjernt op fra et blad, smiler glad og nikker - og forsvinder igen fra virkeligheden.

Det er uvist hvad klokken er men pludselig kigger Margit over på Ditte Gitte og siger til mor: "Ja vi ville også gerne have haft børn, men Oles frømænd svømmer ikke så godt. Ja, så vi må jo desværre undvære... I har været rigtige heldige."
   "Åh, det ved jeg nu ikke," prøver mor at trøste: "Somme tider ville jeg ønske livet var lidt anderledes, og at det var lidt ligesom dit hvis du forstår hvad jeg mener."

I stedet for at begynde at småskændes siger Margit alvorligt: "Klokken er ved at blive mange - det er vel også ved at være fodringstid," kigger hun over på Ole.
   "Nå... jamen det er det vel. Ja... jeg må hellere give svinene mad," rejser han og sig modvilligt fra kaffebordets rester.
   "Ja de skal vel også have noget i skrutten så vi andre kan blive fede af dem," synes far selv at han er eventyrlig morsom.
   Margit rejser sig og går ud i køkkenet, og mor følger trop som en lille trofast hund og spørger: "Er der noget jeg kan hjælpe med?"
   "Nej ellers tak," siger Margit og dækker bord ved slagbænken i køkkenet. Problemet er at der kun kommer to tallerkner på bordet, da hun er færdig med at dække bord. Mors ansigt ser helt forkert ud, og hun træder ind i stuen og kigger meget bestemt på far: "Er du ved at være parat til at køre?" snerrer hun irriteret, og kigger vredt rundt i stuen, som om hun siger farvel.
   "Køre... tjoh, det kan vi da godt," siger han oprigtig overrasket: "Er du sikker?"
   Men mors blik er ikke til at tage fejl af.
   "Jeg skal lige på das, så kan vi da godt komme videre i teksten, hvis du synes," går han forbi mor og ud i gangen.
   "Ja, vi skal nok også snart spise, så det passer jo meget godt alt sammen," siger fættermand, der har overhørt det hele fra gangen.
   Margit kommer ud i gangen for at blande sig: "Ja, det varer ikke længe før vi skal spise. Jeg skal bare lige have opvarmet rødkålen og lave sovsen."
   "Ditte, få dine sko på. Vi skal køre nu," hæver mor stemmen fra gangen.
   "Jeg skal lige at tisse," råber hun tilbage og lægger pænt bladet fra sig, og kommer ud i gangen til alt fodtøjet der ligger i delvist kaos. Far kommer ud fra toilettet og Ditte Gitte skynder sig ud på toilettet.
   "Jamen så må vi også hellere se at komme derudaf," hører hun far sige.
   "Vent på mig," råber hun ude fra toilettet - bange for at blive efterladt.

Da hun kommer fra das, er alle de voksne udenfor. Som den sidste passager hen til bilen skynder hun sig ind på bagsædet. Hun ruller vinduet ned råber "Tak for kage" og vinker, mens bilen starter og forsvinder ivrigt ud af gårdspladsen. Men Margit er allerede borte og Blau blüht der Enzian kan atter høres, mens grisene i stalden højlydt bider hinanden. Ole kigger på sine træsko, tager et langt hvæs af piben og går ind til balladen.

På vej hjemad er stemningen lidt speciel. Mor virker oprevet, mens far stadig er overrasket over at de skulle køre allerede. Ditte Gitte er småtræt og lukker sine øjne for en stund. De er næsten hjemme da Ditte Gitte retter sig op småsmaskende efter den mindre lur. Far holder ind i indkørslen, slukker bilen og roder straks med noget værktøj i bagagerummet. Mor låser hoveddøren op og næppe Ditte Gitte kommet indendørs forbi moren, før der falder brænde ned.
   "Hvad har du lavet?" sænker mor sine øjenbryn, "Kom lige med herud," forsætter hun og tænder lyset på badeværelse hvor hun slæber Ditte modstræbende med.
   "Hvad mener du?" siger Ditte Gitte og står uforstående og uroligt.
   "Stå stille! Du er beskidt på numsen. Der er en brun plet, og den er garanteret ikke til at få af i vask," vrisser mor og holder bagenden på kjolen ud.
   "Det ved jeg ikke. Måske er det fra en havestol eller sådan noget," spiller hun dum og kigger ned for at undgå øjenkontakt.
   "Man kan da heller ikke tage dig med nogen vegne efterhånden. Det er da også altid op ad bakke med dig. Ih, altså." Frustreret kigger hun hjælpeløst rundt på de kedelige hvide klinker.
   "Jeg er sulten. Hvad skal vi have at spise?" Ditte Gittes mave knurrer bearbejdende.
   "Kold mad!" Mor går sin vej.
   Normalt hader hun kold aftensmad, men i dag er det okay. Hun lytter efter om mor nu også er gået, og forsigtigt haler hun lommekniven og læbestiften frem i et triumferende smil.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 08/08-2022 10:47 af David Hansen (David H) og er kategoriseret under Noveller.
Teksten er på 3891 ord og lix-tallet er 30.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.