Rynker


1 måned, 24 dage siden 3 kommentarer Noveller sosu ældre mystik

3Knallert Kurt
I en havneby med mindre end firetusind indbyggere blomstrer livet... [...]
Noveller · alkoholisme, ensomhed
1 måned, 20 dage siden
3Rynker
Mogens · Mogens Poul Axelsen var et af aftenens højdepunkter for Te... [...]
Noveller · sosu, ældre, mystik
1 måned, 24 dage siden
2Det Ornamentale Barn
Solen blænder hendes fregnede barneansigt, da hun stiger ud fra b... [...]
Noveller · familiebesøg
2 måneder siden
5Borddugen
Borte fra civilisationen er der et hus omgivet af græsplæne, træe... [...]
Noveller · parforhold, utroskab, oprydning
2 år siden
3Sidste Pakke
Efter hun var blevet lettere overvægtig inden for de sidste par å... [...]
Noveller · livskrise, overvægt, pakke
2 år siden
4Højtidens glæder
Hver evig eneste jul bliver folk sentimentale og følelsesladet - ... [...]
Noveller · højtid, julemand, vold
2 år siden
3Kongen af McDonalds
En familie bestående af en far, en mor, en bror og en søster, sid... [...]
Noveller
2 år siden

Puls: 38,2

Publiceret: 3
Afgivet: 19
Modtaget: 12
David Hansen (f. 1972)

Mogens

   Mogens Poul Axelsen var et af aftenens højdepunkter for Terese. Hun bankede på den blå hoveddør med kikhul i så det gav genlyd ganske svagt i opgangen, og gik indenfor og sagde: "Godaften Mogens - hvordan har vi det så i aften?" Hun smilede imødekommende og rettede sit skulderlange lyse hår og sin blå hjemmehjælperkittel, der var blevet obligatorisk at bære. Synet af hans rollator i stuen gjorde hende sørgmodig, for der var ikke bedring at hente - kun forværring. Den kompakte gammelmandslugt fyldte hendes næse og hun tænkte på hvornår der sidst var blevet luftet ud, men ville ikke bringe det op. Det var jo et af den slags problemer man ikke kunne løse ordentlig.

Inden længe skulle Hr. Axelsen nok bruge rullestol, hvis han var uheldig - for benene var ikke hvad de engang havde været. Det var aldrig til at sige hvad udfald alderen bragte. Om end ikke så var døden var et skridt nærmere. Og lugten af gammelskab var som lidt for tidlig forrådnelse. Det var blot en smagsprøve forud tidens sikre løfter. Personligt glædede Terese sig ikke til at hun blev en senil gammel kælling, med smilerynker ved øjnene eller at dø for den sags skyld, men der var noget alligevel noget specielt over det at have rynker. Det var som om hver en rynke kunne fortælle en historie om et langt liv, og så gav rynkerne et ansigt en unik karakter.

Terese fik til tider at vide at hun lignede den engelske skuespiller Natalie Dormer, hvilket hun tog som et kompliment. Natalie var jo ikke den grimmeste person man kunne blive sammenlignet med. Det var dog nok de færreste ældre der havde set tv-serien 'Game of Thrones' eller filmene i 'The Hunger Games' serien men de kendte Terese, og det var nok i sig selv.

"Det var godt du kom. Jeg har ventet på dig," sagde Mogens småhæst men glad da hun trådte ind i stuen til ham. Hans mange rynker og leverpletter hist og her, og hans lugt, berettede om et langt liv. Terese havde til tider en uhåndgribelig lyst til at lege med rynkerne, rette dem ud og trække dem sammen igen som en fattig elastik, der har mistet sit greb. Tanken var absurd men hun havde mange urationelle tanker, som man til forveksling kunne kalde skøre. Men for Terese var det normale tanker.

Hun gik ud i køkkenet og hen til køkkenbordet og fandt hans pille etui frem, tog et glas fra skabet af og fyldte det halvt med vand fra hanen.
   "Det er bare de tre, du skal have," sagde hun og rakte Mogens sine piller og vand i lænestolen i stuen.
   "Det var godt." Han tog imod, slugte og tømte glasset og gav glasset tilbage.
   "Har du spist Mogens?" Tog hun imod glasset.
   "Nej, ikke endnu."
   "Er det noget du skal have hjælp til?"
   "Skal kun have rugbrødsmadder i dag."
   "Er det noget jeg skal smøre eller vil du selv?"
   "Nej, du må godt smøre et par madder hvis du gider."
   "Jamen så gør jeg det."
   "Bare tre halve. Så er det godt."
   "Okay," sagde hun og gik i køkkenet, hvor hun stillede glasset på køkkenbordet og gik i på jagt i køleskabet efter noget pålæg. Hun fandt en tallerken og bestik frem, fandt rugbrødet og jonglerede lidt med det hele indtil det virkede præsentabelt nok til at kalde et måltid. Der var gået en smørrebrødsjomfru tabt i hende, for hun kunne trylle med maden så den virkede fyldig og indbydende på tallerken. Rollatoren ankom i køkkenet og Mogens sat sig foran den indbydende mad ved køkkenbordet. Terese tog det brugte glas og fabrikerede noget solbærsaftevand og smilede tilfreds af den samlede anretning.

"Det ser godt ud, tak," sagde han og gik i krig med maden. Hun observerede de plettede hvide hænder arbejde og fik tanken at han snart skulle afbilledes. At tegne var den eneste sidehobby hun havde og det bragte hende meget glæde.
   "Jeg låner lige toilettet," sagde hun og smuttede derud. Hun førte skydedøren til side efter sig. Der gik vel lidt over fem minutter inden hun blev færdig for nu. Hun gjorde sig færdig, plaskede noget vand i hovedet og kiggede i spejlet.

Mogens sad stadig i køkkenet selv om han var blevet færdig med at spise.
   "Så blev du færdig," sagde hun og studerede de dejlige rynker ved hans hage.
   "Ja jeg gjorde så. Tak for mad."
   "Velbekomme," sagde hun, selv om hun tænkte at han selv havde betalt for maden, og derfor reelt ikke behøvede at takke hende. Selvfølgelig havde hun anrettet det, men det var jo ikke noget at snakke om. Hun vaskede de brugte elementer af og satte dem på plads og smilede til Mogens, da hun var færdig.
   "Det var godt. Tak skal du have," takkede han hende for at fjerne det, man dårligt nok kunne klassificere som en opvask.
   For en sikkerheds skyld tjekkede hun om affaldsposen ved køkkenskabet skulle skiftes. Det skulle den ikke - den var kun halv fyldt.
   "Så er du kørende indtil i aften medmindre der er andet du skal have hjælp til?"
   "Nej, det er fint er det."
   "Jamen så er jeg kørt igen. Kan du passe godt på dig selv Mogens?"
   "Det skal jeg nok, og i lige måde til dig."
   "Hej, hej," tog hun et mentalt billede af Mogens og forsvandt ud ad døren. Hun vidste, hun skulle kigge godt efter, og fæstnede sig specielt ved panderynkernes placering.

Det var ikke svært at suse rundt og smile som en gal. Terese var i godt humør det meste af tiden alligevel, så det faldt næsten naturligt at smile. Humøret smittede også af på omgivelserne så det var en Win, Win situation følte hun.

Jobbet som social- og sundhedsassistent eller hjemmehjælper som det også hed passede perfekt til hende. Jobbet var mere end bare at tørre røv på gamle mennesker, men den vinkel så offentligheden ikke. Sådan er det jo med uvidenhed. Hun havde ikke nogen hobbies ud over at tegne, og vidste ikke hvad hun burde bruge sin fritid på. Hun kunne jo ikke læse bøger, tjekke sociale medier og læse nyheder hele tiden. At møde ind klokken syv om morgen havde været utænkeligt da hun var i starten af trediverne, men hun havde ændret sig inden for de sidste fem år. Hun var en syvsover af natur når hun havde fri. Jobbet og hverdagene gik dog liflig i spænd med hinanden. Dagene spiste hinanden, blev til måneder og til år. Hun var femogtredve og inden længe ville hun være fyrre år, og hvis hun ikke passede på, ville hun opleve at tiden var som at holde på sand. Reelt burde hun finde sig en fyr og slå sig ned med ham inden hun fyldte fyrre så hun også kunne finde tid til at stifte familie som alle andre mennesker rundt om hende gjorde. Et eller andet sted kunne hun ikke forstille sig som forælder eller partner for livet. Singlelivet behagede hende og tanken om at binde sig, afskrækkede hende. Der var vel tid nok til det hele. I første ombæring nød hun sit job som SOSU. At hjælpe andre mennesker gav mere mening end hun regnede med det ville gøre. Med andre ord; jobbet var god karma til sjælen. At kunne være der for et andet menneske når behovet opstod, var belønning nok i sig selv. Når hun blev gammel og havde brug for hjælp, ville hun selv være taknemmelig over at modtage hjælp når den tid kom. I mellemtiden var planen at optjene en hulens masse karmapoints, så samvittigheden med at blive gammel og hjælpeløs og var nemmere at tolerere når man skulle have hjælp. Inderst inde bad hun til at hun ikke skulle have hjælp til at blive tørt i røven eller få skiftet ble hvis det kom til det. Det virkede så så uværdigt at ikke kunne klare den del af naturens gang selv. Hver gang hun tørrede røven på en af de ældre, tænkte hun hvor svært det også måtte være for dem - ydmygelsen de skulle igennem gang efter gang. Blot fordi de kendte SOSU'en var det ikke ensbetydende med at det ikke var grænseoverskridende at få tørret sin røv af andre hænder.

Terese følte sig usårlig for det meste at tiden. Det var kun hvis aftenen havde været lang, og hun følte sig slidt ned til sokkeholderne, at hun følte sig dødelig. Ellers var alderdom noget der var langt, langt borte fra enhver overvejelse i livet. Alderdom var en ninja der kom med tiden efter man blev betegnet som gammel. Det var det sidste skridt i livet. Kloge hoveder sagde der var fordele ved at blive gammel. Første forudsætning var vel at man i det hele taget nåede at blive gammel. For nogens vedkommende ville tænderne falde ud og nogle af kroppens fundamentale funktioner ville ophøre. Alligevel hed det sig, at man ville blive bedre til at nyde livet. Måske var det fordi man lærte at sætte pris på de gode dage, hvor man havde mindre ondt. Erindringerne om et langt levet liv spillede jo også en stor rolle. Erindringer var som altid selektive og man huskede kun på det gode der var hændt i livet. Dårlige minder blev lagt i graven hvis det var muligt, og havde man for mange af dem havde man et problem. Livet handlede om at skabe gode minder som man kunne sidde og frydes over når man blev gammel.



Agnete

   Agnete Holm sad og strikkede på en lysegrå sok til noget radio da Terese ringede på døren og lukkede sig selv ind: "Godaften Agnete. Hvordan har du det så i dag?"

Agnete havde flere rynker i ansigtet end Mogens. Måske var det fordi hun ikke havde passet godt nok på sig selv med lidt hudpleje som mange kvinder ellers var gode til at huske på. Førhen havde hun også haft en baggrund som storryger, så det hjalp heller ikke på sagen når det kom til snak om huden. Cigaretterne var ikke blevet lagt på hylden for det var den eneste glæde hun havde ifølge hende selv. Hun havde dog formået at neddrosle smøgerne for de var blevet afsindig dyre at købe, så en pakke holdt i godt to til tre dage - afhængig af hvor smøgtrængende hun nu var. Lugten i hendes lejlighed var dårligere end hos Mogens selv om hun gik ud på terrassen for at ryge sine smøger. Nogen indenfor hjemmehjælpen havde klaget over arbejdsforholdene, dvs. luften i lejligheden, så man havde bedt Agnete om at ryge udenfor. Det meste at tiden føjede hun sig, men aftensmøgerne røg hun stadig indenfor og dækkede over sin kriminalitet med lidt luftfrisker på dåse.

"Godaften min pige, kom indenfor og sæt dig ned," raspede Agnetes stemme temmelig slidt og slukkede for radioen.

Terese satte sig i den trepersoners lædersofa overfor Agnetes lænestol. Der var et aflangt lyst træbord mellem dem, med små hæklede runde dækservietter til kaffekopper, en frugtskål og et sort askebæger.
   Som de fleste stuer hos ældre hang her også familiebilleder et par malerier og andre nipsgenstande som var blevet indsamlet gennem årerne. Væggene var selvsagt ikke længere hvide fordi hun stadig tog sig en smøg i stuen i ny og næ men det kamufleret i stuens halvdårlige belysning. Agnete lagde strikketøjet i kurven ved siden af stolen, lagde brillerne på bordet og tog fat i sin sorte stok.

"Hvad har du brug for af hjælp her til aften?"
   "Mine piller. Kan ikke huske om jeg har taget dem," bevægede rynkerne sig omkring munden.
   "Jeg er først lige kommet så det tror jeg ikke," smilede Terese: "Men nu skal jeg se efter om et øjeblik. Hvad med aftensmaden? Har du spist?"
   "Nej, jeg har ikke fået mad endnu, men jeg kunne godt tænke mig lune frikadeller med rugbrød og rødkål. Det smager jo dejligt. Der skulle gerne være frikadeller i køleskabet fra her den anden dag," sagde Agnete.

Betegnelsen "her fra den anden dag" var noget risikabelt af gå ud fra. Maden kunne være adskillige dage gammelt og Terese følte at køleskabet indbød til en omgang russisk roulette.

"Jeg går ud og kigger på det," forlod hun sofaen og den halvdunkle stue. Hun tændte lys i køkkenet og fandt frikadellerne og rødkålen i køleskabet. Turde hun vove det? Hun løftede låget på en Tupperware plastikskålen og snuste til frikadellerne. De virkede okay og rødkålen så også fin ud. Der var i al fald ikke mug nogen steder eller det havde skiftet kulør, så hun tog chancen og gik i gang med at lune maden på pande og i en kasserolle.

Agnetes rynker havde en afslappende terapeutisk effekt som hvis man har indtaget tilpas med alkohol. Apropos alkohol. At gå i byen og drikke sig i hegnet var ikke så sjov som det engang havde været, måske fordi at hun fik blackouts og ikke kunne huske en skid af hvad hun havde fortaget sig dagen derpå. Det kunne snildt ende i en voldtægt eller andet grimt når øverste etage ikke fungerede sammenhængende efter hensigten. Drukvenner var derfor gradvist blevet kraftig udfaset og det nærmeste hun kom venner, var efterhånden kun arbejdskollegaer. Hvis hun af en eller anden mærkværdig årsag skulle miste jobbet, så ville hun blive venneløs på rekordtid.

Maden passede sig selv så hun benyttede tiden til at finde aftenpillerne og et halvt glas vand til at gå sammen med dem. Agnete standsede op ved det lille køkkenbord hvor der kun kunne sidde to personer ved.
   "Så er der piller," placerede hun dem på bordet sammen med det halve glas vand.
   "Nå, jeg havde ikke taget dem. Så var det da godt du kom forbi," begyndte Agnete at sluge pillerne.

Da hun var yngre og var i badekar hos sine forældre, blev hun så længe i badet, at hun fik rynkede hud på fingre og tæerne. Det gav en speciel følelse på huden, idet fingrene virkede fremmedartede fordi huden halvsov. Tænk hvis alle rynker halvsov, så ville mange af de ældre have problemer med deres ansigt når de skulle spise - nogen ville højest sandsynlig tabe maden fordi kinderne sov. Terese smilede af sine tanker og serverede aftensmaden for Agnete, hvis ansigt var meget rynket. Hun så indtrængende på Agnete, mens hun spiste og tog et mentalt billede at specielt rynkerne omkring munden og kinderne. Terese rodede med sin mobiltelefon, tjekkede nyheder og affaldsspand mens der blev spist. Affaldsposen blev skiftet og sat på gulvet.

Agnete blev færdig med at spise: "Tak for mad," sagde hun glad.
   "Velbekomme." Hun ryddede af bordet og klarede opvasken mens Agnete sad og bladrede i et ugentligt
   sladderblad og kom med små smaskelyde. Der var en lyd der kunne drive de fleste til vanvid. Lyden fik Tereses nakkehår til at rejse sig.
   "Hvis der ikke er andet, så er jeg kørt igen Agnete?" Følelsen kom tilbage. Hun så på Agnete og tog et mentalt billede af hende siddende hen over sladderbladet.
   "Nej det er fint. Jeg klarer mig."
   "Okay, godt så ses vi og pas godt på dig selv ikke?" tog Terese affaldet med sig og vinkede farvel.
   "Ja, hej hej," raspede Agnete.

Hun arbejdede fem dage om ugen og havde fri i to dage. Det vil sige hun arbejde fra 15-23 og hvilket var hårdt både fysisk og psykisk. Senere skulle hun ud på ruten igen her til aften for at putte de forskellige i seng. Eftersom det i dag var fredag, havde hun weekend når klokken blev 23. Hun var blevet spurgt ad om hun ville have weekendvagt. Det havde hun afvist for hun var lidt gammeldags på det punkt, for hun ville gerne have en weekend til fis og ballade.
   Der var stadig nogle timer til fyraften, og som altid gik timerne overraskende hurtigt med at hjælpe til ude i de forskellige hjem - og bum, så havde hun igen besøgt Mogens og Agnete på ruten, og havde ønsket dem godnat. Det var sidste gang hun så dem i live.

Om lørdagen fandt hun det mentale billede frem af Agnete, og hun begyndte at portrættere hendes trætte hud i ansigtet, rynke for rynke - indtil et vellignende portræt meldte sig. Til slut beundrede hun a4 arket og kom det i et gammelt sort ringbind med plastiklommer med portrætter. Hun følte sig ikke træt, så stille og roligt begyndte hun på portrættet af Mogens - også her, rynke for rynke. Det hele handlede om detaljerne, jo flere desto bedre.

Mandag eftermiddag da hun mødte ind, fik hun at vide at der var sket noget mystisk og uforklarlig i weekends forløb blandt nogle af de ældre. Og ganske rigtigt. Da Terese bankede på hos Mogens, var hans stemme ikke små hæs men fast og klar, og han så godt 10 år yngre ud og skulle ikke bruge rollator. Sammen snakkede de om guddomme indgribende, og at alt ikke kunne forklares mellem himmel og jord. Hos Agnete gik det omtrent samme vej. At rynkerne omkring kinderne og munden var borte, fik hende til at se mindst 15 år yngre ud og hun talte også med klar stemme i stedet for sin sædvanlige hæse stemme. Yderlig, så brugte Agnete heller ikke stok længere. Både Mogens og Agnete var begge rørt til tårer. Det var som om nogen havde taget et stort viskelæder og havde fjernet noget personligt. Ingen kunne forklare hvad der var sket, og mon ikke manden med leen kan vente lidt endnu.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 14/08-2022 15:43 af David Hansen (David H) og er kategoriseret under Noveller.
Teksten er på 2892 ord og lix-tallet er 30.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.