Knallert Kurt


1 måned, 9 dage siden 3 kommentarer Noveller alkoholisme ensomhed

3Knallert Kurt
I en havneby med mindre end firetusind indbyggere blomstrer livet... [...]
Noveller · alkoholisme, ensomhed
1 måned, 9 dage siden
3Rynker
Mogens · Mogens Poul Axelsen var et af aftenens højdepunkter for Te... [...]
Noveller · sosu, ældre, mystik
1 måned, 13 dage siden
2Det Ornamentale Barn
Solen blænder hendes fregnede barneansigt, da hun stiger ud fra b... [...]
Noveller · familiebesøg
1 måned, 20 dage siden
5Borddugen
Borte fra civilisationen er der et hus omgivet af græsplæne, træe... [...]
Noveller · parforhold, utroskab, oprydning
2 år siden
3Sidste Pakke
Efter hun var blevet lettere overvægtig inden for de sidste par å... [...]
Noveller · livskrise, overvægt, pakke
2 år siden
4Højtidens glæder
Hver evig eneste jul bliver folk sentimentale og følelsesladet - ... [...]
Noveller · højtid, julemand, vold
2 år siden
3Kongen af McDonalds
En familie bestående af en far, en mor, en bror og en søster, sid... [...]
Noveller
2 år siden

Puls: 44,6

Publiceret: 3
Afgivet: 23
Modtaget: 12
David Hansen (f. 1972)
I en havneby med mindre end firetusind indbyggere blomstrer livet fredsommeligt. En håndfuld unge drenge kører rundt på deres knallerter i sommerens solrige varme. Mens de kører rundt omkring og får vind i håret - sprudler livet ud af dem. På deres færd møder de mange bekendte og misundelige blikke fra folk, med en ungdom der forsvandt alt for brat. De tér sig alle som der ikke er nogen dag i morgen, og alt skal resolut efterleves i dag. På deres vej suser de forbi Kurt Carlsen og hans grønne Puck Maxi med den obligatoriske grønne mælkekasse bagpå.

Kurt har netop gjort holdt foran bodegaen, Hanen. Smilet i hans rødmosset ru og ubarberet ansigt visner, da han kortvarig bliver mindet om de unge dage med frihed til at gøre alt eller intet er borte. Men tid holder ikke stille for nogen eller noget. Inden nogen ved af det er den nuværende generation død og begravet mens årtierne sniger sig afsted, og overlader arven af problemer til næste generation af deres håbefulde afkom. Som man siger: "Hver generation dets byrde, og hver mand er sin egen lykkes smed."

Leende gasser de knallerterne en ekstra gang op og forsvinder hen ad vejen med lyde af tunede motorer, og inden længe er de helt borte. Kurts hårdhudede store hånd finder bodegaens sorte dør. Han sjosker indendørs i sine sorte træsko og spejder efter kendte ansigter i det halvdunkle miljø. Små lamper med gulligt skær skaber en blød sindsstemning. Der er et par inaktive hoveder her og der rundt i krogene, som suger livet ud af nogle grønne flasker. Bortset fra det sker der øjensynligt ikke noget.

"Hej Kurt, nu skal jeg være der," lyder det halvenergisk fra en ranglet mand med plejet overskæg, hvid skjorte, sort vest og cowboybukser der spiller billard med sig selv.
   "Hejsa... hvad så... sælger du nogen øl i dag?" sætter han sig afventende ved baren og lyner sin tynde kakigrønne termojakke op, hvorefter han finder de grønne Cecil og Toronto lighteren frem fra den ternede skjortelomme.
   "Ikke rigtigt, men det kan være der kommer gang i salget nu hvor du er kommet."
   "Ja, det ved man jo ikke," tænder han smøgen og afleverer noget tobak fra tungen til fingerspidserne og tørrer det af i de slidte lyseblå arbejdsbukser.
   "En styks Carlsberg. Skal du have en sidevogn med mens vi er i gang?"
   "Jo tak hvorfor ikke, et eller andet skal jeg jo varme op med."
   "Gammel dansk eller Arnbitter?"
   "Tror jeg holder mig til den gamle."
   ... Og således forsvinder det meste dagslys med et svuptag, mens stemningen indendørs bliver højere i takt des flere der ankommer til den fugtige grav.

Den gule knallerthjelm, æggeskallen, venter trofast i mælkekassen bagpå knallerten. Efter famlen med nøgler ganske kort starter maxien i første forsøg. Kortvarig ønsker han at der er tale om en bil. Dog dør tanken herom med det samme. Han ved godt en bil er et urealistisk mål at sætte sig, når han til tider ikke engang kan køre knallerten lige. Ved nogle lejligheder er han havnet ude i rabatten, fordi han ikke kan fokusere ordentligt på vejen. Ædru eller ej. Han har ikke fortalt nogen at det til tider går galt. Det er en hemmelighed mellem ham og maxien. Den har tjent ham godt og gør det stadig hver dag når han skal fra og til arbejde i den lille nærliggende by, hvor han arbejder på en metalfabrik der laver diverse tænkelige dimser. Der var ikke noget arbejde i havnebyen så han måtte udvide sin horisont lidt, da han søgte arbejde i tidens morgen. Siden da er han strandet mageligt på metalfabrikken med fast løn og en rutinepræget hverdag. Arbejdet er ikke nogen åbenbaring, men idet mindste er han blevet selvforsørgende, og ikke længere standet på overførelsesindkomst som så mange andre ulykkelige sjæle i havnebyen.

I dag er det fredag, hvilket betyder de har fået tidlig fri fra arbejde, så han kan sagtens drikke sig i hegnet uden problemer. Efter sit besøg på bodegaen er han ikke plørefuld men bestemt heller ikke ædru. En god samaritaner ville nok have forhindret ham i køre overhovedet. Havnebyen er heldigvis ikke kendt som et stikkersamfund så Kurt har intet at frygte, da han småslingrende beordrer maxien til at fragte sig hjemad.

Turen hjem til udkanten af byen virker som om det konstant trækker i langdrag. Men intet varer evigt. De når frem til det hvidkalkede beskidte hus med slidte facader der matcher det sorte tag, hvor der gror grønt her og der. De tøffer ind i det der minder om en mini gårdsplads, blot kun med plads til en bil på de små sten, og forsætter lige ind i den gamle rustrøde trægarage. Nøglen drejes, maxien udånder og æggeskallen kommer tilbage i mælkekassen da han stiger af og klapper sadlen som en hund. Noget mundsavl bliver tørret borte og snart er han indendørs i gangen i huset. Her stiller han sine træsko men beholder sin termojakke på inden han forsætter sin færd til ølkassen i den sparsommelig møbleret stue. En reol med nipsgenstande og bøger der ikke bliver læste, en ølkasse, en sort læderstol, en fodskammel, et sofabord, en lang sofa og nogle bardomsbilleder og et gammelt vægur på væggene samt et par malerier udgør i store træk stuens indretning. Han sætter sig i læderstolen, knapper en billigmandsøl op med øloplukkeren fra nøglebundtet, tænder for tv'et, suger halvdelen af flasken i sig og bøvser så det overdøver nyhedsværten fra tv. Bøvsen imponerer og han smiler ad lyden, inden han kradser sig i skægstubbene som fra afstand til forveksling ligner bræk i hans ansigt, fordi stubbene er flerfarvede. Til højre for tv'et blafrer det vinrøde gardin let. Luften kommer fra den sorte vindueskarm som er pilrådden og bærer den varme luft ud til fuglene og kulden til ham. Han bemærker det svagt, og skifter mellem de få kanaler til han atter når tilbage til nyhederne. Flasken tømmes og han trækker en ny op som han tømmer. En ny og men anstrengt bøvs kommer op til overfladen og han tørrer munden efter med håndfladen. Træthed tager til og han lukker øjnene for en stund.

Forkølede pistolskud fra en gammel spaghettiwestern i tv rusker liv i de døsige øregange. Kurt klør sig i stubbene og speeder døden op med en grøn Cecil. En indianer skriger skingert og tager sig krampagtigt til brystet. Skriget irriterer og han rynker øjenbryn inden han slår et tomt blik rundt i stuen. Sulten melder sin ankomst så han finder vej til køkkenet hvor noget forloren skildpadde hurtigt bliver opvarmet i en lille kasserolle. Noget toastbrød til maden virker passende som dip. Et par mugpletter hist og pist afslører brødet er for gammelt. De værste skiver undgår han, og finder to skiver der ser normale ud. Resten af toastbrødet smider han ud. Skorpen på brødet børster han af og puster til før brug ved sofabordet, hvor han dækker bord og spiser til cowboyfilmen. Belysningen fra de to væglamper og hjørnelampen til venstre for tv'et er smådunkelt så maden bliver kamufleret af halvmørket.

Poserne under øjnene virker tunge, så han skovler maden indenbords i et moderat tempo og bliver færdig i en fart. Han rydder af bordet, knapper en øl op og sætter sig atter til rette i læderstolen for at slå mave. Snart må han overgive sig til Ole Lukkeøjes hær og mareridt herom. Drømme om hvad livet kunne have tilbudt, men som slog fejl og blev til en dårlig og realitet.
   Hyle lyden fra flimmerkassen rusker ham ud af fatning på et upassende tidspunkt, engang i natten. Han tømmer den lunkne bajer, slukker tv'et, og går i soveværelset hvor han smider sit tøj på en stol og går i seng for at forhåbentlig ikke at genoptage mareridtene. Han kan mærke at han er ved at blive frisk så småt, så han skynder sig i seng inden han bliver for frisk og ikke kan sove mere.


Kurt vågner tidligt og vurderer det er bedst må få lidt ud ad dagen. Han tager et brusebad, efter at have fundet noget rent undertøj og ifører sig det samme tøj fra dagen forinden. Det bliver til et par skiver rugbrød med ost på, inden han smider noget beskidt tøj over i vaskemaskinen på toilettet og starter maskinen. En enkelt bajer gør vel ingen til en alkoholiker, så der ryger lige et par patroner der over noget formiddags tv. Der kommer genudsendelse med Søren Ryge så det er på tide at slukke tv'et og flygte inden nogen bliver kedet ihjel med grønne planter.

Maxien starter i et vons og fragter ham loyalt ind til købmandskroen som er et lille spisested indenfor i en lukket sektion i et supermarked. Han køber to pakker grønne Cecil og en avis inde ved kiosken i supermarkedet, forinden han får sig en hurtig øl i købmandskroen. Avisen forekommer kedelig, ja ligefrem spild af penge, og han bliver snart færdig med at skimte den.
   Han forsætter sin færd til Netto. Her finder han noget toastbrød, rugbrød og pålæg samt noget suppe på dåse, som er iblandt ugens spotvare. Han bliver færdig med at handle ind og finder vej til Hanen for en hurtig pils. Der er ikke sket noget vanvittigt siden i går aftes, og der går hurtigt et par timer med at sidde og sumpe over et par håndlunkne bajere og ryge nogle grønne Cecil.

De fleste synes altid de er i den bedste alder når situationen alligevel ikke står til at ændre på. Men det er vel sandt. Man må få det bedste ud af nuet i stedet for at ærgre sig over fortiden der har passeret med de reelle bedste år. For Kurt var det om end ikke tilfældet. Flere gange om ugen ønskede han at være et sted midt i tyverne så ølvommen ville være borte, men det var kun kropsligt han ønskede at være ung. Det var ikke mentalt. Viden om livet ville han ikke bytte borte til fordel for ungdommens uvidende år. Så når alt kom til alt, var han hvor han burde være i livet.

Han kigger ud ad vinduet og kigger på et hus med gamle røde mursten, der virker slidt i alle kanter. Her sidder han og tænker, at tiden kan være grusom, at årtier ruller hastigt ubemærket hen, og huse og bygninger konstant står klar til næste generation af håbefuldt afkom. De færreste formår at forlade byen og der er stort mangel på arbejde. Kun ganske få slipper væk fra byen. Og dem der ikke har arbejde, ender som altid på overførelsesindkomst. Dem er der temmelig mange af i byen. Det er næsten unødvendigt at påpege at kommunens pengekasse har set bedre dage, selvom mange turister valfarter til for at se havnen, bådebyggeriet, kirken, den ældste del af byen med huse af bindingsværk på brosten.

Allerede for mange år tilbage havde Kurt indset, at han nok aldrig kom til at forlade havnebyen. I en filosofisk stund havde han sammenlignet byen med en fugtig ølflaske, hvor han havde betragtet sig selv som fluen i flasken. Det var en umulig opgave at komme op ad flasken og byen ville med sikkerhed blive hans undergang. Nektaren i flaskerne gjorde han til en gladere person det meste af tiden - det hjalp ham med at glemme nutiden og erindre de gode gamle dage. I de gode gamle dage var alting bedre og mennesker lykkeligere.
   Der går en rum tid og han indser, at det nok er bedst at køre varerne hjem, så Maxien får lov at strække benene.

Alt forandres da han kommer hjem og tømmer postkassen. Et brev fra en ukendt advokat ligger og flyder i postkassen. Han kommer indenfor, åbner brevet, læser og indser, at han har arvet nogle millioner efter sin afdøde far. Det hele synes uvirkeligt og mulighederne uendelige. Der er ikke rigtig nogen han kan ringe til og fortælle nyheden, men der er vennerne på bodegaen, Hanen, og så er der naturligvis arbejdskollegaerne. Mest af alt så kan han sige jobbet op, og leve som han lyster i nogle år. Et par sygedage når pengene ankommer for at fejre festlighederne må være på sin plads. Så kan han altid tage stilling til om han vil beholde jobbet eller bare leve som en konge til der ikke var flere skejser at gøre godt med. Nyheden kræver resolut fejring. Han tager en lunken øl fra kassen af i stuen, knapper den op og suger grådigt indholdet ud, bøvser og klapper sig på maven. Lænestolen lokker ham til sig og han tænder for tossekassen. Han smiler tilfreds og lader sig underholde af noget opera, som han ikke forstår, men hvem gør det? Musikken tiltager og virker sørgmodigt, og snart falder forlader en tåre hans ene øjenkrog.
Forfatterbemærkninger
Historien er tiltænkt til at udspille sig i 90'erne, hvor man stadig kunne få Grøn Cecil ;)

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 18/08-2022 14:17 af David Hansen (David H) og er kategoriseret under Noveller.
Teksten er på 2119 ord og lix-tallet er 35.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.