Efter en timelang uafbrudt mental slåskamp, blev de overilede tanker endelig standset af min sengs kalden, og jeg gav mig til at udføre mine aftensforpligtelser. Med nu tilsyneladende blankpolerede tænder, efter en god omgangs intensiv tandbørsning, gik jeg omsider til køjs.

Med øjnene forseglede, begyndte tankerne at svæve fra stjerne til stjerne; solsystem til solsystem. Måske var tankerne gribelige i første øjenkast, men når de er en tonstung kraft som en langsom lastbil, er de ustandselige, og straks bliver det et spørgsmål om udholdenhed. Hver tanke gjorde sjælen mere skrøbelig og faldefærdig; en konstant påmindelse om min iboende ulykke.

Angsten stivnede mig. To timer var passeret, og min maksimale søvn lå allerede på under seks timer. Hvad nu hvis? Hvad hvis de opdager det? At jeg lever et parallelliv? At min overfladiske idioti er en facade, og der bag den gemmer sig en kynisme og absolut had til det hele. Er den omstændelige uautenticitet overhovedet en moralsk akt? Hvorfor overhovedet lade dem udnytte dig? Hvorfor ikke bare overgive livet til døden, når dets varighed er forudbestemt af tid? Hvilken ligegyldighed er mine handlinger ikke, når tiden sørger for, at de ingen betydning kommer til at have på lang sigt? Skrot op med dem. Skrot op med, hvem end mit selvmord skulle berøre og sønderlemme.

Jeg kom til at erindre noget: Hende, jeg hilste til, hilste aldrig tilbage, selvom jeg spildte alt mit overskud på at raffinere betoningen og fremtvinge det sovende smil. Jeg kan ikke forstå det. Hvorfor bliver mine gode akter i det mindste ikke en smule godkendt? Dette er blot endnu en understøttelse af den legitime påstand, at moralitet og etik er en forspildende opfindelse. Det var dog også pokkers med de kvinder; de brokker sig over den mindste uperfektion hos deres potentielle sexpartnere, men føler sig for selvhøjtidelige og overlegne til at hilsen en klassekammerat igen.

Livet er konklusivt et fænomen præget af ubærlig tragedie, lidelse og uretfærdighed. Livet er universets største fejltagelse, og det skal jeg være det levende bevis på. Som sagt: Skrot op med, hvem end mit selvmord skulle berøre og sønderlemme - de har trodsalt fortjent det for at opbakke de, som gør min tilværelse mere og mere umulig.