Penge er roden til al angst

Kapitel 4 - Lydabsorberende hovedgærde i en kold skov


8 dage siden 0 kommentarer 2 kapitler Uafsluttet Romaner forelskelse bipolar lidelse penge

0Penge er roden til al angst - Kapitel 4 - ...
14. februar · "Jeg bliver nok nødt til at fortælle dig noget." Jeg ... [...]
Romaner · forelskelse, bipolar lidelse, penge
8 dage siden
0For det meste
for det meste hviler jeg i mig selv · savner på ingen måde tosomhed... [...]
Digte · dødsfald, sorg
8 dage siden
3Overvejelser
engel med mørke vinger · cirkler i konstant bevægelse · over forvilde... [...]
Digte · desperation, mørke, beslutninger
1 måned, 4 dage siden
4Higen efter kontrol
intolerance i mine øjne · vold i min mund · jeg taler i tunger · råber ... [...]
Digte · magtesløshed, usikkerhed, vrede
1 måned, 24 dage siden
1Rasteplads
bevægelig rasteplads · blot en lille omvej · et ekstra åndedrag · biler... [...]
Digte · angst
3 måneder, 10 dage siden
1Penge er roden til al angst - Kapitel 3 - L...
Der var gang i sagerne på børnehavens boldbane ovre på den anden ... [...]
Romaner · psykisk sygdom
4 måneder, 21 dage siden
2Lige nu
og nu berører du mit inderste · rolige tanker mod ensretningen · mod ... [...]
Digte · kærlighed, forelskelse, parforhold
4 måneder, 21 dage siden
3Stress #1
de løber hurtigt · de små mænd som bor i min krop · alt og ingenting ... [...]
Digte · livskrise, mani
4 måneder, 21 dage siden
3Fuld
jeg er fuld · af intensioner om bedring · det kan ikke blive ved · jeg ... [...]
Digte · familie, forældrerolle, selvtillid
4 år siden
3Babelstårn i LEGO
1. september 1999 · Set i bakspejlet var det nok ikke en god idé, a... [...]
Livshistorier · benzodiazepiner, afhængighed, misbrug
4 år siden
5Søgen efter syndsforladelse
tider med tidligere minders · storhed · penne med blå håndskrift · tegn... [...]
Digte · parforhold
4 år siden
2Koncert
sange fra scenen · vi sidder lidt skævt · kigger ind i et klaver · lave... [...]
Digte · musik, kærlighed, parforhold
5 år siden
6Minder
jeg kigger ind i en mindevæg · hvid som sine forgængere · ser mig sel... [...]
Digte · ungdom, tiden går, tilbageblik
6 år siden
8Er det forbudt at længes?
fest i haven · jeg danser om solskinsgrøden · men kan ikke nå dig · for... [...]
Digte · begær
6 år siden
5Bag døren på den lukkede
døren er låst · vindue på klem · min seng bevæger sig · langsomt gennem... [...]
Digte · psykiatrisk afdeling, ensomhed, depression
6 år siden
3Smertestillende manier
23. september 2002 · Min dag var startet rigtig fint på trods af, a... [...]
Blandede tekster
6 år siden
2Skriblerier - stregtegning med bogstaver
skriblerier · tomme tønder buldrer · mest bag lukkede døre · forøget fa... [...]
Digte · mani, fart, lykke
6 år siden
8Psykiater #4
motoreftersyn · hos ny psykiater · han har hvid kittel · bor på et hosp... [...]
Digte · recovery
7 år siden
4At fiske efter angst
lav puls · under blank sol · jeg tæller ærinder · kaster med blik · rolig... [...]
Digte · angst, balance, balance
7 år siden
3Mørke er det nye sort
engel med mørke vinger · cirkler i konstant bevægelse · over forvilde... [...]
Digte · psykiatri, depression, dæmoner
7 år siden
5Tvang
bedøvede patienter · på ensrettede gange · læger med spidse nåle · strø... [...]
Digte · bipolar, mani, overgreb
7 år siden
6Røde læber i alle retninger
jeg søger græsgange · råber med en riffel · i hånden · sparsomt bytte · i... [...]
Digte · mani
7 år siden
2Soldaterhistorier
mine soldater er lagt på række · to i hver hånd med ansigt mod mark... [...]
Digte · mani, håb
7 år siden
5Fremmedlegemer
tåge i mine hænder · fordamper bag rude af sten · svin på mange fødde... [...]
Digte · angst, overhalingsbanen
7 år siden
6Første besøg hos søvnig psykiater
første besøg · hos søvnig psykiater · han kan alle buslinjerne · udenad... [...]
Digte · depresssion, recovery
7 år siden
3Stregtegning på blå himmel
hedengangne tider · om tidligere minders · storhed · penne med blå hånd... [...]
Digte · minder, sjælesorg
7 år siden
6Ordtryk om angst
det er svært at se tanker · for nøgne træer · jeg tænker ikke lige · en... [...]
Digte · angst
7 år siden
8Ord som rimer på angst
virvar · tankeforstyrrelser · små farver · i adrenalinrus · tomme tanker · ... [...]
Digte · angst, depression
7 år siden
4Psykose
jeg kigger på mursten · med tomme øjne · jeg løber fra spaltet dopami... [...]
Digte · psykose, psykisk sygdom
7 år siden
2Overvejelser
nyt lys på slukket ansigt · tæller dråber af klarsyn · på forlorne fi... [...]
Digte · parforhold, samliv
7 år siden
4Hjemme igen
kaffe i flad kop · i blikstille stue · ingen bevægelser · i grønne hynd... [...]
Digte · begyndelse, forvirring, recovery
7 år siden
8Udskrevet
gangsti · i udkanten af byen · jeg træder skridt med sne · på vejen hje... [...]
Digte · optimisme, håb, depression
7 år siden
2Vejen hjem
gangsti · i udkanten af byen · jeg træder sneskridt · på vejen hjem · kas... [...]
Digte · hjem, harmoni, lykke
7 år siden
1Manisk i Litauen
bygninger bøjer sig · i støvet · for mine hænder · fremmed land · foran m... [...]
Digte · mani, psykose, rejse
8 år siden
1Cocktails om natten
baren er proppet · med intentioner · jeg overvejer tilgang · tænker for... [...]
Digte · mani, natteliv
8 år siden
7Psykolog
psykolog med knold · bor i sterilt lokale · kleenex og karaffel · plast... [...]
Digte · psykolog, depression, psykisk sygdom
8 år siden
5Nat på Bispebjerg
fjedre på min ryg · hjul under sengen · jeg tyder drømme · på hvid skil... [...]
Digte · hospital, psykose, depression
8 år siden
2Distriktsygeplejerske
min veninde fra distrikten · hun har ikke knold i håret · det lægger ... [...]
Digte · alkohol, depression
8 år siden
3Lægeløfte med krydsede fingre
6. september 2007 · Jeg vågnede op og mærkede straks den kvalmende ... [...]
Blandede tekster · psykose, mani, hospital
8 år siden
6Guddommeligt brød
20. april 2006 · Min ellers så forudsigelige tilværelse var blevet ... [...]
Blandede tekster · psykose, mani, jesus
8 år siden
5Bus
jeg sidder på bagsædet · i en gul bus · jeg har vist billet · smækket s... [...]
Digte · depression, melankoli, fremmedgørelse
8 år siden
7Besøg
kæreste på besøg · stævnemøde bag lukket dør · under opsyn · hun synes ... [...]
Digte · parforhold
8 år siden
5Ensom
bob dylan kigger skævt · fra sin plads på væggen · gule nikotinstænk · ... [...]
Digte · ensomhed, alene, lejlighed
8 år siden
3Stemmer
spæde stemmer i grønne kanaler · tager til i styrke · jeg holder noge... [...]
Digte · depression, hospital, psykose
8 år siden
2Undervejs
blå blink på gule huse · passeret i hast · jeg har mistet retningssan... [...]
Digte · ambulance, hospital, depression
8 år siden
4En pose fra Fakta
tirsdag morgen foran fakta · ni minutter til dørene går op · mine kno... [...]
Digte · alkohol, depression, ensomhed
8 år siden
2Oscarvinder på trendy café
5. september 2007 · "Gider du lige stoppe et øjeblik? Vi skal lige ... [...]
Blandede tekster · politi, ambulance, mani
8 år siden
6Aktivering
kommunegange i rækker · smalle døre med grønne numre · skæbner med to... [...]
Digte · bipolar, arbejdsmarked, depression
8 år siden
3Udskrevet
jeg låser mine dæmoner inde · i fjorten blå luftkanaler · jeg tømmer ... [...]
Digte · mani, depression, hospital
8 år siden
4Bælte
pillerne smelter i min mund · jeg nægter at sluge dem · sygeplejerske... [...]
Digte · medicin, hospital, depression
8 år siden

Puls: 27,7

Publiceret: 4
Afgivet: 6
Modtaget: 8
Martin Hansen (f. 1975)
14. februar

"Jeg bliver nok nødt til at fortælle dig noget." Jeg kiggede på Leonora, som sad i den ene af mine grønne sofaer ved siden af mig. Hun sad helt tæt, og hun havde sin hånd på mit lår. Hun så fortryllende ud, hun havde jeans og en tyk uldtrøje på. Den havde et motiv af en hjort, som spejdede ud mod horisonten. Eller hvem der nu kiggede på den. Og det var svært at lade være med at kigge på Leonora.
   Der var ikke sket noget den nat hjemme hos hende, andet end at jeg selvfølgelig været splittet som en kardemommekapsel, som havde tilbragt for lang tid på en ste-gepande. Og jeg var stadig splittet. Jeg var vågnet om eftermiddagen inde hos hen-de, og jeg havde en del tømmermænd. Også lidt moralske, selvom jeg overhovedet ikke havde gjort noget galt. Min angst havde ikke været til stede, selvom der havde været en million grunde til at være det. Særligt havde jeg undret mig over hvorfor jeg ikke havde været mere bekymret over min lemfældige tilgang til indtagelsen af min medicin hjemme hos hende. Den passede jeg ellers normalt til punkt og prikke, men jeg havde underligt nok ikke været så udfordret. Men jeg havde ikke kunnet være helt til stede. Hjemme hos hende. Det havde været for farligt at være så langt væk hjemmefra, så jeg havde været nødt til at tage afsked. Jeg havde behændigt undgået "har du lyst til at se mig igen?" spørgsmålet, fordi det havde jeg. Men jeg kunne ikke. Det havde jeg været sikker på at hun godt havde kunnet se på mig, men det havde ikke afholdt hende fra at ringe senere på aftenen. Hun var så nem at snakke med, og jeg blev hyldet ind i en fortryllet verden, hver gang jeg talte med hende. I den verden havde jeg ikke angst, og jeg havde ikke bipolar lidelse. Men hver gang jeg havde lagt på, havde jeg været jeg nødt til at huske på selv på det og minde mig selv om, at jeg ikke var noget for hende. Jeg var en ustabil og skrøbelig dreng, som blev bange for selv den mindste ting og som ikke kunne klare noget på egen hånd. Jeg var bedre tjent med at være alene, så jeg ikke kunne gøre nogen fortræd. Jeg havde gjort kvinder fortræd hele mit liv. Udnyttet dem og smidt dem ud til højre efter endt brug når jeg havde været manisk. Og trukket for store veksler på dem når jeg var deprimeret. Hun var uddannet ingeniør, men havde haft et sygdomsforløb som jeg ikke havde turdet at spørge ind til. Nu arbejdede hun i en isenkræmmer og det var hun rigtig glad for, havde hun fortalt. Hun havde en søn, men hun gled af hver gang jeg spurgte ind til ham. Jeg havde godt lagt mærke til, at der var et børneværelse i hendes lejlighed. Hun var blevet skilt for et halvt år siden, og var stadig ved at komme sig. Men hun havde fortalt, at der var et eller andet ved mig, som rørte hende. Hvad det så end var.
   Og nu sad vi i min sofa. Det var søndag, og det var dagen før jeg skulle hjem til Skranke-Pia og spørge om hun havde lyst til at lege skjul. Det ville naturligvis komme til at foregå således, at hun skulle skjule sig, og jeg skulle tælle til et tal, som var så stort, at det ikke kunne læses på andre lommeregnere end dem man fik udleveret på sidste semester på svagstrømingeniørstudiet, dem hvor der er flere bogstaver end tal. Leonora kiggede på mig med sit dybe blik, som fik mig til at føle mig som en teenager, som ikke turde kigge på den pige han godt kunne lide. Hun smilede lidt med lukket mund, så hendes læber tegnede en smal sprække på tværs af hendes ansigt. Hun havde små fregner på kinderne, som blev mere tydelige, når hun smilede sådan.
   "Hvad er det, som du vil fortælle?" Here goes. Jeg var nødt til det.
   "Alt med mig er nok ikke som det ser ud." Hendes ansigtsmimik ændrede sig ikke.
   "Jeg synes nu det ser meget fint ud, herfra hvor jeg sidder." Hun skulle bare vide. Hun havde jo ingen idé om, hvad der foregik inde i mig. Hvad jeg havde været igennem. Eller gjorde hun?
   "Jeg har en alvorlig sygdom, som er uhelbredelig. Jeg har en sygdom, som hedder bipolar lidelse. Ved du hvad det er?" Hun sad med ansigtet i samme folder i lang tid. Så begyndte hun at tale, og jeg kunne se varme i hele hendes ansigt.
   "Ja, det ved jeg godt. Jeg har selv bipolar lidelse." Jeg var ved at falde bagover, så jeg måtte sætte min hånd på sofaens ryglæn. Godt det samme, for var jeg virkelig faldet bagover, så havde jeg nok ødelagt den enormt muterede plante, som var placeret på et bord mellem de to sofaer. Den skulle alligevel smides ud, så det havde været lettere, hvis den var i flere stykker. Men jeg faldt ikke. Jeg kunne ikke blive klog på den kvinde. Hvad mon der gemte sig af hemmeligheder inde i hende?
   "Har du også bipolar lidelse? Hvilken type?" Hun havde ladet sin hånd blive på mit lår, som hun nussede med blide bevægelser. Det var rart.
   "Jeg er type II. Jeg havde en hypomani da jeg var helt ung, og siden har jeg haft mange depressioner."
   "Har du været indlagt?" Jeg var nødt til at spørge, for jeg var klar over, at det var en showstopper for 99% af alle kvinder, når man fortalte, at man havde været indlagt på den lukkede. Den sidste procentdel arbejdede nok på skattestyrelsens kontor i Fredensborg.
   "Nej, det har jeg ikke. Jeg behøver ikke at spørge om du har, for det kan jeg se på dig." Jeg kiggede væk. Jeg forsøgte at lade være med at tænke tilbage på den periode i mit liv. Det havde været en rædsom tid, og selvom jeg ikke kunne huske ret meget af det, gjorde det ondt alligevel. Pludselige flashbacks tordnede op på min indre biograf. Da jeg blev hentet af politiet. Da jeg fik en slange ned i min mave for at suge de piller op, som jeg havde sunket. Jeg rystede hovedet for at få tankerne væk, men de blev ved med at komme frem. Hun lagde en hånd på min kind.
   "Er det ikke bedre hvis du kysser lidt med mig? Det var vi ret gode til sidst vi sås. Det tror jeg i hvert fald vi var, for det ligger faktisk lidt sløret i min hukommelse." Hun grinede og satte sin spinkle krop op på mine lår og kiggede mig dybt i øjnene. Hun satte sine læber mod mine og vi flettede sammen for en stund. Jeg håbede at øjeblikket aldrig ville ende. Alle mine alarmknapper lyste, men jeg var ligeglad. Pludselig var jeg blevet den ingeniør på Challenger-projektet, som ikke lige havde orket at tjekke o-ringen en ekstra gang. Men jeg var ligeglad. Der var et eller andet over hende, som jeg var nødt til at lære bedre at kende. Men jeg kendte hende jo slet ikke, så jeg måtte trække mig lidt, så det ikke gik for hurtigt.
   "Har du lyst til at gå en tur i skoven? Jeg ved godt det er lidt koldt, men kunne det ikke være rart med lidt frisk luft? Vi ender nok på sofaen alligevel senere." Hun grinede.
   "Ja, hvis du bare kan love mig det. Jeg vil rigtig gerne gå en tur i skoven med dig, og jeg vil også gerne ende på sofaen med dig senere." Hun blinkede til mig og vi gik ud og tog overtøj på. Jeg havde tre knager til jakker ved siden af min hoveddør. Den nye hoveddør, som jeg havde fået installeret, var en del bredere end den gamle havde været, så håndværkerne havde måttet udvide dørhullet, hvilket havde resulteret i at jakkerne nu hang halvt ude over selve hoveddøren. Hverken kønt eller praktisk. Hun tog sine høje sorte støvler på. Hun havde uldsokker på, så jeg var lidt overrasket over, at hendes fødder kunne være i støvlerne. Men det kunne de. Støvlerne var nok ikke af den kaliber, som de opdagelsesrejsende havde haft på, da de nederste egne af Uganda var blevet kortlagt, men nu skulle vi selvfølgelig også kun i skoven, så det gik nok. Hun havde ikke den korte sorte jakke på denne gang, men en tyk hvid dynejakke. Hun havde et hæklet halstørklæde på, og det gjorde ikke noget, hvis hun glemte det på en gren i skoven, for det ville helt sikkert stadig ligge der hvis hun skulle tilbage og lede efter det. Der var med garanti ikke nogen, som frivilligt ville iføre sig det. Det var nok ikke et aktiv i skattestyrelsens øjne.
   Hun tog min hånd det sekund vi var trådt ud ad opgangsdøren, og jeg var ved at tage den til mig, da vi gik forbi mine naboer, som var på vej ind. De var de mest irriterende naboer jeg nogensinde havde haft. De var lidt ældre end mig og var som sådan søde nok, men de var ALTID udenfor. Vi havde fået lavet haver til stuelejlighederne sidste sommer. Der var blevet plantet hække, men de var selvsagt ikke særlig høje, så man kunne se lige over og lige fra midten af deres have kunne man se direkte ind i min stue, hvilket de benyttede sig en del af. Gud forbyde at jeg fik øjenkontakt med en af dem på det tidspunkt, for så begyndte de at vinke. Derfor brugte jeg aldrig min have og mine gardiner var som regel trukket for. Det mest underholdende var dog at se deres ansigter dagen efter at Linda og jeg havde været "længe oppe". Det var jeg helt kold over for, men da de kiggede en ekstra gang på Leonora, kom jeg til at tænke på, at jeg havde hilst på dem på nøjagtig samme sted for fire uger siden. Dengang havde jeg bare haft Linda i hånden. Men Linda var langt væk lige nu, og jeg var ligeglad med hende. I hvert fald lige nu.

Frosten bed i mine næsebor på vej ned mod skoven. Den lå et par hundrede meter fra min lejlighed, men jeg brugte den ikke særlig meget. Jeg havde en tendens til at fare vild i den. Jeg var udstyret med verdens dårligste stedsans, og der hang garanteret et stort portrætbillede af mig i Googles kantine. Bare så Maps-afdelingen kunne blive mindet om, hvorfor de gik på arbejde hver dag. Jeg mistede retningen, når jeg havde drejet til højre eller venstre bare en enkelt gang. Jeg kunne fare vild i et byggemarked og der var ikke tal på alle de gange, jeg havde været nødt til at tage min telefon frem og tænde for Maps. Helt slemt var det dengang jeg ikke havde GPS. Da jeg var ejendomsmægler og skulle ud at kigge på huse, havde jeg printet rutevejled-ninger fra Krak ud, som jeg så lagde på passagersædet. Noget med "drej til højre om tyve meter og fortsæt derefter direkte ind i stuehuset." Engang skulle jeg besigtige en gård og var nået til punkt 34 på ruteplanen, da der pludselig var placeret stor sten midt på vejen. Jeg havde været nødt til at ringe til gårdejeren for at få rutevejledning. Så galt ville det næppe gå i skoven. Men alligevel - der var jo også en del sten derinde.

"Her er godt nok rart. Det er som vi er inde i et beskyttet værksted, hvor ingen kan gøre os noget." Jeg klemte hendes hånd lidt hårdere. Den var varmere end min. Jeg smilede lidt indvendig af hendes kommentar. For almindelige mennesker var den sådan lidt hyggelig, men for en person med bipolar lidelse gav den totalt mening. Det var nemlig vigtigt at være i et beskyttet værksted når man havde bipolar lidelse - plads til at være kreativ under trygge og forudsigelige rammer. Jeg følte pludselig sådan en samhørighed med hende, og havde lyst til at være tættere på, selv om jeg også vidste, at det var farligt at involvere mig så tidligt igen. Jeg gav fanden i det, stoppede hende midt på stien og kyssede hende. Lige dér. Lige midt i det hele. Lige hvor alle kunne se mig. Men jeg var ligeglad. Vi stod et stykke tid og holdt om hinanden. Vi havde ikke gået længe, før det blev for meget for den skønhed, som gik ved siden af mig.
   "Ej, nu orker jeg simpelt ikke at gå i en skov længere. Har du ikke noget bedre at byde på i din by?" Jeg grinede. Hun havde helt sikkert ikke været med til kortlægningen af det sydlige Uganda.
   "Er det fordi du har glemt dine vandrestøvler derhjemme, og ikke bryder dig om underlaget i skoven?"
   "Meget morsomt. Meget morsomt. Få mig ud herfra!" Jeg forbarmede mig over hende og pegede fremad.
   "Hvis vi går ud hernede, så ligger der en café. Har du lyst til at drikke en kop kaffe?" Hun nikkede. Vi gik videre i tavshed, og jeg funderede over, hvad der mon var inde i hendes hoved lige nu. Hun virkede så umiddelbar, så let at være sammen med, men det var jeg jo godt klar over ikke var tilfældet. Hun havde selv bipolar lidelse, så jeg måtte være varsom. Men ikke lige nu. Lige nu måtte jeg godt være småforelsket.

"Se, HER er hyggeligere end i din skide skov." Vi sad overfor hinanden på caféen. Den lå lige ved siden af havnen, så hvis man drejede hovedet meget, så meget at det næsten skulle sidde i en unaturlig stilling, så kunne man se vandet. Det var koldt, men der var alligevel mange mennesker på færde. Jeg så et ungt par med en lille dreng mellem sig. De var på vej ind på pizzeriaet, som lå overfor. Jeg tog mig i at tænke om de mon havde stjålet drengen fra børnehaven overfor mig, fordi drengen lignede et af de børn, som havde spillet fodbold ude på den lille bane. Aftalen med agenten fra Manchester United var nok gået i vasken. Det var i øvrigt særdeles gode pizzaer man kunne købe derinde. Og dyre. Jeg kiggede rundt i lokalet, som var ret fyldt. Det var en klassisk café med hæslige litografer på væggene og stearinlys på bordene.
   "Det er godt med dig." Jeg rakte hånden ud mod hende, og hun tog imod den. Vi sad og kiggede på hinanden i lang tid. Bare kiggede. Hvad mon der foregik i hendes hoved? Jeg tog mod til mig.
   "Jeg så, at der var et børneværelse i din lejlighed? Hvor gammelt er dit barn?" Jeg kunne se sorg i hendes ansigt, og pludselig så hun meget skrøbelig ud. Hun skiftede fuldstændig karakter, og nu kunne jeg godt se den skrøbelige og depressive side af hende.
   "August er ni. Han bor hos sin far. Han er hos mig en gang imellem." Jeg kunne mærke, at det ikke var en sti vi skulle betræde på det tidspunkt, for det var tydeligt at se at det forvoldte hende stor smerte bare at tale om det. Jeg var ret overbevist om, at hendes skrøbelighed nok var en del af årsagen til at August boede hos sin far. Vi måtte hellere tale om noget andet.
   "Hvad er det egentlig vi har gang i lige nu? Altså ikke lige her på caféen, men sådan med os i det hele taget?" Hun smilede, men så pludselig alvorlig ud.
   "Det ved jeg heller ikke rigtig. Jeg er klar over, at jeg ikke burde gøre dette her, men jeg synes du er rigtig spændende, og jeg er ret tiltrukket af dig. Jeg ved, at jeg ikke burde, men jeg gør det alligevel. Hvad med dig?" Ja, hvad med mig? Alle alarmklokker ringede hos mig.
   "Jeg tror jeg har det på samme måde. Men hvis vi kan tage det stille og roligt, så tror jeg gerne, at jeg vil lære dig bedre at kende, hvis jeg må?" Hun klemte min hånd.
   "Det må du gerne. Men vi kan ikke bare kaste os ud i noget, som normale mennesker kan. Jeg kan i hvert tilfælde ikke. Selvom jeg gerne vil. Skal vi ikke bare tage det som det kommer, og så passe på hinanden undervejs?"
   Vi satte os på en bænk på molen. Der var en masse måger, som lavede larm, fordi der var netop kommet en fiskerbåd til kaj. Det måtte være en kold fornøjelse at være fisker på denne tid af året. Måske lige så koldt som der garanteret var i skattestyrelsens venteværelse. Jeg kiggede ud over vandet og kiggede på bølgerne, som skyl-lede ind på stenene på stranden. Det var koldt, men der var ikke kommet nok is på vandet til at bølgerne ikke kunne få fat. Jeg havde så mange ting at spørge hende om, men det var ikke nu. Jeg måtte huske at nyde stunder som disse, og ikke være alle mulige andre steder. Jeg var ekspert i at lade mine tanker vandre, som regel angsttanker, og så var jeg ikke til stede. Derfor måtte jeg øve mig i det.
   "Har du lyst til at spise hos mig?" Hun kiggede ud over vandet mens hun svarede.
   "Ja, og jeg vil også gerne blive og sove, hvis jeg må? Jeg har medicin med og jeg skal først møde sent i morgen." Jeg kunne mærke, at det blev lidt sværere for mig at trække vejret, og jeg måtte virkelig koncentrere mig for at skjule det. Der kom små svedperler på min pande og i min nakke. Jeg skulle jo på udflugt til Fredensborg sammen med min far dagen efter. Jeg havde ikke fortalt hende noget om min økonomiske situation endnu. Det var så pinligt. Jeg var klar over, at min gæld var optaget, da jeg var manisk, men det gjorde det efter min mening endnu mere pinligt. At jeg ikke kunne kontrollere mig selv. Jeg havde faktisk lavet de indledende øvelser for at finde ud af, om kreditorerne ville være forpligtet til at slette gælden fordi jeg var sindssyg, da jeg optog den. Det var vist noget om det, men jeg blev så angst af at undersøge det, så jeg lod være. Men selvfølgelig skulle hun sove hos mig. Jeg pustede luft ud, men ikke så elegant og sofistikeret, som Leonora havde gjort dengang på Kims altan. Jeg havde vildt lyst til at ryge, men havde ikke fundet det passende i hendes selskab. Men lige nu var jeg villig til at tilsidesætte de fleste regler for en date, for en ny date med en gul King's. En dobbeltdate, måske?
   "Det må du gerne. Jeg skal noget med min far mandag morgen. Så kan vi bare tage afsted på samme tid." Jeg var ret sikker på, at hun kunne mærke, at jeg blev lidt usikker. Det ville jeg givet fald godt kunne forstå. Jeg var heller ikke et særlig godt parti.
   "Det kan vi sagtens. Du kan sagtens fortælle mig hvad du skal, men du behøver ikke. Jeg dømmer dig ikke."

"Det ser ud som om du har prøvet at lave mad før?" Hun kiggede beundrende på mig. Jeg var ved at gøre klar til aftensmad, bare en curry. Det imponerende i det var nok mængden af ingredienser, som skulle ned i den. Jo flere ingredienser, som skulle ned i en ret, jo mere kompliceret blev den. Sådan så det i hvert fald ud, at dømme efter hendes ansigtsudtryk, men det var selvfølgelig en udbredt misforståelse. Jeg var god til at lave mad og brugte meget tid på det. Jeg var ved at lave dej til naan.
   "Jeg kan godt lide det. Hvad med dig?"
   "Det er nok ikke en af mine spidskompetencer. Men jeg kan godt lide at spise det." Jeg tog en slurk af min cola. Jeg lagde mærke til, at jeg overhovedet ikke rystede på hånden, da jeg løftede glasset. Jeg måtte være i ro og have det godt. Vi spiste ved mit runde spisebord, som var placeret i hjørnet af stuen. Det var alt for stort til stuen, det var et jeg havde fået af en kunde, da jeg havde solgt hendes hus, og det havde fulgt med mig gennem alle mine flytninger gennem årene. Nu skulle det ud, men Skranke-Pia ville tage mine penge, så jeg kunne ikke købe et nyt. Pludselig rejste Leonora sig, tog fat i min hånd og ledte mig over i sofaen. Hun satte mig ned og satte sig oven på mig. Hun kiggede mig i øjnene. Stenen i hendes næse glitrede lidt i lyset.
   "Jeg er rigtig tiltrukket af dig." Var det virkelig mig hun talte til? Det havde jeg svært ved at tro.
   "Jeg er også tiltrukket af dig. Det er bare..." Hun lagde en hånd på min mund.
   "Nu skal du bare være her sammen med mig. Lige her." Hun kyssede mig mens hun langsomt begyndte at åbne min skjorte. Hun rejste sig, da hun nåede til de nederste knapper. Hun åbnede dem og tog sit eget tøj af, så hun stod nøgen foran mig. Det var mørkt udenfor, og jeg havde ikke fået trukket gardinerne for, så jeg blev pludselig meget bevidst om, at hun stod lige på det sted i stuen, hvor naboerne kunne se det hele, hvis de kiggede ind. Og det gjorde de nok. De havde jo set mig gå ind i lejligheden med Leonora, så de var nok ved at dø af nysgerrighed. Hendes spinkle nøgne krop stod og talte til mig. Lokkede mig. Jeg rejste mig og tog min skjorte af. Jeg lagde mine hænder på hendes skuldre.
   "Er det nu det rigtige at gøre? Går det for stærkt?" Hun trak på skuldrene og nikke-de.
   "Ja, det gør det. Men det må det også gerne. Jeg tør godt." Jeg lagde hende på min seng og huskede mig selv på den særlige boligsituation mellem mine naboer og mig. Jeg havde nemlig engang været inde i mine naboers stue, og deres sofa stod omkring ti centimeter fra hovedgærdet på min seng. Jeg måtte nok sørge for at vi var lidt stille, i tilfælde af at de var ved at se en god serie.
Forfatterbemærkninger
Kapitel 4, hvor jeg fortæller Leonora, at jeg har bipolar lidelse

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 20/11-2022 12:16 af Martin Hansen (Bipolarmartin) og er kategoriseret under Romaner.
Teksten er på 3694 ord og lix-tallet er 25.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.