Jeg er nysgerrig på, jeg er nysgerrig på om hvordan.

Simpelthen, bare nysgerrig på, hvor længe ens vedhæng i folks opfattelse af en, vare ved?

Er man ikke bedre end sin sidste præsentation? Eller er det den sidste præsentation som gør hele udfaldet?

Jeg vil gerne have det til at være den sidste præsentation, som afgør udfaldet af hvordan folk opfatter en.

For hvis det ikke er sådan det er, hvorfor bruger vi så udtrykket,
(der er plads til forbedring)
(Vi er jo kun mennesker)
(Det er tilladt at fejle)

Jeg har fejlet, jeg har plads til forbedring, jeg er kun (et) menneske.

Hvis jeg skulle hænge mig, i mine fejltagelser, dumme handlinger, min tidligere gøren og laden, ville jeg skulle hænge mig gentagende gange.

Og det kan jo ikke lade sig gøre, du ved nok.

Betaler vi en for høj pris,
Betaler vi en for lav pris?

Betaler vi overhovedet noget som helst, for vores tidligere udgave af os selv? Og hvis ja, hvad er prisen så?

Vi ændre os hele livet igennem. Vi er ikke den samme hele livet igennem. Vi er mennesker, under udvikling, eller det er det jeg gerne vil turde tro på.

For hvem vil ikke gerne optimere,
For hvem vil ikke gerne være den bedste udgave af sig selv?

Nogle er længe undervejs, imens andre er hurtigere om at finde deres plads her i livet.

Det der gør mig allermest nysgerrig, er om tilblivelsen, af hvordan andre folk opfatter en, også harmonere med tilgivelsen, af hvad der så end har været måtte været sagt, eller gjort.

Det er vigtigt at kunne tilgive.

Det er det fordi, at det at kunne tilgive, betyder, at være I stand til at formå ligge afstand til tidligere, fejltagelser.

Og som jeg har været inde på tidligere i teksten her, så flytter vi os ikke videre, af at hænge os i tidligere fejltagelser, eller tidligere opfattelser. Hvis vi som civilisation havde haft gjort dette, ville ordet, (civilisation) slet ikke have haft eksisteret, og vi ville nok stadig gå og banke hinanden med køller i hovedbunden.