I myldretiderne spankulerer jeg på en misvisende måde; jeg forsøger at udsende det signal, at jeg er storhedsvanvittig, men i virkeligheden er jeg det største kældermenneske. Alt, hvad som er iagttageligt, når jeg i krydsene afventer et grønt lys, er surmulende bilister, kroniske brokrøve og kyniske røvhuller på vej hjem fra deres ufordragelige ni-til-fem kontorarbejde. Dét - det er så sandelig, uden den mindste tvivl, min største fobi - endog større end Døden, selvom jeg efterhånden har stiftet godt bekendtskab med denne: at blive det, jeg karakteriserer som en moderne slavearbejder. For som Charles Bukowski - en eminent forfatter, som gør vor moderne såkaldte "forfattere" til skamme - engang sagde, så - og jeg parafraserer - blev "slaveri aldrig afskaffet; blot udvidet til at inkludere alle racer."

Nå, men nok om det jammerhyl - nu skal jeg give Dem et fingerpeg om, hvor jeg påtænker at tage hen. For jeg har så sandelig ikke forladt min kælderkrog uden årsag. Og sandheden er: intet hænder uden årsag - hverken det (tilsyneladende) usandsynlige eller livets uforklarlige mysterier; så ej kan man tillade sig at tilkendegive den slags postulater, så længe man er et menneske - for mennesket er noget af det mest naive og begrænsede, man kan forestille sig.

Menneskehistorien har gang på gang - uden skuffelse - afsløret, hvordan mennesket betror sig til den idé, at et fænomen angiveligt hænder uden årsag, bare for at et af vore genier ikke lang tid efter modbeviser det med en ubestridelig konciperet model eller teori. Og jeg må i mild forlegenhed erkende over for Dem, at det er første gang i seks måneder, jeg får det mindste glimt af dagslyset. Og jeg ved, hvad De allerede tænker; "Skulle dette forestille sig at være en novelle?" Til det responderer jeg slagfærdigt; ja, det skulle det så sandelig! Jeg må dog tilstå, at dette er noget af en utraditionel novelle, og tilmed må jeg erkende, at der foreligger essayistiske elementer. Endvidere er jeg sikker på, at De er ivrig efter at få besvaret adskillige andre spørgsmål - heriblandt, hvad jeg er for en fætter - men hertil må jeg beklageligvis udmelde, at De derom må vente i tålmodighed.

I mellemtiden kan jeg afsløre, at jeg intetsteds er på vej hen, til trods for at det er en hverdag, og alle nu om dage er fortravlede med alle mulige banaliteter og platheder. Jeg nærmer mig så småt busterminalen med et kuldslået underliv og ubevægelige hænder. Ganske vist må jeg afsløre over for Dem, at jeg i de sidste seks måneder fuldstændig har mistet min fornemmelse af årstiderne - ikke mindst min sanitet. Og i den anledning har jeg forladt min kælder uforberedt. Men til trods for dette, tillader jeg mig ikke at ærgre mig gul og grøn over denne skavank; tværtimod imødekommer jeg smerten med utænkelig åbenhed. For ser De, min ærede læser, jeg har udelukkende bortødslet de sidste seksten år af mit frodige liv på at efterstræbe glæden og optimismen (med min opvækst, som udelukkende kan benævnes som en hetz, taget i betragtning. Hele seksten år! Kan De forestille Dem, hvilke forpintheder jeg har udstået? Kan De forestille Dem, min ærede, hvor mange menneskers ytringer om deres velvære, jeg har været tilskuer til? Om deres vellykkede kæresteforhold, hvis afstedkomne følelser deraf angiveligt skulle være sammenligneligt med den idylliske himmel - en tilkendegivelse, som jeg, delvis grundet min forudindtagethed, men også mit uopnåelige intellekt, udviser min mest foragtelige animositet for? Denne filosofi, som af uforståelige årsager - i hvert fald, hvis De spørger mig - er så værdsat og allestedsnærværende hos mennesket, har været begyndelsen på min undergang.

For ser De, min ærede læser, så er denne filosofi indpakket i rænker og gemenheder, som ingen tilsyneladende bærer evnen til at indse. Jeg kan tilstå over for Dem, at jeg nu - mens jeg, med mit store hovmod, spankulerer forbi byens busterminal - er blevet et så nedrigt og utaknemligt væsen grundet min sekstenårs efterstræbelse efter førnævnte idealer. Tænk, at det mest storladne og paradisiske skulle vise sig at være dét, som har forvandlet mig til dette kældermenneske, som jeg er i dag!

Ak ja - jeg begynder næsten at bære samvittighedsnag over disse ækle skabninger omkring mig, som ufejlbarligt fremkalder min agtpågivenhed; disse slyngler og snotunger! Disse sjakaler og slanger! Disse sviner og sjovere! Disse slamberter og varylere! Jeg er berømt for mine detektiviske øjne, som - uden den mindste inakkuratesse - opfanger alt, hvad jeg higer og søger efter, og selv jeg må erkende nederlag over for min efterlysning efter smilet. Alt, som - for mit vedkommende - er iagttageligt i øjeblikket er gnavne og grumsede pensionister, humørforladte unge og fortravlede voksne, der knokler sig gammel og grå. Jeg betragter hver især opmærksomt, analyserer minutiøst deres adfærd og aflytter deres samtaler (tillige hilsner til buschaufførerne, såfremt de er umælende), og jeg må beklageligvis udmelde, at jeg ikke - og jeg sværger ved alle mine fem sansers fulde brug - har fået det mindste indtryk af glæde, ej heller optimisme, og nu har jeg snart taget min sjette bus til en vilkårlig lokation (med henblik på at udelukke den eventuelle fejlkilde, at dette kunne være forbeholdt busterminalen!)

I mine unge dage ville jeg - af uladsiggørlig nærighed - have ophidset mig over det faktum, at jeg nu har bortødslet flere hundrede af mine skønne kroner på dette, men i disse dage er jeg komplet indifferent. Jeg ved, De anfægter mine udtalelser. De tænker sandsynligvis, at jeg ævler postulatorisk, men ser De; penge er værdiløs af natur, efter min kontemplative estimation, så hvad pokker skal jeg med gysser? Hvorfor skulle jeg besidde dette, når det kontribuerer til betryggelse og velvære, hvilket jeg er stærk modstander af? Den eneste grund til, at jeg overhovedet har nogle gysser, er fordi kommunen - med tilnærmelsesvis tvang - ønsker at få mig på arbejdsmarkedet igen; at slavebinde mig til ni-til-fem kontorarbejdene; af den årsag er jeg på resurceforløb. Til det responderer jeg med løgnagtighed og revanche; jeg fremstiller mig selv som et jovialt individ, som ærbødigt, i forbindelse med deres støtte, påtænker at genoprette sig selv og returnere til en uafhængig livsposition - De ved nok; som en flittig kujon, der troskyldigt og sjælløst slikker magthaveriske røve rene! Men i sandheden bortødsler jeg mig mine - nej, snarere deres - penge på piger og pornoblade, bedøvende ligeglad.

Når kommunen så adspørger om opdateringer, lyver jeg for fuld hals mig ud af situationen. Og tro mig - de falder for mine løgne hver gang, uden den mindste fejltagelse! Jeg er en snedig gerningsmand, der behændigt manipulerer med kommunens bureaukrater, når de banker på min dør, eller når jeg modtager en af deres utallige brevskriverier. Jeg betragter den slags idioter som feje undermennesker af den simple årsag, at de ikke ved bedre; at de ikke ejer den hjernekapacitet, det fordrer, for at fatte, hvilken usling der gemmer sig bag det forlorne smil og karismatiske fremtræden. Forstår De - jeg er så snedig, at jeg bliver ophidset over, at ingen kan gennemskue mine tilsløringer!

Og nu skal De høre, min ærede læser - for jeg har ganske vist en lille hemmelighed at berette Dem; dengang jeg forlod min kone for sølle ni måneder siden, havde jeg tilsyneladende opnået det hele; mit liv var fuldendt. Jeg havde den mest pragtfulde kone af formfuldendte karaktertræk, en bagdel af topkvalitet, hypnotiserende bryster og langt krøllet, gyldnet hår, der fik enhver forbipasserende til at vende sig om; derudover en villa, som på daværende tidspunkt var den mest overdådige af slagsen, et vellønnet, elskværdigt foretagende som embedsmand og meningsfulde fritidsinteresser, som jeg kunne spendere tiden på. Det tog mig over et årti at opnå denne tilsyneladende guddommelige status, bare for at forlade min kone uden varsel - til trods for, at hun var en mægtig økonomisk, seksuel og selskabelig benefice - og bortødsle min velstand for at tilslutte mig armod igen.

Alt virkede til at være godt og vel, indtil jeg blev besat af, hvad psykiatrien diagnosticerede som "svær depression med psykotiske symptomer". Dette efterlod vel sine dunkle aftryk på mig, og lige siden har jeg været beruset af afsindighed; ja, jeg udtrykker mig så sandelig formeligt ærgrende over denne fortvivlelse, skønt jeg må tilstå, der er en nedrig, dunkel del af mig - eller, dette er vel hele min personlighedskonfiguration efterhånden - som fuldt ud nyder lidelsen, livets afkroge påfører mig og med gevaldig fornøjelse udsætter mig for, og jeg er fuldt ud taknemlig for dette!

De anfægter - på forståelig vis - nok, hvordan et menneske kan komme frem til den slags konklusioner, og til det siger jeg: Jeg sympatiserer med Dem, min ærede læser; jeg har netop været i Deres sko før. Som fornævnt - dette tog mig seksten års bortødslen, naivitet (og direkte dårskab) at tilnærme mig disse konklusioner. Jeg fortæller Dem - lidelse er en skønhed; det er et bedårende fænomen at være bevidst om; at kunne mærke den penetrere helt ind til knoglerne og fordrive ens faldefærdige håb, hjemsøge ens tankefornuft og fremskynde ens frygtindgydende, men uomgængelige bortgang! Og jeg ved, jeg ikke er den eneste. Ak og ve - måske påagtes der ikke direkte antydninger, men vor underbevidste drifter indikerer det tydeligt. Tag bare og kig, hvordan samfundstilstanden er, min ærede læser: Se Dem om: Er det autentiske smil, tålmod eller fremtidshåb, som De iagttager, når De færdes udendørs, blandt folk i offentligheden? Eller er det snarere den virkelighed, at det forholder sig fuldstændig omvendt? Og dette; ja - det har så sandelig sin oprindelse fra de selvsamme individer, som de sidste fem årtier har bestræbt sig på at udsprede det budskab for at "forbedre" menneskeheden og dets respektable samfunde.

Jeg kan godt lide at sige: "Du udøver, hvad du tror på." Og med det sagt vil jeg returnere til handlingen (jeg kan fortælle Dem, at jeg har altid haft handlingsaspektet i mente, mens jeg har udgydet mine inderste tanker). Jeg er i midlertid vandret tilbage til byen - hele tretten kilometer! Min mave, som jeg har tæmmet det sidste halve døgn, er begyndt at stønne højlydt af sult. Dette bevirker, at jeg må anstrenge mig mere og mere for at betvinge min nederdrægtighed - min oprigtige karakter, jeg for samfundet må maskere - der på fanatisk vis higer efter manifestation og opmærksomhed. I mellemtiden er solens sidste stråler ved at tage afsked med byen, mulmet er den nye temporære hersker. Jeg kan ikke hjælpe men snerre (i mine tanker af førnævnte årsager) af enhver forbipasserende; enhver tilfældig fremmed snerrer jeg fanatisk og ildespurende af - om end denne så går på det modsatte fortov, bag mig, ved siden af mig eller så langt foran mig, at jeg ej kan identificere nogle af vedkommendes ansigtsegenskaber el.lign; af harme, af foragt og afsky og af hermetisk animositet. Det er blevet et instinkt for mig, ligesom at undslippe en faretruende situation ved at spæne væk i en kamp-eller-flugt tilstand. Jeg kan ikke afsværge adfærden, uanset hvor mægtigt mit overskud er; uanset hvor eksalteret og himmelhøj min selvagtelse er - adfærden overtager mig altid i sidste ende og banker mig ned i kulkælderen igen.

Men - og De vil nok ikke tro Deres egne ører; dette henriver mig. Jo mere lidelse, jeg påfører mig selv; jo mere afsondret, udstødt og forhadt jeg er, desto bedre har jeg det! Det er som om, at jeg er i harmoni med naturen igen. Jeg nægter at forandre min uhensigtsmæssige adfærd; hvor skulle jeg anstrenge mig selv med den slags tåbeligheder? Især når dette bringer mig i velbehag. Jeg snerrer ikke af disse fremmede på gaden, fordi de er bedrestillet end mig; snarere foreligger det, at jeg gør det, fordi disse vilkårlige fremmede (de fleste af dem i hvert fald - man kan ikke undgå, at der er enkelte bedrestillede individer) er ét med skadedyr og lus. Forstår De, min ærede læser? Jeg er helt foruroliget nu, som jeg nærmer mig byens vortex; her myldrer det med skadedyr! Kan De forestille Dem? Ækle, underlegne og inferiøre skadedyr som myldrer på værthusene og caféerne, på diskotekerne og klubberne. En kvinde, som jeg lige har passeret, havde eksempelvis så meget sminke, at hun tilnærmelsesvis var uskelnelig fra de barbiedukker, der - uden ophør - bliver reklameret for i legetøjsbutikkerne. En anden - en mand i antageligvis trediverne - er velfriseret, ekviperet med et blå-hvidt jakkesæt. Diskotekslysene inde fra svinkeærinderne forblinder mig. Jeg begynder at kunne betragte flere og flere festlystne. Jeg flanerer i fuld håb (og forventning) om slåskamp, men samtidig gebærder jeg mig ganske stilfærdigt; som en underdanig kujon. Det er en nervepirrende ambivalens.

Ak ja - jeg er så at sige et miserabelt individ. De har i undertiden sikkert undret Dem over, hvorvidt jeg har selvmordstanker - det vil jeg vædde min ære med! Dertil responderer jeg med et klokkeklart "Ja" - om jeg har! Jeg fortæller Dem, min ærede læser, jeg har haft utænkelige samt ulidelige selvmordstanker. Selvmordstanker, der har været så påtrængende, at jeg gang på gang har følt uopsættelighed. Ikke just har jeg haft selvmordstanker - endog har jeg haft selvmordsplaner; ikke just én, men adskillige, jeg i udførlig grad har planlagt og udtænkt: hver eneste forestilling, hver eneste handlingsplan; jeg kan mine selvmordsplaner ud og ind, forlænst og baglæns - og disse planer er nemt realisable! Det er en overdådighed at være bevidst om, hvor let det er at slå hånden af sit liv - dog må jeg tilstå, at jeg nægter at gøre dette, eftersom jeg vil selvberøve mig lidelsesoplevelsen. Forstår De - jeg kan ikke tage afsked med livet. Jeg siger Dem; livet er vor aller bedste ven: prøv blot at iagttage, hvilke vidunderligheder det har at tilbyde! For mit vedkommende er det en uudtømmelighed af lidelse og at have stiftet alliance med nederdrægtighedens regime. Hvilken fornøjelse er det ikke, at jeg stadig har omtrent fire årtier at leve endnu!

Men min ærede læser; jeg har noget at skulle fortælle Dem. Jeg må tilstå, at jeg længe har gået og grublet over, hvorvidt jeg skulle afsløre dette for Dem, ærede læser. Jeg har været fastlænket i en forargelig nølen gennem hele historien, men nu vil jeg udvise min største ærbødighed for Dem ved at betro mig til Dem, min ærede læser, med min hemmelighed. Men - jeg tillader mig udelukkende at tilkendegive denne hemmelighed, såfremt det foregår under fire øjne, i fortrolighed og konfidentialitet. Er De indforstået med de dertilhørende præmisser og vil sværge i Vor Herres navn, at De vil overholde dem heraf?

Jeg er et kældermenneske. Just det: et kældermenneske. Andet er jeg ikke. Jeg har ført Dem bag lyset uden den mindste samvittighedsnag. Jeg har ikke haft et foretagende som embedsmand; faktisk har jeg aldrig haft et foretagende. Ej heller har jeg haft en kone. Ikke engang en kæreste, endsige venskab. Det hele er én stor løgn. Hører De? En løgn! ... Jeg har ikke lavet andet end at befinde mig i min dunkle kælderkrog hele livet. I kyniske vrangsforestillinger, i ubændige psykoser. I feberdrømme, som jeg i ugevis kunne være besat af. Feberdrømme om hvilket liv, jeg kunne have haft. Feberdrømme om hvilke berigelser, jeg kunne have været i besiddelse af... Det hele har været en beretning af mine feberdrømme - novellen; De har udelukkende været et øjenvidne til min feberdrøm. Det første øjenvidne! De er den første, jeg, som et affældigt kældermmeneske, i mine nioghalvtreds år har en interaktion med, min ærede læser.