Mit borgerlige navn er Ansu-Orheim
følgende er det der kaldes ordlegen
det står i vejen for det jeg vil, livstegn
skrift er dødens askeregn, sprog blot et hegn
men jeg forsøger, ville have rappet, DJ'et
ville have malt graffiti, B-bøjet omkvædet
men Danmark, jeg skriver i stedet i afmagt
ville have på dig spyttet, med mit og mine smagt
men som et børskrak betyder afmagt tab af tone og takt
min stemme ret træt af konstant vagt, din høren nej tak
I en verden hvor Irak, Syrien, Tigris og Eufrat
samt så mange andre steder, Afrika, er af os ødelagt
kloden flået af varefragt, folket af snik-snak-skak
af bokse-indpak, af definitions-lak og tid tilendebragt
af chok over gådens svar; 'at finde en nål i en høstak?
brænd lortet ned, og find nålen intakt, varm og nybagt'
start, parat og klar til at omringe, indramme og springe
eksponerer skam i vor alles spiral af strenge, dukkespils-trænge
når én person dør;
tragedie
når en million dør;
komedie
kongen og dronningen i vor interne skakspil
vor tragikomiske teater, disse ord er til
det er ikke et spørgsmål om hvad jeg vil
det er et spørgsmål om hvad end giver el
hvad der giver energi, den indre G.U.D
Gåen Uden Destination, Given Uanset Dementi
D.U.G, Danskhed Universelt Galvaniseret, du
Determination Ultimativt Genartikuleret, nu
men det hele er forgæves, det her er blot ord
et forsøg på forsøg væves til tøj af jord, du et bor
du ser allerede farver, om du vil det eller arver
om du er lille eller stor, groet eller gror
jeg drømte engang jeg var kadaver, tanker larver
følelser afgjorde altid at folk rager som krager
nu drømmer jeg om at vågne, til virkelighedens lune
se enhver skrift som rune, at høre intethedens tune
jeg ønsker ikke at smitte de immune, frelse de frelste
lige nu, i dette øjeblik, føles bogstaverne trælse
for jeg husker at stå på selvmordets rand
vanvittig, med identitets-tøj om halsen, i brand
den vaklende stol under mig, valsen frihedens trang
kvalt af følelsen af laveste rang, af handikappet gang
af aldrig i radioen at høre hiphops klingende klang:
bevidst bevidstliggørelse, hiphops tvilling; yin-yang
husker, mærker, føler, aner mennesker i dans
ikke med hinanden, men hver for sig, med hver en sans
til frisk, gammel musik, alle kroppe i hoplas glans
mod, sved og tårer, tyve minutters holistisk assonans
derefter meditation, at tillade en zone, i sig selv iboende
af sig selv identitets-truende, selvfølgeligt selv-groende
en zen-trone er ikke en krone værd, vædder, stol på dig selv
danserne iførte sig hvide klæder, usynlige kæder men uden gæld
"White Rope" kaldt, af Osho genfortalt, hvidt reb måske os til salg
at blive malet af farver selvvalgt, udskældens spjæld udskældt
hvid er ikke en farve, som beige, hvid er ignorance uanmeldt
hvid er ikke creme fraiche, hvid er en trance, hvidt; buddhatelt
bevidst bevidstliggjort, sort er indre balance, sort; buddhafelt
disse ord er ikke fra en krænker, et offer eller en helt
de er fra mig, Ansu, "kærligheden som udstråler", så smelt
og belær mig ikke om nu'et, yin-yang og tilgivelse specielt,
når dit selv trues af noget så simpelt som mørke gengældt:
hvad fuck er reelt? Noget unikt og uerstatteligt, aktuelt
eller det dit ego kultiverer, du kvæler mig, i dit 'ideelt'
og ensomheden jeg sanser med mit sidste åndedrag;
exceptionelt universel
"Alle snefnug er måske unikke, men de ender det samme sted"