Jeg har en trang til at skrive, løbe fingrene over tastaturet til computeren brister.
Der er en vrede et sted bag gamle tider og nye, en åndelig følelse der ikke vil lænkes.
Min refleksion skærer tænder af stemmerne i hovedet der vil ud -
de vil ud at leve, være en del af realiteten.
Jeg har mistet mig selv, mistet forstanden i tankemyldret der nager på min søvn,
som skygger forfølger de mig til det næste store skridt i livet -
hvordan kan jeg være glad når smerten har været videregivet fra vuggen,
den vil forfølge mig til jeg ender i min grav.
Jeg er ikke bange for at dø, blot bange for at det ikke har været betydningsfuldt -
Jeg glemte at livet var til for mig, forventninger og medfødt taknemmelighed tog livet af mig før jeg kunne nå at tænke tanken
- jeg vil ikke eksistere -
Hvis jeg ikke var mig, havde jeg været lykkeligere?
Tvivlen sætter sig i mig som et gammelt sår der ikke vil hele -
hvad er jeg værd hvis jeg ikke kan undslippe tomheden.
Den holder af mig som Ikaros holdt af solen.