Penge er roden til al angst

Kapitel 5 - Venteværelse med perlesten på gulvet


24 dage siden 0 kommentarer 3 kapitler Uafsluttet Romaner gæld kærester flirt

0Penge er roden til al angst - Kapitel 5 - V...
Det var mørkt i mit soveværelse, men jeg kunne se alting, som var... [...]
Romaner · gæld, kærester, flirt
24 dage siden
4Hold mig
hold mig i hånden · mens du vandrer ned ad gaden · rør ved mine fingr... [...]
Digte · forelskelse, kærlighed, forhold
24 dage siden
1Penge er roden til al angst - Kapitel 4 - ...
14. februar · "Jeg bliver nok nødt til at fortælle dig noget." Jeg ... [...]
Romaner · forelskelse, bipolar lidelse, penge
2 måneder, 9 dage siden
1For det meste
for det meste hviler jeg i mig selv · savner på ingen måde tosomhed... [...]
Digte · dødsfald, sorg
2 måneder, 9 dage siden
3Overvejelser
engel med mørke vinger · cirkler i konstant bevægelse · over forvilde... [...]
Digte · desperation, mørke, beslutninger
3 måneder, 5 dage siden
4Higen efter kontrol
intolerance i mine øjne · vold i min mund · jeg taler i tunger · råber ... [...]
Digte · magtesløshed, usikkerhed, vrede
3 måneder, 25 dage siden
1Rasteplads
bevægelig rasteplads · blot en lille omvej · et ekstra åndedrag · biler... [...]
Digte · angst
5 måneder, 11 dage siden
1Penge er roden til al angst - Kapitel 3 - L...
Der var gang i sagerne på børnehavens boldbane ovre på den anden ... [...]
Romaner · psykisk sygdom
6 måneder, 22 dage siden
2Lige nu
og nu berører du mit inderste · rolige tanker mod ensretningen · mod ... [...]
Digte · kærlighed, forelskelse, parforhold
6 måneder, 23 dage siden
3Stress #1
de løber hurtigt · de små mænd som bor i min krop · alt og ingenting ... [...]
Digte · livskrise, mani
6 måneder, 23 dage siden
3Fuld
jeg er fuld · af intensioner om bedring · det kan ikke blive ved · jeg ... [...]
Digte · familie, forældrerolle, selvtillid
4 år siden
3Babelstårn i LEGO
1. september 1999 · Set i bakspejlet var det nok ikke en god idé, a... [...]
Livshistorier · benzodiazepiner, afhængighed, misbrug
4 år siden
5Søgen efter syndsforladelse
tider med tidligere minders · storhed · penne med blå håndskrift · tegn... [...]
Digte · parforhold
4 år siden
2Koncert
sange fra scenen · vi sidder lidt skævt · kigger ind i et klaver · lave... [...]
Digte · musik, kærlighed, parforhold
5 år siden
6Minder
jeg kigger ind i en mindevæg · hvid som sine forgængere · ser mig sel... [...]
Digte · ungdom, tiden går, tilbageblik
6 år siden
8Er det forbudt at længes?
fest i haven · jeg danser om solskinsgrøden · men kan ikke nå dig · for... [...]
Digte · begær
6 år siden
5Bag døren på den lukkede
døren er låst · vindue på klem · min seng bevæger sig · langsomt gennem... [...]
Digte · psykiatrisk afdeling, ensomhed, depression
6 år siden
3Smertestillende manier
23. september 2002 · Min dag var startet rigtig fint på trods af, a... [...]
Blandede tekster
7 år siden
2Skriblerier - stregtegning med bogstaver
skriblerier · tomme tønder buldrer · mest bag lukkede døre · forøget fa... [...]
Digte · mani, fart, lykke
7 år siden
8Psykiater #4
motoreftersyn · hos ny psykiater · han har hvid kittel · bor på et hosp... [...]
Digte · recovery
7 år siden
4At fiske efter angst
lav puls · under blank sol · jeg tæller ærinder · kaster med blik · rolig... [...]
Digte · angst, balance, balance
7 år siden
3Mørke er det nye sort
engel med mørke vinger · cirkler i konstant bevægelse · over forvilde... [...]
Digte · psykiatri, depression, dæmoner
7 år siden
5Tvang
bedøvede patienter · på ensrettede gange · læger med spidse nåle · strø... [...]
Digte · bipolar, mani, overgreb
7 år siden
6Røde læber i alle retninger
jeg søger græsgange · råber med en riffel · i hånden · sparsomt bytte · i... [...]
Digte · mani
7 år siden
2Soldaterhistorier
mine soldater er lagt på række · to i hver hånd med ansigt mod mark... [...]
Digte · mani, håb
7 år siden
5Fremmedlegemer
tåge i mine hænder · fordamper bag rude af sten · svin på mange fødde... [...]
Digte · angst, overhalingsbanen
7 år siden
6Første besøg hos søvnig psykiater
første besøg · hos søvnig psykiater · han kan alle buslinjerne · udenad... [...]
Digte · depresssion, recovery
7 år siden
3Stregtegning på blå himmel
hedengangne tider · om tidligere minders · storhed · penne med blå hånd... [...]
Digte · minder, sjælesorg
7 år siden
6Ordtryk om angst
det er svært at se tanker · for nøgne træer · jeg tænker ikke lige · en... [...]
Digte · angst
7 år siden
8Ord som rimer på angst
virvar · tankeforstyrrelser · små farver · i adrenalinrus · tomme tanker · ... [...]
Digte · angst, depression
7 år siden
4Psykose
jeg kigger på mursten · med tomme øjne · jeg løber fra spaltet dopami... [...]
Digte · psykose, psykisk sygdom
7 år siden
2Overvejelser
nyt lys på slukket ansigt · tæller dråber af klarsyn · på forlorne fi... [...]
Digte · parforhold, samliv
8 år siden
4Hjemme igen
kaffe i flad kop · i blikstille stue · ingen bevægelser · i grønne hynd... [...]
Digte · begyndelse, forvirring, recovery
8 år siden
8Udskrevet
gangsti · i udkanten af byen · jeg træder skridt med sne · på vejen hje... [...]
Digte · optimisme, håb, depression
8 år siden
2Vejen hjem
gangsti · i udkanten af byen · jeg træder sneskridt · på vejen hjem · kas... [...]
Digte · hjem, harmoni, lykke
8 år siden
1Manisk i Litauen
bygninger bøjer sig · i støvet · for mine hænder · fremmed land · foran m... [...]
Digte · mani, psykose, rejse
8 år siden
1Cocktails om natten
baren er proppet · med intentioner · jeg overvejer tilgang · tænker for... [...]
Digte · mani, natteliv
8 år siden
7Psykolog
psykolog med knold · bor i sterilt lokale · kleenex og karaffel · plast... [...]
Digte · psykolog, depression, psykisk sygdom
8 år siden
5Nat på Bispebjerg
fjedre på min ryg · hjul under sengen · jeg tyder drømme · på hvid skil... [...]
Digte · hospital, psykose, depression
8 år siden
2Distriktsygeplejerske
min veninde fra distrikten · hun har ikke knold i håret · det lægger ... [...]
Digte · alkohol, depression
8 år siden
3Lægeløfte med krydsede fingre
6. september 2007 · Jeg vågnede op og mærkede straks den kvalmende ... [...]
Blandede tekster · psykose, mani, hospital
8 år siden
6Guddommeligt brød
20. april 2006 · Min ellers så forudsigelige tilværelse var blevet ... [...]
Blandede tekster · psykose, mani, jesus
8 år siden

Puls: 34,7

Publiceret: 5
Afgivet: 14
Modtaget: 9
Martin Hansen (f. 1975)
Det var mørkt i mit soveværelse, men jeg kunne se alting, som var det midt på dagen. Skyggerne fra mit store skab lavede bevægelser på væggen over mit TV og den store potteplante i hjørnet så uhyggelig og truende ud. Gardinerne var ikke trukket helt for, så jeg kunne se skæret fra dyrehandelens skilt på den anden side af hegnet, og jeg kunne høre vindens susen på ruden. Det regnede en smule. Jeg lå på ryggen i min seng, for det var i den stilling, jeg havde sværest ved at falde i søvn. Jeg havde nemlig besluttet mig for ikke at sove, for hvis jeg faldt i søvn, så ville det blive hurtigere mandag, og så skulle jeg være et sted, hvor jeg ikke ønskede at være. Jeg havde brugt de sidste par uger på at gruble og gruble. Hvad mon der ville komme til at ske? Jeg var ret sikker på, at jeg godt kunne redegøre for at jeg ikke ejede noget af værdi, men jeg havde jo et godt job, og ikke nogen høj husleje, så risikoen for at de valgte at lave lønindehold var jo bestemt til stede. En af mine kunder havde berettet om, at han havde fået tilbageholdt 45 % af sin løn, og hans stemme gav genlyd i mit hoved lige nu. Det sværeste for mig var, når der var noget i mit liv, som jeg ikke kunne kontrollere. Som jeg ikke kunne forudse og planlægge efter. Det gjorde mig rigtig angst, og når det samtidig var noget ubehageligt, jeg ikke kunne kontrollere, så var det rigtig skidt. Jeg kunne mærke, at jeg var vildt træt, men jeg måtte ikke give efter. Jeg måtte ikke lægge mig til at sove, fordi hvis jeg gjorde, så var der en risiko for, at jeg ville have glemt, hvad jeg skulle i femten sekunder efter jeg var vågnet, for derefter at komme i tanke om det igen. Det ville jeg ikke opleve.
   Leonora sov ved siden af mig i den side, hvor Linda havde plejet at ligge. Det var vildt underligt, men så alligevel ikke. Hun havde lånt en RUN D.M.C-trøje af mig, som hun brugte som natkjole. Der var omkring fyrre centimeters højdeforskel på os, så den lignede meget den frakke, som Anders And havde haft på, da han havde sneboldkamp med sine nevøer i Disneys Juleshow. Men hun rendte nok ikke rundt og dinglede i træer, mens hun sagde som en klokke. Og hun var i øvrigt en del kønnere and ham. Meget kønnere faktisk. Jeg måtte nok indrømme, at jeg var blevet lidt småforelsket. Fascineret. Eller noget i den stil. Det gik måske lige lidt hurtigt nok for mig, men jeg kunne ikke finde bremseklodsen. Måske ville jeg heller ikke. Hun så så uskyldig ud, som hun lå i min seng. Hun lå med ansigtet vendt mod mig. Min T-shirt var viklet omkring hendes krop, og hun lavede små lyde, når hun pustede ud. Jeg rørte ikke ved hende, selvom jeg havde lyst, for jeg ville ikke risikere, at hun vågnede og skulle tage del i min angst. Hun måtte ikke være min sygepasser.

Jeg måtte havde været faldet i søvn alligevel, for jeg vågnede for en gangs skyld ved, at vækkeuret ringede. Klokken var halv otte, og jeg ville blive hentet af min far klokken halv ni. Vi skulle være der klokken ni, og selv turen tog vel ti minutter, så det passede fint. Hvad der ikke passede fint, var til gengæld mine tanker, for de var alle steder. Jeg havde pludselig lyst til at gøre skade på mig selv. Jeg havde lyst til at fortælle mig selv, at jeg havde fortjent alt dette kaos. Måske havde jeg også lyst til at fortælle mig selv, at jeg ikke fortjente at leve. Jeg kunne mærke, at jeg havde lyst til at sige det højt.

Jeg vil ikke leve mere

Ordene kom ud af min mund, uden at jeg havde haft ønske om at ytre dem. Det var voldsomt ubehageligt, og jeg kiggede mig febrilsk over skulderen. Heldigvis sov Leonora stadig trygt. Hvordan hun havde kunnet sove videre efter et halvt minut med høj clockradiomusik fra en svensk lokalradio, som blandede sig med statisk støj fra clockradioen, fordi den ikke var ordentligt indstillet, var mig en gåde. Men heldigvis for det. Min pande trykkede ned mod mine øjne, og jeg kunne høre mine lunger. Alt i alt en skidt dag på kontoret. Jeg kravlede op i sengen og aede hende over håret. Hun sagde spindelyde og drejede sin krop over mod mig. Jeg havde sådan lyst til at tage imod hendes invitation, men jeg lod være, fordi jeg ikke ville trøstes eller beroliges af nogen. Jeg måtte klare det selv. Jeg lod hende sove og gik ud på altanen for at ryge en gul King's. Jeg var klar over, at det ikke just var korrekt adfærd overfor en potentiel kæreste at sidde i Find Holger-boxershorts ude på en altan tidligt om morgenen og ryge, men jeg var pisseligeglad. Min altan var i øvrigt af en underlig størrelse. Den var blevet opført sidste sommer sammen med haven. Den var overdækket, og den havde en underlig form for gummigulv. Glasvæggene kunne efter sigende skydes fra side til side, men det var ikke noget, jeg gjorde mig i længere. Første og eneste gang jeg havde forsøgt, havde jeg stået med en af ruderne i hænderne og havde måttet kalde på naboen, som ved et helt mærkeligt sammentræf stod ude i sin have. Mærkeligt, fordi han jo ALDRIG var derude ellers. Men jeg brugte kun altanen for at ryge. Cigaretten bekom mig ikke engang, fordi det var så koldt, at jeg fik småhikke hver gang jeg inhalerede. Pludselig var det der igen.

Jeg vil ikke leve mere

Jeg holdt mig instinktivt for munden. Hvad var det, der skete for mig? Hvorfor var jeg begyndt at sige sådan noget? Jeg håbede, at det var fordi jeg var stresset. Jeg gik ind igen. Leonora var stået op. Hun stod foran spejlet og var at rede sit hår.
   "Nå, det var da en lækker vane du har her om morgenen." Jeg var ved at falde bagover af skam.
   "Ja, jeg ved det godt. Det er heller ikke ligefrem noget jeg er stolt over. Men det er bare min virkelighed lige nu." Hun vendte sig om mod mig. Hun havde hårbørsten i hånden, som en cowboy der lige havde affyret sin seksløber i en duel.
   "Det er din virkelighed lige nu. Og hvis der skal være cigaretter i dit liv lige nu, fordi det gør noget godt for dig, så er der ingen, som skal være dommer over det. Jeg tager lige et bad, og så tager jeg afsted." Hun tog T-shirten og sine trusser af og smed begge dele i min vasketøjskurv. Var det mon et tegn på, at hun gerne ville komme igen?

Der var lunt i min fars bil. Jeg sad på passagersædet og havde min mulepose i skødet. Jeg ventede bare på at han ville kommentere min ånde, og give mig en mintpastil. Det plejede at være en meget god grund til det, men jeg havde ikke drukket alkohol om aftenen, så mintpastillen blev i æsken.
   "Hvad tror du, vi skal derovre?" Jeg kunne mærke, at min far var i dilemma med sig selv. På den ene side skulle han være en far, som skulle berolige sit barn. Men jeg var jo ikke et barn, som havde slået sit knæ og skulle trøstes - jeg var en voksen med voksenproblemer, men med et barns tilgang til tingene. På den anden side var jeg ret sikker på, at han havde lyst til at kvæle mig. For han vidste jo lige så lidt som mig.
   "Jeg ved det ikke.. Vi er nødt til at vente, til vi kommer derover.
   "Men hvorfor står der, at man skal komme mellem klokken ni og ti? Så er det jo ikke sådan et rigtigt møde. Og hvem er det så, vi skal snakke med?"
   "Jeg ved det ikke. Vi er der lige om lidt." Jeg havde så mange spørgsmål, men jeg vidste jo godt, at han ikke kunne svare på dem. Jeg blev atter klar over, hvor stor en belastning, som jeg var for mine forældre, og hvor meget jeg havde gjort dem fortræd. Men jeg kunne ikke gøre for det. Det var ikke noget jeg gjorde med vilje. Vi kørte ned ad den sidste vej, og drejede ind på en stor parkeringsplads hvor der stod et skilt med teksten Skattecenter Fredensborg. Min far parkerede bilen, og jeg steg ud. Der var perlesten på jorden, og der var parkeringspladser til henholdsvis gæster og personale. Gad vide, hvem som frivilligt ville være gæst sådan et sted? Selve bygningen lignede et forvokset parcelhus. Det var opført i gule sten og havde eternittag. Ruderne var meget højt placerede, så man kunne ikke kigge ind ad dem. Det var et af de mest ubehagelige steder, jeg nogensinde havde været, og jeg havde det rigtig skidt. Vi gik op mod indgangspartiet, som var bygget uden på selve bygningen. Der stod andre "gæster" og ventede foran. Min far ringede på, mens jeg stod bag ham. Der gik et par minutter, så kom der en kvinde ud og åbnede døren. Havde der været en trosretning, som tilbad det guddommelige regneark, havde hun helt sikkert været ypperstepræst. Hun var ikke særlig høj og hun bar tykke briller, som sad fast på hendes ansigt, delvist af hendes ører, men også af hendes velvoksne pagefrisure. Min far gav hende brevet.
   "Hansen. Ja, så skal I bare vente her, så kommer der en medarbejder ud til jer." Hun gik igen. Alle de penge, som skattestyrelsen konfiskerede fra folk, blev da i hvert fald ikke brugt på venteværelser og på at gøre det komfortabelt for gæsterne. Vi stillede os udenfor bygningen, men jeg kunne hurtigt mærke, at det kunne jeg ikke. Jeg var nødt til at bevæge mig væk fra bygningen. Det var ikke fordi jeg ønskede at løbe væk fra det hele, det var bare fordi det var så ubehageligt for mig. Jeg ville ønske, at jeg var som andre normale mennesker, hvor sådan et besøg blot var et irritationsmoment. Hvor det var muligt for dem at navigere rationelt. Men jeg var ikke normal. Jeg gik ud fra parkeringspladsen og gik op og ned ad vejen. Jeg var ret sikker på, at de andre "gæster" nok måtte have troet, at jeg var tosset i hovedet, men det var jo heldigvis også lige det jeg var. Min far fik vinket til mig, og jeg småløb op til døren, hvor jeg kunne se konturerne af en kvinde. Hun så venlig ud. Jeg gik bag min far hele vejen.
   "Hej, jeg hedder Helle. Kom indenfor." Hun trådte til side og ledte os ned ad en lang gang, som bekræftede alle mine fordomme om administrative bygninger i Danmark. Om det var borgerservice, eller om det var hos skattestyrelsen, var et fedt. Det var de samme mennesker, de samme arbejdsrutiner, de samme drømme og de samme dufte. Vi gik ind på et kontor, hvor der var et stort bord. Hun satte sig for bordenden og vi satte os ved siden af hende, på hver sin side af bordet. Hun åbnede min mappe.
   "Ja, det er jo ret udramatisk. Det er jo sådan, at for at vi ikke mister retten til at inddrive gælden, så skal vi have en bekræftelse hvert andet år. Jeg kan jo se, at du har en stor gæld til forskellige områder. Kan du betale noget af det i øvrigt?" Jeg rystede på hovedet. Hun virkede faktisk meget venlig.
   "Nå, det er ikke det, vi skal snakke om nu. Jeg noterer din bekræftelse. Du skal lige skrive på dette her." Hun skubbede et stykke papir over mod mig. Var det virkelig det? Min far bød ind.
   "Hvis Martin søger gældssanering, kan gælden til jer også blive slettet?" Hun smilede.
   "Ja, vi er kreditorer på lige fod med andre kreditorer. Vi har bare hjemmel til at inddrive gæld gennem folks løn. Men det gør vi ikke i dag." Jeg var godt klar over, at dette ikke løste noget som helst, og at problemerne bare startede forfra, næste gang jeg blev indkaldt til fogedretten. Men dette var dog det mest ubehagelige, jeg længe havde oplevet, selvom skattedamen havde været flink.

"Kunne du ikke overveje det med gældssanering en ekstra gang?" Vi sad i bilen i en betydelig mere lettet stemning end vi havde gjort for halvanden time siden. Selvfølgelig kunne jeg overveje det, men jeg var ikke i stand til det. Jeg var for angst, og jeg var sikker på, at jeg ville knække under sådan et forløb. Så ville jeg miste mit arbejde, og så ville jeg blive indlagt.
   "Jo, det skal jeg nok." Ikke så meget med "tak fordi du tog med", eller "hvordan går det med mor?" Kun fokus på mig selv og mine behov.
   "Det går jo ikke væk, fordi vi har været derinde. Det bliver jo ved og ved, og det bliver værre og værre."
   "Jeg ved det godt." Min far satte mig af foran min lejlighed. Jeg var så meget inde i mig selv og min angst, at det slet ikke var i mine tanker, hvordan min far mon havde haft det med alt dette. Det måtte også have været ubehageligt for ham, samtidig med at han havde en baby som mig at skulle tage sig af. Men jeg havde ikke overskud til at bekymre mig over det. Jeg kunne ikke. Det eneste, der betød noget var, at jeg ikke ville have det så dårligt. Jeg gik ind i min lejlighed og gik direkte ud i køleskabet og åbnede en øl. Jeg kunne stadig mærke Leonoras duft, og jeg fandt lidt ro i det. På forunderlig vis havde jeg ikke lyst til at ryge. Måske var det morgenens oplevelser, som havde sat spor? Jeg satte mig i min grønne sofa og tændte min computer. Jeg måtte være varsom med ikke at tænde for Facebook, for så ville mine kollegaer kunne se, at jeg var online. Jeg havde fået fri hele dagen, fordi jeg skulle til "undersøgelse af min ryg". Jeg tændte for Word.

babelstårne
   kaster lydløs uro
   mod svedent sind
   mine hænder ryster
   afstandsmålere
   denne tingenes ordning
   slår revner
   saltstøtte
   bevægelsesløs bøddel
   krakelerer
   slår rødder i brugte tanker
   kaster anker i kogt sø
   forstørrer mine øjne

Jeg drak en øl til. Og endnu en. Min far havde ret. Det stoppede jo aldrig. Men jeg kunne simpelthen ikke overskue at gøre noget ved det. Jeg var nødt til at lukke øjnene for det, og så forholde mig til ubehagelighederne, når de opstod. Og så arbejde på at lade være med at være bange for postkassen. Min telefon ringede.
   "Hej, Leonora."
   "Hej, Martin. Må jeg gerne komme hjem til dig efter arbejde? Jeg har medicin med." Jeg var lidt splittet. På den ene side havde jeg mest lyst til at være mig selv og drikke mig fuld. På den anden side ville jeg vildt gerne se hende. Men der var også en lille alarmklokke, som ringede ved den måde, hun spurgte på. Var der også noget, som hun var angst over?
   "Ja, selvfølgelig. Det var da også åndssvagt, at vi ikke fik snakket om det i morges. Jeg var bare lidt alle steder, som du jo lagde mærke til."
   "Hvis du har lyst til at tale om det, så må du godt. Men du behøver ikke. Jeg dømmer dig ikke. Vi ses om et par timer. Kig lige under din hovedpude." Jeg lagde på og undrede mig igen over denne kvinde. Der var noget meget rummeligt over hende, jeg følte en plads og en ro til at jeg kunne være lige præcis mig. Men jeg følte også et behov for at træde ekstremt varsomt, for hun rummede også en stor skrøbelighed, som jeg ikke havde åbnet for endnu. Jeg gik ind i soveværelset og løftede min pude. Der lå et A4-ark, som var foldet sammen på midten. Det var fra den blok jeg havde liggende ude på køkkenbordet. Jeg brugte den til at skrive mit navn og adresse til nemlig.com, så budene kunne hente mine tomme flasker.

i et lys af en anden verden
   smeltes du ind
   lægger dig over mig
   slikker mit panser af salt
   til jeg er fri
   i urhavet bliver vi
   tid og historie
   skriver gløder i vand
   slukker tørst i mit fatamorgana
   driver over
   i ønsker under solen
   er fremme hvor landskaber
   tager imod

Det var smukke ord, som hun havde taget sig tid til at skrive til mig, og hun var en del bedre til at skrive digte end jeg havde regnet med. Jeg fik lyst til at ringe tilbage til hende med det samme, men jeg holdt mig i skindet.
   Klokken var seks, da hun bankede på. Det gjorde altså et eller andet ved min mave, hver gang jeg så hende. Det måtte jeg indrømme. Hun tog sit overtøj af og kyssede mig. Længe. Vi satte os ind i min ene grønne sofa. Det slog mig, at jeg ikke havde tænkt på noget aftensmad til hende.
   "Sikke meget vi to får set til hinanden for tiden." Jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle åbne med, for jeg kunne mærke, at der var noget andet på færde.
   "Jeg dømmer dig ikke, så du må ikke dømme mig?"
   "Selvfølgelig ikke. Hvorfor siger du det?" Nu kunne jeg for alvor se den samme skrøbelighed, som den jeg selv indeholdt.
   "Jeg har bare brug for at sige til dig, at jeg også har det svært. At jeg også er syg. Det er derfor, min søn ikke bor hos mig. Det er, fordi jeg er syg." Jeg kunne mærke på hende, at det var vigtigt for hende at sige det til mig. At fortælle mig om hendes udfordringer, så jeg selv kunne tage stilling. Men jeg fornemmede ikke, at hun havde behov for trøst.
   "Jeg dømmer dig ikke. Med tiden skal vi snakke om alle sådanne ting, men jeg tænker ikke, at det skal definere noget som helst. Jeg vil rigtig gerne se mere til dig, ISÆR fordi du er syg. Det gør noget ved mig, at jeg ikke skal forklare og ikke bede om tilladelse og tilgivelse hele tiden."
   "Jeg vil også rigtig gerne se mere til dig. Hvorfor tror du ellers, at jeg har taget toget hele vejen op til en lejlighed, som ligger lige ved en dum skov? Og hvorfor tror du, at jeg lægger beskeder under din pude?"
    
Forfatterbemærkninger
Om gæld og gældsindrivelse og om den spæde start på et forhold

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 04/01-2023 20:08 af Martin Hansen (Bipolarmartin) og er kategoriseret under Romaner.
Teksten er på 3082 ord og lix-tallet er 24.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.