Jeg bliver som en lille hund,
når jeg ser dit store smil
og mærker dit kærlige væsen,
når det kalder på det gode.
For du kan se min onde side
og finde roden,
til alt det der ligger dybt begravet
i min rygrad
og som opstod i det
der aldrig var mig,
men som blev det gennem tiden,
fordi de ville have det.
Vi står på broen af afstand,
vi står på hver sin side.
Din stolte verden af spartanskhed
og perfektionisme,
når den elsker,
stråler som en ny sol overalt,
den tager mig med,
den varmer og forstår,
den gennemskuer
alt det jeg aldrig kan forklare,
alt det der ikke var mit,
den er et filter
der sorterer alt det falske fra.
Når dit smukke ansigt lyser op i skyggen
fuld af viden
i korte øjeblikke mod min verden,
ved jeg,
tager jeg dig med
i endeløse manuskripter.
Ja, de gamle planker på broen
er farlige at gå på,
de giver sig,
så snart jeg træder ud,
og der er langt ned,
hvis vi falder,
før vi når hinanden.
Men du blinker i mørket som en stjerne,
fordi du ved.