Kollegerne sag og brægede i sofagemakkerne i pausen. Benjamin hed han. Han var dog ikke den yngste som navnet kunne antyde. Benjamin var ny tilkommen på arbejdspladsen. Han havde svært ved at forstå, hvad de andre snakkede om. Det var som om, de talte et andet sprog med indforståede koder, som udefrakommende på ingen måde kunne aflæse. Hvor længe det mon ville tage at lære et sådant sprog, tænkte han. Benjamin havde af sin tysklærer på gymnasiet altid fået at vide, at den bedste måde at lære et sprog på, er ved aktivt at bruge det. Benjamin var dog angst - ligesom i tysktimerne dengang. Havde han overhovedet ikke udviklet sig siden da? Men ok, det var jo for fanden heller ikke tysk de talte. De talte jo dansk! Han ku da sagtens være med, mente han. Lige i det han skulle til at åbne munden ringede klokken. Nu skulle der igen arbejdes. Han vidste egentlig heller ikke helt hvad arbejdet gik ud på. Han havde været der i snart 4 måneder, men var ikke tryg ved, hvad han faktisk lavede. Var kollegernes sprog måske en del af arbejdets kode? Eller måske omvendt? Det var ikke til at vide hvad der kommer først syntes Benjamin. Han var i hvert fald på herrens mark nu her. Nå, men tilbage til arbejdet. Han gruede under arbejdet for, hvornår klokken næste gang slog pause, for hvad skulle han dog sige eller tale om? Skulle han fake, at han kunne sproget og vidste hvad arbejdet gik ud på? Ja tænkte han, det er vel sådan de andre gør, ellers kan det da ikke passe. Arbejdet bestod i at åbne et skema og så tjekke de grønne cirkler af. Man måtte på ingen måde ramme de røde cirkler med kurseren. Hvis man gjorde, havde cheferne statistik på, hvilke medarbejdere, der snøvlede med den slags. Og en kammeratlig samtale på arbejdspladsen skulle efter sigende på ingen måde være behagelig. Så altså 'fuld koncentration', sagde Benjamin altid til sig selv, når han satte sig foran skærmen, som altid allerede kontrollerede hans arbejdsliv.
   'Satans!' Hviskede Benjamin til sig selv kort før den næste pause. Han var selvfølgelig, i øvrigt ligesom i de forrige dage, kommet til at stryge kurseren hen over en af de røde cirkler på skemaet. 'Amen for helvede da', tænkte han videre. 'Hvad er det også vi sidder og laver her?'. Han havde ved jobansættelsen ikke fået andet at vide end at arbejdet var af meget stor vigtighed for samtlige samfundsinstitutioner i landet. Han spurgte ikke ind til hvad selve formålet med jobbet var, da han havde været for nervøs over ikke at blive ansat. Tænk hvis de havde taget det som værende for kritisk! Men nu sad han altså der og havde klokket i det igen og ærgrede sig gul og blå over sin egen mangel på kunnen og koncentration. Var han ikke god nok til dette arbejde? Så var han vel heller ikke god nok til noget arbejde, konkluderede han sørgmodigt. Pauseklokken ringede atter og det gav straks et spjæt i ham. Nu måtte han igen prøve at præstere på det uforståelige kollegiale sprog i sofagemakkerne. De for ham gøende mennesker, som var hans kolleger, satte sig muntert i gemakkerne og gjaldede derudaf. Han sad i hjørnet og følte sig klemt inde blandt to ulve, som hylede deres lyde hen over hans krop. Han forstod stadig intet og blev mere og mere rasende. Til sidst tog han sin varme kop kaffe og smed det skoldende indhold i hovedet på ulven, som sad til venstre for ham. Alle blev stille, mens ulven tog sig til ansigtet og klynkede, dog uden at stille spørgsmålstegn. Nu talte han i hvert fald et sprog som alle forstod. Benjamin vidste, at ulvene her var flokdyr, som de jo også er i virkeligheden. Han stod og forsvarede sig med sin tomme kaffekop i hånden. Det var der ingen grund til. Alle kollegerne stod nu pludselig som forstenede efter at have hylet i flok - nok omtrent 15 sekunder efter Benjamins gerning. Nu snakkede han endelig, ja han talte sgu sproget. Ulvene ville ham ikke en gang til livs. Han var nu indviet i 'The Circle of Trust' og kollegerne hylede og råbte omkring ham. Benjamin havde det godt nu. Han vidste stadig ikke hvad arbejdet gik ud på, men det var jo i og for sig også ligegyldigt.